Anmeldelse: Eaten Alive.

Årgang: 1977
Tagline: “You Check In Alive... But Check Out Dead!”
Instruktør: Tobe Hooper.
Runtime: 91 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Texas Chainsaw Massacre' (1974), 'Killer Crocodile' (1989)

Anmeldt af Mark S. Svensson.

'Eaten Alive' er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

The Starlight er et faldefærdigt hotel, der bestyres af Judd (Neville Brand), har kun få kunder. Måske skyldes det beliggenheden eller ejerens voldsomme humørsvingninger. Eller også kan det skyldes den store krokodille, der lever bag hotellet. Men en mørk aften får The Starlight besøg, da en prostitueret (Roberta Collins), et ungt par (Marilyn Burns og William Finley) og deres barn (Kyle Richards), en far og hans datter (Mel Ferrer og Crystin Sinclaire) samt den sexgale Buck (Robert Englund) melder deres ankomst.

Det er ikke så få, der vil pege på Tobe Hoopers ‘The Texas Chainsaw Massacre’ (1974) som værende blandt deres absolutte favoritter, når det kommer til film, der er skabt til at ruske op i sin tilskuer. Med ‘Eaten Alive’ er Tobe Hooper ude i samme ærinde, som han var det med sin beskidte klassiker om den menneskemaskebeklædte motorsavsdræber Leatherface. Hoopers tredje spillefilm var eftersigende præget af problemer i produktionsfasen, hvor uenighederne mellem instruktøren og producerne skulle være blevet så store, at filmens fotograf eftersigende skulle have instrueret flere sekvenser i Hoopers fravær. Marilyn Burns fra TCM er tilbage i en mindre rolle, og derudover medvirker Robert Englund i en herligt slesk rolle. ‘Eaten Alive’ markerer også en forkærlighed for krokodiller, som Tobe Hooper lader til at have, og som han yderligere har dyrket i Crocodile (2000).

“Det smager af kirsebærsaft!”

Som nævnt er det ganske tydeligt, at ‘Eaten Alive’ bærer præg af en Tobe Hooper, der forsøger at vandre i sine egne fodspor ved at lave endnu en surrealistisk mareridtsfilm med et særpræget “larme” soundtrack samt en knivspids mere splat. Omgivelserne er de samme, hillbillyerne (eller i dette tilfælde primært en enkelt) er stadig skumle, og alt burde for så vidt være ved det gamle og deri ligger sandsynligvis problemet. Havde filmen afveget mere markant fra Hoopers foregående film, kunne han meget vel have undgået den sammenligning, der, som tingene står, er svær ikke at foretage. Det føles som om, at filmen er en smule desperat i sine virkemidler. Hvor TCM lever næsten udelukkende på sit udtryk og nærmest totale fravær af plot, lander filmen her mellem LSD-trip og traditionel gyserhistorie. Men skrigene er ufrivilligt skingre, tempoet ujævnt og tilskueren efterlades upåvirket. Udover at fortælle en historie om en familie, der fanges i et hus med en psykopat, hvilket har fungeret fint så mange gange før, og som Hooper er mesterlig til, har filmen også en sideløbende historie om dem, der leder efter de tilfangetagne, og disse scener trækker aggressivt filmen ned.

Judd er løst baseret på barejeren Joe Ball, som havde en krokodille, han blandt andet benyttede som underholdning for sine gæster.

Det er på mange måder en skam, at filmen ikke viser sig mere fængende, idet Neville Brand er en overbevisende enspænder, og hans karakter Judd er ganske seværdig. Han er tosset på den måde, som Rob Zombie har brugt det meste af sin karriere som instruktør på at dyrke. Ligeledes er Robert Englund underholdende ud over alle grænser i sin ondskabsfuldhed, der er så karikeret, at det er svært ikke at synes om. ‘Eaten Alive’ tager sig selv ganske alvorligt. Det er en grynet, rå film, og undertiden kan man sågar mærke Tobe Hoopers fornemmelse for spændingsopbygning og atmosfæriske billeder. Filmens effekter er sågar også fine et stykke ad vejen, men så er der lige den der krokodille... Skønt filmen er to år yngre end Spielbergs ‘Jaws’ (1975), og den forsøger at benytte sig af lignende tricks ved ikke at vise “monstret” for tidligt, er det katastrofalt for en film, der tager sig selv så seriøst, at dens irrelevante reptile islæt er så kluntet udført. Det havde klædt filmen helt at holde denne figur i mørket.

“Name's Buck... and I'm rarin' to fuck.”

‘Eaten Alive’ er svær ikke at have et lidt ambivalent forhold til, fordi den er så inkonsistent i sin tone. Det ene øjeblik emmer filmen af stiliseret grusomhed, og det næste er de stemningsmættede billeder erstattet af kønsløse detektivsekvenser, som hverken er velskrevne eller synderligt underholdende. Tobe Hooper har været en meget aktiv herre fra denne films fremkomst og helt frem til 2005, og selvom der er langt værre og mere udskældte film på hans repertoire, er der bestemt også langt bedre.

Score: