Anmeldelse: Inside.

Årgang: 2007.
Genre: Horror, Splatter.
Instruktør: Alexandre Bustillo & Julien Maury.
Runtime: 79 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Broken" (2006), "The Strangers" (2008), "The Clinic" (2010).

“Inside” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Fire måneder efter sin mands død overfaldes den gravide Sarah (Alysson Paradis) pludseligt af en mystisk kvinde (Béatrice Dalle) i sit hjem. Kvinden vil have Sarahs ufødte barn - og hun accepterer ikke et nej! Snart har Sarah barrikaderet sig på badeværelset, mens kvinden slagter alle, der forsøger at komme hende til undsætning.
Bustillo og Maury giver os her en ekstrem blodig og på mange måder grufuld historie, som er visuelt velfortalt og således burde være en anbefalelsesværdig affære. Desværre er dette kun en del af sandheden. Alysson Paradis skal portrættere en kvinde, der har mistet sin mand og at vise sådan en sorgproces er en stor opgave, som Paradis og hendes figur ikke lever op til. Filmisk er der nogle scener, der viser sorgen ret fint: I en scene ser Sarah sin afdøde mand for sig holdende om hende blot for at blive afbrudt af et pludseligt og voldsomt flashback til det biluheld, der slog ham ihjel. Det er en fin måde at vise seeren lidt af Sarahs indre liv, men det er også det nærmeste, vi kommer det. Det bliver aldrig rigtig udfoldet, hvor meget eller hvor lidt, Sarah derudover savner sin mand. Hendes sorg kommer mest af alt til udtryk som muthed og apati, hvilket selvfølgelig kan være reele reaktioner på et traume, men når filmen dvæler så længe ved dem, bliver det uinteressant og svært at leve sig ind i hovedpersonen.

"Jeg beklager, men du har heller ikke bestået køreprøven denne gang."

Til gengæld har filmen en god evne til at skabe atmosfære i forhold til den utryghed, der opstår omkring Sarah. Noget af det allermest skræmmende i filmen er en simpel scene, hvor den kvinde, der er efter Sarah, blot står bag hende i mørket, mens Sarah taler i telefon. Hun bevæger sig lige i skyggerne og er til tider kun næsten synlig. Det er fremragende afviklet, og derudover er det en del af en glimrende opbygning til de blodsudgydelser, som seeren har i vente. Béatrice Dalle er dygtig i rollen som kvinden, der ikke vil lade Sarah være i fred. Dalle er både barsk og sært omsorgsfuld i visse øjeblikke. Alt sammen har det en forklaring, som faktisk giver en fin lille krølle på filmens historie. Den mystiske kvinde er også den eneste figur, der virker drevet af en motivation, der, i det mindste til slut, giver mening. Mange af de andre figurer lider slemt af nogle gyserfilms frygtelige evne til at lade sine personer træffe nogle usandsynligt dårlige valg igen og igen. Særligt en lille gruppe politimænd tager nogle helt tossede beslutninger undervejs.

Edward...wait for it...Saksehånd!...

Jeg har allerede nævnt, hvorledes filmens visuelle udtryk er veludført - her ser vi bort fra den animerede baby, filmen løbende præsenterer sin seer for. Filmens splat er dens største aktiv. Det er helt ufravigeligt dette aspekt af filmen, der har vundet den opmærksomhed fra genrefans. Effekterne er meget overbevisende og udfoldes med hastighed og heftig aggression. Der hentes inspiration fra alverdens store gyserfilmskabere, og det er helt tydeligt, at skaberne af “Inside” ved, hvad de vil skabe for et udtryk. Hvad end filmen ellers kunne have valgt at beskæftige sig med, drukner i de ikke uanseelige mængder af blod, der er filmens virkelige hovedrolleindehaver. “Inside” er helt forgabt i sin egen vold, og det er også, hvad seeren vil huske filmen for. Det havde bare været mere fascinerende med en film, der både kunne præstere tøjlesløs vold, såvel som en mere omfattende historie med flere niveauer og nuancer.

Er du gravid? Så skal du ikke trykke "Play" på remoten...

Bustillo og Maury har fuldstændig styr på deres virkemidler, når det kommer til gys, gru og blodsudgydelser. Hele den tekniske og visuelle del af denne film er imponerende at overvære. Desværre lykkedes det ikke de to filmskabere at fortælle en historie, der engagerer fra start til slut. Der er bestemt interessante bidder undervejs heriblandt slutningen, men det alene giver ikke en helstøbt filmoplevelse. “Inside” er værd at se for sine effekter og interessante billedlige indfald men indenunder den fængende overflade, er det svært at finde oprigtigt engagement i denne filmoplevelse.

Score:

Anmeldelse: Blood Trails.

Årgang: 2006.
Tagline: "You can't outride death."
Genre: Horror.
Instruktør: Robert Krause
Runtime: 87 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Pan Vision.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
 
Se også: “The Blair Witch Project” (1999), “Antichrist” (2009)

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Anne (Rebecca Palmer) og Michael (Tom Frederic) har nogle problemer i deres forhold. I et forsøg på at løse problemerne beslutter de at tage på cykelferie i bjergene. Hvad Michael ikke ved er, at Anne fornylig har været ham utro med en fyr ved navn Chris (Ben Price). Og hvad Anne ikke ved er, at Chris er en sindssyg seriemorder, som vil have hende for sig selv. Cykelferien bliver alt andet end afslappende...
“Blood Trails” er instruktør Robert Krauses anden spillefilm, og ikke før 2013 lykkedes det ham igen at levere en film. Med kvaliteten af nærværende produktion er det ikke svært at forstå det store spring. Krause vil gerne have publikum til at frygte en hel række ting. Heriblandt skal vi frygte den store mørke skov. Det bliver ret hurtigt svært at frygte en skov, der virker åben og på alle måder ikke truende. Endvidere føles det aldrig som om, at Anne reelt er fortabt i omgivelserne, uanset hvor meget det gamle trick med den manglende mobilforbindelse bankes ind i hovedet på tilskueren, er det stadig svært ikke at tænke, at hvis Anne bare strammede lidt op, og tænkte sig lidt om, var hun reddet inden længe. Det mest oplagte eksempel er, da det efter lang tids forsøg endelig lykkedes kvinden at få kontakt til en redningstjeneste fra toppen af en bakke. De rare redningsfolk forsikrer hende om, at de er på vej, men at hun endelig skal blive, hvor hun er. Det første Anne gør? Springer på sin cykel og kører hastigt bort fra stedet. Der er ingen trussel, der er tydelig, og som presser hende væk. Der er ingen musik, der hjælper publikum til at sætte sig ind i Annes tankegang. Altså efterlades vi i et forståelsesmæssigt mørke.

Mord ved cykeldæk får aflivningerne i “Silent Night, Deadly Night 2” til at ligne mesterværker udi kreativ vold på film.

Noget andet instruktøren gerne vil have vi skal frygte, er et mere almenmenneskeligt tema: Vi skal frygte at Anne mister Michael. Desværre vil de fleste nok have rigeligt med udfordringer med at frygte for Annes liv til at begynde med, til at overveje hendes kærlighedsliv; allermindst denne Michael, som vi aldrig rigtig ser Anne være glad sammen med. Vi bliver med andre ord ikke overbevist om, at de to er værd at heppe på. Når begge figurer oven i købet er så rystende uinteressante, at man længes efter de ellers relativt anstrengende figurer i “The Blair Witch Project”; i den film var det i det mindste altid tydeligt hvorfor karaktererne tog de valg de gjorde. Det var fjollede begrundelser, men i det mindste eksisterede de. 

Ikke just en ny Jason...

Mange af disse kritikpunkter ville man også kunne sende i retning af andre slasherfilm (hvilket essentielt hvad denne film forsøger at være). “Friday the 13th” (1980) tager også sig selv ret seriøst, og figurerne er heller ikke voldsomt nuancerede, men forskellen er, at de alligevel var engagerende på den ene eller anden måde. Samtidig valgte man her en morder, som var interessevækkende i sin mystik. I “Blood Trails” begås der et absolut fåtal af mord, og det mest prominente af disse, sker med cykeldæk. Det er det mest fjollede, jeg nogensinde har set blive taget så alvorligt på film. Forsøger filmen at være en slasher, fejler den som en sådan, og forsøger den at være psykologisk drama/gys går det som nævnt heller ikke særlig godt. Robert Krauses film er fortalt i en tung tone, som dens historie ingenlunde giver merit til, hvilket ender med en oplevelse, der gråt og kedsommeligt udfolder en fortælling, der skulle have handlet om karakterudvikling, men glemmer at det var det, der var dens formål.

Hvem var det nu liiige denne fyr var igen?

Rebecca Palmer prøver i denne film, det gør hun virkelig. Hun står i centrum af en dårligt skrevet, kluntet udført og alt for selvhøjtidelig historie og gør et oprigtigt forsøg på at finde noget oprigtighed frem til sin rolle. Det er prisværdigt, og måske hun under de rigtige omstændigheder kunne have været rigtig god. Det siger på sin vis meget om filmen som sådan. Langt nede i grundidéen om et par, der forsøger at genfinde hinanden i skoven, men i stedet finder ondskab af den ene eller anden art, er der sikkert en god film, se bare hvad Lars Von Trier gjorde med “Antichrist” (2009). Desværre har Robert Krause bare ikke formået at holde fokus på de mennesker, han ellers lader til at have haft til formål at fortælle om.

Score:

Anmeldelse: Jurassic World.

Årgang: 2015.
Tagline: "The park is open.”
Genre: Action, Adventure, Monster-film.
Instruktør: Colin Trevorrow.
Runtime: 124 minutter.
Medie: 3D Blu-ray.
Udgiver: Universal Sony Pictures.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Jurassic Park” (1993), “The Lost World: Jurassic Park”  (1997), “Jurassic Park III” (2001).

“Jurassic World” er venligst stillet til rådighed af Universal Sony Pictures.

Anmeldt af Allan Sørensen.

For 22 år siden forestillede John Hammond sig en forlystelsespark, hvor gæsterne kunne opleve spændingen ved at se virkelige dinosaurer. I dag byder Jurassic World velkommen til tusindvis af besøgende, men noget dystert skjuler sig bag parkens attraktioner. En genetisk modificeret dinosaur med blod på tanden. Da kaos bryder ud på øen, er Owen og Claire i kapløb med tiden, for at skabe orden når en dag i parken forvandler sig til en kamp om liv og død.

Så er der serveret!

Det kan næsten ikke beskrives hvor stort det var da monster-mastodonten "Jurassic Park" ramte biograferne tilbage i 1993. Dinosaur-action af øverste skuffe, skudt af ingen ringere end Steven Spielberg, baseret på Michael Crichtons novelle, og bragt til levende live af magiske Industrial Light & Magic og special effect troldmanden Stan Winston. Filmen blev en kæmpe blockbuster-succes og begejstrede anmeldere og publikum verden over. Alle raske drenge og piger med hang til eventyr, heltemod og dinosaurernes rockstjerne Tyrannosaurus rex, måtte bare i biografen og se giraffen (eller øglen). "Jurassic Park" affødte to helt hæderlige efterfølgere fra 1997 og 2001. Og disse film trak også sit publikum, på trods af at ingen af dem nåede den originale films niveau. Så det har altid ulmet med rygter om endnu en film i dino-franchisen, men vi skulle altså vente helt til 2015 før der skete noget. Nu har man gravet det gamle fortidslevn frem, støvet det af, udstyret det med et endnu større sæt tænder, en glubende appetit og et menneskefjendsk verdenssyn, så hermed velkommen til "Jurassic World".

Dino style dance-off!

Spielberg har for længst sluppet tøjlerne, og man har i "Jurassic World" ladet den forholdsvis uprøvede Colin Trevorrow, om at smække røven i instruktørstolen. Et lidt besynderligt valg, for Colin Trevorrow har kun den afdæmpede indie-film "Safety Not Guaranteed" i bagagen. En film der er det stik modsatte af den bombastiske "Jurrasic World". For bombastisk, det er "Jurrasic World". I yderste potens. Og det tager heldigvis ikke lang tid før at tingene går helt af helvedes til i turistfælden Jurrasic World.

Lige til at spise.

Som om dræber-dino #1 T-Rex ikke var frygtindgydende nok, så har videnskabsmændene i Jurrasic World valgt at gensplejse den urgamle dræbermaskine med en lang række andre rovdyr, for at skabe noget vildere, større og mere spektakulært. Alt sammen kun for at trække flere besøgende igennem billetlugerne i dyreparken. Man har altså fucket med moder natur, og hende skal man vist ikke fucke med - slet ikke for at tjene penge. Det må være moralen i historien. Og meget mere er der altså ikke at komme efter af dybsindigheder i "Jurassic World". Udover den noget fortærskede historie og morale, så får vi også en helt unødvendig og fladpandet påhængs-historie om en glubsk militærmand, der har fået verdens nok dårligste idé; at omdanne de farligste dino'er i parken til militære våben...[dybt suk].

Lige tanden federe end Sommerland Sjælland...

Der bliver heller ikke brugt meget tid på at skabe et spændende og fængende persongalleri. Vores nye helte og skurke ligner mest af alt moderniserede udgaver af de gamle karakterer og personager fra de tidligere film. Og det overrasker nok ikke nogen, at jeg bedre kunne lide det gamle cast med Indiana Jones-klonen Sam Neill, labre Laura Dern, quirky Jeff Goldblum, majestætiske Richard Attenborough og altid højtråbende Samuel L. Jackson. I 2015 må vi klare os med Chris Pratt, Bryce Dallas Howard og Vincent D'Onofrio. Førstnævnte gør det ok, Bryce ligeså, mens at Vincent D'Onofrio virker helt fejlcastet i hans rolle som den gale militærmand med de lyssky planer. Børn er der selvfølgelig også. De kommer i form af Ty Simpkins og Nick Robinson, men skal vi ikke bare lade være med at snakke for meget om dem. Deres roller virker også som genskrivelser af karakterer som vi allerede har set rigtig mange gange før. Det er dybt beklageligt, at manuskriptforfatterne ikke har prøvet at udfordre sig selv en smule og tænke nye karaktertyper og problemstillinger ind i universet - i stedet for bare at genbruge på det skammeligste.

...bogstaveligt talt.

Det lyder meget negativt det hele, men hvor "Jurassic World" fejler, der leverer den til gengæld 100% andre steder. For hold da knallert hvor er det spektakulært og underholdende at være vidne til, at den hyggelige familieudflugt i Jurassic World forvandler sig til en tur i dyreparken fra helvede, midt i fodringstid. Der er ikke sparet på noget som helst når Hollywood spiller med musklerne og lader de imponerende dinoer gå amok på folk og færd. Der er fuld tryk på både de visuelle og audiovisuelle effekter, og med det rette lydanlæg kan du være sikker på at lillemor kaster sig i flyverskjul bag sofaen, og at naboen ringer til Zoo for at høre om der er nogle af deres større husdyr der er stukket af hjemmefra. Der er med andre ord damp på action-kedlerne og alle dine orienterings sanser vil arbejde på højtryk for at fange alle de superskarpe detaljer i lyd og billeder. Parken er proppet med dino'er i alle mulige og umulige afskygninger, og de tramper løs, brøler, slås og bider som var der ingen dag i morgen! Så det er altså værd at indløse billet til "Jurassic World" på trods af dens mange fejl og dumheder. Det er stadig en film med dinosaurer der smadrer og æder alt på deres vej, og det er på sin helt egen og forunderlige vis altid svært fascinerende at se på.

Score:

Nyhed: Her er programmet for Blodig Weekend 2015.

I år indtager Blodig Weekend Cinemateket i København fra den 28 oktober til den 1. november. Lørdagen vil igen i år byde på collectors marked, hvor du kan gøre spændende opdagelser og køb. Men nu handler det om filmene og du kan hente programmet som pdf ved at klikke her.

Torsdag den 29. oktober:

19:15 - CARL.
Martyrs (2015).
Da den franske Martyrs i sin tid blev opkøbt til det amerikanske marked med en genindspilning i tankerne, var der mange skrækfans verden over, der blev i et noget dårlig humør over, at det franske mesterværk nu kom til censurglade Hollywood. Handlingen er den samme som i den franske: to piger befinder sig i et stort, moderne hus efter at have slået husets familie ihjel. Herefter bliver det kun værre, mens de to piger falder dybere og dybere ned i et umenneskeligt helvede.
Den amerikanske udgave af Martyrs er dog ikke blevet udvandet til noget ligegyldigt, men har derimod beholdt meget af det, der gjorde den oprindelige film til en perle hos mange en horrorfan. Det er stadig en blodig sag med al, hvad der hertil hører af lemlæstelse og hud, der bliver flået af. Brutal, nådesløs og ond er de ord, der bedst kan beskrive den nye Martyrs og for at det ikke skal være nok, bliver man blandt de allerførste i verden til at se den på Blodig Weekend.
USA 2015. DCP. 90 minutter. Engelsk dialog u. undertekster.
Instruktører: Kevin Goetz, Michael Goetz.
Medv: Troian Bellisario, Kate Burton, Bailey Noble, Toby Huss.

21:30 - ASTA.
We Are Still Here.
Efter at deres teenagesøn dør i en bilulykke, flytter Paul og Anne til det rolige New England for at starte på en frisk. Men de er ikke alene i huset, og uvidende bliver det sørgende par mål for de hævntørstige væsner, der gemmer sig i mørket. Inden længe opdager de, at den rolige by de er flyttet til, gemmer på en mørk og uhyggelig hemmelighed.
I rollen som Anne ses en af de store ‘scream queens’ Barbara Crampton. Og We Are Still Here kender sit ophav. Det er er en spøgelseshistorie, der hylder genren, men samtidig går i sin egen retning for til sidst at ende i et eksplosivt klimaks.
USA 2015. DCP. 84 minutter. Engelsk dialog u. undertekster.
Instruktør: Ted Geoghegan.
Medv. Barbara Crampton, Larry Fessenden, Lisa Marie, Andrew Sensenig.

Fredag den 30. oktober:

16:30 - ASTA.
Scherzo Diabolico.
Aram er en livstræt revisor, der lever et ubærligt kedeligt liv. Han kone er på nakken af ham, og han tjener knap til dagen og vejen. Men under overfladen har Aram gennem længere tid lagt uhyggelige planer, der langt om længe skal skaffe ham som fortjent. En dag kidnapper han en skolepige og holder hende fanget i et forladt varehus. Men hvad der virker som den perfekte plan, tager snart en drejning til et sort mareridt, og ender som et blodigt korthus der langsomt ramler sammen.
Adrián García Boglianos sidste 2 film; Here comes the Devil og Late Phases har begge været vist på Blodig Weekend. Og vi er glade for nu at kunne vise instruktørens seneste film, der er en dejlig uforudsigelig sort komisk thriller, og en blodig leg mellem katten og musen.
USA, Mexico. 2015. DCP. Spansk dialog m. engelske undertekster.
Instruktør: Adrián García Bogliano.
Medv. Francisco Barreiro, Daniela Soto Vell, Jorge Molina, Milena Pezzi.

19:15 - ASTA.
Villmark 2: Asylum. [Introduktion af instruktør Pål Øie].
I en isoleret skov i bjergene skal fem kontraktansatte efterse en stor bygning for farligt affald, inden den skal rives ned. I tre dage skal de afse samtlige 300 værelser og kilometervis af rørledninger, men efter et stykke tid opdager de uheldige ansatte, at der er mere end bare affald i bygningen. Den mørke kælder huser mange mørke hemmeligheder om en dunkel fortid, mens vinden river i træerne udenfor og der ingen hjælp er at hente.
Den første Villmark var et studie i mennesket, der står i kontrast til vild natur og dødsangst. Den norske vildmark er ikke blevet mildere med årene og de omsluttende træer, den fugtige malm og de nøgne sten er stadig med til at give en stemning af total klaustrofobi, der ikke bare er til at flygte fra. Pål Øie der også stod for den første Villmark er tilbage i instruktørstolen på denne selvstændige opfølger. Han vil også være til stede under visning til Blodig Weekend.
Norge 2015. DCP. 93 minutter. Norsk dialog m. engelske undertekster.
Instruktør: Pål Øie. Medv: Anders Bassmo Christiansen, Baard Owe, Ellen Dorrit Petersen, Mads Sjøgård Petersen.

21:30 - CARL.
Knock Knock.
En sen aften banker to dejlige damer på døren hos familiemanden Evan, hvis kone og datter netop er taget af sted på en weekendtur. De er strandet og har brug for hjælp, siger de, men efter et stykke tid bliver Evan klar over, at de to smukke og sexede ungmøer måske er mindre interesseret i hjælp end at lege katten-efter-musen med den fredelige familiefar, hvis underliggende sexfantasi nu er blevet til et rendyrket mareridt.
Eli Roth er en af ny horrorfilms ubestridte mestre og mens vi venter på hans kannibalopus The Green Inferno, er det nemt at muntre sig med hans nyeste værk, der omhandler et klassisk skræktema: middelklassen, der får ubehageligt besøg af den mørke side, denne gang symboliseret af to smukke kvinder (hvoraf den ene bliver spillet af Roths kone og muse Lorenza Izzo). Det bliver bestemt ikke behageligt, når disse to underskønne kvinder staver sig til Grrrlpower med blod og ondskab.
USA 2015. DCP. 99 minutter. Engelsk dialog u. undertekster.
Instruktør: Eli Roth.
Medv: Keanu Reeves, Lorenza Izzo, Ana de Armas, Colleen Camp.

21:45 - ASTA.
Nekromantik. [Introduktion og Q&A med instruktør Jörg Büttgerreit].
Trekantsdramaer er noget værre noget. Det må Robert sande, da han opdager, at hans elskede Betty er mere tiltrukket af de lig, han bringer med sig hjem fra sit job som oprydder efter grusomme ulykker, end ham, stakkels lyslevende mand. Da stakkels Robert mister sit job og derefter Betty til fordel for det sidste nye lig, går det da også helt galt for den allerede lettere ustabile herre.
Vi giver dig en sjælden mulighed for at se denne undergrundsklassiker på 16mm, og med introduktion og Q&A med instruktør Jörg Büttgerreit, når han kommer til Blodig Weekend for at snakke lidt om den film, han lavede for at gøre oprør imod det tyske censursystem. Det blev til et oprør af rang, for Nekromantik er hverken smagsfuld eller en film at se hvis man netop har indtaget en stor middag. Men én ting er sikker. Det er ikke en film, der bliver glemt lige med det samme.
Tyskland 1987. 16mm. 75 minutter. Tysk dialog m. engelske undertekster.
Instruktør: Jörg Buttgereit.
Medv: Bernd Daktari Lorenz, Beatrice Manowski, Harald Lundt, Colloseo Schulzendorf.

Lørdag den 31. oktober:

14:00 - ASTA.
Cherry Tree.
Den ensomme pige Faith har en far, der ligger dødssyg af kræft derhjemme. Lykken vender så småt i form af den indtagende Sissy, der gerne vil hjælpe med at kurere faderen, hvis bare Faith vil bære et barn for hende. Sissy er nemlig lederen af en heksekult, hvis magi primært ligger i et gammelt kirsebærtræ, der giver liv til de døde og døende. Hvad Faith ikke ved, er dog, at Sissy ikke nødvendigvis vil hverken Faith eller hendes far det bedste.
Folkesagnslignende eventyr er ofte henvist til de mere børnevenlige genrer, men i Cherry Tree bliver der taget en skrækindjagende hånd om dem. David Keating, der blev kendt i horrorkredse for sin Hammer-horror ’Wake Wood’ i 2010, puster nu nyt skrækliv i eventyrgenren og det er der kommet en næsten mytisk skrækfilm ud af.
Irland 2015. DCP. 85 minutter. Engelsk dialog u. undertekster.
Instruktør: David Keating.
Medv: Naomi Battrick, Patrick Gibson, Sam Hazeldine, Leah McNamara.

16:30 - ASTA.
The Corpse of Anna Fritz. [Introduktion af instruktør Hèctor Hernández Vicens].
Den unge smukke og succesfulde skuespillerinde Anna Fritz, anses som en af de mest begærede kvinder i verden. Da hun en aften pludseligt dør, transporteres hun hen til byens lighus, hvor den unge introverte portør Pau har vagten. Da han ser, hvem der er kommet ind, tager han et billede af hende og sender til sine to venner Ivan og Javi, der hurtigt dukker op. Den nøgne kvinde bliver hurtigt en for stor fristelse for Ivan, og fuld og på kokain lader han sine drifter styre og har sex med liget. Men skinnet bedrager!
Dette er en af de bedste og mest nervepirrende thrillers i de senere år, og vil med garanti holde dig på kanten af sædet hele vejen igennem. Det er en stærk og virkelig lovende debutfilm fra instruktøren Hèctor Hernández Vicens, som vi er glade for at byde velkommen til årets festival, hvor han vil introducere filmen.
Spanien 2015. DCP. 80 minutter. Spansk dialog med engelske undertekster.
Instruktør: Hèctor Hernández Vicens.
Medv. Albert Carbó, Alba Ribas, Bernat Saumell, Cristian Valencia.

19:00 - ASTA.
Society. [Efterfølgende Q&A med instruktør Brian Yuzna].
Det er svært at være teenager i det solrige Californien. Især ikke når man som Bill føler sig totalt fremmedgjort af sin rige familie, der ikke går op i særligt meget andet end et godt renommé og fine fester. Hans søster er blevet mere og mere mærkelig på det seneste, hans forældre er særlinge for at sige det mildt og desuden er der vist et videobånd, hans bedste ven gerne vil have ham til at se.
Society er bestemt ikke en film til dem med svage nerver – eller en svag mave. Slutningen på kultfilmen fra 1989 er i en klasse for sig, med uforglemmelige effekter af den berygtede special effects kunstner Screaming Mad George. Society er tilmed opbygget med så meget firserpizzazz og ungdomsdialog, at den er grænsende til det uimodståelige, indtil den ender med at blive absurd og vanvittig på den bedst tænkelige måde. Et brag af en instruktørdebut fra Brian Yuzna, der vil introducere filmen med efterfølgende Q&A.
USA 1989. 35mm. 99 minutter + efterfølgende Q&A.
Instruktør: Brian Yuzna.
Medv: Billy Warlock, Devin DeVasquez, Evan Richards, Heidi Kozak.

21:30 - CARL.
Deathgasm.
Det er ad helvedes til at være ung. Den metalelskende Brody er outsideren i en lille provinsby, indtil han møder det ligesindede metalhoved Zakk. De starter deres eget band, og får ad mystiske omveje fat i et sæt noder, der efter sigende tildeler ultimative kræfter til dem, der spiller dem. Problemet er bare, at det også vækker en oldgammel ondskab, der med sin dæmonhær vil flå verden og alle mennesker fra hinanden - bogstavelig talt! Og nu er det op til Brody og Zakk at stoppe invasionen med økser, motorsave og masser af heavy!
Siden Peter Jackson, har New Zealand ikke leveret et så overbevisende, vanvittigt og dybt underholdende splatterorgie. Deathgasm er en selvskrevet succes og en film, der vil blive dyrket i mange år fremover. Gå ikke glip af festivalens helt store festfilm, hvor ét satanhåndtegn ikke er nok.
New Zealand 2015. DCP. 90 minutter. Engelsk dialog u. undertekster.
Instruktør: Jason Lei Howden.
Medv. Milo Cawthorne, Kimberley Crossman, James Blake, Sam Berkley.

21:45 - ASTA.
Rabid Dogs (2015).
Rabid Dogs er en genindspilning af Mario Bavas bestialske forgænger af samme navn. Tre bankrøvere kidnapper en familie bestående af mor, far og et lille barn efter et mislykket kup, men har ikke forudset de problemer, der kommer af denne fremgangsmåde. Især ikke når parrets lille dreng har brug for et besøg på hospitalet og der stadig venter en horde af problemer jo længere, de kommer ind i det ganske land og møder de lokale, der er ved at fejre en hel speciel festival.
Rabid Dogs er skrevet af Benjamin Rataud og Yannick Dahan, der også stod bag zombiefilmen The Horde, sammen med førstegangsinstruktøren Éric Hannezo, der blev fortalt historien om familien og de tre bankrøvere og derefter besluttede sig for ikke at se den oprindelige film. Resultatet er blevet Rabid Dogs, der har sin helt egen snert af galskab og fransktalende voldspsykopater i et land, hvis grundlæggende sundhed virker en saga blot, jo mere der trykkes på speederen.
Frankrig 2015. DCP. Fransk dialog m. engelske undertekster.
Instruktør: Éric Hannezo. Medv: Lambert Wilson, Guillaume Gouix, Virginie Ledoyen, François Arnaud.

Søndag den 1. november:

14:00 - ASTA.
German Angst. [Introduktion af instruktør Jörg Büttgerreit].
En tysk antologifortælling fra de mørke afkroge af Berlin. Her bor en ung pige i en beskidt lejlighed med sit marsvin og en mand, der er bundet og gagget i soveværelset. Et ungt døvt par overfaldes brutalt af en gruppe nynazister, men er i besiddelse af en mystisk talisman, der måske kan hjælpe dem. Og en mand forvilder sig ind i en hemmelig sexklub, hvor han loves den ultimative seksuelle oplevelse - hvis han bare holder øjnene lukkede. Hvis ikke…
De 3 vidt forskellige historier i German Angst er instrueret af henholdsvis Andreas Marshall, Michal Kosakowski og undergrundslegenden Jörg Butggereit, der med hans bidrag vender tilbage til filmmediet for første gang i mange år. Han vil også være stede og introducere filmen.
Tyskland 2015. DCP. 112 minutter. Engelsk, tysk, polsk dialog m. engelske undertekster.
Instruktører: Jörg Buttgerreit, Michal Kosakowski, Andreas Marschall.
Medv. Lola Gave, Matthan Harris, Milton Welsh, Désirée Giorgetti.

17:00 - ASTA.
Emelie.
Da deres sædvanlige babysitter melder afbud, tager hendes veninde Anna tjansen for familien Thompson, imens forældrene er ude og fejre bryllupsdag. For børnene er Anna drømmebabysitteren, da hun lader dem gøre alt det, der normalt ikke er tilladt. Men langsomt begynder Anna at opføre sig mere og mere bizart, og snart finder børnene ud af, at hendes intentioner er alt andet end venligtsindede og at hun slet ikke er Anna.
Instruktør Michael Thelin formår at tage babysittergenren og føre den overraskende og oprigtigt ubehagelige steder hen, samtidig med at den holdes i en realistisk og derfor endnu mere uhyggelig tone. En film der helt sikkert vil få mange forældre til kraftigt at genoverveje babysitteren næste gang, de vil have en romantisk aften alene. En af de mest ubehagelige filmoplevelser på dette års festival.
USA 2015. DCP. 80 minutter. Engelsk dialog u. undertekster.
Instruktør Michael Thelin. Medv. Sarah Bolger, Chris Beteem, Susan Pourfar, Joshua Rush.

19:00 - ASTA.
Re-Animator. [Eterfølgende Q&A].
Dan er en godmodig og flink fyr på medicinstudiet, der har et ekstra værelse i sin lejlighed. Der lejer Herbert West sig ind. Herbert er en sær indadvendt fyr med en lidt løjerlig fritidsinteresse: han kan lide at genoplive mennesker og har brug for sit nye habitat for at øve sig. Hans nye lejere er dog ikke glade for deres lidt mistænkelige bofælle og det bliver bestemt ikke bedre, da de opdager, hvad Herbert har for nede i sit mørke og dunkle kammer.
Re-Animator er en titel, der vil vække genkendelse i alle skrækhjerter, ofte akkompagneret af mærkbar glæde. Hovedrolleindehaveren Jeffrey Combs blev en ren kultfavorit af filmen, der fik mange efterfølgere og fans i massevis. På dette års festival viser vi originalen, der gav ny betydning til hvor langt ud skrækfilm kan gå, når bare de også oser af charme under alle maddikerne og råddenskaben i Herbert Wests skumle laboratorium. Brian Yuzna var instruktør på efterfølgerne og producer på denne, og han vil introducere filmen og lave Q&A efter visningen.
USA 1985. 35mm. 104 minutter + efterfølgende Q&A.
Instruktør: Stuart Gordon.
Medv: Jeffrey Combs, Bruce Abbott, Barbara Crampton, David Gale.

19:15 - CARL.
Spring. [Indledes med 1. afsnit af tv serien Ash vs Evil Dead].
Da Evans mor dør, er han helt alene. Snart befinder han på en heftig druktur, der ender voldeligt, og han ser kun én udvej - at skride fra det hele. Han tager en impulsiv beslutning og rejser til Italien, hvor han ender ved en lille kystby. Her får han arbejde hos en lokal bonde og en dag møder han den smukke Louise. De kaster sig ud i en lidenskabeligt forhold, der ser ud til at være vejen til frelse for Evan. Men Louise bærer på en hemmelighed, der er flere tusinder år gammel, som Evan snart får et horribelt indblik i.
Spring er blevet beskrevet som ‘H.P. Lovecraft møder Richard Linklater’. Og vi kunne ikke sige det meget bedre selv. Det er en enestående blanding af et romantisk drama og monsterfilm, der formår at holde en realistisk tone hele vejen igennem. Instruktørparret Aaron Moorhead og Justin Benson fik manges opmærksomhed med den twistede gyser Resolution. Og med Spring beviser de, at de er blandt de mest spændende instruktører på den amerikanske uafhængige horrorscene.
USA 2014. DCP. 109 minutter. Engelsk og italiensk dialog m engelske undertekster.
Instruktører: Justin Benson, Aaron Moorhead.
Medv. Lou Taylor Pucci, Nadia Hilker, Jeremy Gardner, Francesco Carnelutti.

Derudover:

Onsdag den 28. oktober:
Kl. 21.30: Sorgenfri (snigpremiere).

Torsdag den 29. oktober:
Kl. 17.30: Blodig Filmquiz - klik her for mere info.

Lørdag den 31. oktober:
Kl. 12.00: Collectors Marked i Cinemateket med Brian Yuzna og Jörg Buttgerreit.
Kl. 12.00: 42nd Street Memories: The Rise and Fall of Americas Most Notorious Street (gratis visning).

Anmeldelse: Starry Eyes.

Årgang: 2014.
Tagline: "Dreams require sacrifice ... and so do they.”
Genre: Horror, Body Horror.
Instruktør: Kevin Kolsch & Dennis Widmyer.
Runtime: 98 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “The House of the Devil” (2009), “Amer” (2009), “Excision” (2012).

“Starry Eyes” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Sarah (Alex Essoe) – en talentfuld ung skuespillerinde – arbejder på at slå igennem i Hollywood. Pludseligt sker det, hun umuligt kan takke nej til: hovedrollen i det velkendte Astraeus Pictures nye horrorfilm ”The Silver Scream” med løfte om at blive berømt over natten. Der er kun en hage ved situationen: Intet kommer af sig selv, og Sarah må derfor indgå en dødbringende aftale for at få rollen...

Sarah vil gøre hvad som helst for at blive kendt.

Det, der kan være så fedt ved denne genre, er, at en simpel idé eller morale kan blive drevet helt ud i ekstremerne. “Starry Eyes” handler egentlig om, hvad det koster at have høje ambitioner: Hvad må ofres på vejen, hvem må man stikke i ryggen (normalvis ville dette bare være en talemåde og ikke involvere egentlig fysisk vold), og kan man se sig selv i spejlet efterfølgende? For denne films hovedperson er der ingen grænser for, hvad hendes ambition må koste hende. “Starry Eyes” er skabt af Kevin Kolsch og Dennis Widmyer, der tidligere har arbejdet sammen på filmen “Absence” (2009), der blev skabt med penge, som parret tjente på en dokumentarfilm om forfatteren Chuck Palahniuk, der blandt andet har skrevet “Fight Club”.

“Ambition: The blackest of human desires. Everyone has it, but how many act on it?”

Der er noget old school over den stil, der dyrkes i “Starry Eyes”. Soundtracket og den visuelle stil lugter langt væk af tidligere tiders skræk- og exploitationfilm. Inspirationerne er mange: Body horror, arthouse og slasherfilm kunne alle nævnes som indflydelse på dele af denne film. Det bliver aldrig entydigt, og det er, hvad der gør filmen interessant. Filmen virker til at splitte horrorfans, og det er forståeligt. Forventer man horror med blood and guts, skal man være ganske tålmodig, når man ser “Starry Eyes”. Men på filmens egne præmisser, er den del af en undergrund af solide gyserfilm, der har noget på hjerte og samtidig med at være grufulde også revser tingenes tilstand. Filmen lægger ikke skjul på, at den handler om ambitioner, men den handler også om den tilsyneladende uslukkelige tørst efter at blive berømt. Kampen for at være unik og at blive husket af eftertide, handler i højere og højere grad om eksponering frem for talent, og det opponerer “Starry Eyes” imod. Sarah taler på et tidspunkt i filmen med sin gode ven, som opfordrer hende til at lave en film med ham og deres øvrige venner. Han beder hende droppe ambitionerne om at få en rolle, der kan åbne hendes vej til Hollywood, og i stedet bare lave det, hun elsker - men det er ikke det, Sarah vil. Hun vil være berømt.

Brutalt bliver det også...

Selve måden Sarah nærmest besættes af sin jagt efter den rigtige filmrolle skaber mindelser om “Rosemary’s Baby” (1968), og der er nærmest noget okkult over filmproducenten (yderst ubehageligt portrætteret af Louis Dezseran) og hans undersåtter. “Starry Eyes” er en på alle måder vellavet film. Filmens billeder og til tider aggressive klipning er en dyster fryd at betragte. Alex Essoe spiller en kvinde, som gerne vil imponere til castings, så hun kan få sin første store filmrolle. Dette er også Essoes første hovedrolle, og hun bærer den med glans - forhåbentlig stopper lighederne mellem Essoe og hendes karakters rejse mod filmhåndværket der. Sarahs transformation gennem denne film er både imponerende make-upeffekt arbejde, men også en skuespilpræstation af høj kaliber. Det lykkedes derudover “Starry Eyes” at engagere sin tilskuer i dens bifigurer, og det bliver undervejs meget vigtigt for, at historien ikke skal tabe sin effekt. Modsat mange andre genrefilm, er der her flere niveauer i de personer, der bevæger sig i periferien af hovedpersonens tilværelse. Det er naturligvis resultatet af et godt manuskript og godt filmhåndværk, men også skuespillernes evne til at give sympatiske præstationer, selvom Sarah undervejs nærer mistillid til de fleste af dem.

Berømmelsens pris kommer i mange former i “Starry Eyes”.

Gys er mange ting og nogle gange er det allermest effektivt, når det sniges ind i tilskuerens følelsesapparat. Måden, filmens stemning registreres hos seeren, har en langtidsvirkende effekt. “Starry Eyes” er i store dele af dens spilletid som en grim smag bagest på tungen, og det er først til slut, at filmen udfolder sin fulde gru. Det her er gys, når det er allerbedst! Velfotograferet, velspillet og med en volds udladning til sidst, der handler om mere end blot blodsudgydelserne i sig selv. Denne film er ikke bare et argument for, hvorfor genren er vigtig, men også en fortælling om noget råddent i vores kultur, og det er yderst prisværdigt.

Score:

Anmeldelse: Real Steel.

Årgang: 2011
Tagline: "Courage is stronger than steel.”
Genre: Action, Sci-fi, Komedie.
Instruktør: Shawn Levy.
Runtime: 127 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Dreamworks.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: "The Twilight Zone: Season 5, Episode 2Steel" (1963), "Over the Top" (1987), "The Iron Giant" (1999).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

I en ikke så fjern fremtid har robotter erstattet mennesker i boksning. Den tidligere bokser Charlie Kenton (Hugh Jackman) er således fulgt med denne udvikling og har dygtiggjort sig i brugen af robotter til netop boksning. Hans impulsive og til tider irrationelle handlemåde har i mellemtiden fået ham i problemer, og da han pludselig opdager, at hans 11-årige søn, hvem han intet har haft at gøre med hidtil, kan indbringe ham en pæn sum penge, hvis han lader forældremyndigheden gå til drengens tante, beslutter han sig for at gribe chancen. Tantens mand beder ham om en tjeneste: Charlie skal passe sin søn i nogle uger, før han overtages af sine nye forældre.
Når man støder på en rigtig god film, er det ofte både hjertet og intelligensen, der sættes i værk. Nogle gange støder man på film som “Real Steel”, hvor de to modsætter sig hinanden. Reelt set er der en stak problemer med filmen. Først og fremmest er historien - både den overordnede og den underliggende - meget forudsigelig. Det tager ikke meget mere end en et kort resume af filmen for at tænke sig til historiens udfald. Tematisk er filmen heller ikke just nyskabende. Det er den klassiske historie om en underdog, der ud af ingenting dukker op og giver de store drenge kamp til stregen. Derudover er der far/søn fortællingen, der løber gennem filmen, som atter er til at gennemskue. Den ansvarsløse far skal lære sine fejl at kende og forsøge at rette op på dem. Undervejs er der ingen tvivl om, at der er skruet op for de manipulative knapper fra filmskabernes side, og selvom enhver film i princippet er en manipulation, smøres der nogen gange tykkere på end andre, og her bliver der presset relativt hårdt på for at få publikum til at føle for historien.


“The People's Champion? Sounds pretty good to me.”

Det er netop her, intellektet og følelserne ramler sammen. Selvom det er tydeligt, hvad filmen ønsker af reaktioner fra publikum, og selvom det også er helt utvivlsomt, at plottet er stærkt klichéfyldt, fungerer filmen alligevel. De to største årsager hertil er formentlig Hugh Jackman og Dakota Goyo, der som far og søn deler langt størstedelen af filmens scener. Dialogen er ikke altid lige i øjet, men manuskriptforfatter John Gatins rammer rigtig så tilpas mange gange, at det er svært ikke at holde af det ukuelige makkerpar. Dét skyldes i særdeleshed, at filmen holder sig langt fra det melodramatiske og i stedet bevæger sig fremad i et sprog, der virker oprigtigt og slipper uden om de værste fraser. Således er særligt en kort replikveksling mellem far og søn angående sidstnævntes mor rørende, og til trods for det simple ordvalg, eksemplificerer scenen fornemt, hvad denne film gør godt. At Hugh Jackman gør et fint stykke arbejde er velsagtens forventeligt, men oprigtigt overraskende er det, hvor let Dakota Goyo, der kun har få tidligere filmroller på cv’et, falder ind i rollen som Max. Til trods for en attitude, der nemt kunne være blevet 90er klodset på værst mulige måde, flyder replikker såvel som handlinger forholdsvist naturligt fra karakteren, og tilskueren bliver oprigtigt engageret i både far og søns rejse.

Hovedpersonen har solgt sin søn for 50.000 dollars... alligevel er det ham der vredt forlader scenen?

Instruktør Shawn Levy fortæller på ekstramaterialet at Steven Spielberg, som var executive producer på filmen, gav ham et råd angående special effects, som gik på, at en blanding af fysiske og digitale effekter fungerer bedre end rent digitale. Den berømte filmskabers argument herfor var, at han selv mente dels at have fået bedre præstationer ud af sine skuespillere med den facon, og dels havde det givet animatorerne noget fysisk at rette sig efter. Det fungerede for Spielberg i “Jurassic Park” (1993) og det fungerer så sandelig også for Levy i filmen her. Selvom det ingenlunde er umuligt at se, hvornår der er tale om CGI, tænker man væsentligt mindre over det, når det er mikset ind med fysiske dukker og lignende. Det giver en overordnet troværdighed til skabningerne, som er til gavn for historien i og med, at man ikke efterlades med minder om special effects, men om filmen og dens fortælling. Derudover er universet flot og blandingen af gammelt og nyt fungerer rigtig godt. Det medvirker også til at give en fornemmelse af en mere nærværende og umiddelbar fremtid, som er beskidt og mørk og dermed ikke bevæger sig for langt fra, hvad der er sandsynligt.

“You know you're taking him home in pieces.”

Grundlæggende er der masser af ting, man kunne klage over i “Real Steel”. Men det forekommer næsten en smule omsonst. For hvad den er, fungerer filmen ganske fint, og uden at ryste filmverdenen holder den uden problemer seerens engagement ved at skabe nogle reelt fængende figurer. Derudover er filmen godt sammensat og fortalt, hvilket ikke er at kimse af, særligt ikke når filmen rent faktisk tør at lade et par skår forblive i såret, som altså ikke lukkes helt med den ellers relativt forudsigelig slutning.

Score:

Anmeldelse: Open Windows.

Årgang: 2014.
Genre: Thriller, Found footage.
Instruktør: Nacho Vigalondo.
Runtime: 97 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.Se trailer her.
Se også: “Paparazzi” (2004), “The Den” (2013), “Cybernatural” (2014).

“Open Windows” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Jill (Sasha Grey) er øjeblikkets lysende stjerne på filmhimlen, og Nick (Elijah Wood) er formodentligt hendes største fan. Efter at have vundet en konkurrence på internettet skal han nu spise middag med sit idol og venter derfor med spænding på hotellet, hvor mødet skal finde sted. Pludseligt ringer en mand ved navn Chord og fortæller, at han er Jills assistent. Chord fortæller endvidere, at Jill har aflyst mødet, men at han kan hjælpe Nick med alligevel at komme tæt på sit store idol. Det eneste, Nick behøver at gøre, er, at følge hende via sin laptop, for Chord har adgang til både Jills telefon og hendes computers webcam. Snart indser Nick, at han bare er en brik i et ondskabsfuldt og skræmmende spil, hvor Jill spiller den egentlige hovedrolle... Kan Nick redde sit store idol, før det er for sent?

Must...hold...back...Frodo...jokes.

“Open Windows” beskæftiger sig med den indre svinehund og en helt konkret en af slagsen: Publikums massive behov for at komme helt ind under huden (eller i det mindste tøjet) på kendisser. Det er ikke nogen hemmelighed, at Sasha Grey, der spiller den kvindelige hovedrolle i filmen, har sin baggrund i pornobranchen, og med det i bevidstheden har filmen vel på sin vis et metalag, for hvis publikum vil se filmstjerner nøgne, hvad vil de så pornostjerner? Under alle omstændigheder er det en svær kunst, Grey her er ude i, da det typisk er meget svært at blive anerkendt som seriøs skuespillerinde, når man har lige netop den baggrund. Desværre tyder den generelle modtagelse, som “Open Windows” har fået ikke på, at dette bliver hendes store gennembrud. Den anden hovedrolleindehaver er Elijah Wood, som siden “The Fellowship of the Ring” (2001) og dens efterfølgeres succes har haft travlt med at afprøve sig selv i mange spændende små roller: Blandt andet remaket af “Maniac” (2012), som han gjorde en god indsats i.

Det er farligt at starte sin film med en falsk trailer til en ikke-eksisterende film... jeg er ikke sikker på, jeg ikke hellere ville se den her falske film end den egentlige produktion.

Det, som instruktør Nacho Vigalondo formår at skabe med “Open Windows”, er vellykket suspense. Det er virkelig hæsblæsende at se Nick springer mellem forskellige videoer, kort og grafiker af anden slags på hans bærbar - og nej det er faktisk ikke ironisk. Filmen kan betegnes som en slags found footage; i hvert fald ses filmen primært gennem Nicks computerskærm og overraskende nok fungerer det. I hvert fald i forhold til thrilleraspektet. Så længe filmen afholder sig fra at give svar på, hvad i alverden, det er, der foregår, er den yderst seværdig og intens. Elijah Wood er karismatisk nok til, at han selv som offer er engagerende at følge. Sasha Grey er ikke nogen fremragende skuespillerinde, men filmen har placeret hende i en rolle, som ikke kræver for meget af hende, og det er et smart træk.

Sasha Grey undgår ikke helt at skulle optræde halvnøgen.

Desværre falder det hele ganske eftertrykkeligt fra hinanden i filmens afslutning. Vigalondos plot begynder at knudre sig sammen og kaste seeren af, ikke fordi det er komplekst, men fordi det bliver rodet. Derudover får filmen travlt med at tydeliggøre sin pointe om kendismareridtet og massernes ligegyldighed overfor det faktum, at det er et levende menneske, de ser stjålne nøgenfotos af på internettet. Der bliver smurt så tykt på, at det snart begynder at føles som om, at filmen ikke rigtig er sikker på, hvor den ønsker at slutte. Samtidig begynder Grey at blive mere central, og hendes uerfarenhed indenfor mediet begynder at vise sig. Så snart vi skal se en smule af det reele menneske, filmen så gerne vil fortælle gemmer sig bag overskrifterne, går det galt.

Det ser ikke godt ud for stakkels Jill...

“Open Windows” slår benene væk under sig selv på vej mod målet. Den har en god opbygning og en fængende form, der fungerer bedre, end man kunne have forventet, men taber altså pusten til sidst. Der er tydeligvis noget Vigalondo gerne vil fortælle, men det bliver malet med så bred og klichépræget en pensel, at filmens særegne udtryk drukner i dens pointes udtrådte mangel på væsentlighed. Derudover kompliceres tingene i nogle twists, der går for langt. Kamelerne, der her serveres, er ganske enkelt for omfattende i størrelse til, at seeren kan overbevises om at indtage dem. Ikke desto mindre er der spor af en god og fængende film i “Open Windows”, der har vundet meget ved at have Elijah Wood på rollelisten.

Score: