2. feb. 2014

Søndags-Zombier 2: De levende døde i det Vilde Vesten #1.


I februar præsenterer Sørensen Exploitation Cinema stolt det nu tilbagevendende segment; Søndags-Zombier, som i løbet af måneden vil grave dybt i en zombie-subgenre og se på forskellige zombiefilm, som alle har noget helt særligt til fælles. I denne 2. sæson er overskriften "Levende døde i det Vilde Vesten", så den står på cowboys og indianere og naturligvis masser af zombier! 
GALLOWWALKERS
, 2012. Af Jesper Pedersen.


Jeg har hørt en del om ‘Gallowwalkers’ i løbet af det sidste års tid, men endnu ikke ét pænt ord. En zombiedræbende western-version af Wesley Snipes med dreadlocks og seksløber er åbenbart ikke noget, der tiltaler folk. Når man hører så meget skidt om en film, sker der jo ofte det, at forventninger daler proportionelt, og det kan vise sig at være til filmens fordel. Tillad mig at være den første til at anbefale ‘Gallowwalkers’!


Første gang man hørte om ‘Gallowwalkers’ var tilbage i 2005, hvor den gik under navnet ‘The Wretched’, og havde Chow Yun Fat i hovedrollen. Læser man synopsis fra dengang kan man genkende detaljer fra den endelige version, men det er tydeligt, man dengang har haft en mere konventionel zombiefilm i tankerne. Af producenterne blev ‘The Wretched’ beskrevet som ‘A Fistful of Dollars’ møder ‘Dawn of the Dead’.
‘Gallowwalkers’ endte med at blive en anden film med et lidt mere originalt tag på zombierne og ikke mindst en helt anden hovedrolleindehaver, som faktisk blev årsag til filmens mange år i production hell. Det var nemlig i høj grad på grund af Wesley Snipes’ fængselsdom i en sag om skattesnyd, at ‘Gallowwalkers’ først kunne få premiere i 2013, selvom produktionen begyndte helt tilbage i 2007.Wesley Snipes spiller den ensomme og mystiske rytter Aman, som søger hævn for at en gruppe lovløse, anført af den ubehagelige Kansa, har voldtaget og dræbt hans elskede. Aman har egentlig allerede fået sin hævn og skudt de lovløse, mens de sad hjælpeløse bag tremmer, men på mystisk vis er de døde vendt tilbage til livet. De fleste af dem i hvert fald, for af én eller anden grund forbliver Kansas søn stendød, og dermed er Kansa utilfreds!

Disse levende døde, gallowwalkers eller galgegængere som en lynhurtig oversættelse kunne lyde, er ikke hjernedøde kadavre, som vi kender dem. De tænker og taler, og for at skjule deres forrådnede ansigter bærer de masker, eller iklæder sig huden fra folk, de slår ihjel på deres vej. I denne detalje lægger en del gode visuelle idéer: én har taget slangeskind på baghovedet, og muskelbundtet Skullbucket har en jernspand med skarpe klinger over sit deforme fjæs.Et par ord skal naturligvis også lyde om filmens store stjerne: Wesley Snipes. Sjovt nok er han det mindst gode ved filmen. Det er umiddelbart nærliggende at trække tråde til “glansrollen” som the daywalker Blade, hvor Wesley Snipes dræber en anden form for levende døde, og som handlingen i 'Gallowwalkers' skrider frem bliver tråden faktisk kun stærkere. Der er dog gode chancer for, at filmen kunne have fået en blidere medfart og fremstået som mere original, hvis man havde valgt en mere ukendt hovedrolleindehaver. Om ikke andet kunne den have fået en hurtigere distribution!
Jeg vil som sagt gerne driste mig til at anbefale ‘Gallowwalkers’. Den er ikke rendyrket zombie-western, men den drejer genren i en retning, som giver mening i forhold til historien og western-universet. Visuelt er der guf nok til, at man burde være underholdt i halvanden time, og instruktøren Andrew Goth har styr på sin western-æstetik. På grund af dens dårlige ry havde jeg på forhånd afskrevet ‘Gallowwalkers’ som billig b-films action, men den skal have point for sine spændende twists og ikke mindst for at være en teknisk flot film.

‘Gallowwalkers’ udkommer på dansk dvd og blu-ray i denne måned. I skrivende stund kan den også findes på Netflix US.
PS: Hende her er osse med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar