Anmeldelse: Saw.

Årgang: 2004.
Tagline: “Every piece has a puzzle.”
Genre: Horror, Splatter, Saw. 
Instruktør: James Wan.
Runtime: 103 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox.
Link til filmen: IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Abominable Dr. Phibes' (1971), 'Se7en' (1995), 'Saw IV' (2007), 'Saw VI' (2009), 'The Collector' (2009).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

To mennesker vågner op i et kælderrum og begynder at lede efter spor, der kan lede dem ud af den redelighed, de er landet i. De to kender imidlertid ikke hinanden, og mistroen fremviser snart sit grimme ansigt. Mens de to kæmper for at finde en udvej, er en politimand (Danny Glover) blevet godt træt af at være et skridt bag den ondskabsfulde morder Jigsaw, og han beslutter sig for at gøre en ende på hans morderiske mysterier en gang for alle.

Det kan være nemt at glemme, hvor “Saw” begyndte. Hvad de fleste nu forbinder med en endeløs række af opfindsomme torturredskaber, startede i den første film om Jigsaw, som en noget mindre fortælling. De to idémænd bag filmen, James Wan og Leigh Whannell, startede med en simpel idé: To mennesker der hver især har vist foragt for livet, er låst nede i et kælderrum og skal kæmpe for at genvinde deres ret til livet. Et udgangspunkt som er forblevet filmens centrum. Ved at trække skurkens bevæggrunde i front af fortællingen tilføres filmen en kant, som er meget væsentlig. Ikke alene det men det gør også fortællingen mørkere og mere intens, fordi den vækker overvejelser om ødselhed og livsforagt. Tobin Bell er blevet synonym med filmserien og bærer  også dette første kapitel med sin mørke og ofte manipulerede røst. Det er i højere grad de mørke understrømme, som Jigsaw repræsenterer, der skubber filmen fremad end de lidt fortegnede “helte”, som forsøger at redde livet.

Sekvensen her blev oprindeligt lavet som kortfilm for at pitche idéen til ‘Saw’ og kan ses på blu-rayens ekstramateriale.

Der hviler en kold atmosfære over den oprindelige “Saw” film, som er uforlignelig og utvivlsomt er en af årsagerne til, at filmen taler til så stort et publikum. Selvom filmen hverken er tung på platte chokeffekter eller er noget mesterligt eksempel på opbygning af stemning, foregår en anden udvikling i filmen, som er lige så kraftfuld. Gennem en stil, som muligvis er dikteret af et lavt budget, ender “Saw” med at have en meget klar tone, der er underbygget af den hektiske, håndholdte stil. Med andre ord kan begrænsninger til tider være en fordel, fordi det gør bedre og mere holdbare idéer nødvendige. Således efterlades seeren ikke med det indtryk, at filmens drejninger er for beregnende. Tværtimod virker historien grundlæggende holdbar og er et godt fundament for filmen. Det er i den forbindelse meget morsomt, hvor meget nogle af seriens senere kapitler har glemt at få historien med, når mængden af blodige detaljer i denne første film egentlig ikke er så fyldig. Slet ikke når den måles i mod historien, mystikken og særheden, som utvivlsomt er det mest centrale element her.

Det første kig på den ikoniske klovnedukke, som repræsenterer Jigsaw.

Leigh Whannell og Cary Elwes giver tilskuerne karakterer at sympatisere med. Selvom deres fejlbarligheder som mennesker fremvises ganske uforbeholdent (og ret karikeret), fungerer det for filmens pointe og leder frem til et klimaks, der besidder en råhed, der hæver filmen et ekstra stykke. At den så kører lige lovlig længe rundt i flashbacks (en tendens der forværredes i senere kapitler), er tilgiveligt. Filmen er enormt underholdende og får grundet sin kantede skurk tilført nogle dimensioner til genren, som ikke er unikke, men som minimum er velfortalte og anderledes for en så ny gyser. Helt modsat ‘Hostel’, som ‘Saw’ filmene af visse anmeldere sættes i bås med under det misvisende “torturporno” term, er her mere at komme efter end ligegyldigheder udviklet fra et spændende koncept. Det eneste, de to ettere har tilfælles, er i mine øjne, at filmene begge har langt mindre gore, end førnævnte terminologi får det til at fremstå som. Bortset herfra er filmene vidt forskellige, idet Eli Roths ‘Hostel’ er fyldt med usympatiske karakterer, er kluntet opbygget og har et pay-off, man ikke kunne være mere ligeglad med, mens ‘Saw’ modsat er overordnet velfungerende med fejlbarligheder, der skubbes til siden af en spændende udfoldelse af en god præmis.

“Bare Dr. Phil ikke medvirker i en parodi af denne scene om nogle år!”

Et moderne horror-mesterværk er ‘Saw’ ikke. Ikke desto mindre er den lille klaustrofobiske film en vellavet størrelse, der har kant, men i undertegnedes øjne gerne måtte have taget sit koncept endnu længere og øget klaustrofobien ved at vise os mindre af de omkringliggende omstændigheder. James Wans filmiske gennembrud skaber meget ud af lidt. De budget- og tidsmæssige begrænsninger, som filmen er lavet under, vidner om, at gode idéer fortalt på antydende vis stadig kan værdsættes af et bredt publikum og skabe et fænomen.

Score: