Anmeldelse: The Invisible Man.

Årgang: 1933.
Tagline: "Catch me if you can."

Medie: DVD.
Set på: 42" LCD.
Runtime: 68 minutter.
Udgiver: Universal.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Frankenstein' (1931), 'Bride of Frankenstein' (1935), 'Gods and Monsters' (1998).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En videnskabsmand (Claude Rains) har udviklet et middel, der har gjort ham usynlig. Han har imidlertid været lidt for hurtig til at afprøve det og har nu svært ved at genskabe sin fysiske form. Endvidere viser det sig snart problematisk, at stoffet har den uheldige bivirkning, at det langsomt driver ham til vanvid. Han opsøger derfor en tidligere samarbejdspartner, som dog skræmmes så eftertrykkeligt, at han kontakter politiet - en handling den usynlige mand ikke har i sinde at tilgive.

Af de mange store monsternavne fra Universals horror-guldalder er 'The Invisible Man' ikke blandt de mest velkendte. Det til trods for, at filmens instruktør også er manden bag de to første film om Frankensteins monster: 'Frankenstein' (1931) og 'Bride of Frankenstein' (1935). Særligt sidstnævnte inkluderer en del af den humor, instruktøren er kendt for at holde af, og som ofte fremhæves i hans arbejde. Et andet unægteligt stort navn, der er forbundet med denne film, er forfatteren H. G. Wells, hvis forskellige bøger er filmatiseret mange gange. Det har resulteret i så kvalitetsmæssigt forskellige film som 'War of the Worlds' (1953), der til stadighed imponerer med nogle ganske vellykkede effekter og en enorm aggressivitet i sin fortælling, og genindspilningen fra 2005, som til trods for nogle fine skuespilpræstationer ikke overordnet er nogen komplet vellykket film. Sidst men ikke mindst er 'The Invisible Man' også skuespiller Claude Rains debutfilm, hvis man ser bort fra en mindre rolle i 'Build Thy House' (1920). Rains, som oprindeligt kom fra de britiske teaterscener, havde år tidligere haft store problemer med en taleforstyrrelse, hvilket særligt er overraskende, når man tager i betragtning, hvor central netop Rains' stemme skulle blive i 'The Invisible Man'.

Claude Rains skulle senere blive endnu bredere kendt for sin medvirken som Louis Renault i 'Casablanca' (1942).

Filmen indledes ganske effektivt og lægger ved sin begyndelse op til at have den samme atmosfære, som andre af periodens mest vellykkede gysere. Det bliver dog snart tydeligt, at filmen går efter en noget anden tone og hurtigt vælger  humoren frem for horroren. Således bliver den indledningsvise tykke atmosfære i nogen grad smidt ud af vinduet og erstattes, til at starte med, af en forstyrrende skinger skuespilpræstation af Una O'Connor. Hendes rolle i filmen er relativ uvæsentlig for plottet, men slår filmens tone an med sin lettere hysteriske udformning. Derfra går det slag i slag med humoren, og des længere den usynlige hovedrolle når på sit togt gennem den lille by, hvori det meste af filmens handling tager sted, des mere enerverende kommer humoren til at virke på sin seer. Hvorvidt humoren har fremstået skarp eller på anden vis vellykket ved filmens udgivelse er svært at sige, men det er under alle omstændigheder et aspekt af filmen, der har lidt voldsomt under tidens tand og nu fremstår mere forstyrrende end styrkende. Rains' præstation er imidlertid med til at redde en del af de til tider lidt for platte "morsomheder", og med en insisterende ironi og let irritation gør Rains meget for, at filmen alligevel er værd at sætte i afspilleren.

Una O'Connors karakter Jenny Hall kan gøre enhver mand ør i hovedet med sit ustandselige skrigeri.

Filmens styrker ligger i de mere dramatiske aspekter, og selve plottets forløb er ofte ganske vellykket. Særligt må man imponeres over filmens effektarbejde, der er enormt overbevisende og med en blanding af simple og til tider ret komplicerede effektskud resulterer i en troværdig præsentation af filmens præmis. Endnu engang betyder Rains' præstation meget, og selvom humoren får megen plads, er det særligt når Rains får lov at være intens og respektindgydende, at han hæver filmen til et stedvist stærkt underholdende niveau. Desværre er det supporterende cast ikke i samme grad velspillende, hvilket til dels, som i politiets tilfælde, skyldes at filmens manuskript gør dem for fjollede og i andre tilfælde er grundet uoverbevisende skuespil, hvilket til dels gør sig gældende for Gloria Stuarts rolle. Instruktør James Whale har begået nogle fodfejl, som med tiden ikke er blevet mindre iøjnefaldende. Det trækker oplevelsen ned, måske særligt fordi filmen til trods for en relativt kort spilletid alligevel synes at have for meget humoristisk fyld, som sagtens kunne være skåret væk. Alligevel må man have respekt for at instruktøren har fået sin egen vision igennem, og køber man humoren, vil oplevelsen formentlig fremstår en del mere overbevisende, end den gør for undertegnede.

Om ikke perfekte, så er filmens effekter til stadighed ganske imponerende for perioden.

På trods af de store navne der indgår i arbejdet med denne film, og en temmelig lang række manuskriptforfattere (og nok også for mange), lykkedes det ikke 'The Invisible Man' at nå op på samme niveau som mange af de andre store gysere fra tidsperioden. Der er dog alligevel grund til at se filmen. Ikke mindst for gyserfans eller filmelskere. For i mødet mellem nogle fortsat veludførte effekter, Rains' ganske brilliante præstation og den atmosfære filmen i momenter alligevel formår at opretholde, lykkedes det filmen at skabe interesse, selvom den overordnet set er en ret middelmådig oplevelse. DVD udgivelsen kan i allerhøjeste grad anbefales og indeholder blandt andet et yderst interessant kommentarspor med filmhistorikeren Rudy Behlmar, som giver masser af baggrund for filmens skabelse og med stor gavmildhed bringer seeren ind i hovedet på folkene bag denne mærkværdige film fra den klassiske gyserfilms guldalder. Har man i øvrigt fattet interesse for instruktøren, kan filmen 'Gods and Monsters' (1998), som har Ian McKellen i hovedrollen som instruktør James Whale, anbefales.

Score: