Anmeldelse: Wind Chill.

Årgang: 2007.
Tagline: "A road many have traveled - but few escape."
DVD.
42" LCD.
Runtime: 91 minutter.
Udgiver: Tristar.

Link til filmen på IMDB.
Se også: '1408' (2007), 'Dead End' (2003), 'Triangle (2009).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En universitetsstuderende (Emily Blunt), der er desperat efter at nå hjem til Delaware inden jul, får kørelejlighed af en ukendt medstuderende (Ashton Holmes). Netop da det går op for hende, at han ved lidt for meget om hende, beslutter han at tage en genvej via en ubefærdet landevej. De kører ind i en voldsom snestorm, og en mystisk bil skubber dem i grøften. Nu er de fanget i snestormen og indser hurtigt, at kulden er deres mindste problem.

Ifølge nogle af folkene bag 'Wind Chill', var idéen med filmen at skabe en "hjemsøgt hus fortælling" i så klaustrofobiske omgivelser så muligt. Det var med det udgangspunkt, manuskriptforfatterne snart kom op med idéen om at lade handlingen tage plads i en bil. Der er ikke megen baggrund at give omkring produktion derudover. Instruktøren er relativt ukendt men har dog været second unit instruktør og assisterende ditto på et par store titler. Han har derudover tidligere lavet filmen 'Criminal' (2004). Manuskriptforfatterne har ligeledes meget få tidligere film på samvittigheden. Hvad de imidlertid har, som er vigtigere, er en selverklæret stor kærlighed til horrorgenren og en stor bevidsthed om den overfladiske måde, hvorpå mange karakterer i moderne gyserfilm skrives. Det er med andre ord et udtrykt mål for manuskriptforfattere Joe Gangemi og Steven Katz at skabe en film med interessante og nuancerede karakterer, som til trods for, at de aldrig navngives, alligevel gerne skulle have mere kant end mange stereotype teenagers i andre horror-film. Det er således filmens hovedroller, der har mest på CV'et. Ashton Holmes vil nogle kende fra 'A History of Violence' (2005) mens Emily Blunt har medvirket i en del forskellige film i den lettere genre såsom 'The Adjustment Bureau' (2011) og 'The Devil Wears Prada' (2006).

Man skulle tro, det ville være en positiv ting at støde på en betjent, når man er strandet i ingenmandsland, men det er ikke tilfældet her.

Filmens plot er, som man måske fornemmer, ret simpelt i sit udgangspunkt. Indledningsvis lægger filmen op til, hvad der kunne ligne en stalkerhistorie, men inden længe tages der en drejning mod det overnaturlige, og her bliver det for alvor interessant. Der gøres en dyd ud af ikke at få karaktererne for vidt omkring, og langt det meste af tiden forbliver vores hovedkarakterer ved udgangspunktet - bilen. Dette resulterer i at de to naturligvis langsomt knytter sig til hinanden, men også en hel række ganske mesterlige momenter af suspense. Filmens største problem er i mine øjne, at den til tider går en smule for langt i sine forsøg på at så tvivl om, hvor mange af elementerne, der rent faktisk sker. Helt forfejlet er dette ikke, da det til tider er spændende, at intet er givet, men når man enkelte gange sættes helt af, er det en smule frustrerende. Disse små problemer overskygges imidlertid af samspillet mellem karaktererne, og Ashton Holmes gør sig godt; først som skæv og usikker teenager men undertiden også som en reelt sympatisk karakter. Emily Blunt er helt enormt velfungerende og giver et liv og nogle nuancer til sin karakter, som lever op til de forhåbninger, manuskriptforfatterne havde til filmen. Det er sjældent denne anmelder har oplevet så velskrevne og sågar en smule underspillede teenagere i genren, hvor denne aldersgruppe til tider har en tendens til at blive degraderet til avancerede skrigeballoner.

Grænsen mellem forelsket teenager og sær stalker er en hårfin en af slagsen.

Hvad der er med til at løfte filmen er de skarpe stilistiske beslutninger, instruktør Gregory Jacobs har taget undervejs. For selvom filmen er skabt på et skrabet budget, er den virkelig smukt filmet. Den danske kinematograf Dan Laustsen har stået bag en del velkendte danske billedsider, deriblandt 'Nattevagten' (1994), samt en hel række af Ole Bornedals andre film og enkelte internationale produktioner. Den billedside, Laustsen her leverer i samarbejde med Jacobs, er intet mindre end mesterlig. Smukke billeder er noget af det psykologiske gyserfilm som denne kan levere, når de er bedst, og det er en kæmpe bonus i denne film. At filmen er så visuelt betagende gør meget for intensiteten, og sammen med et stærkt soundtrack og nogle oftest underspillede cgi-effekter er filmen teknisk set lige i øjet. Udførslen er ret imponerende, når man tager i betragtning, hvor svær en opgave manuskriptforfatterne har stillet instruktøren overfor, med så begrænset råderum. At vende denne umiddelbare begrænsning til en force, beviser hvor dygtige de kreative kræfter bag denne produktion er. Så meget desto mere ærgerligt er det, at filmen på historiesiden træder ved siden af en del gange, og desværre gør det så eftertrykkeligt, at det hiver seeren ud af oplevelsen. Når man skaber en så relativt intelligent gyser som denne, kan man ikke forvente, at tilskueren ikke vil forsøge at skabe sig et overblik over filmens handling, og når dette overblik forplumres af så mange omgange som det gøres her, bliver det et problem. Lidt på samme måde som det gjorde det i den noget mindre vellykkede '1408' (2007), som med sin slutning helt skubbede denne seer fra sig.

Emily Blunt gør et overraskende flot stykke arbejde med at holde filmens momentum oppe til trods for den klaustrofobiske og til tider syrede stemning, der præger filmen.

Man må virkelig hylde folkene bag 'Wind Chill'. Selvom filmen har sine fejl og bliver lidt mudret i slutfasen, er der tilgengæld lagt en utrolig vægt på karakteropbygning og suspense. Det psykologiske gys bringes med andre ord tilbage til genren, og det er i høj grad tiltrængt. For selvom blood and guts kan være nok så underholdende, er det en kunstform i sig selv at opbygge spænding og ikke forfalde til ukontrolleret at skrige "BØ!" i ansigtet på folk i halvanden time. For de læsere, der har været så heldige at opleve Darren Aronofskys film 'Black Swan', indeholder denne film i øvrigt en interessant bonus. Det er nemlig Aronofskys foretrukne komponist Clint Mansell, der har skabt filmens soundtrack.

Score: