Anmeldelse: The ABCs of Death 2.

Årgang: 2014.
Tagline: "Some people never learn.”
Genre: Horror, Splatter, Antologi.
Instruktør: E. L. Katz, Bill Plympton, Bruno Samper m.fl.
Runtime: 125 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “ABCs of Death” (2012), “Creepshow” (1982), “Tales from the Darkside: The Movie” (1990), “V/H/S” (2012).

“ABCs of Death 2” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

30 instruktører beskæftiger sig i 26 film (en for hvert bogstav i alfabetet) med døden som tema. Antologien er ikke forsøgt sammenkædet af en overordnet historie men hopper direkte mellem sine vidt forskellige fortællinger.

Ud af de 26 film, der præsenteres i denne omgang dødemands alfabet, er der 7, der er særligt bemærkelsesværdige. Blandt de små mesterligheder er den barndomsdestruerende “Wish”, der handler om et barn, der får opfyldt sit ønske om at komme ind i sin helt Zorgs verden.. Desværre er heltemodighederne, som han har leget med sin actionfigur, mere komplekse end som så, og det er ikke så nemt at skelne ven fra fjende. Filmen er lavet med effekter, der kaster et nostalgisk blik i retningen af fordums cheesy sci-fi. Samtidig tages der også pis på nostalgien, fordi den voksne i tilbageblikket, glemmer nuancerne, hvilket bliver til stor skade for hovedpersonen i denne film. To mere simple eksempler på stærke segmenter er “Utopia” og “Roulette”, der dyrker hver deres stemning. “Utopia” er objektivt filmet men rummer en stor ironi, idet filmen præsenteres for en verden, der snarere er en dystopi. “Roulette” er sort/hvid og emmer af stemning, blandt andet fordi de farveløse billeder er udnyttet effektivt.

Fra segmentet “Invincible” af instruktør Erik Matti.

Der opbygges en stor intensitet, mens vi følger et spil russisk roulette; en utrolig velspillet tysk lille film. Kristina Buozyte har lavet en af de to topscorere i antologien: “Knell”. Denne film er den eneste i bunken, der reelt formår at opbygge en atmosfære, der er skræmmende. Den er visuelt overlegen og bygger skånselsløst stemning op men ikke nok med det: Det lykkedes også filmen at forløse denne opbygning på en måde, der er tilfredsstillende, på en fornemt afdæmpet måde. Jeg er øjeblikkeligt blevet nysgerrig på at se instruktørens “Aurora” (2012), som potentielt kunne være rigtig interessant. Den anden film, der lander helt i toppen af barometret, er “Jesus” instrueret af Dennison Ramalho. Filmen er ligefrem vigtig i sin pointe. Den handler om en homoseksuel mand, der forsøges udfriet fra sine “dæmoner”. Tingene tager imidlertid en stærkt symbolsk drejning, og Ramalho kan i sidste ende nærmest betragtes som en slags hævnfantasi for undertrykte homoseksuelle over hele verden. Jeg var udover de nævnte film glad for “Head Games” og “Capital Punishment”.

Fra segmentet “Capital Punishment” af instruktør Julian Gilbey.

Jeg var ærgerlig over at finde E. L. Katz film “Amateur”, som indleder antologien, så jævn. Katz er manden bag “Cheap Thrills” (2013), som tidligere er anmeldt her på bloggen til topkarakter. I det hele taget er der rigtig meget, der bare ligger på det jævne i “ABCs of Death 2”. Film som “Badger”, “Masticate” og “Nexus” er alle solidt produceret, men de er også enormt tomme. Så er det sjovere at blive efterladt en smule splittet, som det eksempelvis var tilfældet med den chokerende klamme “Zygote”, hvor det var svært at vurdere om instruktøren blot skød efter chok value, eller der reelt var en symbolik, han ønskede at videregive. Én ting må man dog give den - det er nogle vilde effekter - og så vidt jeg kunne spotte, er de allesammen udført praktisk. “Youth” af Sôichi Umezawa var også splittende for mig, fordi den er så over the top i sine billeder, at jeg langt hen ad vejen stod fuldstændig af og fandt billederne for groteske til, at de gav mening ind i nogen form for historie. Filmens slutning ændrede til gengæld fuldstændig på den opfattelse, og i sidste ende oplevede jeg i retrospekt filmen som en skarp fortælling om ungdommens frustration, forvirring og vrede. Derudover skal “Xylophone” og “Vacation” fremhæves. Førstnævnte er dybt ubehagelig, med en sarkastisk poesi, som mindede mig om “Creepshow” (1982). “Vacation” er modsat brutalt realistisk og er set gennem en mobiltelefon, hvor en særdeles emotionel kæreste bliver vidne til nogle brutale begivenheder.

Fra segmentet “Youth” af instruktør Sôichi Umezawa.

Den gode nyhed i forhold til “ABCs of Death 2” overordnet er, at der er flere film, som rammer helt i toppen af skalaen, end der ligger i bunden. Der er blot 6 film, som decideret mislykkedes. “Deloused” er en stop-motion animationsfilm, der er utrolig fint lavet, men hvis syrede univers, virker ulækkert for at være det. Jeg har intet problem med splat, men foretrækker, at der er mening med galskaben, eller at galskaben i det mindste er engagerende på et eller andet plan. Filmen her er så ensidigt ubehagelig at betragte, at det bliver ligegyldigt. “Grandad” forsøger sig med en mere humoristisk indgangsvinkel, men falder også helt igennem undervejs og bliver plat. I det hele taget er problemet med de film, der ikke fungerer her, at de enten dyrker gross out gys på en måde, så det bliver ligegyldigt for mig.

Fra segmentet “Grandad” af instruktør Jim Hosking.

Lad os ikke fortabe os i det negative. “ABCs of Death 2” har nogle kortfilm, der rammer helt forbi og en del, der placerer sig lidt halvkedeligt i midten, men den har, ligesom sin forgænger, også nogle film, der som enkeltstående små oplevelser er noget nær perfekte. “Knell” er det perfekte eksempel på en instruktør, som bare skal have lov at dyrke sit talent i fuld længde, og som mestrer alle niveauer af mediet. Hvis de 7 virkelig gode film, der er iblandt her, kan vise vejen for genren, er der håb endnu. Afslutningsvis en lille note i forhold til den overordnede karakter: Jeg har udregnet gennemsnittet af, hvad jeg giver de individuelle film og givet det tal til den overordnede filmoplevelse. Jeg kan godt lide idéen med en antologi, og jeg synes ikke det er problematisk, at der ikke er et bindeled mellem de forskellige film, men at vi blot får 26 unikke indgangsvinkler til, hvad en genrefilm er eller bør være.

Score: