Anmeldelse: Wishmaster (1997).

Wishmaster (1997).

Tagline: "Be careful what you wish for."
Set d.23/07-11
DVD.
HD-Projektor.
Runtime: 87 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Leprechaun' (1993), 'Tales from the Crypt: Demon Knight' (1995), 'Brainscan' (1994).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Vi kender alle historien, der går på at finde en gammel lampe, gnide den blidt, og en venlig ånd vil dukke op og opfylde tre ønsker. I filmen her er ånden den såkaldte Wishmaster, en ønskedæmon fra en anden dimension, og han er ikke så hooked på at dele ud af bjerge af guld, rejser til Hawaii eller en tumletur med castet fra en Russ Meyer film - i hvert fald ikke uden at det får fatale konsekvenser for den forventningsfulde "ønsker". Denne ånd, denne Djinn, er fanget i en ædelsten og kan kun slippe helt ud af sit fangeskab ved at opfylde tre ønsker, for den person som er i besiddelse af stenen. Det skulle man ikke tro ville være så svært, men når man er en overordentlig ond og bestialsk ånd, kommer alle besiddere af stenen på bedre tanker.

Dette var faktisk den kun 33årige instruktør Robert Kurtzman's anden film, men 'Wishmaster' blev præsenteret som 'Wes Craven's Wishmaster' (på min gamle On Air DVD-udgivelse står der også "Fra Skaberen Af Skræksucceserne") og det er på trods af at det eneste Wes Craven havde at gøre med 'Wishmaster' var en titel som executive producer. Snedige reklamefolk prøvede tydeligvis at indkasserne nogle penge på navnet Wes Craven - især efter den gamle horror-mesters kæmpesucces af en comeback-film, 'Scream' som udkom året før 'Wishmaster'. Robert Kurtzman der stod bag kameraet, var og er, hovedsageligt special-effect artist og har udarbejdet imponerende effekter på herligheder som Wes Craven's 'New Nightmare' (1994), 'From Dusk Till Dawn' (1996) og 'Bubba Ho-Tep' fra 2002. Kurtzman var eftersigende også den første person der betalte en hvis Quentin Tarantino for at skrive et screenplay. I stedet for at betale de $1500 for makeup-effekterne i 'Reservoir Dogs', som Robert Kurtzman var involveret i, skrev Tarantino i stedet screenplayet til "From Dusk Till Dawn" (1996). En film der er baseret på en kort vampyr/action-novelle Kurtzman havde arbejdet med i forvejen.

Tammy Lauren i hovedrollen, med den kolde antikvitetssamler spillet af Robert Englund.

Som det sig hør og bør proppede man også et par (eller sådan cirka seks) velkendte horror-ansigter ind i filmen. To af dem plejer at være uigenkendelige på grund af en hockey-maske og den anden på grund af tykke lag ansigts-latex. De 3 mest kendte personligheder er Kane Hodder (Jason Voorhees i ikke mindre end 4 film, og den eneste skuespiller der har fået rollen i mere end én film) fik en cameo som sikkerhedsvagt og den næsten 2 meter høje Tony Todd (bedst kendt for sin rolle som Candyman i franchisen af samme navn) fik også et par minutter, som pligtopfyldende dørmand. De fleste har nok gættet at den tredje cameo gik til Robert Englund. Det er faktisk ikke så meget en cameo, mere en bærende rolle, og han får heldigvis væsentlig mere tid på skærmen end hans to artsfæller. Man finder også Angus Scrimm og Reggie Bannister (henholdsvis The Tall Man og Reggie fra 'Phantasm', 1979). Ted Raimi dukker også op til festen - du har set ham aflivet på alle mulige og umulige måder i utallige film, især i film instrueret af hans noget mere kendte bror, Sam Raimi. Hvis du er vågen kan du også se Robert  Kurtzman selv i filmen. Han er offeret i en af filmens lidt mere spektakulære dødescener. Hold øje med en mand og nogle meget livagtige og blodtørstige klaverstrenge. Her er også en meget fin reference 'The Exorcist'. I den rige antikvitetssamler Raymond Beaumont's (Robert Englund) samling står der en statue af Pazuzu, dæmonen fra William Friedkin's mesterværk fra 1973.

Glem alt om Aladdin i 'Wishmaster'.

Andrew Divoff er djævelsk god som The Djinn. Ønskemesteren er en ondskabsfuld skabning, og væsnet har det med at misfortolke de dødeliges ønsker om guld og grønne skove - eller i hvert fald fordreje dem på det skammeligste. Det kommer der mange sjove og groteske situationer ud af. Andrew Divoff optræder både i fuld makeup (ala Freddy Krueger) og i mere menneskelig form i rollen som The Djinn. Makeup eller uden makeup, Andrew Divoff stråler igennem og er en af filmens helt store styrker. Hans karakter er ladet med ondskabsfuldhed, glat som en ål og sært dragende. Ønskedemonen i 'Wishmaster' fungerer perfekt, og Andrew Divoff's strålende arbejde leder tankerne hen på Billy Zane's rolle som den over-the-top, charmerende og smooth-talking dæmon The Collector i 'Tales from the Crypt' filmen 'Demon Knight' fra 1995.

"Hvad du ønsker skal du få...sådan nogenlunde"

'Wishmaster' er tydeligvis lavet af en effekt-aficionado, for den byder på en del blodige, praktiske latex-effekter (som vi kender dem fra 80'erne). De meget corny 90'er CGI -effekter, er der også blevet plads til. Det er ikke stor filmkunst, heller ikke stor genre-filmkunst, men 'Wishmaster' er en underholdende lille sag der byder på mere 80'er stemning end hvad fødselsdatoen siger, og hvis man er til den tegneseries-agtige 'Tales from the Crypt' og 'Creepshow' stil og ikke har forventninger om en nervepirrende terror-tur i hjemmebiffen, så er 'Wishmaster' et fremragende valg at sætte sig til rette med. Filmen har sine dårligdomme i form af noget hysterisk skuespil og nogle sekvenser der slet ikke rammer plet. Men alt i alt er 'Wishmaster' en flot B-film, den er ond (men ikke skræmmende), dum, underholdende i sin tegneserie-facon og til tider komisk og til tider ufrivillig komisk. Som så mange andre horror-film, som fik en smule succes, fik 'Wishmaster' selvfølgelig også en stribe af yderst uheldige efterfølgere. De kom i form af Wishmaster 2: Evil Never Dies (1999), Wishmaster 3: Beyond the Gates of Hell (2001) og Wishmaster 4: The Prophecy Fulfilled (2002) - alle film som du ikke ønsker dig at se.

Score:

Nyhed: Samarbejde med Nordisk Film.

Det er med glæde at jeg kan fortælle at Nordisk Film Distribution A/S og Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents nu også har indgået et samarbejde vedrørende filmanmeldelser af selskabets eksisterende og fremtidige genre-udgivelser.

Anmeldelse: Zombi 2 (1979).

Zombi 2 (1979).
Tagline: "We Are Going To Eat You!"
Set d.23/06-11
DVD.
HD-Projektor.
Runtime: 89 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'City of the Living Dead' (1980), 'Dawn of the Dead' (1978), 'The Beyond' (1981).

Zombi 2 (under titlen Rædslernes Grønne Ø) er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.

Et forladt skib driver ind i New York Citys havn. Kystvagten border skibet og finder en zombie ombord, der fortærer den ene vagt inden den skydes ned af den anden. Ingen kan forstå hvad der foregår, og snart begiver journalisten Peter West (Ian McCulloch) og datteren til ejeren af båden (Tisa Farrow - Mia Farrow's søster), sig til Caraibien for at finde en løsning på mysteriet.Det viser sig snart, at mystiske og gruopvækkende forsøg udføres på øen, og McCulloch og Farrow må snart se sig omringet af horder af zombier, som kun kan nedkæmpes på en måde: med blodig ultra-vold.

Alle genre-fans med respekt for sig selv kender i forvejen alt til horror maestro Lucio Fulci's 'Zombi 2' og alt er efterhånden skrevet og sagt om den aldrende splatter-film med de mange titler. Det skal nu ikke holde mig fra at komme med min mening, om den italienske zombie-klassiker. 'Zombi 2' var filmen der var med til genoplive Lucio Fulci's lidt skrantende karriere og den blev efterfulgt af et utal af mere eller mindre heldige zombie-film fra støvlelandet. 'Zombi 2' kom lige i hælene på George Romero's (halvt italienske finansierede) kæmpesucces 'Dawn of the Dead' (udkom under titlen 'Zombi' i Italien) i 1979 og blev (ulovligt?) markedsført som en efterfølger til den amerikanske mastodont. På trods af at de to film stort set intet har tilfælles. Mon George Romero's advokater havde haft for travlt med '...of the Living Dead' rettighederne i hjemlandet, til at opdage hvad der foregik i Italien? Fulci's film udkom også under en masse andre titler som f.eks 'Zombie', 'Zombie Flesh Eaters', 'Island of the Living Dead', 'Zombie Island', 'Woodoo' og danske 'Rædslernes Grønne Ø'.

I stedet for at skære ned på lægerne, har herren her, valgt at skære ned på patienterne.

Heldigvis blev 'Zombi 2' ikke bare et tyndt rip-off af Romero's klassiker. Hvis man kender til ældre zombie-film er det tydeligt at Fulci har hentet mere inspiration fra film som f.eks den sørgmodige 'The Walking Dead' (1936) med Boris Karloff og 'Voodoo Island' fra 1957, hvor det er okkult voodoo der er skyld i ulykkerne. Herlighederne foregår heller ikke i et gråt indkøbscenter, men er flyttet til det caribiske tropeparadis Santo Domingo og det giver nogle fantastiske flotte baggrunde at skabe død og ødelæggelse i. En af filmens helt store styrker er at når Fulci er bedst, har han en fantastisk fortælleteknik og evner til at drive historien frem (selv en meget tyndbenet historie...) og instruktørens sans for at skabe stemning, havde styr på timing og rytme kan ikke være meget bedre end den er i 'Zombi 2'. Og filmen er også hans (efter min mening) bedste film. Når dommedags-filmen fra 1979 er bedst, rammer den plet med sin følelse af ægte desperation, komplet afmagt og sin mareridtsagtige stemning. Det er lidt den samme følelse man sidder med, når  man ser Ruggero Deodato's grusomme, bestialske og ikke mindst uhyggeligt realistiske 'Cannibal Holocaust' fra 1980. At Fulci kan frembringe de samme følelser er lidt af en bedrift, når man tænker på at det er noget så potentielt grinagtigt som zombier vi har med at gøre.

Lucio Fulci's film er det helt store tag-selv-bord for gore-hounds.

Historien er meget simpel og uden mange krumspring eller overraskelser, filmens helt store trumfkort er først og fremmest de yderst effektfulde enkeltscener. 'Zombi 2' er nemlig spækket med klassiske scener. Der er ingen grund til at ramse dem alle op, hvis der nu skulle være en enkelt eller to, der ikke har set filmen endnu. Jeg bliver dog nødt til at fremhæve det notoriske 'Haj vs Zombie undervands-opgør. Fulci fik dyre-instruktøren Ramon Bravo (den rigtige skuespiller havde underligt nok lagt sig syg den dag...) i fuld zombie-makeup, til at undervands-bryde med en kæmpe tiger haj i en lang og meget surrealistisk scene, der ender med at hajen flår den vandglade zombies arm af. At det har kunnet lade sig gøre uden nogen form for computereffekter og uden nogen form for lemlæstende amputering af Ramon Bravo's rigtige arm er enestående - selv efter 31 år finder jeg stadig denne scene helt exceptionel og unik. Stykket af et afbrækket vinduesskod, sidder også som en torn i mit øje den dag i dag...se filmen, og du ved hvad jeg snakker om.

Zombie VS Tigerhaj - Round One!

Som forventet slipper man ikke for de noget flade og to-dimensionelle karakterer, en billig historie, til tider meget skabagtigt skuespil, ulogiske handlinger af filmens persongalleri og den helt karakteristiske og afsindige ringe dubbing. Den slags høre sig ligesom til, når man kaster sig over en ældre italiensk sag som 'Zombi 2'. Kan man ikke leve med dette, skal man holde sig på behørig afstand, for så vil man uden tvivl blive skuffet og rask væk trække 3-4 Pinhead's af den endelige score. Hvis det modsatte er tilfældet, så bliver det til gengæld ikke meget bedre. 'Zombi 2' er et grumt, beskidt genre-mesterværk og en type film, vi aldrig nogensinde kommer til at opleve eller se igen.

Score:

Nyhed: Biblioteket har fået nyt blod på hylderne.

Bogorm? Så er der godt nyt, for Sørensen Exploitation Cinema's bibliotek har fået nyt blod på hylderne i form af titler som 'Eaten Alive - Italian Cannibal And Zombie Movies', 'The Complete History of the Return of the Living Dead', 'Mondo Macabro', og ikke mindst bogen fra billedet her til venstre, 'Crystal Lake Memories - The Complete History Of Friday The 13th'. Smut forbi bogdelen på bloggen lige her - det er knap så kedeligt som det lyder.

Direkte link til biblioteket - klik her.

Anmeldelse: Vanishing on 7th Street (2010).

Vanishing on 7th Street (2010).
Tagline: "Fear lives in the dark"
Set d.05/07-11 
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 92 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'The Twilight Zone Where Is Everybody?' (1959 ), 'The Quiet Earth' (1985), 'The Langoliers' (1995).

Vanishing on 7th Street er venligst stillet til rådighed af SF Film. 

Anmeldt af Allan Sørensen.

En uforklarlig strømafbrydelse lægger Detroit hen i fuldstændig mørke, og da solen står op, er der kun få mennesker tilbage – omgivet af bunker af forladt tøj, tomme biler og lange skygger. En lille håndfuld mennesker, der ikke kender hinanden på forhånd, har overlevet natten og finder hver især vej til en ramponeret bar, der med sin benzindrevne generator og et forråd af mad og drikke, er det sidste tilflugtssted i en forladt by. Da dagslyset begynder at forsvinde, og hviskende skygger omringer de overlevende, finder de hurtigt ud af, at fjenden er selve mørket, og kun de få tilbageblevne lyskilder garanterer deres sikkerhed. Efterhånden som tiden begynder at rinde ud for dem, kommer mørket tættere og tættere på.

'Vanishing on 7th Street' er den seneste film fra instruktøren Brad Anderson og han er ikke helt ukendt for opmærksomme horror-fans. For ti år siden stod han nemlig bag den, i min bog, meget uhyggelige og vellykkede lille indie-gyser 'Session 9' (med den meget opfindsomme danske titel 'Dødens Hospital'). I 2004 kom Anderson så med den David Lynch'ske pseudo-gyser 'The Machinist' - med en meget lille, men til gengæld meget storspillende Christian Bale i hovedrollen. Man skulle mene at instruktøren efterhånden var moden til sit helt store gennembrud, og det er måske også derfor at hans seneste film er blevet hypet en hel del. Men lad mig bare afsløre med det samme, det bliver desværre ikke med 'Vanishing on 7th Street' at det evige stjernefrø stiger i Hollywood hierarkiet.

Mon ikke Hayden Christensen savner sit trofaste lyssværd.

I Anderson's nyeste film kaster han sig over en af menneskets grundlæggende kilder til frygt, mørket. De lange skygger jager og opsluger mennesker på må og få. Ideen er rigtig god og lægger op til nogle gedigne jump scares og en masse "katten efter musen" scenarier. Igen af disse muligheder bliver dog udnyttet og filmens største fejl er, at folkene bag har valgt at skrue meget mere op for drama-knappen, end de har valgt at hive i horror-håndtaget. Og det er en skam, for filmens grund ide er forholdsvis original og har masser af potentiale. Det er alt for få gange at mørket manifesterer sig i ondskabsfulde skygger, der pludselig angriber ud af det kulsorte ingenting. I stedet bliver vi budt på ligegyldig snakken og langtrukkent flæberi. Man kunne så håbe på nogle interessante og velspillede karakterer til at hjælpe en igennem talkshowet - desværre bliver det ikke ved andet end håbet. De er nemlig hverken særlig spændende eller udførte. Vores gruppe af overlevende bliver spillet af Hayden Christensen, Thandie Newton, John Leguizamo og Jacob Latimore. Darth Vader flødebollen Hayden Christensen prøver at give en intens og mørk skildring af en samvittighedsplaget og desperat mand ved navn Luke (men jeg troede at han var hans far?!), det munder mest ud i tåkrummende overspil. Det samme gør sig gældende for Thandie Newton, som i rollen som en mor der har mistet sit barn, er komplet ulidelig at se og høre på. John Leguizamo har gjort en karriere ud af overspil, så ham behøver vi ikke at snakke om. Det er bemærkelsesværdigt at det er den 14-årige debutant Jacob Latimore, der giver den bedste performance. Han spiller helt fint rollen som knægten James, der forgæves venter på at hans mor skal komme hjem fra kirken.

Når skyggerne viser sig fra sin mørke side er 'Vanishing on 7th Street' ganske underholdende.

Den tekniske del af filmen fejler ikke noget. Bevares, vi er da i den helt store CGI-mølle, men de snigende og opslugende skygger er fint udført og billederne fejler intet. Filmens soundtrack er tilgengæld værd at fremhæve. Vores overlevende strander på et værtshus, med en af de dejligste jukeboxes fanget på film. Det strømmer ud af den med fuldfed og varm 70'er soul, og det giver dommedagen et fint baggrundstæppe at udfolde sig på. Resten af lydbilledet er heller ikke helt dumt skruet sammen. På et fornuftigt surround sound anlæg kan man sagtens fornemme at mørket cirkler rundt om vores lille gruppe af overlevende - med sin insisterende hvisken prøver den at lokke dem over på skyggesiden.

Luke vågner til en forladt verden, desværre var der ingen der vækkede manuskriptforfatterne.

Det hele er desværre for tyndt og for kedeligt. Filmen tager sig tid til at forsøge at opbygge sine karakterer, men på trods af dette ender vi stadig med de to-dimensionelle stereotyper som vi har set så mange gange før. De gange instruktøren lægger op til at filmens horror-elementer skal til at folde sig ud, trækker han besynderligt nok i nødbremsen. Det bliver meget frustrerende og ender med at ødelægge en rigtig fin idé, en idé som kunne have været grobund for en succesfuld horror-film og måske det helt store mainstream gennembrud, instruktøren efterhånden må sukke en smule efter. Hvis du skruer forventningerne lidt ned og måske ikke har set helt så mange horror-film som undertegnede, så vil du måske få mere ud af 'Vanishing on 7th Street' end jeg gjorde. Jeg beklager Mr. Anderson, men der skal altså meget mere til før at jeg bliver nødt til at sove med lyset tændt.

Score:

Nyhed: Red bloggens facebookgruppe.

Kære læsere, jeg har brug for jeres hjælp. Facebook gruppen, der er tilknyttet bloggen Sørensen Exploitation Cinema, skulle meget gerne opgraderes til det nye gruppe-format som facebook har lanseret. Indtil videre har jeg ikke fået muligheden på gruppen og det er måske fordi at det kræver flere medlemmer. Hvis du er læser og har interesse for i at redde facebook-gruppen, må du meget gerne tilmelde dig gruppen og evt sende en anmodning om opgradering. På den måde undgår vi sletning af gruppens indhold. Giv venligst filminteresserede venner og fjender besked, så vi ikke mister facebook-delen af bloggen.

Link til gruppen: http://www.facebook.com/pages/S%C3%B8rensen-Exploitation-Cinema-Proudly-Presents/115703461863438

Nyhed: Samarbejde med SF Film A/S.

Det er med glæde at jeg kan oplyse at distributionsselskabet SF Film A/S og Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents, er blevet enige om et fremtidigt samarbejde vedrørende filmanmeldelser af af deres horror-udgivelser.

Anmeldelse: The Toolbox Murders (1978).

The Toolbox Murders (1978).
Tagline: "Bit by bit..By bit he carved a nightmare!"
Set d.23/06-11
DVD.
HD-Projektor.
Runtime: 94 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'The Driller Killer' (1979), 'The Centerfold Girls' (1974), 'Torso' (1973).

The Toolbox Murders er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.

En sindssyg morder går amok i et stille boligkompleks i Los Angeles. Bevæbnet med sin værktøjskasse, straffer han utugtige kvinder og lader blodet sprøjte når hammer, boremaskine og sømpistol gennembanker ofrenes ansigter! Hvem er denne maskerede dræber? Og ikke mindst, hvorfor? De grusomme massakrer udgør kun begyndelsen i denne milepæl af episk vold og perversion.

Dennis Donnelly's (også kendt for sit arbejde på ældre TV-serier som 'The Streets of San Francisco', 'A-Team', 'Airwolf' og 'Dragnet') 'The Toolbox Murders' landede, helt fortjent, titlen som en "Video Nasty" tilbage i 1980'erne. Især de første 15 minutter fik den stramtandede og tweet-beklædte censur-kommitté helt op i det røde felt. Man kan kun gisne om deres begejstring, da en nøgen og masturberende Dee Ann (pornostjernen Kelly Nichols) bliver overfaldet og aflivet med en sømpistol, den har nok været til at overse...
I 1978 udkom 'The Toolbox Murders' til hån og dårlige anmeldelser med ord som kvindefjendsk, pervers og beskidt filmisk affald. Pressen gik i selvsving og kaldte den blandt andet for "en af alle tiders sygeste og mest chokerende exploitation film nogensinde". Disse reaktioner var benzin på bålet og tirrede kun nysgerrigheden blandt hele verdens horror-fans endnu mere, og det er nok også en af grundene til at selv den dag i dag, er Dennis Donnelly's film en der stadig bliver set og snakket om. I 2004 kom hit-or-miss (som regel det sidste) instruktøren Tobe Hooper med remaket som fik titlen 'Toolbox Murders' - en helt igennem rædselsfuld film som jeg desværre bliver nødt til at nævne her og advare om. Hvordan det kan være den samme mand som har stået bag fantastiske film som 'The Texas Chain Saw Massacre' (1974), 'Salems Lot' (1979) og 'Poltergeist' (1982) er for mig et af livets helt store mysterier.  

Man skal holde sig fra en gør-det-selv mand med elefanthue.

Selv efter 33 år, kan man næsten være sikker på at falde over 'The Toolbox Murders', hvis snakken falder på slasher-film. Og der skal ikke herske den mindste tvivl om at Dennis Donnelly's film fortjener det. Men hvad er det så, der giver filmen så meget staying power? På trods af at filmen ikke er helt ung mere og ikke byder på så udpenslet vold, eller at gore-effekterne ikke er så blodige som dem vi er blevet så vant til i moderne horror-film, var 'The Toolbox Murders' bandlyst i England helt frem til år 2000. Atypisk andre exploitation film, spiller Dennis Donnelly's klassiker mere på de ting vi ikke ser on screen - og som alle ved, er det stort set altid meget mere ubehageligt, når det er vores egen fantasi der ligger de sidste billeder til. Ikke nok med det, så virker volden og overgrebene barske, realistiske og sært nedtonede. Scenerne er ubehagelige og skræmmende i deres rene og dybt foruroligende form. Vi bliver dog ikke helt snydt for gore og on-screen lemlæstelse når værktøjkassen's indhold bliver svunget. Effekterne er selvfølgelig lidt datede, men hvis du som undertegnede, tilhver en tid vil foretrække old-school praktiske effekter - i stedet for påklistret CGI-blood og green-screen, vil du finde dig godt til rette i selskab med 'The Toolbox Murders'.

Den tidligere XXX-stjerne, Kelly Nichols, lider en grum skæbne.

Cinematografien er afsindig god og byder på op til flere shoots, som er decideret uforglemmelige. Det hele er lækkert produceret og filmen er klart en af de bedste, ikke bare filmisk men også teknisk, når man sammenligner med andre exploitation produktioner fra genren's gyldne år i 70'erne og start 80'erne. Den efterhånden velkendte kamera-effekt hvor vi ser igennem øjnene på overfaldsmanden bliver også anvendt her. En effekt vi så for første gang i Michael Powell's karrieredræber (senere udråbt til klassiker), den Hitchcock'se, psykologiske thriller 'Peeping Tom' fra 1960, hvor morderen slår ihjel ved hjælp af sit kamera. Senere hen blev effekten udført helt perfekt i John carpenter's mesterværk 'Halloween' (1978). Skuespillet i 'The Toolbox Murders' er lidt en blandet pose bolcher - men man kan ikke forvente andet i en exploitation-film,  og det er jo også en del af charmen ved denne type film. Cameron Mitchell i rollen som Vance Kingsley er dog i en klasse over de øvrige medvirkende. Han var en velkendt stjerne i western-film i 50'erne og skuespilleren optrådte også i en del, især italiensk horror, fantasy og thrillers op igennem 60'erne - f.eks Mario Bava's 'Blood and Black Lace' (1964). Historien er lidt alternativt bygget op i forhold til mange andre film i genren. 'The Toolbox Murders' ligger hårdt fra land og på meget kort tid ligger ofre allerede i bunker og der er stort set ikke det værktøj der ikke er blevet taget i anvendelse i aflivningerne. Derefter gearer filmen ned og bevæger sig hen i noget der ligner en traditionel suspence og kriminalfilm. Det er helt tydeligt, at der er hentet en del fra de italienske Giallo-film, i opbygningen og måden at pirre og håndtere sit publikum på.

De uheldige ofrer hober sig hurtigt op.

Hvis du har bare den mindste interesse for ældre slasher-film og ægte exploitation (og det har du nok, ellers var du her vel ikke) har du sikkert allerede set 'The Toolbox Murders' - hvis ikke, så er det bare med at komme i gang, for det her er en film man SKAL have set. Filmen lever ikke bare op til sit notoriske rygte, den har også meget mere at byde på.

Score:

Afstemning: Afgørelsen af 'Din yndlings Classic Horror stjerne?'

VINCENT PRICE 1911-1993

Så er afgørelsen faldet i afstemningen 'Din yndlings Classic Horror stjerne?' Der var desværre ikke mange besøgende der havde lyst til at deltage i denne omgangs afstemning, så det blev en lidt tynd omgang. I alt 17 gæster havde valgt at smide en stemme på en' af følgende kandidater: Boris Karloff (1 stemme), Vincent Price (7), Bela Lugosi (2), Peter Cushing (0), Christopher Lee (5), Lon Chaney, Jr. (2).

Filmstjernen og gyserikonet Vincent Price ville i år være fyldt 100 år d. 27. maj, om det er dette der blev udslagsgivende i afstemningen er ikke til at vide, men ikonet på klassisk horror vandt med nød og næppe over den engelske vampyr-gentleman, legendariske Christopher Lee. Vincent Price har medvirket i et utal af horror-klassikere, f.eks 'House of Wax' (1953), 'The Fly' (1958), 'House on Haunted Hill' (1959), 'Pit and the Pendulum' (1961), 'Theater of Blood' (1973) og mange, mange flere. Legenden Vincent Price sidste rolle blev i Tim Burton's 'Edward Scissorhands' fra 1990.