Anmeldelse: Riddick.

Årgang: 2013.
Tagline: "Survival Is His Revenge."
Instruktør: David Twohy.
Runtime: 126 minutter (Unrated Directors Cut).
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma
Link tik filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: 'Pitch Black' (2000),  'The Chronicles of Riddick' (2004), 'The Chronicles of Riddick - Dark Fury' (2004).

Skrevet af Michael Sørensen.

Ham Riddick vil bare ikke dø. Manden med natsynet er røget i uføre med de Necromongers, som han befriede fra Lord Marshal i The Chronicles of Riddick. Riddick får hjemve og bliver sendt til sin hjemplanet…tror han. I stedet bliver han dumpet, efterladt og smidt væk med badevandet på en ubeboelig planet fyldt med klamme skorpioner på steroider og hyæner på størrelse med små heste. Det er i sandhed en skidt situation for vores helt, der falder over en lille bygning ude midt i ingenting, hvor han har mulighed for at kalde efter hjælp. Hjælpen består i dette tilfælde af to forskellig rumskibe. Det ene fyldt med blodtørstige lejemordere, der er helt bevidste om prisen på Riddicks hoved. Det andet rumskib er en samling soldater ledet af en mand fra Riddicks fortid. En mand, der vil gøre alt for at få et par sandheder ud af enmandshæren, der bare venter på at nogen kommer og redder ham – eller som minimum har et fungerende rumskib, der kan sende Riddick langt væk fra den menneskefjendske planet.

Riddick er sej – også selv om han lufter hunden.

Dette er David Twohys tredje skud i bøssen med Riddick. Twohy ramte plet med Pitch Black i 2000, som var en film der kombinerede gyset og sci-fi på en måde, der ikke rigtig var set lige så veludført siden Aliens. Pitch Black var skabt for ganske lidt penge, men med succesen kom der penge fra Hollywood – og snart var The Chronicles of Riddick er realitet. Man sprang fra klaustrofobisk gys til action med underfundige budskaber, der endte med at sætte filmen mellem to stole.  Ni år efter er Twohy så tilbage med Riddick – og her er alle elementer af historie, plot og fortællerlyst kastet på bålet og byttet ud med rendyrket action, der i virkeligheden minder mere om endnu en Resident Evil film i kunstnerisk udtryk, hvis den altså overhovedet er et sådant.

Et morderisk monster, der ikke vil dø – og et uhyre, der prøver at spise ham.

Med Riddick har Twohy skabt en banal actionfilm, der ikke rigtig bringer overraskelser eller twists. What you see, is what you get – og det kan man selvfølgelig leve med, hvis ikke det lige var fordi, at Riddicks scener blandt Necromongers er noget fortvivlende skrammel, der er lige dele selvhøjtideligt og sludder fra ende til anden. Forklaringen på de simple banaliteter, der er filmen Riddick, skal findes i at Twohy ligesom på Chronicles selv har stået for historie og screenplay, hvor Jim & Ken Wheat tog deres job som forfattere noget mere seriøst på Pitch Black.

Hvor mange af de her overlever? Du får ét gæt!

Men er det underholdende? Ja, for pokker. Man bliver aldrig træt af, at se Vin Diesel i de roller, hvor han er fuldkommen testosteronpumpet i både udseende og sprog. Selvfedhed og kynisme bliver sammenflettet i one-liners og hårdt pumpede actionscener, der kan tage pusten fra enhver sur filmanmelder. Måske er det tåbeligt, hjernedødt og taler til laveste fællesnævner, men det udelukker ikke publikum fra at blive underholdt. Man savner naturligvis et plot af en art, for idéen om at flygte fra en planet, kan virke lidt voldsomt som eneste naturlige plotpunkt i en film på over to timer, men de flyver alligevel af sted for tempoet fejler bestemt ikke noget. Så kunne man så lukke den her og stoppe brokken, men så nemt slipper Riddick og Twohy ikke.

Det trækker op til uvejr – af enhver slags!

Jeg er fan af Karl Urban. Han var syg i Dredd, elsker ham i serien Almost Human og hans rolle som Vaako i Chronicles of Riddick var lige i skabet. Derfor var det med armene hævet og jubel i stemmen en sand fornøjelse, at se Urban på plakaten og Vaako i starten af filmen. En begejstring, der hurtigt lagde sig, da Urban samlet set er med i cirka 30 sekunder af de 126 minutter.  Med andre ord er det et Vin Diesel one-man show, der kører for fuld skrald. Diesel er heldigvis så meget Riddick, at han sagtens kan bære filmen alene – til trods for en lille rolle til Katee Sackhoff (Starbuck fra Battlestar Galactica), der om ikke andet smider toppen i en enkelt scene, så husarerne har lidt at juble over, som en slags top på den kransekage af drengerøv og testosteron overload, som Riddick jo i virkeligheden er.

Score: