Anmeldelse: Coonskin.

Årgang: 1975.
Tagline: “WARNING: This film offends everybody!”
Instruktør(er): Ralph Bakshi.
Runtime: 83 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘Heavy Metal’ (1981), ‘Idiots and Angels’ (2008), ‘Fritz the Cat’ (1972),  ‘Wizards’ (1977).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

‘Coonskin’ er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Få film har forårsaget så megen tumult som ‘Coonskin’. Filmselskabet Paramount tog den sågar af plakaten, da de modtog protester fra sorte aktivistgrupper, der mente, at den voldsomme historie om Harlems underverden var en krænkelse af den farvede befolkning. I dag har den misforståede satire fået oprejsning og præsenteres endeligt i sin ucensurerede form. Blandt filmens fans findes Quentin Tarantino og Spike Lee og instruktøren selv, Ralph Bakshi, anser Coonskin for at være sin bedste film.

I disse dage ser Ralph Bakshis næste film ‘Last Days of Coney Island’ til at være indenfor rækkevidde. Der findes endnu ikke megen information om den, men bliver den en realitet, er det den første spillefilm fra instruktørens hånd siden ‘Cool World’ (1992). Bakshis storhedstid, hvis man ser på mængden af produktioner, var i ‘70erne, hvor han påtog sig den opgave at gøre animationsfilm til et voksenmedie. Med sine mørke og kantede film provokerede han reaktioner ud af sit publikum, der elskede og hadede filmskaberen med omtrent lige stor ihærdighed.
Satiren synes at være et fællestræk for instruktørens film, men han har også beskæftiget sig med mere destillerede former for historiefortælling, hvilket den ambitiøse ‘The Lord of the Rings’ (1978) viser. Hans filmatisering af Tolkiens epos er et godt eksempel på de enorme udfordringer instruktøren tog på sig, da han var mest aktiv, og det har ikke nødvendigvis været til hans fordel kommercielt. Til gengæld byder instruktøren ofte på inciterende og stærkt stiliseret animation med masser af kant, hvilket man også må sige om ‘Coonskin’.

Få ting kan ødelægge et godt kollegialt samarbejde som en blondine med store bryster.

‘Coonskin’ beskæftiger sig med racisme og gør det på en uforbeholden måde, der gør, at den, sikkert særligt ved sin udgivelse, fuldt og helt levede op til taglinens løfte om, at alle ville blive fornærmede over indholdet. Filmen smider om sig med stereotyper og med et primært sort cast skulle man måske tro, at historien hovedsageligt kunne provokere denne gruppe, men nej. Ikke alene diskuterer figurerne “de hvide”, der gribes også fat i mainstreamkulturens (hvide) idoler.
Historien beskæftiger sig endvidere med sorte, som betaler sig fra at dræbe hvide mennesker samt hvide, der benytter sex og manipulation til at gengælde ondskaben. Filmen boltrer sig i galgenhumor, drab og lemlæstelser hvilket i sidste ende skildrer hele menneskeracen som grumme og voldelige. På den side kan man måske ligefrem påstå, at filmen er succesfuldt i sit forsøg på at gøre op med racismen: Vi er alle sammen lige nemme at korrumpere med penge og magt og således ikke så forskellige endda. Muligvis ikke nogen videre opløftende morale, men ‘Coonskin’ handler ikke nødvendigvis om moraler, men snarere om provokationer og opvækkelse til virkelighedens verden igennem filmfortællerisk hæmningsløshed.

“I got the devil in me, but it's the man you see.“ 

Filmen er fortalt med en blanding af traditionelle optagelser og 2D animation. Det meste af tiden holdes de to ting separat, men til tider mikses de to, og det fungerer ikke altid lige godt. Bakshi benytter animationen til at skubbe surrealismen langt ud over kanten, og det er, når ‘Coonskin’ er mest absurd, at den er bedst og LSD-trippene blodsudgydelser holdes der heldigvis ikke igen med. Alene filmens figurer er forrykte i deres udseende, og de situationer de bringes, i mindsker ikke sælsomheden. Filmens historie er dens største hæmsko, i det den er meget lidt håndgribelig, og i det hele taget er svær at få føling med.
Til trods for, at jeg kontinuerligt var engageret i filmen, er det efter endt gennemsyn at konstatere, hvad indholdets sammenhæng egentlig var. Der er utvivlsomt bidder af sammenhængende fortællinger, men filmen er i sin overordnede spilletid et noget kaotisk sammensurium af for mange karakterer og for løs en narrativ struktur.

Giver ny mening til udtrykket “narrefisse”.

David Lynch har forklaret om filmmediet, at det vigtigste er den gode idé. ‘Coonskin’ er om ikke andet, så i hvert fald en inspirerende idé og et mere interessant forsøg på at tackle racisme end mainstream film som ‘Crash’ (2004), som moraliserer omkring temaet mere end noget andet. Ralph Bakshis film er muligvis ufokuseret og skyder i mange retninger, men den er også fyldt med de øjeblikke der med deres absurditet og uforbeholdne grænsesøgen, ved filmens udgivelse gjorde den så kontroversiel og som også med nutidige øjne gør den seværdig, fordi den er flerlaget og nuanceret. ‘Coonskin’ puster til ilden i den evige diskussion om race, kriminalitet og fordomme. Filmen fremstiller ubønhørligt mængdevis af stereotyper for at understrege deres tåbelighed og sparker således til den intolerance, som eksisterer på begge sider af enhver forskellighed.

Score: