Anmeldelse: The Night of the Hunter.

Årgang: 1955.
Tagline: "The wedding night, the anticipation, the kiss, the knife, BUT ABOVE ALL... THE SUSPENSE!”
Genre: Film-Noir, Thriller.
Instruktør: Charles Laughton.
Runtime: 92 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Arrow Video.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “M” (1931), “Les Diaboliques” (1955), “To Kill a Mockingbird” (1962).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En mand, der er træt af at se sine og andres børn sulte, begår bankrøveri. Han bliver hurtigt fanget, men når inden da at skjule pengene fra røveriet i sin datters dukke. Han får både hende og sønnen John (Billy Chapin) til at sværge på, at de vil holde hans hemmelighed. I fængslet får en mand ved navn Harry Powell (Robert Mitchum) færden af pengenes eksistens. Mens bankrøveren hænges, slippes Powell løs og drager straks af sted for at finde hans cellekammerats penge, koste hvad det vil!

L O V E * H A T E

Charles Laughton var primært skuespiller. Derudover instruerede han en del på teatret, men dette er ulykkeligvis hans eneste spillefilm. Instruktøren siges at have været så oprørt over den dårlige modtagelse filmen fik ved sin udgivelse, at han svor aldrig at lave flere film, hvilket han desværre holdt. Skuespiller Robert Mitchum har ikke andet end ros tilovers for manden og kalder ham for den bedste instruktør, han har arbejdet med. Det er heller ikke så mærkeligt, eftersom “The Night of the Hunter”, og rollen som Harry Powell, sandsynligvis er det bedste, som Mitchum har præsteret i sit liv. Skabelsen af filmen er en fortælling i sig selv og er afdækket i omfattende grad i dokumentaren “Charles Laughton directs”, som er at finde på Arrow Videos udgivelse af filmen. I dokumentaren er en lang række outtakes inkluderet, hvor det helt konkret bliver muligt at høre, hvordan Laughton arbejdede med skuespillerne. Rygterne om, at instruktøren skulle have været hård ved særligt de unge skuespillere, virker ikke særlig sandsynlige. De optagelser, der er inkluderet her, giver indtryk af en specifik og grundig filmskaber, der gerne tog de takes, der var behov for, men som behandlede sine skuespillere med respekt.

“Leaning... leaning... safe and secure from all alarms. Leaning... leaning... leaning on the everlasting arms.“

Respektfuld eller ej. Charles Laughton har skabt en ekstremt effektiv og stemningsfuld lille gyser med “The Night of the Hunter”. Filmen lægger vægt på en stemning, som oser af ubehag og frygt i børnehøjde. Børnene, der er centrum for handlingen, udsættes for utrolig meget, og med effektive virkemidler illustreres det, hvor lidt hjælp der er at hente. Filmen holder meget fint børnenes perspektiv i tankerne, og får hele verden til at fremstå både stor og kold. Årsagen til, at børnenes far har begået indbrud til at begynde med, er fattigdom. Således spejler børnenes stigende desperation og magtesløshed ganske godt den følelse, som den gængse amerikaner må have været efterladt med i 30ernes depressionsramte Amerika. Robert Mitchum leverer en pragtfuld (måske karrierens bedste) præstation, som den hensynsløse Harry Powell. Filmen afslører meget hurtigt, at Powell er en skurk. Selv uden den meget tydelige understregning af det faktum, ville det have været en snild sag at spotte falskheden i Powells på overfladen så gemytlige væsen. Figuren er et billede på den forvrængede måde, hvorpå religion kan misbruges til at vildlede mennesker i svære livssituationer. Mitchums skift mellem det behagelige og det monstrøse er præcis, hvad der gør præstationen så fængende. Han er i sandhed en ulv i fåreklæder, og han benytter en falsk godhed og kærlighed som våben. Gennem ham leger filmen med sit publikum og skaber den tonstunge atmosfære, som er dens helt store kvalitet.

Filmen svælger i smukke kompositioner som denne.

Mitchum er ikke alene om at skabe uhyggen. Filmens lyssætning er muligvis dens allerstørste stjerne. Brugen af skygger til at skabe den paranoia, som de skræk-elskende dele af publikum holder så meget af, er helt eminent. Mitchums fremtoning i filmen og hans foruroligende sang om at overlade sin skæbne til de højere magter, bliver ikoniske grundet den kontekst, som lyset skaber. Skurkens skygge hviler ubønhørligt over børnene, og publikum bliver overbevist om børnenes magtesløshed over for den ondskab, som figuren repræsenterer. Filmens fotograf Stanley Cortez sagde om Charles Laughton, at han var en af ganske få instruktører, der forstod lysets betydning for en films effektivitet. Det er slet ikke nogen snild sag at lave en sort/hvid billedside, der har et dystert udtryk, uden at den bliver flad. Særligt ikke når det sombre skal kombineres med så stor skønhed, som det bliver gjort her. Beskæringerne er kunstfærdigt produceret og indeholder så megen information, at filmen aldrig bliver kedelig at kigge på.

“Salvation is a last-minute business, boy.”

Min forkærlighed for Charles Laughtons film skinner forhåbentlig igennem. Filmen er en klassiker, som desværre blev underkendt til ekstrem grad ved sin udgivelse, hvilket resulterede i at Charles Laughton aldrig instruerede flere brilliant fotograferede og mesterligt stemningsfulde værker. Hvis tabet skal vurderes ud fra det vi fik, er det utrolig meget, vi har mistet til konservative filmanmeldere anno 1955. Hermed sendes der seks glødende pinheads afsted til Laughton i det hinsides, vi håber du hører os, gamle dreng.

Score: