Anmeldelse: Dune (1984).

Årgang: 1984.
Tagline: “A place beyond your dreams. A movie beyond your imagination.”
Instruktør: David Lynch.
Runtime: 137 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Universal.
Link til filmen: IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘The Dark Crystal’ (1982), ‘Stargate‘ (1994), ‘Dark City’ (1998), ‘Blade Runner’(1982), ‘Strange Days’ (1995).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

I sin filmdebut spiller Kyle MacLachlan hertugsønnen Paul Atreides, der sendes til ørkenplaneten Arrakis af den galaktiske kejser. Rejsen er beregnet på at tage livet af familien, men kun faderen dræbes, og Paul må sammen med sin mor flygte ud i ørkenplanetens farlige omgivelser. Snart møder mor og søn en gruppe af rebeller, som har afventet den udvalgte, hvilket viser sig at være Paul, der nu tager kampen op mod den onde baron Vladimir Hardonnen (Kenneth McMillan) og kejseren.

Instruktør David Lynch har sagt om ‘Dune’, at han betragter den som det eneste deciderede fejltrin i sin karriere. Filmskaberen har sågar valgt at få sit navn fjernet totalt fra den forlængede udgave af filmen, som blev sendt i tv, og som indeholder yderligere uddybning af Frank Herberts komplicerede univers. ‘Dune’ blev i sin tid skabt i kølvandet på ‘Star Wars’ (1977), som Dino De Laurentiis så sit snit til at efterabe med sit eget sci-fi univers. Modsat George Lucas’ nu så velkendte eventyrfilm, floppede Laurentiis og Lynchs film i sådan en grad, at de to planlagte fortsættelser (baseret på ‘Dune Messiah’ og ‘Children of Dune’) blev annulleret. I den seneste tid har en anden version af ‘Dune’ været omtalt, nemlig den udgave som Alejandro Jodorowsky i begyndelsen af 70erne havde planer om at føre ud i livet med hjælp fra folk som H. R. Giger og Pink Floyd. Denne version skulle eftersigende have været planlagt til at foretage nogle store afvigelser fra Frank Herberts bog. Alt sammen er det beskrevet i dokumentarfilmen ‘Jodorowsky’s Dune’ (2013), som har modtaget stor ros fra en samlet anmelderskare.

Denne fine dragt gøre bæreren i stand til at genbruge sved og andre kropslige væsker... lækkert.

‘Dune’ har ikke det bedste omdømme, men har over tid vundet kultstatus og med god grund. Filmen skulle eftersigende følge forlægget ganske trofast. Det betyder også, at filmen skal indeholde en enorm mytologi på sine blot 2 timers spilletid. Således er der mange seere for hvem filmens omsiggribende univers har været for stor en mundfuld. Det er selvfølgelig tegn på, at filmen ikke er ubetinget vellykket i sin udførsel. Det forandrer i mellemtiden ikke, at David Lynchs film er enormt underholdend på sin helt egen særprægede måde. Filmens univers rammer et sted mellem science fiction og fantasy, fordi de inkorporerer både futurisme og mere bagudskuende elementer. Denne film indeholder nogle enormt smukke farvemættede billeder, noget i mine øre fantastisk musik (skabt af Toto) og nogle imponerende effekter. Alt sammen emmer det af 80erne, og det helt særlige udtryk perioden repræsenterer. Samtidig udebliver David Lynchs poesi ikke af denne film, men kommer eksempelvis til udtryk, idet han på sælsom vis beslutter at væve mellem figurernes tale og deres tanker, som ofte bliver hvisket i forlængelse af den tradtionelle dialog. Det flyder sammen og er til tider ganske smukt.

Kevin McMillans er så overspillende i sin ondskab, at det er umuligt ikke at blive underholdt.

Nogen skønhed er til gengæld ikke filmens skurk baronen (spillet af Kenneth McMillan), som er blevet udstyret med store bylder på hele den ene side af ansigtet. Han er en ganske tydelig antitese til Kyle MacLachlans figur Paul, som ved filmens begyndelse er lige så ung og uskyldig, som baronen er forvrænget og forstyrret. Lynch bevæger sig gerne i skyggelandet mellem det obskurt groteske og melodramaet, hvilket denne film ikke er en undtagelse på. Filmens historie om magtkampe falder hurtigt til siden for en mere personlig historie om hævn og menneskelig korruption. Mere atypisk er det for Lynch at beskæftige sig med action af denne kaliber, selvom også den del gives et særpræg - hvor ofte har man set våben, der affyres med det menneskelige stemmebånd? Filmen er egentlig velfortalt og er fyldt med spændende originale idéer: Problemet er blot, at den har så utrolig meget at fortælle, at det bliver umuligt for en seer at sluge. Under alle omstændigheder er det muligt at fraregne de dele af universet, man ikke kan magte og blot fornøje sig med den umiddelbare historie og set gennem disse øjne besidder filmen underholdningsværdi.

Sting var et af filmens store salgsargumenter.

På mange måder er ‘Dune’ en rodebunke af indtryk og stemninger, men selvom filmen beviser, at David Lynch befinder sig bedre i en anden type historier, sprudler filmen i sin fortællelyst, og det er svært ikke i en eller anden grad at holde af den. Lynch selv oplever filmen som et smerteligt minde. For os andre byder ‘Dune’ på en fornøjelig omgang hjernevridning kombineret med en smule camp og en passioneret fortæller, der, selv når han (efter eget udsagn) er dårligst, stadig er bedre og mere oprigtig end de fleste.

 Score: