16. feb. 2014

Søndags-Zombier 2: De levende døde i det Vilde Vesten #3.

I februar præsenterer Sørensen Exploitation Cinema stolt det nu tilbagevendende segment; Søndags-Zombier, som i løbet af måneden vil grave dybt i en zombie-subgenre og se på forskellige zombiefilm, som alle har noget helt særligt til fælles. I denne 2. sæson er overskriften "Levende døde i det Vilde Vesten", så den står på cowboys og indianere og naturligvis masser af zombier! 
THE BURROWERS, 2008. Af Jesper Pedersen.


Langt de fleste zombiefilmmagere følger i de fodspor, Romero første gang trådte med sin klassiker ‘Night of the Living Dead’. Siden 1968 har stort set alle zombier været vandrende lig i langsom forrådnelse og med strakte arme, sultne efter menneskekød. Instruktøren J. T. Petty skal anerkendes for med sin zombiewestern ‘The Burrowers’ at trække tråde til voodooreligionen, hvorfra zombiemyten stammer.
 

Burrow betyder som bekendt at grave, og titlen burrowers refererer til filmens insektlignende monstre, som bevæger sig under jorden, men indimellem popper op for at zombificere mennesker og dyr; det vil sige paralysere dem og begrave dem levende lige under jordoverfladen for efter noget tids “lagring” at spise indvoldene og drikke blodet, vel at mærke mens byttet endnu er levende.
Dét er fandeme klamt! Men det er også en utroligt fed idé, som oven i købet har tydelig inspiration fra virkelighedens insektverden, hvor eksempelvis edderkoppen mumificerer sit bytte i spindelvæv for at drikke dets friske blod. Foruden altså inspirationen fra afrikansk og haitiansk voodooreligion, hvor man mentes at paralysere folk og begrave dem levende for derefter at vække dem til “live” som zombieslaver.
I ‘The Burrowers’ forsvinder en nybyggerfamilie under mystiske og brutale omstændigheder. Et par lokale cowboys og en flok magtliderlige soldater fra kavaleriet drager ud i ukendt territorium for at finde familien, som de mener er blevet bortført af indianere. Og jo, der er da også indianere i området, men det er ikke dem, der er på krigsstien. Rollelisten prydes af selveste Clancy Brown, og desuden William Mapother og Doug Hutchison, som jeg i hvert fald husker for deres flotte præstationer i tv-serien ‘Lost’.
I dette univers formår J. T. Petty at fortælle en flot detaljeret og troværdigt nuanceret historie om hvide, røde og sorte, og om den natur, vi tærer på i vores naive tro på, at vi er øverst i fødekæden. Således levede graverne af bøfler og råvildt, indtil den hvide mand kom og tømte sletterne for føde. Hvem sagde skæbnens ironi?!

Det er ikke svært at forestille sig, at virkelighedens indianere har fortalt myter om the burrowers, men så vidt jeg kan se, har J. T. Petty selv været i gang med fantasien, og det er altså sejt og ikke mindst meget, meget troværdigt. ‘The Burrowers’ er baseret på samme instruktørs kortfilm ‘Blood Red Earth’, som netop fortæller historien fra en indianerstammes vinkel, og således spiller den godt op ad spillefilmen.
‘The Burrowers’ rundes i øvrigt genialt af med en version af vuggevisen ‘All the Pretty Little Horses’ indspillet til filmen af Grant Campbells hæst hviskende countrystemme og klimtende westernguitar. Den rolige melodi danner smuk kontrast til billedsiden, hvor et paralyseret, begravet barn ånder ud, mens han bliver fortæret af graverne. Så meget for en behagelig slutning!
‘The Burrowers’ er udkommet på dansk dvd under titlen ‘Demons Underground’. Den findes også i skrivende stund på streamingtjenesten Viaplay. Kortfilmen ‘Blood Red Earth’ kan findes på nettet, dog ikke under helt så lovlige omstændigheder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar