Årgang: 2012.
Tagline: "Do you believe in ghosts?"
Medie:
Set i: Biograf.
Runtime: 95 minutter.
Udgiver: Hammer Film Productions.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'House on the Haunted Hill' (1959), 'Poltergeist' (1982), 'El orfanato' (2007)
Anmeldt af Mark S. Svensson.
Den unge advokat Arthur Kipps (Daniel Radcliffe) bliver tvunget til at rejse til den fjerntliggende landsby Crythin Gifford, hvor han skal ordne nogle affærer for den netop afdøde ejer af et stort palæ. Han begynder snart at opdage mørke hemmeligheder i landsbybeboernes fortid. Stedet gør Arthur utilpas, og den ubehagelige fornemmelse bliver kraftigt forstærket, da han får et glimt af en mystisk kvinde klædt helt i sort.
Tagline: "Do you believe in ghosts?"
Medie:
Set i: Biograf.
Runtime: 95 minutter.
Udgiver: Hammer Film Productions.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'House on the Haunted Hill' (1959), 'Poltergeist' (1982), 'El orfanato' (2007)
Anmeldt af Mark S. Svensson.
Den unge advokat Arthur Kipps (Daniel Radcliffe) bliver tvunget til at rejse til den fjerntliggende landsby Crythin Gifford, hvor han skal ordne nogle affærer for den netop afdøde ejer af et stort palæ. Han begynder snart at opdage mørke hemmeligheder i landsbybeboernes fortid. Stedet gør Arthur utilpas, og den ubehagelige fornemmelse bliver kraftigt forstærket, da han får et glimt af en mystisk kvinde klædt helt i sort.
'The Woman in Black' er baseret på en roman fra 1983, som ikke alene blevet adapteret til teatret i 1987, men også en gang tidligere har været filmatiseret i tv-filmen 'The Woman in Black' (1989). Når filmen nu atter tages op, er det ikke hvem som helst, der tager fat i den. Det legendariske filmstudie Hammer Horror Productions er velsagtens mest kendt for de genindspilninger, som de i slutningen af '50erne var involverede i. Med film som 'The Curse of Frankenstein' (1957) og 'Horror of Dracula' (1958), var studiet med til at genoplive og forny mange af 1930ernes mest velkendte monstre, og endvidere gjorde Peter Cushing og Christopher Lee til horror-legender. Genindspilningerne eller nyfortolkninger tog '30er horror-filmenes atmosfære og tilføjede den et lag af blod (og bryster) og øgede generelt det grafiske indhold. Det resulterede i nogle film, der hyldede de klassiske horror-fortællinger, hvilket mange fans såvel som kritikere tog pænt imod, omend visse kritiske ryster fandt filmene en smule melodramatiske. Således er mange af Hammers produktioner i dag genreklassikere i deres egen ret, og studiet har udover en uhørt mængde fortsættelser til førnævnte genindspilninger også produceret en enorm mængde af andre film. I '70erne gik det dog ned ad bakke for studiet, der ikke længere producerede film med samme succes som tidligere. Og efter en række fejlslagne projekter måtte selskabet se sig henvist til en smule arbejde på tv-fronten i '80erne, før de for en tid helt forsvandt ud i glemslen. I 2007 genopstod studiet, og i de seneste år har de medvirket i produktioner som 'Let Me In' (2010), 'Wake Wood' (2011) og 'The Resident' (2011). Det store spørgsmål for genrefans er i mellemtiden, om udgivelsen af denne film vil markere begyndelsen for en ny række Hammer Horror gysere eller blot vil være et mislykket forsøg på at genoplive, hvad der engang var.
Film om hjemsøgte huse er ikke just nogen nyopfindelse indenfor gyser-film. Ikke desto mindre er det en disciplin, som, hvis den behandles på rette vis, fortsat kan være ganske effektiv. Det beviser instruktør James Watkins i denne blot sin anden film i instruktørsædet. Watkins har tidligere stået bag 'Eden Lake' (2008) og har desuden forfattet film som 'Gone' (2007) og 'The Descent: Part 2' (2009). Med 'The Woman in Black' leverer han en stemningsfyldt film, som af flere grunde er ret vellykket. Ligesom i de klassiske film fra Hammer, så får vi her også nogle imponerende sets fyldt med detaljer. Ikke alene er de med til at understrege den periode, filmen foregår i. Detaljerigdommen giver ligeledes utrolig meget til den atmosfære, som skaberne lader til at have prioriteret højt. Generelt synes filmen at tage en del af de klassiske gyser-films dyder op, hvilket i mine øjne er glædeligt. Stemningen er fyldig, og der gives rum til opbygning af suspense. Andre call backs til klassisk Hammer er særprægede elementer, som en kvinde, der efter at have mistet sin søn har anskaffet sig to hunde, som hun nu behandler, som var de hendes børn. Ikke alene er det tragisk; Det indeholder også en sort humor, som er både bizar samt medvirkende til at give filmen kant. Billederne er ofte smukke, og håndværket er stilsikkert, hvilket også gør, at special effekterne fremstår langt mere troværdige, end de kunne have gjort. Filmen tillader sig imidlertid også at gemme en del af effekterne i skyggerne, hvilket øger uhyggen; særligt når omgivelserne kommer i spil. Børnelegetøjet, der befinder sig i det hjemsøgte hus, og som flere gange bringes i centrum, tilføjer et ekstra lag af uhygge til den visuelle del af fortællingen. Filmens største fejl er at finde i dens indledende del. Undertegnede kan fint affinde sig med chokeffekter, når de er opbygget på effektiv vis og tilføjer til stemning eller historie. Der er desværre lidt for mange momenter i de første besøg i det hjemsøgte hus, som bliver for billige. Det er en skam, at lydsiden bruges så ekstensivt til at give chok på til tider meget simple (for ikke at sige platte) faconer. Der er intet galt i at ønske at skræmme sit publikum, men det kunne filmen fint have gjort med en smule færre pludseligt boostede lydelementer.
Hvad der redder filmen ovenpå de lidt søgte chokelementer er når sammenhængen i fortællingen begynder at stå klart. Den historie, som vi skimter allerede i filmens indledning, træder langsomt frem i lyset, og filmen leder ganske snedigt op til denne del af fortællingen på flere fronter. Det virker til filmens fordel, at den ikke er så forudsigelig, som man undervejs kan foranlediges til at tro. Flere gange tager filmen på såvel små som markante områder nogle drejninger, som denne anmelder ikke altid så komme. Måden, hvorpå filmen sammenblander klassiske elementer med de omtalte små drejninger er ret fin, og øger fortællingens styrke. Det gør også Daniel Radcliffe som i filmens hovedrolle lader os følge ham på endnu et skridt i hans konstante forbedring som skuespiller. Selvom han ofte er hensat til observatør, agerer han også tilpas logisk i langt de fleste situationer til, at man ikke når at skælde karakteren ud over diverse irrationelle beslutninger. Man køber med andre ord karakterens bevæggrunde, og det skyldes i høj grad Radcliffes gode arbejde. Den unge skuespiller er omgivet af en broget skare af skuespillere, af hvem det kun er de færreste, der er velkendte ansigter. Relativt kendte skuespillere som Ciarán Hinds og Janet McTeer giver nogle dygtige præstationer. Særligt er McTeers portrættering af en besat kvinde fornøjelig og endnu et element, som meget fint indeholder både noget velkendt og noget anderledes. Decideret imponerende er det at se, hvor godt filmens mange børneskuespillere gør sig. Man kan naturligvis mene, at deres præstationer står stærkere grundet filmens kun glimtvise brug af dem, men at hive velfungerende præstationer ud af børn kan være sin sag, og det formår James Watkins ikke desto mindre her.
Filmen hæver sig nogle niveauer ved at lykkedes på et emotionelt plan, hvilket skuespillerne har en del af æren for. Ovenpå de skræmmende strabadser, filmen præsenterer sit publikum for, er forløsningen aldeles tilfredsstillende, hvilket ellers har en tendens til at være, hvor disse film falder fra hinanden. Den stærke æstetik og omfattende atmosfære resulterer i at den middelmådighed, de stedvist skabede chokeffekter higer efter, alligevel overgås. Det er muligt, at her er en del velkendte elementer, men personligt oplevede jeg mere filmen som hyldende de klassiske horror-dyder end en kliché. At det er uskyldighedens symboler, filmens uhygge kredser om hjælper også fortællingen og er atter med til at bevise, at besatte børn og klovnedukker kan være en yderst effektiv cocktail.
 |
| Selvevaluering kan være nødvendig - særligt i en gyserfilm. |
 |
| Uskyldighed møder besættelse i åbningssekvensens tre suicidale småpiger. |
 |
| Arthur Kipps fravælger at lytte til formaninger om ikke at jage skygger. |
Score:
