22. jan. 2014

Nyhed: VHS i UDBRUD!

Så har jeg igen været på spil i Photoshop og denne gang har jeg lavet dette VHS-cover til den kommende danske undergrundsfilm 'UDBRUD'. De afhuggede hoveder bag filmen er Kim Hermansen og Henrik Andersen - sidstnævnte er fast læser herinde og på bloggen, så du er måske allerede løbet ind i ham. Lige nu arbejdes der på en trailer og en artikel med masser af billeder fra og omkring tilblivelsen af filmen, til udgivelse her på bloggen.

Min vision var at lave et fuldstændig gennemtæsket VHS-cover fra de gode gamle 80ére. Brugt, beskidt, slidt og klistret! Stavefejl og fejl i credits, spilletid o.s.v var også noget man tit løb ind i på de gamle VHS'er back in the days. Så it's all part of the act.

Indtil da kan du finde mere om den danske zombie-film inde på facebook-gruppen her.


21. jan. 2014

Anmeldelse: The Conjuring.

Årgang: 2013.
Tagline: "Based on the true case files of The Warrens."
Instruktør: James Wan.
Runtime: 112 minutter.

Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma.

Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: 'The Changeling' (1980), 'The Orphanage' (2007), 'Insidious' &
'Insidious 2' (2010) & (2013).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Ægteparret Carolyn & Roger Perron og parrets fem døtre, flytter ind i et kæmpe hus i et øde område af Rhode Island. Det gamle hus er fyldt med gamle møbler, en skjult kælder og en historie, der snart skal vise sig, at sætte familie Perron på den anden ende. Efter et par uforklarlige hændelser i huset, kontakte Carolyn ægteparret Ed og Lorraine Warren, der er eksperter i det okkulte og især uddrivelse af spøgelser, dæmoner og andre ubudne gæster. Huset tager kampen op med Ed Warren og husets hemmeligheder samt tidligere beboere skal vise sig, at være lidt af en mundfuld for familien Perron og de paranormale efterforskere.
Hvorfor køber forældre i film ALTID klamme dukker til deres børn?
The Conjuring er instrueret af James Wan, der med titler som Saw og Insidious på sit cv, godt ved hvordan man skal strikke en god og stemningsfyldt gyser sammen. Denne film er ingen undtagelse, for det hele er så intelligent bygget op, at stemningen sniger sig langs panelerne i det gamle hus – og uroen sætter sig i filmens publikum langt inden den egentlige uhygge begynder. Opbygningen af et godt gys er en kunst i sig selv, som James Wan så sandelig mestrer ud i de mindste detaljer - som eksempelvis tempoet på filmen, der konstant varierer og hele tiden bringer nye usikkerheder frem i publikum, der hele tiden forventer det værste og frygter for den uskyldige familie. Kameravinklerne giver gennem hele filmen en konstant utryghed, da man nærmest forventer chokeffekter i hvert er spejl og rundt hvert hjørne af det gamle hus.
I spejle er alle drenge grå.
Historien i The Conjuring kan sagtens virke en anelse banal. Historier om besættelse, eksorcisme og alverdens klamme forhistorier er alle set før, men det er sjældent set så veludført. Noget af den simple opbygning af plot og historie, skal også ses i lyset af, at The Conjuring er baseret på rigtige hændelser. Nu skal jeg ikke gøre mig klog på, hvad der eksisterer mellem himmel og jord, men må konstatere at Ed & Carolyn Warren så sandelig har nogle spændende historier at fortælle, fra deres tid som paranormale efterforskere. Det vil derfor også interessere enhver fan af genren, at ægteparret også var en del af Amityville uddrivelsen og generelt har deltaget i mange spændende seancer, der senere har været inspiration til gyserfilm af enhver art. Det kan derfor klart anbefales at Google det excentriske par og deres eskapader, hvis man gerne vil slå et par timer ihjel online.
Ed & Carolyn Warren hænger ud ved søen.
Skuespillet i The Conjuring er aldeles fremragende og langt over middel for genren. Der bliver nærmest underspillet ned til den hverdagsagtige dialog, der giver filmen en stærk følelse af virkelighed, hvis virkeligheden altså var sat i 1971. Der er på ingen måde skabt overdramatiske scener, for Wan styrer med sikker hånd stemningen gennem billederne, der fortæller en hel historie i sig selv. Alt hvad man måtte vide bliver fortalt gennem billederne og her er ingen personificering af laveste fællesnævner, der konstant skal forklare sit publikum, hvad der foregår i filmen. Dette er befriende, for The Conjuring er så sandelig en film, som man bør opleve mere end noget andet.
Det er ikke alle, der elsker en god gammeldags eksorcisme lige højt...
I det hele taget beviser James Wan med denne film tesen om, at man skal skabe et menneskeligt drama, for at kunne sætte tonen for en rigtig god gyser. For det er først når vi forstår personerne og har empati for ofrene, at vi føler os skræmte af hvad, der gemmer sig bag døren eller under sengen. Derfor adskiller The Conjuring sig også betydeligt fra andre film i samme genre. Jeg tør derfor også godt gå all-in med antallet af pinheads – og samtidigt erklære The Conjuring for den bedste uddrivelses-gyser siden Eksorcisten.

Score:

18. jan. 2014

Artikel: Alt det (vi tror) vi ved om 'Human Centipede III'.

Vi ved meget lidt om den!
Først og fremmest må man sige, at vi ved foruroligende lidt om ‘Human Centipede III [Final Sequence]’. I en tid, hvor film markedsføres med den ene trailer efter den anden, samt virale kampagner, som skydes i gang flere år før premieren, er det skræmmende at vide så lidt om en film. Med ujævne mellemrum lader instruktøren Tom Six en pressemeddelelse sive ud, men ellers koncentrerer han sig mest om at smide selfies på filmens Facebook-side. Det minder om det hemmelighedskræmmeri og den fokuseringen på mesteren fremfor værket, der omgiver Lars von Triers film. Netop Trier er da i øvrigt også et af Tom Sixs store idoler.

Den vil få toeren til at ligne en Disney-film!
Det første vi hørte om ‘Human Centipede III [Final Sequence]’ var, da Tom Six udtalte at etteren var en My Little Pony-film i forhold til toeren, mens treeren ville få toeren til at ligne en Disney-film. Sammenligningen er ren provokation, men den giver nok en meget god fornemmelse af, hvad vi har i vente, og der er vist ingen tvivl om, det bliver grumt!
 Den bliver politisk ukorrekt!
Mens den første film ifølge sin egen tagline var “100% medical accurate”, og den sindssyge toer var “100% medical inaccurate”, bliver den kommende tredje film altså “100% political incorrect”. For det var de to første jo ikke, vel?! Vi har været heldige herhjemme, at CPH PIX har samlet begge film op og givet dem biografvisninger som en del af deres festivalprogram, mens der i England gik 80’er i den, da man i værste videonasties-stil nægtede overhovedet at klassificere toeren med en aldersgrænse. Gad vide hvad de siger til treeren? Om dén havner på det store lærred herhjemme vides ikke, men CPH PIX har tradition for at provokere og vise alt det, ingen andre tør, så man har da lov at håbe. Måske en maraton? Med en ekstra tom popcornspand til at brække sig i!
Instruktør Tom Six er altid garant for en omgang brutal, meget ulækker og yderst upolitisk ukorrekt "underholdning".
Den bliver lang!
Altså den menneskelige skolopender, ikke filmens spilletid - medmindre han følger i sit danske idols fodspor og laver et 5 ½ times cut? Åh Gud! Nå, men ikke færre end 500 mennesker skal tilsyneladende lege kædetagfat i ‘Human Centipede III [Final Sequence]’. Det er altså nogle flere end etterens sølle tre, og selv toerens tolv led bliver gjort til skamme. Man må naturligvis overveje, om Tom Six kommer til at miste grebet. Mere vil have mere, men det er som bekendt ikke altid en sandhed, at større er bedre. Hvordan klarer de det overhovedet rent praktisk? Med cgi? Det er i hvert fald intet under, det har taget små tre år at færdiggøre filmen, hvis de har haft 500 statister at arbejde med på settet. Handlingen kommer i øvrigt til at udspille sig i et fængsel, så det er umiddelbart nærliggende at tænke, at de 500 personer er indsatte. Ser man på IMDb finder man da også adskillige roller som inmate 488 og inmate 346. Man ser det for sig: kameraets travelling gennem slidte fængselsgange fra forenden til bagenden af den 500 mand lange menneskelige skolopender.
100% medical inaccurate.
Metatekstualiteten fortsætter!
Et af de mere heldige træk ved toeren var, at den introducerede en metahistorie, idet hovedpersonen Martin Lomax faktisk ser ‘Human Centipede [First Sequence]’ i filmen og er besat af doktorens gale eksperimenter. Instruktøren Tom Six skal ifølge IMDb spille sig selv, hvorfor man forsigtigt tør drage den konklusion at metariet fortsætter. Dog med det ekstra twist, at gerningsmændene fra de to første film, spillet af henholdsvis Dieter Lasser og Laurence R. Harvey medvirker i nye roller. Vi taler altså ganske vist om et nyt lag meta, som dog ikke bør forveksles med virkeligheden, eftersom skuespillerne spiller roller. I øvrigt får filmen Oscar-islæt, da Eric Roberts, som blev nomineret for bedste birolle tilbage i 1985, medvirker. Om de planlægger at bruge det i filmens markedsføring er uvist. Det skulle da lige være for at provokere!
Eric Roberts er at finde på rollelisten i 'Human Centipede III [Final Sequence]'.
Den bliver den sidste!
Det er jo aldrig helt til at vide, men eftersom ordet final indgår i titlen, må man formode, Tom Six har tænkt sig at stoppe efter færdiggørelsen af sin ubehagelige trilogi. Men se bare på ‘Friday the 13th’-franchisen, som hele to gange nåede at annoncere sin finale, og der er netop blevet annonceret en trettende film. Det er jo heller ikke godt at vide, om andre finder på at samle tråden op efter Tom Six. Så vidt vides er idéen endnu ikke blevet udnyttet til hurtigtproducerede ripoffs, men måske det kommer, når de er færdige med at smide om sig med hajer.
Frankenstein's monster er intet i forhold til hvad Dr. Heiter udtænkte af uhyrligheder i 'The Human Centipede (First Sequence)'.
Den kommer snart!
Ja, ifølge Facebook-siden kan vi se frem til en forårspremiere i år, så der er såmænd ikke længe til. Den korte ventetid kan eventuelt fordrives med at læse vores anmeldelser af ‘Human Centipede [First Sequence]’ og ‘Human Centipede II [Full Sequence]’ - eller med at bage en kage.
Jesper P's egen Pastry Centipede (First Sequence) - velbekommen!

17. jan. 2014

Nyhed: "Hey homie, har du tjekket den der blog..."

Facebook er jo begyndt at ville ha' en masse klamme $$$ for booste FB-sider. Til det har vi kun at sige "fuck af", så er du glad for 'Sørensen Exploitation Cinema', så share os endelig med dine venner! Du finder os på facebook ved at trykke her. Word of mouth is the way to go, baby! God weekend derude.




15. jan. 2014

Anmeldelse: Eaten Alive.

Årgang: 1977
Tagline: “You Check In Alive... But Check Out Dead!”
Instruktør: Tobe Hooper.
Runtime: 91 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Texas Chainsaw Massacre' (1974), 'Killer Crocodile' (1989)

Anmeldt af Mark S. Svensson.

'Eaten Alive' er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.


The Starlight er et faldefærdigt hotel, der bestyres af Judd (Neville Brand), har kun få kunder. Måske skyldes det beliggenheden eller ejerens voldsomme humørsvingninger. Eller også kan det skyldes den store krokodille, der lever bag hotellet. Men en mørk aften får The Starlight besøg, da en prostitueret (Roberta Collins), et ungt par (Marilyn Burns og William Finley) og deres barn (Kyle Richards), en far og hans datter (Mel Ferrer og Crystin Sinclaire) samt den sexgale Buck (Robert Englund) melder deres ankomst.

Det er ikke så få, der vil pege på Tobe Hoopers ‘The Texas Chainsaw Massacre’ (1974) som værende blandt deres absolutte favoritter, når det kommer til film, der er skabt til at ruske op i sin tilskuer. Med ‘Eaten Alive’ er Tobe Hooper ude i samme ærinde, som han var det med sin beskidte klassiker om den menneskemaskebeklædte motorsavsdræber Leatherface. Hoopers tredje spillefilm var eftersigende præget af problemer i produktionsfasen, hvor uenighederne mellem instruktøren og producerne skulle være blevet så store, at filmens fotograf eftersigende skulle have instrueret flere sekvenser i Hoopers fravær. Marilyn Burns fra TCM er tilbage i en mindre rolle, og derudover medvirker Robert Englund i en herligt slesk rolle. ‘Eaten Alive’ markerer også en forkærlighed for krokodiller, som Tobe Hooper lader til at have, og som han yderligere har dyrket i Crocodile (2000).
“Det smager af kirsebærsaft!”
Som nævnt er det ganske tydeligt, at ‘Eaten Alive’ bærer præg af en Tobe Hooper, der forsøger at vandre i sine egne fodspor ved at lave endnu en surrealistisk mareridtsfilm med et særpræget “larme” soundtrack samt en knivspids mere splat. Omgivelserne er de samme, hillbillyerne (eller i dette tilfælde primært en enkelt) er stadig skumle, og alt burde for så vidt være ved det gamle og deri ligger sandsynligvis problemet. Havde filmen afveget mere markant fra Hoopers foregående film, kunne han meget vel have undgået den sammenligning, der, som tingene står, er svær ikke at foretage. Det føles som om, at filmen er en smule desperat i sine virkemidler. Hvor TCM lever næsten udelukkende på sit udtryk og nærmest totale fravær af plot, lander filmen her mellem LSD-trip og traditionel gyserhistorie. Men skrigene er ufrivilligt skingre, tempoet ujævnt og tilskueren efterlades upåvirket. Udover at fortælle en historie om en familie, der fanges i et hus med en psykopat, hvilket har fungeret fint så mange gange før, og som Hooper er mesterlig til, har filmen også en sideløbende historie om dem, der leder efter de tilfangetagne, og disse scener trækker aggressivt filmen ned.
Judd er løst baseret på barejeren Joe Ball, som havde en krokodille, han blandt andet benyttede som underholdning for sine gæster.
Det er på mange måder en skam, at filmen ikke viser sig mere fængende, idet Neville Brand er en overbevisende enspænder, og hans karakter Judd er ganske seværdig. Han er tosset på den måde, som Rob Zombie har brugt det meste af sin karriere som instruktør på at dyrke. Ligeledes er Robert Englund underholdende ud over alle grænser i sin ondskabsfuldhed, der er så karikeret, at det er svært ikke at synes om. ‘Eaten Alive’ tager sig selv ganske alvorligt. Det er en grynet, rå film, og undertiden kan man sågar mærke Tobe Hoopers fornemmelse for spændingsopbygning og atmosfæriske billeder. Filmens effekter er sågar også fine et stykke ad vejen, men så er der lige den der krokodille... Skønt filmen er to år yngre end Spielbergs ‘Jaws’ (1975), og den forsøger at benytte sig af lignende tricks ved ikke at vise “monstret” for tidligt, er det katastrofalt for en film, der tager sig selv så seriøst, at dens irrelevante reptile islæt er så kluntet udført. Det havde klædt filmen helt at holde denne figur i mørket.
“Name's Buck... and I'm rarin' to fuck.”
‘Eaten Alive’ er svær ikke at have et lidt ambivalent forhold til, fordi den er så inkonsistent i sin tone. Det ene øjeblik emmer filmen af stiliseret grusomhed, og det næste er de stemningsmættede billeder erstattet af kønsløse detektivsekvenser, som hverken er velskrevne eller synderligt underholdende. Tobe Hooper har været en meget aktiv herre fra denne films fremkomst og helt frem til 2005, og selvom der er langt værre og mere udskældte film på hans repertoire, er der bestemt også langt bedre.

Score:

12. jan. 2014

Anmeldelse: Stitches.

Årgang: 2012.
Tagline: "You'll Die Laughing."
Instruktør: Conor McMahon.
Runtime: 82 minutter
Medie: DVD.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: 'Shaun of the Dead' (2004), 'Student Bodies' (1981), 'Evil Dead II' (1987) 'House' (1986).

Stitches er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen.

Den stærkt alkoholiserede og generelt usympatiske klovn Stitches, bliver udsat for et mareridt af en børnefødselsdag, da en flok uopdragne børn overtager løjerne fra den meget uengagerede klovn. De saboterer forestillingen for Stitches, der i sidste ende dør en brutal død som følge af en drengestreg. Seks år senere holder samme dreng fødselsdag. Han er i mellemtiden blevet teenager, så vennerne beslutter sig for, at udvide gæstelisten med samtlige elever fra skolen. En enkelt gæst mere har dog sikret sig en plads til festen. En gæst der vil have hævn. En blodig hævn!
Everybody Happy….lidt endnu.
Gysergenren har altid haft et godt makkerskab med elementer fra komikken. En sjov kommentar, en skæv scene eller slapstick har fungeret som et åndehul i en form for parløb mellem blod, indvolde og gru – og oftest som en slags pausenummer inden det for alvor er gået løs med grusomhederne. De bedste instruktører bruger komikken som en slags distance til forfærdelighederne – en ying til en blodig yang, som tryllebinder den menneskelige psyke til forestillingen om, at man er sikker og tryg….lidt endnu. I de glade VHS dage sneg de første gysere bygget op som komedier sig ind på reolerne – og selv om de ligesom deres ophav, gyseren, måtte se sig forvist til de mere støvede hylder – så opnåede de en helt særlig kultstatus blandt teenagere i firserne. En kultstatus, der den dag i dag, bærer nye film som Stitches på deres ryg, for det er med sikkerhed film fra den bagerste hylde i videobutikken, som Conor McMahon har fundet sin inspiration fra.
De fleste ulykker sker i hjemmet.
Stitches har alle elementer fra gysergenrens teenslasher på plads. Et stk. klovn, der i sig selv er en uhyggelig satan historisk set. Et helt hus af promiskuøse og storbarmede teenagere, der drikker sig i hegnet samt et nervevrag af et fødselsdagsbarn, der aldrig har sluppet Stitches død – og til stadighed har mareridt om den afdøde klovn med hård medicinering til følge. Ingen forældre i nærheden og frit slag til Stitches, der en efter en får indhentet og hævnet sin død med de sygeste virkemidler, som kun en klovn ville kunne finde på.
Stitches forbereder sin næste trick som klovn. En rigtig hjernevrider.
Elementerne af gys og humor hænger godt sammen – og kan man acceptere, at Stitches er en blanding af klovn og massemorder, er plottet som sådan fint sat sammen med en historie, der jo nærmest giver sig selv. Skuespillet fra de irske teenagere er tilforladeligt, men komikeren Ross Noble tager kagen som Stitches. Her er en komiker, der forstår at spille på alle strenge, således at den fysiske komik hænger sammen med resten af filmens selvforståelse, uden at blive pinagtig eller alt for plat.
Tarm to say goodbye.
Alt i alt er Stitches en underholdende affære, der aldrig prøver at være andet end blodig, klam og morsom på en og samme tid. En mission, der sagtens kunne have været præsenteret som forældet og meget langt fra tidens trends. Det er den ikke i dette tilfælde, for indpakningen af Stitches er en slags tidløs homage til VHS tiden, som for mange af genrens fans er guldalderen for præcis denne type splatterkomedier. Det slipper man overordentlig godt af sted med - og derfor lander Stitches i den pænere ende af skalaen.

Score: