Søndags-Zombier 2: De levende døde i det Vilde Vesten #3.

I februar præsenterer Sørensen Exploitation Cinema stolt det nu tilbagevendende segment; Søndags-Zombier, som i løbet af måneden vil grave dybt i en zombie-subgenre og se på forskellige zombiefilm, som alle har noget helt særligt til fælles. I denne 2. sæson er overskriften "Levende døde i det Vilde Vesten", så den står på cowboys og indianere og naturligvis masser af zombier! 
THE BURROWERS, 2008. Af Jesper Pedersen.

Langt de fleste zombiefilmmagere følger i de fodspor, Romero første gang trådte med sin klassiker ‘Night of the Living Dead’. Siden 1968 har stort set alle zombier været vandrende lig i langsom forrådnelse og med strakte arme, sultne efter menneskekød. Instruktøren J. T. Petty skal anerkendes for med sin zombiewestern ‘The Burrowers’ at trække tråde til voodooreligionen, hvorfra zombiemyten stammer.

 

Burrow betyder som bekendt at grave, og titlen burrowers refererer til filmens insektlignende monstre, som bevæger sig under jorden, men indimellem popper op for at zombificere mennesker og dyr; det vil sige paralysere dem og begrave dem levende lige under jordoverfladen for efter noget tids “lagring” at spise indvoldene og drikke blodet, vel at mærke mens byttet endnu er levende.

Dét er fandeme klamt! Men det er også en utroligt fed idé, som oven i købet har tydelig inspiration fra virkelighedens insektverden, hvor eksempelvis edderkoppen mumificerer sit bytte i spindelvæv for at drikke dets friske blod. Foruden altså inspirationen fra afrikansk og haitiansk voodooreligion, hvor man mentes at paralysere folk og begrave dem levende for derefter at vække dem til “live” som zombieslaver.

I ‘The Burrowers’ forsvinder en nybyggerfamilie under mystiske og brutale omstændigheder. Et par lokale cowboys og en flok magtliderlige soldater fra kavaleriet drager ud i ukendt territorium for at finde familien, som de mener er blevet bortført af indianere. Og jo, der er da også indianere i området, men det er ikke dem, der er på krigsstien. Rollelisten prydes af selveste Clancy Brown, og desuden William Mapother og Doug Hutchison, som jeg i hvert fald husker for deres flotte præstationer i tv-serien ‘Lost’.

I dette univers formår J. T. Petty at fortælle en flot detaljeret og troværdigt nuanceret historie om hvide, røde og sorte, og om den natur, vi tærer på i vores naive tro på, at vi er øverst i fødekæden. Således levede graverne af bøfler og råvildt, indtil den hvide mand kom og tømte sletterne for føde. Hvem sagde skæbnens ironi?!

Det er ikke svært at forestille sig, at virkelighedens indianere har fortalt myter om the burrowers, men så vidt jeg kan se, har J. T. Petty selv været i gang med fantasien, og det er altså sejt og ikke mindst meget, meget troværdigt. ‘The Burrowers’ er baseret på samme instruktørs kortfilm ‘Blood Red Earth’, som netop fortæller historien fra en indianerstammes vinkel, og således spiller den godt op ad spillefilmen.

‘The Burrowers’ rundes i øvrigt genialt af med en version af vuggevisen ‘All the Pretty Little Horses’ indspillet til filmen af Grant Campbells hæst hviskende countrystemme og klimtende westernguitar. Den rolige melodi danner smuk kontrast til billedsiden, hvor et paralyseret, begravet barn ånder ud, mens han bliver fortæret af graverne. Så meget for en behagelig slutning!

‘The Burrowers’ er udkommet på dansk dvd under titlen ‘Demons Underground’. Den findes også i skrivende stund på streamingtjenesten Viaplay. Kortfilmen ‘Blood Red Earth’ kan findes på nettet, dog ikke under helt så lovlige omstændigheder.

Anmeldelse: Coonskin.

Årgang: 1975.
Tagline: “WARNING: This film offends everybody!”
Instruktør(er): Ralph Bakshi.
Runtime: 83 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘Heavy Metal’ (1981), ‘Idiots and Angels’ (2008), ‘Fritz the Cat’ (1972),  ‘Wizards’ (1977).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

‘Coonskin’ er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Få film har forårsaget så megen tumult som ‘Coonskin’. Filmselskabet Paramount tog den sågar af plakaten, da de modtog protester fra sorte aktivistgrupper, der mente, at den voldsomme historie om Harlems underverden var en krænkelse af den farvede befolkning. I dag har den misforståede satire fået oprejsning og præsenteres endeligt i sin ucensurerede form. Blandt filmens fans findes Quentin Tarantino og Spike Lee og instruktøren selv, Ralph Bakshi, anser Coonskin for at være sin bedste film.

I disse dage ser Ralph Bakshis næste film ‘Last Days of Coney Island’ til at være indenfor rækkevidde. Der findes endnu ikke megen information om den, men bliver den en realitet, er det den første spillefilm fra instruktørens hånd siden ‘Cool World’ (1992). Bakshis storhedstid, hvis man ser på mængden af produktioner, var i ‘70erne, hvor han påtog sig den opgave at gøre animationsfilm til et voksenmedie. Med sine mørke og kantede film provokerede han reaktioner ud af sit publikum, der elskede og hadede filmskaberen med omtrent lige stor ihærdighed.
Satiren synes at være et fællestræk for instruktørens film, men han har også beskæftiget sig med mere destillerede former for historiefortælling, hvilket den ambitiøse ‘The Lord of the Rings’ (1978) viser. Hans filmatisering af Tolkiens epos er et godt eksempel på de enorme udfordringer instruktøren tog på sig, da han var mest aktiv, og det har ikke nødvendigvis været til hans fordel kommercielt. Til gengæld byder instruktøren ofte på inciterende og stærkt stiliseret animation med masser af kant, hvilket man også må sige om ‘Coonskin’.

Få ting kan ødelægge et godt kollegialt samarbejde som en blondine med store bryster.

‘Coonskin’ beskæftiger sig med racisme og gør det på en uforbeholden måde, der gør, at den, sikkert særligt ved sin udgivelse, fuldt og helt levede op til taglinens løfte om, at alle ville blive fornærmede over indholdet. Filmen smider om sig med stereotyper og med et primært sort cast skulle man måske tro, at historien hovedsageligt kunne provokere denne gruppe, men nej. Ikke alene diskuterer figurerne “de hvide”, der gribes også fat i mainstreamkulturens (hvide) idoler.
Historien beskæftiger sig endvidere med sorte, som betaler sig fra at dræbe hvide mennesker samt hvide, der benytter sex og manipulation til at gengælde ondskaben. Filmen boltrer sig i galgenhumor, drab og lemlæstelser hvilket i sidste ende skildrer hele menneskeracen som grumme og voldelige. På den side kan man måske ligefrem påstå, at filmen er succesfuldt i sit forsøg på at gøre op med racismen: Vi er alle sammen lige nemme at korrumpere med penge og magt og således ikke så forskellige endda. Muligvis ikke nogen videre opløftende morale, men ‘Coonskin’ handler ikke nødvendigvis om moraler, men snarere om provokationer og opvækkelse til virkelighedens verden igennem filmfortællerisk hæmningsløshed.

“I got the devil in me, but it's the man you see.“ 

Filmen er fortalt med en blanding af traditionelle optagelser og 2D animation. Det meste af tiden holdes de to ting separat, men til tider mikses de to, og det fungerer ikke altid lige godt. Bakshi benytter animationen til at skubbe surrealismen langt ud over kanten, og det er, når ‘Coonskin’ er mest absurd, at den er bedst og LSD-trippene blodsudgydelser holdes der heldigvis ikke igen med. Alene filmens figurer er forrykte i deres udseende, og de situationer de bringes, i mindsker ikke sælsomheden. Filmens historie er dens største hæmsko, i det den er meget lidt håndgribelig, og i det hele taget er svær at få føling med.
Til trods for, at jeg kontinuerligt var engageret i filmen, er det efter endt gennemsyn at konstatere, hvad indholdets sammenhæng egentlig var. Der er utvivlsomt bidder af sammenhængende fortællinger, men filmen er i sin overordnede spilletid et noget kaotisk sammensurium af for mange karakterer og for løs en narrativ struktur.

Giver ny mening til udtrykket “narrefisse”.

David Lynch har forklaret om filmmediet, at det vigtigste er den gode idé. ‘Coonskin’ er om ikke andet, så i hvert fald en inspirerende idé og et mere interessant forsøg på at tackle racisme end mainstream film som ‘Crash’ (2004), som moraliserer omkring temaet mere end noget andet. Ralph Bakshis film er muligvis ufokuseret og skyder i mange retninger, men den er også fyldt med de øjeblikke der med deres absurditet og uforbeholdne grænsesøgen, ved filmens udgivelse gjorde den så kontroversiel og som også med nutidige øjne gør den seværdig, fordi den er flerlaget og nuanceret. ‘Coonskin’ puster til ilden i den evige diskussion om race, kriminalitet og fordomme. Filmen fremstiller ubønhørligt mængdevis af stereotyper for at understrege deres tåbelighed og sparker således til den intolerance, som eksisterer på begge sider af enhver forskellighed.

Score:

Anmeldelse: Spirits of the Dead.

Årgang: 1968.
Tagline: “Edgar Allen Poe's ultimate orgy!”
Instruktør(er): Roger Vadim, Louis Malle & Federico Fellini.
Runtime: 121 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘Don’t Look Now’ (1973), ‘Lost Highway’ (1997).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

‘Spirits of the Dead’ er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Spirits of the Dead (org: Histoires Extraordinaires) er en antologi instrueret af de tre instruktører Federico Fellini, Louis Malle og Roger Vadim og med en perlerække af kendte skuespillere som Brigitte Bardot, Alain Delon, Peter Fonda og Jane Fonda. I segmentet Metzengerstein (af Roger Vadim) spiller Oscar-vinderen Jane Fonda en jaloux og excentrisk grevinde, der slynges ind i et dystert drama af galskab, fortvivlelse, forbudt kærlighed og... død! William Wilson (af Oscar-nominerede Louis Malle) er historien om en sadistisk officer, der efter et liv bestående af tyranniske ugerninger drives til vanvid af sin dobbeltgænger. I Toby Dammit (af den 12-dobbelte Oscar-nominerede Federico Fellini) medvirker Terence Stamp som en filmstjerne på besøg i Rom, der snart fortaber sig selv i en labyrint af paparazzier, alkohol og storhedsvanvid.

Antologiens første film er af ‘Barbarella’ (1968) instruktøren Roger Vadim. Historien er kaldet ‘Metzengerstein’ og er baseret på Edgar Allan Poes fortælling af samme navn, som var den første af forfatterens historier til at blive udgivet. Manuskriptet er af Vadim selv og Pascal Cousin, som ikke har andet på cv’et som manuskriptforfatter. De to har ændret en del på historien, blandt andet ved at gøre hovedpersonen til en kvinde frem for en mand - sandsynligvis af æstetiske årsager. Hvad værre er, at de i arbejdet med at fortælle historien på en koncis måde fuldstændig har formået at undvige historiens finesser og i stedet har gjort den en smule svær at følge. ‘Metzengerstein’ burde ose af stemning, men selv med Jean Prodromides flotte soundtrack og de undertiden flotte billeder, som dog snarere er undtagelsen end reglen, udebliver påvirkningen. Segmentet er ikke æggende erotisk, sorthumoristisk morbid eller i det hele taget i stand til at opfylde nogle af de potentialer, der er til stede i forlægget. Man skulle ellers mene det muligt i det mindste at gøre filmen nærværende, når nu Jane Fonda leverer en yderst seværdig præstation i hovedrollen, men filmen går i sløjfe om sig selv på en måde, der ikke fremstår tilsigtet. Vadim har ikke held til på effektiv vis at sparke antologien i gang.

Jane Fonda stråler i den ellers noget tamme første del af antologien.

Jeg må sige, at mit kendskab til den næste instruktør er noget begrænset, idet hans ‘My Dinner with Andre’ (1981) er den eneste, der synes mig bekendt. Under alle omstændigheder er her tale om Louis Malle, der ligesom instruktøren af det sidste segment, bevæger sig på den kunstneriske side af filmmediet. Derfor er det ganske passende, at hans segment er ‘William Wilson’. Historien omhandler føromtalte William, der er et ganske modbydeligt barn. Han møder sin dobbeltgænger, som følger ham overalt og forhindrer ham i at gøre ondskabsfulde ting mod andre. Drengen bliver snart til mand og ser sig nødsaget til at gøre noget for at stoppe sin dobbeltgænger en gang for alle. Historien er fyldt med den type symbolik, som Poe, når han er bedst, mestrer så overlegent. Helt modsat ‘Metzengerstein’ er filmen her i stand til at tage novellens udgangspunkt og øge dramaet samtidig med, at der ekspanderes på ubehagelighederne. På samme tid bibeholder historien nogle symbolske lag, som yder forlægget respekt. Det er værd at notere sig, at Brigitte Bardot dukker op i en mindre rolle, og at denne del af antologien i det hele taget indeholder stor troværdighed; også i sine figurer: At den samtidig er underholdende på et mere umiddelbart plan, er naturligvis hele udgangspunktet for, at den øvrige fortælling bliver så interessant.

Lægestuderende der har taget lysten til at lære et skridt for langt.

Afslutningsvis byder Federico Fellini, som næppe behøver den store introduktion, på historien om ‘Toby Dammit’. Dette segment er baseret på Poes ‘Never Bet the Devil Your Head’, og den af de tre, der bevæger sig længst fra udgangspunktet. Terence Stamp påtager sig titelrollen, som en falleret skuespiller, der er taget til Italien for at indspille film, som han ikke har den store interesse i, men som han er blevet lovet en spritny ferrari for at medvirke i. Federico Fellinis film er ufravigeligt den stærkeste af de tre, der præsenteres på denne udgivelse. ‘Toby Dammit’ emmer af fortællemæssigt overskud og er en fornøjelse, når den slår sig løs, fordi den tumler med følelser som eufori, depression og uhygge, som alle vækker genklang hos tilskueren. Fellinis surrealistiske tilgang til mediet er uovertruffen. På samme måde som nogen vil kende det fra David Lynch, kan instruktøren skifte stemning og tone fra det ene øjeblik til det næste, og det gør at oplevelsen aldrig bliver kedsommelig. Nino Rota har i øvrigt leveret musikken til denne brillante lille fortælling, som på intelligent vis opdaterer og forener Poes pointer med sine egne. ‘Tony Dammit’ er ladet med artistisk overskud.

En djævel i tågen.

Det skorter ikke på smukke og farlige kvinder i ‘Spirits of the Dead’. I det hele taget holdes der ikke igen i nogle af de tre film, som antologien indeholder. Det er dog primært i 2 af filmene, at det er de rette steder, det filmfortælleriske snit lægges korrekt. Det er ærgerligt, at antologien indledes med den ringeste af de tre film, men samtidig er det bedre at slutte på toppen end at begynde der. Med ‘Spirits of the Dead’ får du tre Edgar Allan Poe fortolkninger for éns pris og når nu to af dem rammer plet, både som film og fortolkninger, er det svært at være skuffet, når tilskueren er blevet tildelt et sidste skummelt blik fra djævlen i tågen og Nino Rotas lette toner ledsager os ud af to timer, som mestendels er brugt i godt selskab.

Score:

Søndags-Zombier 2: De levende døde i det Vilde Vesten #2.

I februar præsenterer Sørensen Exploitation Cinema stolt det nu tilbagevendende segment; Søndags-Zombier, som i løbet af måneden vil grave dybt i en zombie-subgenre og se på forskellige zombiefilm, som alle har noget helt særligt til fælles. I denne 2. sæson er overskriften "Levende døde i det Vilde Vesten", så den står på cowboys og indianere og naturligvis masser af zombier! 
UNDEAD OR ALIVE, 2007. Af Jesper Pedersen.

Vesten var et vildt sted fuld af død, og når man smider de udøde oven i cowboyhatten, står ordspillene i kø. "Undeadwood", "The Quick and the Undead" eller som i titlen på søndagens zombiewestern-film: "Undead or alive". Det er komisk, ja, men det er også OK (sagt med ærkeamerikansk accent), for 'Undead or Alive' er en komedie. Eller en zombedy, som det jo kaldes.

Dette er manuskriptforfatteren Glasgow Phillips' første og hidtil eneste film som instruktør. Tilbage i 2002 var han fast medlem af forfatterstaben på South Parks sjette sæson, og desuden har han for nylig skrevet og produceret slasheren 'Smiley' (2012), hvis trailer blev lidt af et fænomen online. Andet er vist ikke værd at nævne om Glasgow Phillips, så man kan vel godt kalde 'Undead or Alive' et hovedværk.

'Undead or Alive' er en slags buddy-cowboy-film om den kejtede Luke og den smarte Elmer, som slår følge med hinanden efter at være brudt ud af den samme brumme. Sheriffen og hans folk er nu i makkerparrets sporebeklædte hæle, men de er faktisk mere interesserede i Luke og Elmer døde end levende. Lovens lange arm og hans højre hånd er nemlig blevet ofre for Apache-høvdingen Geronimos forbandelse over den hvide mand, som gør, at de der dør bliver vækket til live igen, sultne efter menneskekød.

Glasgow Phillips springer ikke i øjnene som en vanvittigt kompetent instruktør. Hverken når man ser hans film isoleret, eller, og måske i særdeleshed ikke, når man hører ham tale om produktionen i den halve times bag-om-dokumentar, som følger med på dvd'en. Han har dog været god til at uddele filmens roller til karismatiske og sjove folk med Chris Kattan i spidsen, og Brian Posehn i en stor birolle som familiefaderen Ben, som bliver indekstilfælde for zombie-epidemien.

'Undead or Alive' kommer godt fra start, med flere kontante jokes, som peger i retningen af spoof-komikken – den sjældne, velfungerende slags oven i købet. Der bliver gjort kærligt grin med et par western-klichéer, men filmen lader ikke sin handling løbe ud i sandet. Det eneste der mangler er sådan set Leslie Nielsen, men vi nøjes pænt med Brian Posehn. Efterhånden mister filmen desværre sin selvrefleksive, småintellektuelle charme og forfalder til platheder. 'Undead or Alive' er aldrig helt uden humor, men det bliver heller aldrig sjovere end de første fem minutter.

Glasgow Phillips nævner selv i ekstramaterialet, at zombierne ændrer karakter efter forgodtbefindende. Nogle er totalt hjernedøde, mens andre bevarer deres fulde personlighed og blot fremstår som uhumske kannibaler – derudover er der en masse mellemveje med zombier, som kan tale en smule eller ligefrem fægte. Det er noget pjat! Man må bestemme sig for det ene eller det andet, og få sin historie til at fungere på de valgte præmisser.

Horror-Unrated Retrospekt #4: Vi snakker med Ashleigh Gryzko fra den uhyggelige indie-gyser 'Grave Encounters'.

Efter 4 år har vi valgt at lukke og slukke for Horror Unrated. Med tiden fik vi hevet en hel del spændende og dybdegående interviews i hus, fra de store kendte horror stjerner til ukendte independent filmskabere. Personligt er jeg meget stolt over den række af interviews vi endte med at få på Horror Unrated, og enkelte står stadig som nogle helt unikke. Bl.a. interviewene med instruktøren af 'Don't Go in the Woods', James Bryan og David Winters - manden bag 'The Last Horror Film', som begge velvilligt satte sig til at scanne gamle billeder filmpris-certifikater ind til os som vi kunne bruge i artiklen. Og danske Heini Grünbaum som i 1999 lavede 'Flænset', gav sig rigtig god tid til virkelig at gå i dybden med sine svar. Den dag i dag er det så vidt vi ved, stadig det eneste interview der findes med ham på internettet.
Af forskellige årsager valgte vi at lukke for Horror Unrated d. 12. november 2013, og da undertegnede tidligere har været skribent for denne fantastiske blog, Sørensen Exploitation Cinema Proudly presents, valgte jeg og bloggens ejer at flytte de mange interviews over på bloggen så de kunne få nyt liv, og forhåbentlig blive læst og nydt af nye læsere.
- Claus Reinhold.

HORROR UNRATED: Hi Ashleigh and welcome to Horror Unrated. How are you doing?

Ashleigh Gryzko: I'm wonderful, I hope you are too!

HORROR UNRATED: Thank you, I am. Ashleigh, we’re here to talk about your latest movie, Grave Encounters where you play Sasha Parker, but how did you land this part?

Ashleigh Gryzko: I wasn't in town when they held the first round of auditions so I got a little camera, and had my family and friends help me shoot the audition (in a found-footage style) I thought it would be the perfect way to tape the audition. I sent it in, got a call back and found out I got the role a couple weeks later.

HORROR UNRATED: To my knowledge, this is your first horror film. But had you ever wanted do a horror film before Grave Encounters?

Ashleigh Gryzko: It’s my first feature length horror film but I've done a lot of horror shorts. I love doing horror because I believe it is one of the most challenging, demanding genres. You have to go to very dark places, put yourself through intense emotional circumstances, and you absolutely cannot get away with faking anything. You have to be there, you have to live it, otherwise you are not serving the story or the truths of your character.

HORROR UNRATED: Grave Encounters represents The Vicious Brothers’ first stab at feature length film making. Did you enjoy working with them and how did you perceive them as film makers?

Ashleigh Gryzko: It was a dream working with them, they were so involved in each moment, living the entire experience right along side of us. The incredible thing was how well they worked together, we called them the Two-headed Monster, cause when one got an idea they'd mold together and come out with flawless direction. These guys are going to be a force to be reckoned with in the industry. They are going to be huge.

HORROR UNRATED: In my opinion, you and the rest cast are very convincing in your roles. How did you prepare for the part and how did you and The Vicious Brothers work together on creating your character?

Ashleigh Gryzko: Bringing a character to life starts on the page, its all about story. I begin by dissecting the script, almost like a detective, discovering who my character is, what they need, and what their purpose is within the story. Then I begin to fill in the life, researching, using music, images, finding how they move, talk, what habits and body language they have developed over time. On the day, with all that work done, I just connect to the other characters, the environment, the circumstances and tell the truth. The Vicious Brothers actually put a lot of work into each character. On the day of our table read they gave each of us a big write up on who the characters are, what they like, their history and background, it was awesome. I think collectively, as a group, we really were able to embody every aspect of our characters, thanks to the extra creativity from the Vicious Brothers.

HORROR UNRATED: Many of the horror films in the found-footage genre are improvised when it comes to the acting. Did you also improvise a lot, or did you follow the script or how did you do it?

Ashleigh Gryzko: Oh yeah, we improvised a lot! I mean, we followed the story, but the dialogue itself was ever changing from moment to moment. The fear was palpable; the intensity was just there, so improv became an extension of the characters in the story.

HORROR UNRATED: I can’t help but wonder what it was like walking around in that old abandoned psychiatric hospital, because it certainly looked quite spooky.

Ashleigh Gryzko: It was truly horrifying. The place is haunted. I couldn't go anywhere alone. It got to the point where I would see something walk down the hall, and I'd have to pretend I wasn't seeing these things, so I could last the night of shooting with out losing it. My saving grace was that we wrapped at 7am, so by the time I went to sleep it was light outside, otherwise I don't think I would have slept at all.

HORROR UNRATED: So did you experience any real life paranormal phenomenon or other unexplainable things while shooting Grave Encounters?

Ashleigh Gryzko: Yes. So much! I saw things on a daily basis. I had to be very careful about not looking down hallways, or through windows. Weird technical things happened a lot too. We all did our best to keep calm when we weren't shooting, but I will tell you that the circumstances of the story, and the ones of us as actors shooting this film were almost too similar. When we were in between shooting a scene, Sean (Lance) looked at me and he goes, 'did you hear that?' I looked at him, his face was stone cold serious, then he said “I keep hearing a voice, saying Saaaasshhaaa.. Saaasshhaa” - he was dead serious, he wasn't trying to scare me. I was terrified. Then later on one of the last days of shooting, we were filming in the tunnels, it was just Sean, the Vicious Brothers and me. After we got the take, they turned the lights on and there was a blob of fake blood on the ground in front of me in the shape of a heart. It wasn't there when we started shooting the scene, and there was no fake blood anywhere near where we were either. Guess one of the ghosts really liked Sasha, haha.

HORROR UNRATED: So I take it you have come to believe in supernatural phenomenon or entities after those incidents?

Ashleigh Gryzko: You know, I always have. I've seen unexplainable things since I was a child. I'm pretty sure everyone has, even if they don't believe in what they saw. Do I think its trapped souls, or evil spirits? I don’t know, it could be, and it could be a number of mind bending phenomenon. I think life is a lot more intricate and incredible than we tend to think. Anything is possible.

HORROR UNRATED: Well, I guess you’re right, So, tell me about how the shoot went.

Ashleigh Gryzko: We did two day shoots I believe, the rest were night shoots, we'd arrive around 8 or 9 eat 'breakfast' and start getting things going around 10 or 11 and we'd shoot till 7 am. It was a lot easier to adjust to the night shoots that I expected. The energy was just so high and everyone was stoked everyday, so you wanted to be there. I had to be screaming and crying pretty much everyday, but somehow it didn't drain me, which that usually do. There were any serious set backs, some of the stunts ended up being more challenging than expected, but at the end of the day everything seemed to work out perfectly. One of my favorite memories from shooting, ahahha, it still makes me laugh so hard, we were shooting one of the scenes with us in the lobby, and one actor (I'm not gonna name names) kept falling asleep, which worked since our characters were exhausted, so this person was in and out of sleep throughout the wide shot. When they went into close ups, this actor perks right up and gets into the scene not knowing what was actually going on. It was adorable and hilarious, plus it suited that actor’s character flawlessly. A perfect unintentional choice, haha. In the trailer there's a scene where you can actually watch an example of it. I won't say which scene, but it’s priceless.

Ashleigh Gryzko: I think the hardest scene for me, simply because I felt I couldn't get to the emotional place I needed to, for whatever reason, was T.C.'s death, when we pushed the tub over and was gone. I got there eventually - it was just harder than expected. The other scene that was hard, because I had to be alone and I was really freaked out was the scene where I was in the room with the writing on the walls. It was very hard to be alone anywhere in that place.
As for the most enjoyable scene to shoot? Well, honestly I loved the entire shoot. There was one scene, that's not actually in the final cut of the film. Mackenzie and I were the ghost versions of our characters in a functioning ghost asylum.
Sean had to come up to us and we went nuts. It was so fun to shoot. Possibly because I got to wear a different outfit haha (I really hated my characters pants! Haha) As for a scene in the movie, well I'm not gonna lie - puking up blood was pretty fun!

HORROR UNRATED: Now that the film is out, how do you think the audiences and movie critics have received the film as a whole, but also your portrayal of Sasha?

Ashleigh Gryzko: From what I've seen, and the feedback I've gotten, people love it. I have people e-mailing and tweeting me from around the world. It’s really shocking and incredible. People have been saying very complimentary things to me about my performance and I'm just blown away and flattered more than I can say. One of my best friends just watched it the other night (she is my biggest critic) and she loved it, so I'm stoked.

HORROR UNRATED: That’s great to hear. So, will we be seeing you in a new horror movie in the future?

Ashleigh Gryzko: Yes you will! I'm sure you'll see me in every genre of film. It’s going be an eternity before I've had enough of any opportunity to create a life and tell a story on screen, regardless of genre. Plus my scream is way too good to not utilize, wouldn't you say?

HORROR UNRATED: Oh yes, I definitely will. Okay, I’ll round off this interview by saying thank you so much for your time Ashleigh and we’re looking forward to seeing you again.

Ashleigh Gryzko: Thanks for the opportunity to do this interview with Horror Unrated, Claus. I had a blast.

Anmeldelse: You’re Next.

Årgang: 2011. 
Tagline: "Hunt Sweet Hunt."
Instruktør: Adam Wingard.
Runtime: 95 minutter.
Medie: iTunes.
Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: 'The Strangers' (2008), 'Friday the 13th' (2009), 'The Purge' (2013).

Skrevet af Michael Sørensen.

Det velhavende ægtepar Paul og Aubrey har 35 års bryllupsdag. De inviterer i den anledning deres børn og svigerbørn til deres afsidesliggende sommerhus, for at blive fejret i ro og mag af deres nærmeste. Festlighederne starter som man måtte forvente, når en moderne familie bliver samlet – med stikpiller, bebrejdelser og konfrontationer, men det skal snart vise sig, at børnenes interne fnidder er familien Davisons mindste problem. En gruppe maskeklædte mordere er nemlig også på matriklen – og snart er bryllupsdagen en blodig affære.

Et får i ulveklæder. Det er Ba-h-h ikke i orden.

Home Invasion er det nye sort, når det kommer til gyserfilm. Frygten for at vi skal få den sidste bastion, vort allerhelligste, vores helle invaderet kan skræmme de fleste voksne mennesker fra vid og sans i den moderne verden. Det har filmmagerne taget til sig og You’re Next er seneste bud på, hvor voldsomt det kan føles, at få sit hjem invaderet af fremmede. Selv om ideen med maskebærende psykopater i folks hjem er set for nyligt i The Purge, som i mine øjne var en fantastisk film (anmeldt til fem kassetter her på siden), så er You’re Next et helt andet uhyre, der langt mere læner sig op af den klassiske slasher i billede såvel som udtryk og form. Faktisk smager det hele ret meget af Camp Crystal Lake i nye klæder, selv om man naturligvis mangler den ikoniske morder, der i denne film er fordelt på flere hænder. Rollerne i familien er tegnet elegant op. Man får hurtigt afklaret hvem der er irriterende, hvem der er løgnagtig og vigtigst af alt – hvem der er overleveren, der skal tage kampen op med de maskerede mordere.

The writings on the wall.

Historien i You’re Next er bygget simpelt op omkring et plot, der allerede meget tidligt i filmen signalerer, at angrebet på Familien Davisons hus langt fra er tilfældigt. Det kan man synes er ærgerligt, da elementerne af overraskelse og uhygge hurtigt bliver lidt mere forudsigeligt, når man fornemmer, at planlægningen af invasionen ikke bare er udtænkt af psykopatmordere, der bare vil slå ihjel fordi de kan. Strategien er faktisk ret tydeligt for alle, der har set denne type slashere før – og selv om det hele er lækkert udført og pakket ind, så har man allerede en god idé om, hvad der sker i sekunderne før et familiemedlem mister livet til en maskeklædt morder. Det hele går så fra skidt til værre allerede i midten af filmen, hvor forfatter til filmen Simon Barrett beslutter, at vise hele sin hånd – og lægge alle elementer af overraskelse væk - ved at give hele plottet væk på et alt for tidligt tidspunkt i historien. Man kan argumentere for, at der også kan være en værdi i, at en films publikum ved noget, som filmens hovedpersoner ikke ved, men lige med denne type gysere fungerer det krumspring slet ikke. Det gør om muligt resten af filmen endnu mere forudsigelig, hvilket er synd og skam, for netop uvisheden og det sidste plottvist er jo oftest gyserfilmens største force.

En smuk kvinde med et blodigt våben. Hvad mere kan man økse sig?

Når forudsigeligheden så er ude af posen, må man alligevel give instruktør Adam Wingard en del ros for sit arbejde. Det er nemlig enormt hyggeligt, at se denne type slashere i nye klæder, for You’re Next er en slags homecoming for den traditionelle slasher, hvor det nærmest er hyggeligt, at se familien blive hugget, stukket og skudt på alskens forskellige måder. Alene maskerne sender publikum ud af stuens mørke og tilbage til videobutikkernes støvede hylder, hvor VHS-filmenes forsider konkurrerede om kap med hinanden om horrorfolkets gunst.
Det hele er en slags throwback til en tid, hvor man sagtens kunne leve med, at det hele var set før – så længe at mordene kom i et blodigt tempo, der gjorde at man ikke skulle tænke så meget over tingene. Det skal man heller ikke med You’re Next – og er man i stand til at bare nyde filmen for underholdningens skyld, så er det et glimrende bud på en gyser, der ikke kræver det store af sit publikum.

score: