Nyhed: Blodig Weekend 2015!

Danmarks eneste genrefilmsfestival er tilbage! Denne gang finder festivalen sted i Halloween-weekenden med gruopvækkende film, Collectors Marked, Halloweenfest og besøg af blandt andre instruktør og producer Brian Yuzna og den kontroversielle tyske undergrundsinstruktør Jörg Buttgerreit.

Vinteren lurer lige om hjørnet, og mørket lægger langsomt sin skygge over landet. Og med den årstid kommer også Blodig Weekend, der i år finder sted i Cinemateket fra den 28. oktober til og med den 1. november.

 

Årets filmprogram byder både på nye og retrospektive titler inden for den uhyggelige og nervepirrende filmgenre med film fra hele verden. Flere af filmene præsenteres af instruktørerne bag, og man kan således i år se klassikerne ‘Re-Animator’ (1985) og ‘Society’ (1989), der præsenteres af Brian Yuzna, der henholdsvis har produceret og instrueret.

Tyske Jörg Buttgerreit skabte røre i den tyske andedam i 1987 med den stærkt kontroversielle ‘Nekromantik’, der straks blev forbudt i flere lande. Den viser vi selvfølgelig på årets festival med en sjælden 35mm visning, præsenteret af Buttgereit, der også præsenterer sin seneste film ‘German Angst’.

Brian Yuzna kommer forbi og præsentere "Re-animator" (1985).

Vi får også besøg af den norske instruktør Pål Øie, der introducerer Danmarkspremieren på ’Vildmark: Asylum’, der også har norsk/danske Baard Owe på rollelisten. Spanske Hèctor Hernández Vicens medbringer sit brag af en debutfilm: den ekstremt nervepirrende ‘The Corpse of Anna Fritz’.

Derudover kan man få fornøjelsen af det store festivalhit ‘Deathgasm’ fra New Zealand, der giver Peter Jackson kamp til stregen, Eli Roths seneste åndeløse thriller ‘Knock Knock’ og hele 2 amerikanske nyfortolkninger - nemlig den franske nyklassiker ‘Martyrs’ i en brutal amerikansk udgave og den franske nyfortolkning af Mario Bavas ‘Rabid Dogs’.

Eli Roth's psycho-thriller "Knock Knock".

Lørdag den 31. september slår vi traditionen tro dørene op til vores Collectors Marked i Cinemateket, hvor man kan møde Brian Yuzna og Jörg Buttgerreit, få signeret film og desuden gøre en god handel.

Samme aften afholder vi den første Halloweenfest i Blodig Weekends historie på Brass Monkey, hvor Tremolo Beer Gut optræder. Hold dig opdateret om titler, events og instruktørbesøg på  cinemateket.dk, facebook.com/blodigweekend, samt www.blodigweekend.dk

 

Anmeldelse: The Dead Lands.

Årgang: 2014.
Tagline: "Where the warrior spirit was born.”
Genre: Action.
Instruktør: Toa Fraser.
Runtime: 103 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: “The Last of the Mohicans” (1992), “The New World”  (2005), “Apocalypto” (2006).

“The Dead Lands” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Mãori høvdingesønnen Hongi (James Rolleston) drager på et bloddryppende hævntogt efter et drabeligt angreb på hans stamme, hvor hans fader mistede livet. For at have en chance mod den brutale Wirepa (Te Kohe Tuhaka) og hans undersåtter må Hongi drage gennem det frygtede og forbudte ”Dødelandet” for at indgå en alliance med den sagnomspundne “Warrior” (Lawrence Makoare): En uovertruffen kriger, der har regeret over området i årevis.
Toa Frasers actionfilm “The Dead Lands” var New Zealands kandidat i “Bedste udenlandske film” kategorien til Oscaruddelingen 2015. Selvom det ville have været forfriskende at se filmen nå med i konkurrencen om den gyldne statuette, var chancerne nok aldrig så store; til det er oscarkomiteen nok for konservative. “The Dead Lands” holder ikke igen med blodsprøjt, kannibalisme og grum overtro. Umiddelbart lægger skaberne af “The Dead Lands” op til, at lade sig sammenligne med film som Mel Gibsons “Apocalypto” (2006). Toa Frasers film har også ligheder med denne film men er en smule mere eventyrlig i sin tone alvoren til trods. Den er blodig, og figurerne tager sig selv meget alvorligt, men historien er basalt set om hævn. Lawrence Makoares mystiske kriger, der skal træne vores unge helt, er en stereotyp, men ikke desto mindre voldsomt karismatisk. Som hvis Mr. Miyagi i “The Karate Kid” (1984) havde været kannibal, og Daniel ikke skulle vinde en konkurrence, men desperat ønskede at dræbe sin modstander.

Forvent masser af tunger...

Indledningsvist kan historien i “The Dead Lands” virke meget basal: En høvdingesøn ser sin stamme blive slagtet og ønsker hævn. Heldigvis fyldes den grundlæggende præmis og skabelon ud med nogle fængende præstationer fra førnævnte Makoares til hovedrolleindehaver James Rolleston. Rolleston har den lidt utaknemmelige opgave at spille en ung naiv mand, der skal vokse til en kriger. Det lykkedes skuespilleren at gøre, hvad der kunne have været en noget anonym figur, til en tilstedeværelse på skærmen. Der tilføjes filmen meget fra den mystik, som hænger sammen med māoriernes overtro. Nogle af de mest visuelt engagerende scener er dem, hvor Hongi taler med sin døde bedstemor i en slags syner. Scenerne har en uvirkelig og lettere syret kvalitet, som klæder filmens i øvrigt meget enkle visuelle udtryk. I det hele taget er det kvinderne, der gør sig i det overnaturlige: Den mystiske kriger har hekselignende kvinder til at omgive sig, og den mystik, de føjer til historien, skaber grundlaget for, at vi kan lære mere om krigeren selv.

...og endnu flere tunger...

Filmens action er overraskende velkoreograferet. De simple våben udnyttes brutalt og effektivt, ikke mindst af Makoares, der i sin dyriske præstation skruer helt op for en ustyrlig vrede og frustration, som det ikke er overraskende, skaber enorm frygt i hans figurs modstandere. Actionscenerne er ikke ustandselige i omfang, men dukker op i en mængde, der får det til at virke, som om skaberne har været meget fornuftige i udnyttelsen af deres budget. Færre men vellykkede actionsekvenser lader til at have været devisen. Scenerne er instrueret hektisk men stadig med overblik over begivenhedernes gang. Hvert slag har en virkning, der mærkes, og der er aldrig tvivl om, at kampene er på liv eller død. Der er en alvor i kampene, som giver filmen vægt, samtidig med, at scenerne grundlæggende er underholdende at betragte.

...og en del krigere, der gør sig til for hverandre.

Ære eller død. Så simpelt er det for menneskene i “The Dead Lands”, der glædeligt giver deres liv for deres forfædres ære. Filmen er en blodig og brutal fortælling om hævn, og hvordan den har det med at avle mere hævn. Toa Fraser viser, at et par velfungerende actionscener placeret som højdepunkter for en engagerende og grundigt udført historie, stadig fungerer som fortælleform. Skuespillerne vandrer på kanten til det overspillede for nogles vedkommende, men grundet māoriernes kultur, virker det alligevel overbevisende. Med Makoare i spidsen spiller det centrale cast med en intensitet og ægthed, der gør den højdramatiske historie nærværende. For hvad “The Dead Lands” ønsker at være, kunne den ganske enkelt ikke være meget bedre.

Score:

Anmeldelse: The Babadook.

Årgang: 2015
Tagline: If it's in a word. Or it's in a look. You can't get rid of ... The Babadook.
Genre: Horror, Drama.
Instruktør: Jennifer Kent.
Runtime: 93 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Netflix US.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: "Babycall" (2011), "Lovely Molly" (2011), "Goodnight Mommy" (2014).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Godnathistorien. Et forholdsvis kendt fænomen, der for de fleste familier bliver forbundet med slutningen på dagen. Et tidspunkt, hvor de små børn falder til ro, sådan så far og mor kan se nogle sløje gysere. The Babadook er titlen på en godnathistorie. I bogen bliver the Babadook præsenteret som en slags bussemand, som intetanende forældre lukker ind, for at skræmme familier fra vid og sans. Den enlige mor Amelia bor i et forfaldent hus, hvor hun danner forfalden familie med sønnen Samuel. Drengen er bange for alle former for monstre, og snart lander Babadook bogen i den opgivende mors hænder. Hun læser den, til sin store fortrydelse, højt for Samuel – og snart bryder helvede løs.

Godnatlæsning?

Har man set traileren, tænker mig straks, at bogen bringer alskens ondskab og forfærdeligheder ind i huset, som straks bliver omdannet til en slags gyserfest med den onde Babadook i hovedrollen. Det er derfor en kæmpe skuffelse, når man, efter få minutter af filmen, bliver klar over at man har med et decideret drama at gøre. Det virkelige monster er nemlig slet ikke Babadook, men derimod den magtesløse mor og den irriterende lille Samuel, der omdanner filmen til en af de forfærdelige sociale dokumentarer, som de danske stationer gerne buldrer frem med et par gange om året. Børn der ikke fungerer, forældre med slidte nerver og de konflikter, som to mennesker, der ikke forstår hinanden, skaber. Det er satme kedeligt.

We put the fun in dysFUNctional.

Man skal derfor en god time ind i filmen før tingene tager fart. Med virkningfulde effekter begynder uhyggen at spidse til – og jo, det er skam uhyggeligt, hvad der foregår i det lille hus. Som en slags ”The Omen” møder ”The Conjuring” begynder intensiteten at brede sig, for at gudskelov slutte i et forholdsvist fornuftigt klimaks. Slutningen er sjov og anderledes uden at være voldsom original, men med det lange forspil i mente, lærer man at tage til takke med de små ting, som en film som The Babadook trods alt giver af oplevelser.

Det er ikke en god børnebog, før en galning med kniv dukker op.

Jennifer Kent har både skrevet og instrueret, hvilket hun nok burde have fået noget hjælp til. Hun kommer nemlig aldrig rigtig i mål med nogle af sine forehavender, for der mangler kød på dramaet, gys på gyset og flere thrills på thrilleren. I stedet bliver The Babadook et underligt samsurium af alle tre genrer, hvor det hele falder til gulvet lidt efter lidt. Man mangler simpelthen at følge tingene helt til dørs, for nuvel er den psykiske thriller et spændende element, men man sætter sig mellem to stole, der ikke rigtig kan bære vægten, når man smider et mor/søn drama oveni, der aldrig rigtig bliver forklaret eller forløst. Måske er jeg bare en gammel sur mand, men jeg forstår måske heller ikke helt, hvem The Babadook er sigtet til. Jeg har svært ved at forestille mig teenagere, horror-fans eller folk med hang til sociale dramaer elske elementernes sammenblanding i The Babadook. Alligevel scorer filmen en score på knap 7, hvilket jeg tillægger, at der absolut er scener i filmen, der både er stærke og virksomme. 

Hvad der lurer i mørket...

Alligevel sidder man med en halvflad følelse efter The Babadook. Man er blevet pirret, underholdt og ført rundt i manegen, men den ultimative udløsning udebliver. Filmen ender med at føles som den perfekte date, der efter middag, drinks og kys ender med kolde afvaskninger. Derfor lander vi også på en karakter, der ryger i folderen for ”hurtig set, hurtigt glemt”.

Score:

* Læs evt også Allan Sørensen's vurdering af The Babadook ved at trykke her.