Top 10: Bedste horror-film i 2013.

Lad os bare starte med at slå fast: 2013 var et fremragende år for horror-genren! Vi blev forkælet med onde originale værker, beskidte indie perler, funklende fortsættelser, veldrejede re-makes og sprælske nyfortolkninger. Det er faktisk længe siden, at det har været så svært at udvælge de 10 film til den årlige liste over de bedste gys. Især rækkefølgen har været en prøvelse. Erfarne instruktører som James Wan og Rob Zombie leverede varen og det var helt tydeligt, at det nye kuld af genreinstruktører var  blevet bedre til deres fag. Med folk som Fede Alvarez, Adam Wingard og The Soska Sisters i front ser fremtiden interessant ud for fans af gys og gru.

* Husk at du kan se en komplet oversigt over Top 10 listerne ved at klikke her.

Skrevet af Allan Sørensen.

10. Insidious: Chapter 2.
2013 var på mange måder James Wan's år. Han gav os hele to store horror-film og begge blev store økonomiske succeser. Det ser man ikke så tit. Og jeg kan da også godt afsløre, at James Wan finder vej til denne Top 10 to gange...
Første gang er det med 'Insidious: Chapter 2',  forsættelsen til 'Insidous' fra 2010. Jeg var tæske vild med den første! Det var en fremragende horror-film der gik helt bananas i sit sidste akt og jeg elskede det. Der var dog også en del plothuller og punkter der forblev uforklarede og uforløste i det første kapitel. Alt dette bliver der rettet op på i 'Insidious: Chapter 2'.
De to film er helt uadskillelige, og du SKAL ha' set den første for at få noget som helst ud af kapitel to . Se helst begge film back-to-back og jeg vil næsten garantere dig, at du vil syntes bedre om begge film bagefter. Hvorfor er 'Insidious: Chapter 2' så ikke højere oppe på listen? Den mangler desværre noget af den første films fandenivoldskhed og uforudsigelighed. Den er er simpelthen ikke lige så uhyggelig og underholdende. Også savner vi altså den vægkravlende Darth Maul aka The Lipstick-Face Demon fra Chapter 1.

In my line of work things tend to happen when it gets dark.

9. Hotel Inferno.
Det italienske filmkollektiv Necrostorm er altid garant for vanvittig og super splattet underholdning. Man ved aldrig helt hvad man får når man sætter sig til rette med en af deres kreationer. Necrostorm er nærmest Europa's svar på TROMA - og de er stolte af det! Necrostorm tidligere film tæller 'Taeter City' og 'Adam Chaplin' - i sidstnævnte følger vi en dræbermaskine af en He-man klon på crack, i et über-voldsomt Manga-univers, hvor han kampdræber sig igennem alt og alle for slå næverne i sit Nemesis. Så har I lige som en ide om hvor vi er henne.... Her er ingen substans eller noget nævneværdigt plot, og skuespillet er stort set ikke eksisterende. Hvad der gør Necrostorm's film underholdende er altså ikke de klassiske parameter for en god film - nej, det er vildskaben, viljen og entusiasmen som sammen med blod og afhuggede lemmer strømmer ud af skærmen, der gør filmene værd at se. Det samme gør sig gældende i deres nyeste af slagsen - 'Hotel Inferno'.
'Hotel Inferno' er ekstremt voldelig - og her mener jeg altså virkelig ekstremt voldelig. De fleste scener er dog så overdrevene og kulørte, at de opnår en tegneserieagtig fremtoning som gør at man noget nemmere kan distancere sig fra lemlæstelserne. Det er næsten ren Looney Tunes, The Coyote vs The Road Runner i nogle scener - så overdrevne er de. Det er med andre ord temmelig barnligt, samtidig med at det virkelig ikke er noget du har lyst til at vise dine børn! Til gengæld er der andre scener som er decideret forfærdelige i deres grusomhed, og skelsættende realistiske at overvære. 'Hotel Inferno' er filmet 100% i POV (Point of view) og det er første gang at jeg har oplevet dette. Overaskende nok, så virker det altså rigtig godt. Man ser ikke filmen, man oplever den. Og illusionen af at du selv er hovedpersonen, den er faktisk temmelig overbevisende. Når alt kommer til alt, så er 'Hotel Inferno' dog "bare" en splatterfilm - men sikken én! 

Do you think that you are the only killer in that hotel?

8. You're Next. 
Hvorfor gøre det mere indviklet end det er? Hvem kan ikke lide en god gammeldaws slasherfilm med et ordenligt vognlæs popcorn i bøtten, cola i kæften og kæresten i armen. Det er lige præcis hvad man får med Adam Wingard's 'You're Next'. Vi har her at gøre med en godt pacet home invasion horror-film, med masser af ofre, fælder, blod, våben og en charmende og hårdtslående final girl. I 'You're Next' møder vi møder familen Davis, der er samlet for at fejre forældrenes bryllupsdag, da de pludselig og uden varsel kommer under angreb af en flok sortklædte psykopater i hvide dyremasker, bevæbnet med økser, knive, bue og pil. Hvem gemmer sig bag maskerne og hvad vil de? Den blodige familiesammen er krydret med et super lækkert 80'er soundtrack, der leder tankerne hen på Carpenter's mest ikoniske film som 'Halloween' og 'The Thing'. Det her er 'Home Alone' for voksne og hold nu kæft hvor er det altså en underholdende film.

Grab anything that might make a good weapon!

7. The Conspiracy.
'The Conspiracy' er bygget op som en found footage film, en teknik som vi efterhånden kender alt for godt, da det er noget rigtig mange instruktører med begrænsede budgetter, anvender. Heldigvis fungerer found footage-teknikken rigtig godt i denne film. Teknikken er i 'The Conspiracy' med til at opbygge både historie og stemning på en yderst effektiv og troværdig måde. På den måde går det ikke bare hen og bliver en gimmick, eller en måde at spare penge på - teknikken bliver rent faktisk en fordel for filmens troværdighed. Dette er måske nok en af de bedste found footage film siden 'The Blair Witch Project' og 'Cloverfield'.
'The Conspiracy' er velfortalt og skuespillet er langt bedre end man måske lige forventer af en lavbudgetssag som denne. Aaron Poole og James Gilbert er yderst overbevisende som henholdsvis Aaron og Jim, de to fyre der kommer alt for tæt på sandheden om en hemmelig og magtfuld loge. Pludselig er de to dokumentarfolk ude på dybt vand, alt imens nættet strammes ubehjertigt til. Var du lidt pjattet med Ben Wheatley's 'Kill List' og Kubrick's 'Eyes Wide Shut', så vil du elske denne film.

We are slaves.

6. The Conjuring.
2013 var året hvor det gode gamle gys vendte tilbage til det store lærred i biograffernes mørke. Og det var især James Wan's 'The Conjuring' der træk det danske publikum til sig. 'Nattens Dæmoner', som den meget opfindsomt kom til at hedde herhjemme, er en klassisk gyser i ordets bedste forstand. Solid historiefortælling, høj production-value, godt skuespil, et par virkelig skræmmende øjeblikke, og i det hele taget en rigtig god blanding in-your-face-chok og uhygge, bygget op omkring stemningen i huset og den hjemsøgte familie.
Desværre stod den også på masser af slidte og overbrugte virkemidler for få nye ideer og en klichefyldt historie der alt sammen gjorde, at jeg personligt aldrig blev helt så grebet af filmen som så mange andre (læs eventuelt Michael's anmeldelse her). En fin 6.plads på denne top 10 fortjener filmen dog stadig, for det er uden tvivl et fremragende stykke håndværk og vi fik endelig en gyserfilm der formåede at hive sit publikum i biffen. Mere af den slags tak!

The devil exists. God exists. And for us, as people, our very destiny hinges on which we decide to follow.

5. American Mary.
De to Soska søstre begynder at ligne noget der er værd at holde øje med. Oven på deres instruktør-debut, den meget ujævne 'Dead Hooker in a Trunk', kommer her 'American Mary'. Og selv om titlen mest af alt leder tankerne hen på et spinoff på 'American Pie', så gemmer der sig et helt andet monster bag 'American Mary'. 32-årige Katherine Isabelle (du har måske set hende i 'Ginger Snaps' trilogien) er fremragende i rollen som Mary Mason, der arbejder på at færdiggøre sine lægestudier. Mary kæmper med alt for mange regninger, og inden længe er hun involveret med de helt forkerte typer på den lokale striptease bar. Mary bliver hyret til at udføre ekstreme body-modificationer og med sine særlige evner for at lave kropslige indgreb udenom systemet, bliver hun efterhånden kendt som "Bloody Mary". Mary's forvandling fra offer til apex predator er en skæv, blodig og til tider ubehagelig en af slagsen. Ideen er forfriskende original, og Mary's karruseltur rundt i det lukkede og skumle miljø bliver aldrig kedelig. 'American Mary' er skarp som en skalpel!

I quit med school today, that shouldn't come as a surprise to you. I'm changing specialties Dr. Grant. Have you ever heard of body modification?

4. Big Bad Wolves.
Quentin Tarantino udnævnte den Israelske horror-thriller 'Big Bad Wolves' til at være 2013's bedste film - det er måske lige i overkanten, men men men, 'Big Bad Wolves' skal du altså se alligevel. Denne grumme sag er mesterligt skruet sammen af Aharon Keshales og Navot Papushado, og mon ikke vi kommer til at høre en del mere til dem nu hvor Hollywood har fået øjnene op for makkerparret. Måske der allerede er en lille klokke der ringer, når du læser deres navne - de to talentfulde herrer har nemlig tidligere gjort sig bemærket herinde på SEC - det skete med den helt udmærkede 'Kalevet' aka 'Rabies' fra 2010 (læs eventuelt vores anmeldelse her).
I 'Big Bad Wolves' sætter en serie brutale børnemord tre meget forskellige mænds liv på kollisionskurs. Faderen til det seneste offer, der nu er ude efter den ultimative hævn, en politimand hvis selvtægts-tilbøjeligheder får Charles Bronsons gerninger til at ligne drengestreger, og sidst men ikke mindst, den hovedmistænkte i mordene - en splejset skolelærer der påstår at han er uskyldig i samtlige påstande.
'Big Bad Wolves' er hævn-thriller når det er rigtig godt, - den blander plottwists med kulsort humor og afstumpet brutalitet. 'Big Bad Wolves' kørte under sidste års danske genre-filmfestival 'Blodig Weekend' og tak for det. Tag nu og se den originale film, for et amerikansk remake bliver uundgåeligt.

It might look like I'm enjoying this, and maybe I am in a way... but believe me, I'd be happy to stop breaking your fingers. Now would you please start talking!

3. Maniac.
Ligesom med remaket af 'Evil Dead', så var det også kuldegysninger af de helt forkerte årsager der gik igennem horror-fans da det kom frem, at man arbejdede på et remake af William Lustig's grindhouse-klassiker 'Maniac' fra 1980. Og ikke nok med det, så var det guddødeme også hobbit-klovnen Elijah Wood der skulle spille den forstyrrede seriemorder Frank Zito - en rolle som Joe Spinell udødeliggjorde i originalen. Hvordan skulle det dog ikke gå, - Joe Spinell og Elijah Wood er jo diametrale modsætninger, både i udsendende og størrelse?!
Det skulle overaskende nok vise sig at gå rigtig godt, og en del af os fans af originalen måtte æde vores ord og forbandelser igen, for sikke en nervepirrende og skrækindjagende film vi fik.
'Maniac' er skudt næsten udelukkende i POV (point of view), hvor vi følger Elijah Wood's karakter Frank, den psykisk ustablie seriemorder der myrder kvinder til højre og venstre. Elijah Wood spiller rollen gribende og manisk, og selv om vi stort set ikke ser ham, men kun har hans stemme og handlinger at forholde os til, så virker det altså. Filmen er skarp og smukt filmet, billeder og lyd emmer af stemning og Frank's deroute ned i det allermørkeste af det menneskelige sind, er en fængslende oplevelse.

Please don't scream. You're beautiful.

2. Evil Dead (2013).
Hvem have troet det? Helt ærligt. At et remake af en af de mest elskede og ikoniske horror-film, nogensinde kunne gå hen og blive vellykket? Det giver jo ingen mening. Det er nu engang hvad der skete, da Fede Alvarez nyfortolkning af Sam Raimi's 'Evil Dead' landede med et dæmonisk drøn fra en anden verden. Man havde klogt nok droppet at prøve og kopiere stemningen og Bruce Cambell's legendariske heltekarakter Ash fra de tre førse film, og i stedet fokuseret på at skabe en mere seriøs, ond og uhyggelig film. Pist væk var "over the top" fald-på-halen-horror og i stedet fik vi noget helt andet. En yderst simpel og grum splatterfilm med frydefuldt hårdtslående effekter, spækket med (u)lækre detaljer og solide præstationer. Nyd også lige hvordan den skræmmende lyd af luftsirener er flettet ind i soundtracket - fantastisk! Billeder og lyd smelter sammen og tager publikum på en beskidt og betændt rutchebanetur direkte ned i helvede, når dæmonerne begynder at rulle sig ud i den lille skovhytte. Samtidig bliver vi heldigvis forskånet for (alt for mange) klichéer og kedelige gentagelser.
2013's 'Evil Dead' er helt sin egen (vanvittige dæmon). Læs eventuelt Jesper P's anmeldelse her.

I will feast on your soul!

1. The Lords of Salem.
Rob Zombie er en mand alle genrefans efterhånden kender, enten igennem hans musik eller hans film. Mr. Zombie har især skabt sit navn i filmverdenen igennem sine to redneck-slashers 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects' - og mange forventede noget i samme boldgade da hans 'The Lords of Salem' gravede sig op til overfladen. Men men men, til manges skuffelse så var det noget helt andet vi fik. Vi fik i stedet serveret vulgær, men samtidig afdæmpet hekse-horror spundet ind i en mareridtsagtig feberdrøm af en film. 'The Lords of Salem' har fået mange tæsk for at være kedelig, prætentiøs og i det hele taget alt for artsy fartsy og det er ærgerligt, for jeg tror at det mest skyldes at folk er kommet ind til filmen med de helt forkerte forventninger.
'The Lords of Salem' er en svær film at gå til, men det er også en original og visuelt meget smuk horror-film, og det er noget vi desværre ser alt for sjældent. Man sidder hele tiden med en fornemmelse af at instruktøren danser lige på afgrunden til noget rigtig farligt - til helvede. Jeg tror at 'The Lords of Salem' er en af de mest sataniske film jeg nogensinde har set, sammen med Ken Russell's 'The Devils' fra 1971. Og er du til den europæiske måde at dreje horror-film på, som f.eks Argento gør det, især i hans 'Suspieria' eller som vores egen Lars Von Trier gør det i 'Antichrist, så er jeg meget sikker på at du vil finde en masse at gyse over i 'The Lords of Salem'.
Det hele er akkompagneret af et stemningsfuldt soundtrack begået af Rob Zombie's legekammerat og  guitarist John 5 (tidligere Marilyn Manson) - lyden af Lou Reed's 'Venus in Furs' har aldrig været mere velvalgt. Rob Zombie spiller også på dette års Roskilde Festival, og jeg kan kun sige: Se showet og SE FILMEN!

Satan! Come to us! We are ready! Satan! Come to us! We are ready! Satan! Come to us! We are ready!

De fem bobler:
Would You Rather
Byzantium
Sinister
The Battery
Lord of Tears

Anmeldelse: Here Comes The Devil.

Originaltitel: Ahi Va El Diablo.
Årgang: 2012.
Instruktør: Adrian Garcia Bogliano.
Land: Mexico.
Runtime: 93 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Penumbra' (2011), 'Don't Look Now' (1973), 'The Exorcist' (1973).

Anmeldt af Michael Sørensen.

‘Here Comes The Devil’ er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

En ægtepar med to store børn tager på bilferie og en eftermiddag ankommer de til en lille by langs nogle bjergsider, hvor børnene får lov til at udforske området, således at ægteparret kan få lidt ”voksentid” til at knalde uhæmmet uden forstyrrelser. Børnene forsvinder imidlertid, men dukker op efter et døgns tid i et bjergområde, hvor de har klaret sig på egen hånd. De lettede forældre vender hjem, men der er noget galt. Børnene er anderledes og det skal snart vise sig, at ægteparret har fået mere med hjem end de lige umiddelbart havde regnet med.

A bloody nice shower.

Den argentinske instruktør Adrian Garcia Bogliano har med Here Comes The Devil skabt en ulv i fåreklæder. Filmen er nemlig en moderne gyser, der benytter sig af rå og skarpe billeder pakket ind i socialrealistiske elementer af beton, forstæder og beskidte gader. Samtidig benytter Bogliano sig af urgamle visioner og idéer om, hvordan man skaber en gyser blandet sammen med en moral, der bedst af alt kan beskrives som efterkrigsårenes Hollywoods leflen for middelklassen og den middelmådighed og bornerte aversion mod nøgenhed og sex. Allerede her sætter filmen sig alvorligt i en knibe mellem to stole, som den aldrig rigtig kommer ud af igen, for hvordan kan man på den ene side vælge at chokere sit publikum med scener om lesbisk sex, menstruation og pædofili, når man samtidig vælger at ofre det hele på en moralsk højborg af retfærdighed, der giver Here Comes The Devil en selvforståelse, som man kun kan trække lidt på smilebåndet af?

En hule på et mystisk bjerg? Der kan umuligt ske noget med os, vel?

Den visuelle stil er også en blandet pose bolsjer, hvor man kombinerer lavbudget filmproduktion med zoomeffekter, der sender sit publikum tilbage til grindhouse tiden, hvor man brugte denne type effekt af nød mere end lyst. Jeg har personligt intet imod et throwback til den tid, men når den samme effekt gentages ad libitum som var det tyrolermusik til en oktoberfest, så når min begejstring for homage til genren et absolut nulpunkt meget hurtigt. Den visuelle stil bliver ikke bedre af, at alle scener er dræbende langsomt konstruerede, hvilket betyder at stilen nærmest irriterer mere end den pirrer, for man bliver som seer ramt af en slags rastløshed med det man oplever på skærmen. Her mangler andre effekter end zoom til at trække de i forvejen lange scener hen mod sit publikum i stedet for at frastøde, som det ender med at blive i dette tilfælde. Der er dog en hel del af scenerne, der nærmest bliver virkelige på grund af den meget langsomme udvikling af hver enkelt scene. Tiden står nærmest stille og de få virkelig gode effekter, som filmen trods alt tilbyder rammer dybt ind i sjælen, da der virker meget overrumplende på den gode måde.

Jeg ser eftertænksom ud, men om lidt gør jeg noget dumt og uintelligent.

Desværre er Here Comes The Devil langt hen ad vejen noget rod. Historien er usammenhængende og langt fra uforudsigelig. Plottet er hullet og bliver hurtigt uinteressant, da det står klart for enhver at moraliseringen af historien sådan set er ensbetydende med plottets udvikling. En uforklarlig beslutning, da man netop berører en masse emner, der sagtens kan få de mere svage sjæle op af stolene. Forældreparret reagerer mildest talt underligt og rigtig mange af hovedpersonernes færden og opførsel virker tæt på retarderet i enkelte scener. Det må nødvendigvis være alfa-omega for en film, der berører emner som satanisme, pædofili og seksuelle udskejelser så direkte og levende, at man som minimum sørger for at persongalleriet også er troværdigt i tale og handling, men det er slet ikke tilfældet med Here Comes The Devil.

BØH!

Nu er filmen jo også bare en gemen gyser og hvad er der så for fans af genren, der bare gerne vil opleve noget andet i knap halvanden time? Ikke meget, for det hele drukner i det dræbende tempo, der tager gyset ud af de fleste scener og kun efterlader de effektfyldte scener til dem, der bare gerne vil se en god gyser. De bør desværre nok bare gå et andet sted hen, for her er der ikke meget gys til trods for nogle klamme scener og bunkevis af blod.

Score:

Nyhed: Fremover flytter dele af Sørensen Exploitation Cinema over på facebook.

Vi vil gøre opmærksom på at vi fremover, udelukkende, poster nyheder omkring film (f.eks sladder, nye traileres, nye posters) inde på bloggens facebook-side. Det samme gælder alle fremtidige opslag i følgende blog-segmenter; 'Film-samlingen', 'Merchandise', 'Tilbuds-Tips' og 'På TV'. Dette er besluttet da vi modtager en meget bedre respons fra vores læsere inde på facebook-siden, og det er nu engang sjovere med noget dialog og kommunikation, frem og tilbage på diverse opslag.

Vores anmeldelser, artikler, Top 10-lister og interviews vil forsætte med at udkomme lige her på sorensencinema.blogspot.dk, nøjagtig som de altid har gjort :)

Vi vil derfor endnu engang anbefale at du hopper ind på vores side og trykker 'Synes godt om' - på den måde går du ikke glip af en masse nyheder og andet sjov og ballade.
Du finder facebook-siden ved at trykke her.

Sådan her ser Sørensen Exploitation Cinema på facebook ud.

Søndags-Zombier 2: De levende døde i det Vilde Vesten #4.

I februar præsenterer Sørensen Exploitation Cinema stolt det nu tilbagevendende segment; Søndags-Zombier, som i løbet af måneden vil grave dybt i en zombie-subgenre og se på forskellige zombiefilm, som alle har noget helt særligt til fælles. I denne 2. sæson er overskriften "Levende døde i det Vilde Vesten", så den står på cowboys og indianere og naturligvis masser af zombier! 
Jesse James Meets Frankenstein's Daughter, 1958. Af Jesper Pedersen.

“Gud giver sine største kampe, til sine stærkeste krigere!” står der tatoveret på min svigerindes højre skulderblad, og jeg kom straks til at tænke på citatet, da jeg satte mig for at skrive om ‘Jesse James Meets Frankenstein’s Daughter’. Frankenstein er en af de helt store, og hans gode navn har været genstand for ikke så få filmiske eksperimenter siden 30’erne.

Det begyndte stille og roligt med familieforøgelser som i ‘Bride of Frankenstein’ og ‘Son of Frankenstein’, og bevægede sig over crossovers som ‘Dracula vs. Frankenstein’ til mere tvivlsomme genrehybrider som ‘Frankenstein Meets the Space Monster’ og ‘Frankenstein Conquers the World’, hvor han møder Godzilla. ‘Jesse James Meets Frankenstein’s Daughter’ hører naturligvis til i den sidste kategori, men den lægger altså trumf på ved også at spille familie-kortet.

Hvorfor man har valgt at kalde filmen ‘Jesse James Meets Frankenstein’s Daughter’ er imidlertid en gåde, eftersom det ligefrem er udtalt i filmen, at Dr. Maria Frankenstein er barnebarn af den oprindelige galning. Måske har man trods alt syntes, det lød for åndssvagt med ‘Jesse James Meets Son of Frankenstein’s Daughter’. Måske.

Fra 1957 og frem fik Frankenstein-karakteren en renæssance med filmserien fra Hammer Films. Der var også fuld hyp på westerngenren, og flere af de største klassikere er netop fra 60’ernes årti. Der blev exploitet voldsomt på disse trends, og en hybrid mellem to populære genrer betyder i princippet dobbelt op på publikummer. Instruktøren William Beaudine filmede samme år ‘Billy the Kid vs. Dracula’ og de to film blev naturligvis distribueret som en dobbeltvisning.

‘Jesse James Meets Frankenstein’s Daughter’?! Titlen er overkomisk, men der er altså intet komisk over filmen. Ikke overlagt i hvert fald. Victor Frankenstein barnebarn Maria er flyttet til staterne sammen med sin storebror (endnu en slægtning), fordi de elektriske storme er bedre i USA. Maria slægter sine vanvittige forfædre på, og bortfører unge mennesker fra en nærliggende by for at slå dem ihjel og vække dem til live igen. Men forsøgspersonerne er ikke stærke nok, og her kommer Jesse James ind i billedet, eller rettere; det gør hans bøvede brød af en håndlanger, Hank Tracy, som er blevet ramt af skud under et diligence-røveri, og som nu har brug for en doktor!

Det lyder plat og amatøragtigt, og det er det naturligvis også. Jeg tog mig selv i at tænke, at der gemte sig nogle interessante konflikter karaktererne imellem, men de gemte sig virkelig, virkelig godt! At gå i detaljer ville være dumt, for det ‘Jesse James Meets Frankenstein’s Daughter’ er bare en af disse film, som er sjovere at tale omkring end om. William Beaudine var ellers en erfaren instruktør, som kickstartede sin karriere som D. W. Griffiths assistent på ‘Birt of a Nation’ og siden arbejdede for blandt andre Walt Disney. Men det kan gå galt for selv den bedste, og de to cowboy-gysere blev da også de allersidste titler på Beaudines lange cv.

Forstil Jer, at Boris Karloff og John Wayne havde indspillet en film sammen. Eller at Mel Brooks i stedet for at lave to selvstændige film havde blandet ‘Blazing Saddles’ og ‘Young Frankenstein’. Det ville garanteret ikke være endt ud med at blive ‘Jesse James Meets Frankenstein’s Daughter’, men det er da en meget sjov tanke.

'Jesse James Meets Frankenstein's Daughter' kan ses kvit og frit på YouTube - følg blot dette link.

Anmeldelse: Saw.

Årgang: 2004.
Tagline: “Every piece has a puzzle.”
Genre: Horror, Splatter, Saw. 
Instruktør: James Wan.
Runtime: 103 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox.
Link til filmen: IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Abominable Dr. Phibes' (1971), 'Se7en' (1995), 'Saw IV' (2007), 'Saw VI' (2009), 'The Collector' (2009).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

To mennesker vågner op i et kælderrum og begynder at lede efter spor, der kan lede dem ud af den redelighed, de er landet i. De to kender imidlertid ikke hinanden, og mistroen fremviser snart sit grimme ansigt. Mens de to kæmper for at finde en udvej, er en politimand (Danny Glover) blevet godt træt af at være et skridt bag den ondskabsfulde morder Jigsaw, og han beslutter sig for at gøre en ende på hans morderiske mysterier en gang for alle.

Det kan være nemt at glemme, hvor “Saw” begyndte. Hvad de fleste nu forbinder med en endeløs række af opfindsomme torturredskaber, startede i den første film om Jigsaw, som en noget mindre fortælling. De to idémænd bag filmen, James Wan og Leigh Whannell, startede med en simpel idé: To mennesker der hver især har vist foragt for livet, er låst nede i et kælderrum og skal kæmpe for at genvinde deres ret til livet. Et udgangspunkt som er forblevet filmens centrum. Ved at trække skurkens bevæggrunde i front af fortællingen tilføres filmen en kant, som er meget væsentlig. Ikke alene det men det gør også fortællingen mørkere og mere intens, fordi den vækker overvejelser om ødselhed og livsforagt. Tobin Bell er blevet synonym med filmserien og bærer  også dette første kapitel med sin mørke og ofte manipulerede røst. Det er i højere grad de mørke understrømme, som Jigsaw repræsenterer, der skubber filmen fremad end de lidt fortegnede “helte”, som forsøger at redde livet.

Sekvensen her blev oprindeligt lavet som kortfilm for at pitche idéen til ‘Saw’ og kan ses på blu-rayens ekstramateriale.

Der hviler en kold atmosfære over den oprindelige “Saw” film, som er uforlignelig og utvivlsomt er en af årsagerne til, at filmen taler til så stort et publikum. Selvom filmen hverken er tung på platte chokeffekter eller er noget mesterligt eksempel på opbygning af stemning, foregår en anden udvikling i filmen, som er lige så kraftfuld. Gennem en stil, som muligvis er dikteret af et lavt budget, ender “Saw” med at have en meget klar tone, der er underbygget af den hektiske, håndholdte stil. Med andre ord kan begrænsninger til tider være en fordel, fordi det gør bedre og mere holdbare idéer nødvendige. Således efterlades seeren ikke med det indtryk, at filmens drejninger er for beregnende. Tværtimod virker historien grundlæggende holdbar og er et godt fundament for filmen. Det er i den forbindelse meget morsomt, hvor meget nogle af seriens senere kapitler har glemt at få historien med, når mængden af blodige detaljer i denne første film egentlig ikke er så fyldig. Slet ikke når den måles i mod historien, mystikken og særheden, som utvivlsomt er det mest centrale element her.

Det første kig på den ikoniske klovnedukke, som repræsenterer Jigsaw.

Leigh Whannell og Cary Elwes giver tilskuerne karakterer at sympatisere med. Selvom deres fejlbarligheder som mennesker fremvises ganske uforbeholdent (og ret karikeret), fungerer det for filmens pointe og leder frem til et klimaks, der besidder en råhed, der hæver filmen et ekstra stykke. At den så kører lige lovlig længe rundt i flashbacks (en tendens der forværredes i senere kapitler), er tilgiveligt. Filmen er enormt underholdende og får grundet sin kantede skurk tilført nogle dimensioner til genren, som ikke er unikke, men som minimum er velfortalte og anderledes for en så ny gyser. Helt modsat ‘Hostel’, som ‘Saw’ filmene af visse anmeldere sættes i bås med under det misvisende “torturporno” term, er her mere at komme efter end ligegyldigheder udviklet fra et spændende koncept. Det eneste, de to ettere har tilfælles, er i mine øjne, at filmene begge har langt mindre gore, end førnævnte terminologi får det til at fremstå som. Bortset herfra er filmene vidt forskellige, idet Eli Roths ‘Hostel’ er fyldt med usympatiske karakterer, er kluntet opbygget og har et pay-off, man ikke kunne være mere ligeglad med, mens ‘Saw’ modsat er overordnet velfungerende med fejlbarligheder, der skubbes til siden af en spændende udfoldelse af en god præmis.

“Bare Dr. Phil ikke medvirker i en parodi af denne scene om nogle år!”

Et moderne horror-mesterværk er ‘Saw’ ikke. Ikke desto mindre er den lille klaustrofobiske film en vellavet størrelse, der har kant, men i undertegnedes øjne gerne måtte have taget sit koncept endnu længere og øget klaustrofobien ved at vise os mindre af de omkringliggende omstændigheder. James Wans filmiske gennembrud skaber meget ud af lidt. De budget- og tidsmæssige begrænsninger, som filmen er lavet under, vidner om, at gode idéer fortalt på antydende vis stadig kan værdsættes af et bredt publikum og skabe et fænomen.

Score:

Interview: En form for Visitkort - med Tor Fruergaard.

”Jeg har det sådan, nu hvor det er så mange år siden, at når jeg ser 'It Came From the West' igen, så bliver jeg virkelig i godt humør. Der er en masse ting, man ville have lavet anderledes i dag, men den har sådan en rå charme, som jeg ikke ved, om jeg nogensinde kommer til at opnå igen i nogen film.” - skrevet af Jesper Pedersen.

Tor Fruergaards hånd på settet!

Ordene kommer fra Tor Fruergaard, som kan bryste sig af at stå bag verdens første og hidtil eneste hånddukke-animerede zombiewestern. 'It Came From the West' (2006) blev produceret primært af frivillige kræfter på animationsskolen i Viborg, mens Tor Fruergaard endnu manglede papir på sin kunnen. Siden har han uddannet sig til animationsinstruktør på Filmskolen og har høstet stor international anerkendelse for sin erotiske claymation-afgangsfilm 'Venus' (2010). Men faktisk var det cowboyzombierne, der skød hans professionelle karriere i gang...

”Jeg ville gerne lave en form for visitkort. En film som 100% rendyrkede mig. Jeg havde søgt ind på Filmskolen, men kom ikke ind, og så ville jeg kaste mig ud i et eller andet stort at fordrive de næste to år med. Det var rigtigt meget den drivkraft, der lå bag. På et tidspunkt var Gunnar Wille [leder af Filmskolens animationslinje, red.] ovre at se animationsskolen i Viborg, og man kunne mærke, han var imponeret. Selvfølgelig var jeg nervøs, da jeg var til optagelsesprøve anden gang, men jeg kunne godt mærke, de syntes, at dét skulle jeg bare.”

Blandt de levende døde kan man finde western-typer som kavaleri-manden, horepigen, den hængte og selvfølgelig skurken rullet i tjære og fjer!

Indenfor de senere år har de ellers til b-filmen henviste zombier vundet anseelse i filmverdenen, og cowboysene er i høj kurs i øjeblikket ikke mindst takket være Quentin Tarantinos 'Django Unchained' (2013). Der er i mellemtiden også kommet forskellige bud på, hvordan man kan kombinere de to genrer, som man kan se i denne måneds Søndags-Zombier. Men da Tor Fruergaard instruerede 'It Came From the West' var referencerne få...

”Vi lå lidt før alle andre på en eller anden måde. Jeg kan huske, jeg researchede på, hvad der fandtes, og som sådan fandtes der jo ikke noget, som var rendyrket zombiewestern. Der var nogle enkelte ting, hvor det var spøgelsesagtigt eller vampyragtigt, eller hvor det blandede de to genrer lidt, men ikke rendyrket på den måde, vi gjorde. På et eller andet tidspunkt havde jeg tænkt, at de to genrer ville være fede at blande – altså zombie og western – fordi der er så mange ting, der giver sig selv. Visuelt passer de godt sammen. Støvede, indtørrede lig og altid noget med nogen, der skal slås ihjel. Der er masser af blodige kapitler i den del af den amerikanske historie. Til at starte med tænkte jeg det ikke nødvendigvis som animation, men så snakkede jeg med én - vi sad bare og drak nogle øl - og snakkede om at dukker og zombiefilm kunne være sjovt at blande. Det var jo en måde, man godt kunne realisere det på. For at lave noget zombiewestern med mennesker i Danmark?! Det kan godt være, det ville kunne lade sig gøre, men det ville blive ekstremt amatøragtigt, hvis ikke man havde et gigabudget.”

Selvom det ser simpelt ud på skærmen, kræver det ikke mindre udstyr at lave en film med hånddukker!

Gigabudget eller ej, så kræver det penge at lave film, og det kræver penge for dem, der laver filmen, at leve. Men hvordan finder finder finansiering til en hånddukke-animeret zombiewestern i lille Danmark...?

”Det gør man heller ikke! Det var Søren Fleng fra Open Workshop i Viborg, som syntes, det var fedt med sådan nogle projekter. Man får ikke særligt mange penge, men til gengæld har de lokaler, udstyr og elever, der kan hjælpe til. Det var lidt et Filmværkstedet-projekt, bare i Viborg. Jeg var hverken elev eller lærer på animationsskolen. I virkeligheden havde jeg ikke nogen tilknytning til stedet overhovedet, men de har deres forskellige uddannelser deroppe, som de jo er ved at have en del af, og så har de altså det, de kalder Open Workshop, som er et sted man kan komme, hvis man har en idé og gerne vil lave sin første film eller sådan noget. Vi fik nogle penge fra Filmværkstedet på DFI og også lidt penge fra den Vestdanske Filmpulje. Det var stykket sammen hist og her, men der var jo utroligt lidt løn til folk. Hele præproduktionen var der ikke løn til nogen overhovedet. De otte måneder jeg var deroppe, hvor alle dukkerne blev lavet og kulisserne og... det var i virkeligheden alt. Også storyboard og manuskript. Alt lå ligesom oveni hinanden i en stor blanding. Den måned, hvor vi optog selve filmen, var der ikke rigtigt nogen, der fik løn. Nogle enkelte fik 2000 kroner, men det var for de ikke var nødt til at flytte hjemmefra. Der var virkelig nogen, der gav noget til projekt.”

En tak til Aarhus Tandlægeskole i rulleteksterne afslører, hvorfor dukkernes tænder ser så realistiske ud!

Hånddukkerne er flot og detaljeret udført, og det skorter ikke på blod og afrevne lemmer i 'It Came From the West'. Inspirationen fra blodige nyklassikere som Sam Raimis 'Evil Dead' (1981) og Peter Jacksons 'Braindead' (1992) ses tydeligt. Men det er bestemt også værd at lægge mærke filmens indre kvaliteter, ikke mindst den velfortalte historie...

”Det var supervigtigt, og helt klart noget jeg tænker meget på i dag, men jeg tror, jeg var lidt mindre bevidst om det dengang. Desværre kom Sissel, manuskriptforfatteren, på ret sent i zombiewestern-projektet, men hun var god til at sløjfe de ting, der var sidespring. Blandt andet en kæmpestor prærieulv-varulve-agtig-zombie-ting. Det var en darling, som jeg syntes var rigtigt fed, men da hun sagde, den skulle ud, var det en lettelse, for vi var slet ikke gået i gang med at bygge den, og vi var pressede på tid. En af de allervigtigste ting ved 'It Came From the West' var, at det blev færdigt og blev set af folk.”

Det er ikke hver dag, der bliver produceret varulvefilm i Danmark, så der er noget at se frem til med Tor Fruergaards næste animationsprojekt.

Ser man nedover Tor Fruergaards cv, finder man udover zombiewestern-filmen et cool modelleringprojekt med farverige monstre – nogle fri fantasi, andre inspireret af filmhistorien, og en enkelt taget direkte fra verdenshistorien – han er måske det største monster af dem alle! Man finder også den kommende animationsfilm 'Vokseværk', hvor Tor Fruergaard begiver sig ud i noget så sjældent som en dansk varulve-film. Mon ikke Tor Fruergaard har et godt øje til horror-genren...?

”I det hele taget bare ting, der er vulgære eller overdrevne eller voldsomme. Det er ikke fordi, jeg kun elsker splatterfilm, men jeg vil gerne i biffen for at blive skubbet lidt til eller provokeret en lille smule. Det gør man ret sjældent efterhånden, men der hvor jeg virkelig elsker mediet er, når det kan rive tæppet væk under én! Animation er en dyr måde at lave film på. Der er nogle mennesker, der investerer i det, og de vil gerne have alle deres penge tilbage. Det kan man jo godt forstå, men problemet med at tænke på den måde, hvor man vil have en sikker succes, er, at din succes aldrig nogensinde vil være ligeså god som den første succes, man prøver at efterligne. 'Terkel i knibe' er et godt eksempel på en film, som var en kæmpesucces, og den var lavet på et lavt budget. Men så skal man prøve at efterligne den bagefter; så er det den nye måde at lave animationsfilm på, som gentages, indtil folk slet ikke gider det mere. Nu har vi Olsen Banden og Ole Lund Kirkegaard-filmatiseringerne, som bare er en form for fyld. Der er ikke noget på hjerte, man sender bare animationen til Kina, og så har man et produkt, folk ser, fordi der hænger plakater i byen. Jeg savner, at man prøver kræfter med noget nyt indenfor animationen.”

Kulissen til sidste scene af 'It Came From the West'!

Tor Fruergaard er i hvert fald ikke bange for at kaste sig ud i noget nyt, hverken når det kommer til historien eller mediet den fortælles igennem; fra hånddukke-zombier i det vilde vesten over nøgne lerfigurer i en swingerklub til hans kommende varulve-film, som blander 2D-karakteranimation med stopmotion-origami(!) Men hvad mon ligger forud for valget af en konkret teknik...?

”Der kommer en historie, et univers eller nogle karakterer først. Det er supervigtigt for mig ikke at tænke teknik først. Swinger-filmen, min afgangsfilm, er et godt eksempel. Sissel kom med idéen om at lave en animationsfilm, der foregår i en swingerklub. På det tidspunkt havde jeg lige været nede på min gamle efterskole og undervise dem i at lave modellervoks-film. Hele efterskolen! Det var kaos, men virkelig sjovt. De lavede ti film, og fem af dem var om et eller andet med kønsorganer. Fordi modellervoks er så organisk og kropsligt, er det bare sjovt at lave en pik, der bliver stiv. Man tager noget, der er ekstremt grænseoverskridende, og så putter man et filter ned over det, som gør, det bliver vildt skægt og uskyldigt. Da tænkte jeg, at jeg godt kunne se en animationsfilm i en swingerklub, hvor det var nogle lidt søde modellervoks-figurer. Det handler om at finde på en historie, man gerne vil fortælle, og så vælger man det medie eller den teknik, man gerne vil bruge. Men lige i tilfældet med 'It Came From the West' var det fordi, det var noget, der kunne lade sig gøre. Vi kunne sagtens lave en lidt længere ting, hvis det var noget med hånddukker. Når man animerer, er man ved at dø over tanken om bare at lave et minut. Det skulle ligesom bare kunne lade sig gøre.”

Den officielle plakat fortæller filmens historie i storyboard-form.
*klik på billeder for at se det i højere opløsning.

Undertegnede var selv tilknyttet et tegnekursus i Viborg, da 'It Came From the West' havde premiere i den lokale biograf i efteråret 2006. Nogle af mine medstuderende havde i bogstaveligste forstand givet en hjælpende hånd med filmens dukker, og jeg husker, humøret var højt til den efterfølgende zombie-fest. En af de mange kreative sjæle havde sågar bygget en påhængsmave fyldt med falske indvolde, som han åbnede udover dansegulvet midt under et Michael Jackson-nummer. Allerede dagen derpå blev der talt om en spillefilmsversion, men den er desværre aldrig blevet til noget, på trods af at 'It Came From the West' gjorde sig bemærket på internationale festivaler, og efterhånden er blevet et mindre kultfænomen...

”Det er en drøm, jeg stadig har. Vi arbejdede på den en sommer, hvor vi skulle have lavet den sammen med nogle spaniere, men det gik i sig selv. Men der ligger en masse forarbejde, som er rigtigt fedt, og jeg kan mærke, at den film vil jeg altid være klar til at lave. Det var stadig tanken det skulle være hånddukker, men det kunne også sagtens blive en fed stopmotion-film. Jeg tror ikke så meget på 3D. Jeg kan ikke lide det look overhovedet. Og så er det det, alle andre laver. Jeg vil gerne lave noget der ikke ligner noget, alle andre laver.”

'It Came From the West' er udkommet på dvd, men den er så svært opdrivelig, at vi vover os til at linke YouTube-versionen.

'Venus' kan ses på Ekko Shortlist, hvor den i skrivende stund ligger på en flot førsteplads blandt alle listens 136 danske kortfilm. 'Vokseværk' bliver færdig i løbet af 2014, og den spændende produktionen kan følges på growingpains.dk. Du kan også besøge Tor's hjemmeside på torfruergaard.com.