Anmeldelse: Saw IV.

Årgang: 2007.
Tagline: "You think it is over... but the games have just begun.”
Genre: Horror, Splatter, Saw.
Instruktør: Darren Lynn Bousman.
Runtime: 96 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox Entertainment
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Saw" (2004), "Saw II" (2005), "Saw III" (2006).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Ligesom det var tilfældet i flere af de tidligere “Saw” film er der atter en gang to hovedtråde i “Saw IV”. Den ene fokuserer på Jigsaws ekskone Jill Tuck (Betsy Russell), der giver yderligere indblik i sin tidligere husbonds fortid. Den anden tråd følger betjent Daniel Rigg (Lyriq Bent), som kæmper sig vej gennem en række fælder, der naturligvis har en lektie at lære ham.
Har man læst mine tidligere “Saw” anmeldelser, vil man vide, at jeg er ganske glad for seriens første tre kapitler. De tre første film havde en sammenhæng, som undskyldte, at de tre film havde en del til fælles i form. Endvidere var der også tilstrækkelig forskellighed filmene imellem til at gøre hver enkelt titel interessant i sig selv. De overforklarende slutninger, stedvist fortegnede karakterer og andre små fejl kunne ikke tage fra filmene, at de var underholdende oplevelser, der indeholdt en smule kant. Problemerne bliver i “Saw IV” for fyldige.

Er der noget godt i tossekassen?

Skuespillet har taget et stort skridt i den forkerte retning, og særligt Costas Mandylor og Lyriq Bent har problemer med at holde den nutidige del af fortællingen på et vellykket plan. Særligt bliver Mandylors overspil ret hurtigt svært at tage alvorligt. Klipningen gør ellers sit for at skabe intensitet med sine “Natural Born Killers”-lignende glimt af den indre vrede, karakteren føler. Stilen kommer således en smule til filmens redning i dette tilfælde og skaber den intensitet, skuespillerne og manuskriptet ikke får skabt. Eftersom Jigsaw selv ikke længere er i live til at skabe filmens fælder er en smule af hans metode også forsvundet. Det leder til en sær blanding af fælder, som ikke er så sadistiske som 3erens men til gengæld heller ikke altid rammer Jigsaws udgangspunkt om at lære sit offer livets værdi at kende. Fordi filmen udsætter seeren for en øget mængde af disse fælder, er det også sværere at sympatisere med de enkelte ofre. Dét er en vigtig pointe, 4erens skabere har misset, for fældernes ubehagelighed har aldrig været det væsentligste. Det er de følelsesmæssige implikationer, der får dem til at fungere.

Trådene fra de foregående “Saw” film blev samlet i “Saw III”, som i høj grad lod til at afrunde, hvad der mest af alt har været Jigsaws fortælling. Det skulle ikke forhindre serien i at fortsætte, og med den fjerde film kæmpes der bravt for at genopbygge universet fra de 3 foregående film.

De negative ord ligger for undertegnede mest på den nutidige del. De mange klip fra fortiden er ret interessante, og endnu en gang er Jigsaws fortælling den mest engagerende del af filmen. Tobin Bell har altid været seriens største trækplaster og at bringe ham tilbage, er et særdeles smart træk. Det skyldes i særdeleshed, at alternativet var, at den komplet unødvendige og langtrukne obduktionsscene, filmen indledes med, ellers ville have været Bells eneste del i dette kapitel, og det ville have været en sølle måde at afslutte figurens tilstedeværelse i serien på. I stedet får vi gennem den relativt velspillende Betsy Russell et blik ind bag Jigsaws grandiose plan og kommer til at forstå en smule af, hvad der drev ham så langt ud. Rent faktisk havde det været mere interessant at se en decideret prequel (hvilket ellers nærmest altid ender med at være uinteressant) i stedet for at måtte nøjes med de små glimt, vi får her.

“I promise that my work will continue. That I have ensured. By hearing this tape, some will assume that this is over, but I am still among you. You think it's over just because I am dead. It's not over. The games have just begun.“

“Saw IV” føles som begyndelsen på enden for “Saw” franchisen. James Wan og Leigh Whannell er stadig involverede omend kun som executive producers, og selvom der er en del gengangere på både crew og cast fronten, begynder franchisen at fremstå ret forceret. Enkelte hints til de tidligere film er fine, men størstedelen forvirrer blot kontinuiteten filmene imellem. Det gør sig i særdeleshed gældende for slutningen, hvor det hele bliver enormt kludret og fuldstændig mister mening i forhold til kontinuiteten. Den begrænsede produktionstid på filmene og et manuskript, der fremstår hurtigt flækket sammen, indhenter serien som ellers tidligere har benyttet begrænsede budgetter med videre til sin fordel i stedet for at lade det sløve den ned. Stilen er stort set uændret, og hvad der startede som en hastig klippeteknik, der skulle dække over et lavt budgets småfejl, er blevet til et varemærke for serien. Når filmen benytter dette element bedst, trækker det filmen i en mere intens retning, men som oftest kommer det blot til at fremstå lige så søgt som filmens øvrige indhold.

Donnie Wahlbergs karakter er et ret fint billede på den overordnede franchise, han kan bare ikke bare få lov at dø.

Instruktør Darren Lynn Bousmans afsluttende kapitel i “Saw” serien er også det mindst vellykkede. Efter den oprindelige trilogis mange gode takter, lader det til, at skaberne er løbet tør for idéer og har glemt, hvad der gjorde den oprindelige film til, hvad den er. I momenter skimtes de gode idéer som rent faktisk passer med Jigsaws udgangspunkt, og særligt fungerer tilbageblikkene i filmen godt. Derudover er der ikke meget positivt at sige, og det er ærgerligt. Med en smule mere fokus og tid kunne filmen måske have været noget andet og bedre, men undertegnede hælder mest til, at serien burde have stoppet efter “Saw III”.

Score: