Anmeldelse: Sabotage.

Årgang: 2014.
Tagline: ”Leave no loose ends.”
Genre: Action, Crime.
Instruktør: David Ayer.
Runtime: 109 minutter.
Medie: Netflix USA.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Open Road Films.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Raw Deal” (1986), ”Harsh Times” (2005), ”End of Watch” (2012).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Da Arnold Schwarzenegger blev Governator i Californien i 2003, truede han med at lægge skuespillet på hylden. Men som vi ved, er det ofte sådan med politik, at man har et standpunkt, til man tager et nyt, og allerede inden guvernørskabet sluttede i 2011, fandt Schwarzenegger tid til at lægge vejen forbi Hollywood. Det var såmænd den gamle ærkerival Sylvester Stallone, der hev ham ind for en kort bemærkning i ”The Expendables” (2010), og siden arbejdede de to rynkede muskelbundter side om side i ”Escape Plan” (2013). I fremtiden kan vi opleve Schwarzenegger i den ny ”Terminator: Genisys”, og sandsynligvis kommer han også til at gentage rollen som Conan, så det er efterhånden et uomgængeligt faktum: he's back!

”Hvor gammel sagde du, du var?!”

Men udover at sikre alderdommen økonomisk med den nostalgiske og garanteret indbringende tilbagevenden til selvrefererende actionbrag og velkendte franchises, har Schwarzenegger heldigvis også ambitioner om at kaste sig over nye og anderledes projekter. Sidste år havde vi fornøjelsen af den overskruet underholdende ”The Last Stand” (2013) og i 2015 kan vi se frem til zombiedramaet ”Maggie”. Her og nu skal det handle om ”Sabotage” (2014), hvori Schwarzenegger spiller John ”Breacher” Wharton. Breacher leder et vanvittigt men velfungerende team i narkopolitiet, som kommer i problemer, da de stjæler 10 millioner dollars under en razzia på en narkohøjborg. Efterfølgende bliver Breachers folk brutalt slagtet én efter én på ægte mexikansk narkokartelmanér, og som om det ikke var nok, kommer teamet også under lup fra drabsafdelingens allernævenyttigste snushøne. Hun er dybt interesseret i at finde ud af, præcis hvad det er, Breacher har gjort ved narkobaronens sukkermad.

”Fuck! Der er ikke mere mælk i køleskabet!”

Men faktisk er ”Sabotage” også en film om en faders hævn over dem, der har bortført og dræbt hans familie. Det er jo et plot, vi kender til bevidstløshed, senest fra ”John Wick” (2014) og bedst fra ”Taken” (2009). Schwarzenegger selv er heller ikke utrænet i den hævngerrige faderrolle; hvem husker ikke den overdrevet seje ”Commando” (1985)? Det ér efterhånden et lidt fortærsket plot, og instruktøren David Ayer har da også gjort klogt i at fokusere på nogle andre aspekter af historien og dermed reducere hævngerningen til et sideplot. Fokus ligger på de klassiske kriminalelementer: hvem har nappet gysserne, og hvem render rundt og slår folk ihjel? Det fungerer som sagt godt, men jeg sidder alligevel tilbage med en følelse af, at der mangler noget. Hævnhistorien får trods alt for lidt plads i forhold til, hvor afgørende betydning den får for filmen til sidst. ”Sabotage” blev optaget i efteråret 2012, men fik først premiere dette forår. Filmholdet har ad flere omgange måtte vende tilbage og optage nyt materiale samt klippe filmen om, fordi der var utilfredshed med resultatet. Måske kan det forklare, at filmen har en anelse svært ved at bestemme, hvilke historier den gerne vil fortælle.

Hey! Hey! Hey, hey, hey! Macho, macho man! I've got to be, a macho man!

Forsinkelsen af ”Sabotage” kan også forklare, hvordan David Ayer kan have to film på markedet det samme år. Ayer har netop været aktuel herhjemme med krigsfilmen ”Fury” (2014), der ligesom ”Sabotage” følger et badass team. Det skal han sgu have, David Ayer, han forstår at sammensætte en fed og overraskende rolleliste. Udover Arnold Schwarzenegger finder man i ”Sabotage” blandt andre Terrence Howard, Josh Holloway, Mireille Enos og ikke mindst Sam Worthington i hans bedste rolle til dato. Jeg har aldrig forstået Sam Worthington som heltefiguren i for eksempel ”Avatar” (2009) og ”Terminator Salvation” (2009). I ”Sabotage” spiller han den grove meeen dog følsomme James ”Monster” Murray, og det gør han virkelig, virkelig godt! Han har taget sig nogle kilo, ladet sig kronrage og fået flettet fipskægget, så der gik faktisk lang tid, før det gik op for mig, det var Sam Worthington. Arnold har jo altid været mere trækplaster end skuespiller, men han modner faktisk med alderen. De mange guvernørtaler må have gjort ham kameravant, og han fremstår meget mere naturlig og rolig i sine roller. Men om jeg fatter, at han skal have så mange ironisk-sarkastiske replikker. Når manden lige knap evner at levere en replik troværdigt, hvorfor skal han så pines med at skulle sige noget, der er dobbelttydigt?!

Hvis du får ondt i hovedet, er det ikke bare brainfreeze!

David Ayer har et ganske imponerende cv med actionfilm som ”The Fast and the Furious” (2001), ”Training Day” (2001), ”End of Watch” (2012) og senest altså ”Fury”. Han har en rå og kompromisløs stil, som nok bliver udfordret, når han i fremtiden skal stå for superhelte... eller rettere superskurkefilmen ”Suicide Squad” for Warner Bros. og DC (forhåbentlig holder han Arnold på lang afstand af denne film). Jeg har på fornemmelsen, at ”Sabotage” blot bliver et lille aberdabei i David Ayers samlede filmproduktion, ligesom den nok aldrig bliver Schwarzenegger-pensum. Alligevel får den altså en anbefaling med på vejen herfra, for det er ganske velfungerende og i øvrigt überblutig actionthriller. Man kan med fordel se den side om side med føromtalte ”The Last Stand”, der ganske vist er mere til den sjove side, men som også er actionspækket ad helvede til og i øvrigt også handler om de forbandede narkotika-sælgende mexikanere.

Score:

Anmeldelse: They Live.

Årgang: 1988.
Tagline: "You see them on the street. You watch them on TV. You might even vote for one this fall. You think they're people just like you. You're wrong. Dead wrong.”
Genre: Action, Komedie, Horror.
Instruktør: John Carpenter
Runtime: 93 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Optimum Classic.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “The Matrix” (1999), “Invasion of the Body Snatchers” (1956), “Videodrome” (1983).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Nada (Roddy Piper) finder et par solbriller der, når han ser igennem dem, afslører, at jorden er blevet indtaget af aliens. Gennem reklamer og tv fastholdes den tilbageværende befolkning i et drømmeagtigt stadie, hvor de ikke evner at se at deres race langsomt er i færd med at uddø for øjnene af dem. 

I 1988 var det 10 år siden “Halloween” (1978) havde sparket døren åben for John Carpenter. Med film som “The Fog” (1980) og “The Thing” (1982) producerede instruktøren noget af sit bedste arbejde i 80erne, som han altså rundede af med “They Live”. Her er der skruet ned for gruen og op den politisk ladede symbolik. Der er sammenfald med “The Thing”, idet også denne film handler om de mest skræmmende dele af den menneskelige natur. Denne gang er der ikke tale om frygten for hinanden og paranoide forestillinger om, hvor ondskab kommer fra. Det er her helt tydeligt at det er medierne og magthaverne, der på fascistisk vis kontrollerer masserne og dermed er de onde, naturligvis i samspil med de mennesker, der vælger penge og magt frem for fællesskab. Symbolikken er slående simpel, og selvom det er en fin præmis, er det ikke nok til i sig selv at gøre filmen nærværende, når historien samtidig er ganske spinkel.

“I have come here to chew bubblegum and kick ass... and I'm all out of bubblegum.“

Basalt set er der ikke meget mere i “They Live” end kampen mellem de gode og de onde. Det kan også siges om “The Thing”, men her er ondskaben så uhåndterbar og foranderlig, at den i sig selv evner at fastholde interessen. I nærværende film er det hurtigt at gennemskue, hvem skurkene er og derfor bliver oplevelsen mere ala den “Assault on Precinct 13” (1976) præsenterede os for, hvor det er horder af mere eller mindre anonyme antagonister, der angriber. Mens det i den film var klaustrofobien, og forholdet mellem “de gode”, der holdt os fast ved historien, er her meget lidt til at skabe engagement. Tanken om, at menneskeracen bliver udslettet uden at være klar over det, er udforsket på langt mere interessant vis i mængdevis af andre og er grundlæggende en uhyggelig tanke. Carpenter formår i denne omgang bare ikke at opbygge tilstrækkelig stemning til, at faren nogensinde bliver rigtig nærværende. Det til trods for at et kritisk syn på medier og reklamer blot er blevet mere relevant årene igennem. Filmens bedste scene er da også den, hvor Nada først tager brillerne på og blandt andet ser, hvordan et billboard med en kvinde på en strand, set igennem brillerne blot former teksten: “Marry and reproduce”.

“They are dismantling the sleeping middle class. More and more people are becoming poor. We are their cattle. We are being bred for slavery.”

Det er ikke nogen ny idé at placere wrestlere i centrale filmroller. Tor Johnson fik roller op gennem 50erne og Dwayne “The Rock” Johnson har en succesrig karriere som skuespiller i disse år. Det er heller ikke usædvanligt at skuespillerevnerne bliver udfordret lidt for drastisk, men sjældent er det, at de er decideret ukarismatiske. Roddy Piper fremsiger sine replikker på en måde, der kun lige akkurat bevæger sig over det niveau Eric Freeman præsterede i “Silent Night, Deadly Night Part 2”. Filmen er lagt så eftertrykkeligt på mandens skuldre, at det kun er ved Keith Davids hjælp, at den ikke kollapser. En 5 minutter lang slåskamp mellem Piper og David er vitterligt den eneste gang førstnævnte herre lader til at være sikker på, hvad han kan præstere.

Kunne Keith David ikke bare have fået begge de mandlige hovedroller?

John Carpenter har sagt, at filmen var tænkt som et kritisk indspark til datidens politiske landskab. Det lyder ikke nødvendigvis afsindigt underholdende og måske netop af frygt for, at det skulle blive en for gumpetung eller alvorlig filmoplevelse, hyrede han en wrestler i hovedrollen, forsøgte at tilsætte humor undervejs og gjorde i det hele taget en masse modsatrettede ting. Resultatet er en en rodet filmoplevelse, der indeholder øjeblikke af god action, god komedie eller gode tankevækkende provokationer, de indtræffer bare sjældent på samme tid.

Score:

Anmeldelse: Sleep Tight.

Årgang: 2011.
Genre: Thriller.
Instruktør: Jaume Balagueró.
Runtime: 97 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Vertigo” (1958), “Maniac” (1980), “One Hour Photo” (2002), “The Resident” (2011).

“Sleep Tight” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

César (Luis Tosar) lever et tilsyneladende stille liv som vicevært i en boligblok i Barcelona. Men den afdæmpede César gemmer på en mørk og uhyggelig hemmelighed: Hans eneste mål i livet er, at andre mennesker ikke må føle sig lykkelige. Da han får øje på den altid glade Clara (Marta Etura), eskalerer hans syge fantasier. Claras liv skal ødelægges - for enhver pris...

Den ene del af instruktørteamet bag de to første “[Rec]” film, Jaume Balagueró, har instrueret “Sleep Tight”. Sammenligningerne mellem de to film er dog ikke mange. Der er skruet helt ned for gyset, som her er af den snigende og realistiske slags. Found footage filmene “[Rec]” besidder også en vis realisme, men monstrene er af en helt anden kaliber. Den ondskab, der dyrkes i filmen her, er beregnende på en måde, som de glubske monstre i hans tidligere film ikke havde hjernekapacitet til at præstere. Gys kan virke allerbedst, når det virker som noget, der kunne ske for beskueren. Det er nemt at distancere sig fra monstre af den mest ekstreme slags, men det mørke, der gemmer sig indeni et tilsyneladende helt almindeligt menneske, er svært at flygte fra. Balagueró og hans manuskriptforfatter Alberto Marini giver her deres bud på, hvordan en sådan ondskab kan se ud.

Nogen er bange for uvidende at indtage kryb, mens de sover - andre ville bare ønske deres stalker ville bruge natten i sin egen seng.

Luis Tosar får lov at kropsliggøre den perverst indesluttede César. Den lille skaldede mand er på mange måder en perfekt forbryder, fordi han formår at gå i et med væggen. Han bliver en del af rutinen og derfor ikke bemærket. Historien fortæller os imidlertid hurtigt, at der er noget helt galt med César. Hans egen mangel på lykke vender han aktivt ved at nægte andre den. Det, han lusker omkring, og laver i den uvidende Claras lejlighed er vederstyggeligt. Luis Tosar spiller rollen med en manipulerende lethed, som gør ham yderst skræmmende. Lige så indestængt rasende han kan fremstå bag lukkede døre, lige så venligt imødekommende er han udenfor disse. Det er i virkeligheden lidt af en drømmerolle, og Tosar præsterer brilliant. Mest af alt er det imponerende, hvor ærefrygtindgydende han formår at fremstå, når hans problemer eskalerer.

Pludselig får jeg flashbacks til “I Spit on Your Grave” (1978).

Filmen følger på mange måder sin hovedfigurs forbillede. Klipningen er rolig og dvæler ved begivenhederne. Samtidig er der også en glidende lethed, der igen spejler Césars effektivitet i sine gøremål. Der er vitterligt meget langt til found footage og shaky cam. Indstillingerne er smukke, selv når indholdet er allermest grufuldt, og rædslen er sjældent stærkt visuelt ansporet. Gyset plantes som ubehag i seerens bryst og udfolder sig som en sand blomst af stiltiende rædsel. Césars behov for at hævne sig på alle og enhver, der har et gran lykke i deres tilværelse, kan ikke tilfredsstilles ved simple, sårende handlinger alene. Hellere end at dræbe ønsker han at dele sin ulykke med de uheldige udvalgte. Hans bidrag til deres liv skal være blivende i deres pinsels fulde grumhed.

Somebody’s watching me...

“Sleep Tight” er voyeurisme på et ambitiøst plan. De ting, som filmens hovedperson gør, er grænseoverskridende og sandsynlige, og det er derfra, at filmen henter sin uhygge. Balagueró opbygger spænding yderst effektivt, og den ene gang, hvor han forløser den ved hjælp af en chokeffekt, er det så virkningsfuldt, at det rammer seeren som et slag i brystet. Historien om den ulykkelige César er godt spillet, smukt eksekveret og i det hele taget godt fortalt: En foruroligende rejse ind i et perverteret, sygt og skruppelløst sind.

Score:

Nyhed: #600!

Husk at følge med på Sørensen Exploitation Cinema Facebook og deltag på vores forum! 

We'll swallow your soul, We'll swallow your soul, We'll swallow your soul!

 

Anmeldelse: Contracted.

Årgang: 2013
Tagline: "Not your average one night stand."
Genre: Horror, Drama, Body Horror.
Instruktør: Eric England.
Medie: Netflix USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 78 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Nekromantik" (1988), "Thinner" (1996), "Deadgirl" (2008).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Når vi bevæger os i smalle genrer, som vi nu gør på SEC, så støder man tit på argumenter for, hvorfor en film ikke klarede skridtet fra genrefilm til mainstream. Oftest bliver markedsføringen udpeget som skurk, fordi mange føler, at genrefilmene bliver undersolgt som fordummende, når de i virkeligheden har noget at byde på. Når det kommer til en film som Contracted, tænker jeg, at folkene bag markedsføringen med garanti aldrig har set filmen.
Samantha tager til fest, hvor hun møder en fyr, der interesseret spørger til hendes kærlighedsliv. Hun vågner senere op på bagsædet af mandens bil, hvor han er i færd med at voldtage hende. Dagen efter begynder der at ske underlige ting med Samanthas krop. Det bliver værre og værre for Samantha er smittet. Alvorligt smittet.

Engangsknald eller voldtægt? Jeg kan ikke se forskel. Hvor er din bil?

Nu er det en del år siden, at jeg sidst har været på en egentlig date. Jeg indrømmer at være håbløs bagude, for jeg aner ikke, hvad de unge vil have nu til dags, så derfor konkluderer jeg nu på baggrund af datingscenen i halvfemserne.  I min optik, bør man måske ikke sælge en film, som en dating og engangsknalds pendant til Dødens Gab og frygten for at gå i vandet igen, hvis selvsamme film handler om decideret voldtægt? Det svarer til at sælge en film til søvnløse, hvor Freddy Krueger guider dig til en bedre nattesøvn. Eller en film om humor, hvor Thomas Eje spiller hovedrollen. Det giver ingen mening og er et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå når man enten ignorerer eller nedtoner elementer, som man helst ikke vil indrømme er en del af den film, som man har haft den ulejlighed at producere. Ikke desto mindre bliver Samantha voldtaget, som i tvunget til sex, som hun har meget lidt lyst til og endog protesterer imod.

Den Lasik øjenoperation var IKKE pengene værd.

Contracted er en film om det uforudsigelige, om det ukendte og om det snigende gys, der muligvis aldrig folder sig ud i fuld flor, men som alligevel efterlader et aftryk, der gør filmen interessant. Samanthas krop forandrer sig i et tempo, der aldrig er kedeligt, men alligevel ikke går hurtigt nok, for man når desværre at tænke lidt for meget over tingene, hvilket hverken plot eller historie rigtig kan tåle. Der er for mange underlige handlinger fra filmens biroller, der virker søgte og alt for konstruerede, hvilket smitter af på hvordan man opfatter hovedrollen.
Simple og ganske normale tiltag ved en eventuelt smitte og faren derved, kommer aldrig på tale, men i stedet konkluderer karaktererne på en slags virkelighed, der slet ikke står model til sund fornuft og konstruktiv tankegang. Man har i enkelte passager følelsen af, at Samantha omgår sig med retarderede mennesker, der giver hende alle andre råd end de mest indlysende og ellers foretager sig uligevægtige handlinger og påtagede formodninger.
Eksempelvis ligner Samantha på et tidspunkt et afpillet aidsoffer med alskens af følgesygdomme, men bliver affejet med at hun nok drikker for meget, og måske endda tager for mange stoffer?!? Den slags er der en del af, hvilket er en skam, for instruktør Eric England har faktisk formået at skabe en effektfuld film, der uden den store brug af vilde speciel effekter, alligevel formår at skabe en gennemgående interessant stemning. Jeg har ikke set andre af Englands film, så jeg skal ikke kunne sige, om der er et subplot eller om hele den ulækre sygdom er synonym for kønssygdomme - og hvad de gør ved krop og sjæl. Skulle sidstnævnte være tilfældet, ville det forklare en hel del, men jeg er langt fra sikker på, at filmen overhovedet har format nok til at stikke så dybt.

Du skal være helt ærlig! Har jeg noget mellem tænderne?

I sidste ende sidder man tilbage med en rodet affære. En film, der tydeligt ikke vil reklamere med, at den unge kvinde bliver voldtaget. En film, hvor ingen af karakterernes handlinger virker rationelle, og derfor skaber en unødvendig distance mellem filmen og det tænkende menneske. En film, der muligvis har noget på hjerte, men som langt fra virker klog nok til at formidle et egentligt budskab. Det hele ender paradoksalt nok i en scene, som jeg i hvert fald ikke havde forudset, men som egentlig bare understreger, at potentiale, vildledende markedsføring og gode intentioner ikke gør en god film.

Score:

Spil-anmeldelse: Wasteland 2 (PC).

Vi forsætter med at anmelde konsol- og PC-spil til det lidt mere voksne publikum. Sidst var det "Alien: Isolation" der bød på iskold survival-horror, og denne gang kigger vi på kulsort postapokalyptisk western-eventyr i "Wasteland 2". Her bliver du og din bande af misfits smidt ud i en nådesløs verden, der er gennemsyret af vold, desperation og magtkampe. I dit job som Desert Ranger, bliver du sendt ud på store og små missioner, i jagten på at skabe noget lov, orden og retfærdighed, i en lovløs verden hvor survival of the fittest er øverst på dagsordenen.

"Wasteland 2" kan fås til PC, Mac og Linux, og du kan blandt andet finde det på online-tjenesten STEAM.

Hvem husker ikke de gode gamle dage med "Fallout" og "Fallout 2"? De grovkornede TRPG-spil (tactical role-playing game) var proppet med originalitet, alsidige missioner, sultne mutanter, blodtørstige raiders, skjulte skatte, letlevende damer, oversavede pumpguns og atomaffald i støvlerne! De to spil udkom i henholdsvis 1997 og 1998, og de er aldrig rigtig blevet overgået - og det selvom der i 2008 udkom et "Fallout 3", som var et temmelig fantastisk spil. 3'eren blev bare aldrig helt den fortsættelse mange fans havde ønsket, mest af alt fordi udviklerne havde valgt at gå bort fra det isometriske overblik, og dermed formindsket det strategiske aspekt der var i de blodige kampe. I stedet havde de satset på et mere moderne koncept, ved at lade hele herligheden udspille sig i øjenhøjde, præcis som et FPS (first-person shooter) spil. Det var vi ikke alle der var lige begejstrede for, så med lidt god vilje kan man vel snakke om at "Wasteland 2" er den åndelige arvtager for  "Fallout" 1 og 2.

Ligner det noget du har set før? "Wasteland 2" er oldschool på den fede måde!

Men "Wasteland 2" er ikke "Fallout", det er helt sin egen. Spillet er finansieret igennem Kickstarter (i en af de mest succesrige kampagner indtil videre) og skabt af gamle fans af det originale "Wasteland" der udkom helt tilbage i 1988(?!). Og det mærkes tidligt, og meget tydeligt, at der er lagt en masse kærlighed og sjæl i efterfølgeren. "Wasteland 2" har haft sine børnesygdomme, men er begyndt at forløbe fejlfrit efter de sidste par opdateringer. Grafikken er ikke noget man falder ned af stolen af, men det er heller ikke det vigtigste for en halvgammel gamer som undertegnede. Soundtracket og lyden af ingenmandsland er stemningsfuld, og de få strofer stemmeskuespil der er, lyder helt som de skal. Præcis i det originale spil, så er der meget tekst der skal læses for at følge med i historierne. Men det er heldigvis velskrevet og underholdende, så for den tålmodige gamer er der masser at komme efter. Tænk "Planescape: Torment" (1999) og "Baldur's Gate II" (2000) - så har du en fornemmelse af hvad jeg mener.

I "Wasteland 2" møder du alt fra radioaktive zombier til religiøse fanatikere, skrupelløse gangstere og organiske cyborgs.

I "Wasteland 2" får dine valg konsekvenser, og for det meste nogle meget seriøse konsekvenser. Spillet er gennemsyret af en sort galgen-humor og der er tit ikke en etisk og politik korrekt vej ud af en konflikt. Du finder dig altså hurtigt fanget i håbløse situationer, hvor du bliver tvunget til at vælge imellem pest eller kolera på en problemstilling. Om det så drejer sig om at redde en fattig bondes kvæg, eller om det er et helt samfunds skæbne der står på spil, så er det et befriende og et modent aspekt af spillet, at alt bestemt ikke ender lykkeligt i "Wasteland 2". Det ville også være meget svært at forestille sig, at alting havde en lykkelig slutning, når vi befinder os i en gold, voldelig og fremtidsløs atom-ørken...

Ødemarkens drabelige dueller kræver sine ofre.

Krig, kampe og opgør er der også i "Wasteland 2", og de er yderst intense og blodige! Kender du til spil som "Jagged Alliance" og "XCOM: Enemy Unknown", så har du en idé om hvad der venter dig. Der er et utal af skydevåben, håndvåben, laser-kanoner, bomber, haveredskaber og springskaller du kan sende i hovedet på din fjende, (og din fjende kan sende retur) og dette medvirker alt sammen til, at kampene bliver nogle taktiske tovtrækkerier, hvor dit næste træk kan få fatale følger for din videre færd. Samtidig er ammunition ikke noget der ligger og flyder under hver en sten i ødemarken, så der er god grund til nøje at overveje, hvordan du vil tackle din modstander. Som altid så er AI'en ikke den skarpeste ørkenræv på sletten, men sætter du sværhedsgraden lidt op, så skal du nok bide i græsset et par gange eller 50. Det skal siges, at nogle af kampene godt kan gå hen og blive lidt monotome, f.eks når dine Rangers for gud ved hvilken gang, løber ind i nogle omstrejfere der mener at de har en chance for at plyndre dig. Et andet lille problem vi støder ind i, er i håndteringen af dit inventory. Det er ikke er det nemmeste at finde rundt i, og der skal en del micromanaging til at få det hele til at gå op.

Der bliver rodet rundt i rygsækken.

Med "Wasteland 2" får du et kæmpestort og fængslende univers at boltre dig i, med masser af (uforudsete) muligheder, sort humor, fantastiske personager, nogle helt og aldeles fremragende historier og quests, og en høj en genspilnings-værdi. Og så lader "Wasteland 2" dig være alt fra pligtopfyldende lawman til frådende kannibal - og helt ærligt, hvad mere kan man ønske sig?

Anmeldelse: Among the Living.

Originaltitel: ”Aux jeux des vivants”.
Årgang: 2014.
Genre: Slasher.
Instruktør: Alexandre Bustillo og Julien Maury.
Runtime: 85 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Inside" (2007), "My Soul to Take” (2010), ”Super 8” (2011).

”Among the Living” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Victor, Tom og Dan formår alle tre at få eftersidning på den sidste skoledag inden sommerferien, men i stedet for at sidde og svede til langt ud på eftermiddagen med deres heks af en lærerinde, stikker vennerne af. De ligger i en lille robåd og ryger smøger, da de pludselig ser en rusten kranbil køre op mod det forladte Blackwood Studios med en personbil på slæb. Nysgerrige som de er, spæner knægtene med op til det faldefærdige filmstudie, hvor en cowboyby og et piratskib har ageret scenografi for mange gode lege i deres barndom. Desværre havner drengene selv i en helt anden genre, da det viser sig, at de engang så øde kulisser nu er beboet af Isaac Faucheur og hans misdannede søn Klarence, og at personbilen fra før tilhører en ung kvinde, som i øvrigt ligger kneblet og forslået i bagagerummet. Victor, Tom og Dan kommer til at stikke deres små snuder alt for langt frem, og får kun med nød og næppe trukket dem til sig igen. Men farmand Faucheur og sønnike ved, hvor drengene bor!

Olsen Banden som børn?!

Puha, hvor jeg kender det. Det der med at stikke snuden for langt frem. Jeg husker alt for tydeligt de der detektivlege, hvor man udspionerede byens store drenge og endte med at se noget, man ikke skulle have set. I al sin barnlige nysgerrighed og naivitet kan man slet ikke forestille mig, at der findes noget, det er bedre, man ikke ved. Dumdristigheden skygger for samtlige advarselslamper, og de fuldstændigt uforudsete konsekvenser bliver, at man føler sig forfulgt i skolegården flere uger derefter. På en måde er det genialt at lade tre skoledrenge være hovedrollerne i en slasher. Vi råber altid op om, hvor dumt det er, at ham med mullerne og hende med de store patter går halvnøgne ned ad trappen for finde ud af, hvorfor gulvet knirker og lyset blinker, når nu de er alene hjemme, og døren er låst. 12-årige drenge behøver ingen motivation for at gøre dumme ting. Det ligger dybt i deres pubertetsgener.

"Sig: Aaaaaaaargh!!!"

”Among the Living” er skabt af den franske instruktørduo Alexandre Bustillo og Julien Maury, som tidligere har givet os ”Inside” (2007) og ”Livid” (2011). Efter succesen med ”Inside” blev Bustillo og Maury et par hotte navne, og Hollywoods grise lugtede med det samme gyldne trøfler i den franske muld. I lang tid var instruktørduoen tilknyttet en genindspilning af ”Hellraiser”, men i sidste ende vandt integriteten over griskheden, og de forlod projektet på grund af det, man vist på filmsprog kalder ”kreative uoverensstemmelser”. Siden er de blevet tilbudt både ”Nightmare on Elm Street” og ”Halloween”, og i skrivende stund er de på toppen af ønskelisten til en ny ”The Texas Chainsaw Massacre”. Det virker dog som om, Bustillo og Maury bare går i den modsatte retning, for ”Among the Living” er finansieret af private fans igennem crowdsourcing. Men selvom Bustillo og Maury virker efter mantraet ”et lavt budget er prisen for frihed”, er det måske kun et spørgsmål om tid, før de giver sig i kast med en af de store franchises. Jeg synes, det kunne være spændende at se, hvad de kan udrette – deres landsmand Alexandre Aja har klaret det umådeligt godt med film som ”The Hills Have Eyes” (2006), ”Piranha 3D” (2010) og ”Maniac” (2012).

Béatrice Dalle fra "Inside" medvirker i en lille rolle, som fans nok skal klappe i hænderne over.

Den første halve time af ”Among the Living” er som en moderne Huckleberry Finn-historie, eller Orla Frøsnapper, hvis vi skal værne lidt om vore nationale antihelte. Victor, Tom og Dan er nogle uvorne møgunger, men de er skidecharmerende, og så er de fandeme gode kammerater. Et øjeblik tror man, det er en familiefilm, man er ved at se, men så kommer man i tanker om filmens prolog, som på ganske få blodige minutter fortæller historien om familien Faucheur; hvorfor de må skjule sig i de underjordiske gange på et forladt filmstudie, og hvorfor der i øvrigt ingen mor er. ”Among the Living” er sgu ingen familiefilm, og skulle man have glemt prologen, så bliver man mindet om det igen cirka halvvejs, da den to meter høje Klarence iført klovnemaske begynder at opsøge de nysgerrige skarnsknægte. Særligt da Klarence til sidst finder frem til Victor, hans forældre og to mindre søskende bliver volden udpenslet. Den når dog aldrig rigtigt samme niveau af splat som ”Inside”, men mindre kan vel også gøre det.

Du gætter aldrig, hvor Klarence Faucheur har gemt sig!

Jeg er kæmpefan af ”Inside”, som jeg så under de allergunstigste omstændigheder; i julemåneden og med en højgravid kæreste. Forventningerne var enorme til ”Livid”, men de var desværre aldrig i nærheden af at blive indfriet, og derfor var jeg forbeholden med hensyn til ”Among the Living”. Som ventet, placerer den sig imellem ”Inside” og ”Livid”. Om det er budgettet, der får Bustillo og Maury til at holde igen, eller om det er fordi, der er børn på settet, ved jeg ikke, men jeg savner, at de skejer mere ud med effekterne. De fleste mord sker offscreen, og ikke nok med at det er utilfredsstillende for min blodhunger, så efterlader det mig også med en, formoder jeg, utilsigtet tvivl om, hvorvidt personerne rent faktisk er døde. Desuden har ”Among the Living” forholdsvist mange ligegyldige sidehistorier i forhold til ”Inside”, som fungerede så godt i al sin simpelhed. Vi må vel give lidt credit til instruktørerne for så stædigt at insistere på at prøve kræfter med nyt, selvom der er tilbud nok om remakes og sequels, men samtidig skal de vide, at der er ingen bad feelings herfra, hvis de i fremtiden skulle få lyst til at arbejde sammen med Leatherface, Michael Myers, Pinhead eller Freddy Krueger.

Score: