Nyhed: Få et overblik over kommende gyser-film.

Det kan være rigtig svært at finde rundt i alle de film der bliver spyttet ud - både på DVD, BLU-RAY, VOD, steaming og i biografen. Derfor har vi har lavet en liste på IMDB.com hvor du kan blive holdt opdateret med kommende gys, gru, splat- og  horror-film. Listen hedder Upcoming horror-movies 2015, 2016 and beyond og vi vil prøve at holde den så opdateret som overhovedet muligt. Så vil du share, follow eller bare kigge, så finder du listen ved at klikke her. [LISTEN BLIVER IKKE OPDATERET MERE]

Anmeldelse: Nightbreed – The Directors Cut.

Årgang: 1990.
Tagline: Come Meet The Dead of Night.
Genre: Fantasy, Horror.
Instruktør: Clive Barker.
Runtime: 120 minutter.
Medie: Bluray.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Scream Factory.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Hellraiser” (1987). 

Anmeldt af Michael Sørensen.

Jeg elsker Clive Barker. Så er det ligesom sagt. Jeg har det med Barker, som nogen har det med Lord of The Rings – eller andre har det med Tarantino. Hvis Barker lavede et album, hvor han bøvsede soundtracket fra Teletubbies, så ville jeg købe det, elske det og gøre mit til, at det fik en Grammy. Jeg elsker Clive Barker.

Min kærlighed for Barker kom naturligt med ”Hellraiser”. Snart efter at støvet fra hypen havde lagt sig, brugte jeg mine surt sammensparede kroner (da far var ung, havde vi ikke meget at rutte med) på Barkers bøger, som jeg læste igen og igen. Nogenlunde samtidigt udkom Cabal, hvilket blev den første bog (siden Peter Pedal på Hospital), som jeg sled i stykker så meget, at jeg måtte købe den igen. Det var derfor også en forventningsfuld ung mand, der så ”Nightbreed” første gang for snart femogtyve år siden. Den blev set velvidende den ballade, som filmen havde skabt, hvilket havde resulteret i en åben krig mellem Barker og selskabet, der havde skamklippet hans værk. Alligevel var forventninger tårnhøje, for det var jo Barker og Cabal, så hvad kunne være så galt uden at det ikke stadig emmede af kvalitet? Vi har velsagtens alle set resultatet? En ren katastrofe med flere uforståelige scener end i en Michael Bay film. En skamplet for horrorgenren, der velsagtens viste, at ej heller dengang var de større selskaber klar til at være nyskabende indenfor genren.

Playstation skylder Barker royalties for Sackboy.

Jeg slikkede sårene og vendte filmene ryggen. Min kærlighed til Barker var nu på et litterært plan, hvor intet filmselskab kunne rokke ved mandens univers. Hvor ingen mand med slips kunne diktere, hvad jeg skulle mene og føle om Barkers historier. Jeg har af samme årsag aldrig set ”Lord of Illusions”, selv om det nok ikke varer længe, da den efter denne jul står i reolen. Jeg så derfor heller ikke Cabal Cut af ”Nightbreed”, da jeg simpelthen ikke kunne få mig selv til at gennemleve scenerne fra ”Nightbreed” endnu engang. Men som årene går, bliver man mere afslappet. Mindre idealistisk og langt mere pragmatisk. Derfor købte jeg ”Nightbreed: The Directors Cut”. Det var jo Clive Barker og denne gang troede jeg på, at jeg ville få det, som jeg drømte om for femogtyve år siden: En ordentlig filmatisering af Cabal.

Doug Bradley (*Pinhead i Hellraiser) har også fundet vej til Midian.

Historien er egentlig simpel nok. I hvert fald på overfladen. Den unge Aaron Boone er kommet ud af sin psykiske uføre, hvor han med mareridt og blackouts har levet i et mørkt sted dybt begravet i sit eget sind. Da familier bliver myrdet til højre og venstre, falder mistanken på Boone, der har drømt om lignende scenarier. Hans psykiater presser ham på medicin og snart er Boone på vej til et sted fra fortidens drømme: Midian. Et sted hvor drømme og virkelighed flyder sammen. Et sted hvor monstre kan få fred. Et sted hvor befolkningen kaldes for Nightbreed.

Har jeg noget mellem ribbenene, skat?

Det tog mig lidt tid at bearbejde Directors Cut. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Barkers vision med Directors Cut pludselig er en hel del tydeligere end i den originale version. Linjerne mellem mennesket som monster og monsteret som menneskelig er langt mere tydeligt kridtet op. Monstrene er mere tilstede og hele opbygningen af et decideret ensemble af personligheder står pludselig en hel del mere klart. Men der er dog stadig problemer. For mange af de ellers spændende personligheder står aldrig helt klart. Dertil er filmen for kort og antallet af figurer for mange. Det medvirker til en slags distance til historien, der stadig ender med at være en besynderlig masse information, som man aldrig rigtig får behov (eller lyst) til at forholde sig til. Baggrunden for tingene bliver sløret og pludselig giver plottet ingen eller meget lidt mening. Man famler lidt efter om Boone er antihelten, der modvilligt må tage alles skæbne på sine skuldre – eller om han bare er uheldigt beskrevet i ord og billeder og derfor i virkeligheden er en langt større del af historien end først antaget. I dette cut for man gudskelov et ordentligt svar, men det trækker ud for længe – og jeg kunne sagtens forestille mig, at man mistede interessen inden tingene bliver kortlagt i en halvhurtig hovsa løsning, der velsagtens virker bedst for dem, der allerede har læst bogen.

Jay Leno blev der også en rolle til...

Effekterne er stadig glimrende uden at være fantastiske. Man kan se, at der ikke er kastet alt for meget økonomi efter en film, der netop skal bruge effekterne for at skabe den stemning, der er alfa omega i Barkers bøger. Hvor ”Hellraiser” måtte læne sig op af blodige effekter, har bogen Cabal ikke de samme nøglescener, hvor blod og splat kan tage styringen og erstatte filmens mangler med rigeligt med indvolde. Der kommer lidt hen mod slutningen, men der er det for sent. Her er ikke længere noget at bygge ovenpå ved at erstatte handling med splat.

Klam fyr. God instruktør!

Skuespillet i ”Nightbreed” er til gengæld helt igennem solidt. Man kan grine lidt af Craig Sheffer, der mest af alt ligner en billig erstatning for Patrick Swayze, som sikkert kostede langt mere i 1990. Det er så heldigvis ikke op til Sheffer at bære filmen, da David Cronenberg er den store stjerne. I rollen som den usympatiske psykiater er han med sit nøgne ansigt det mest uhyggelig monster i hele filmen. Kombineret med en klam politikaptajnen i skikkelse af Charles Haid (be careful out there) er linjerne mellem monstre og menneske trukket stramt op, hvilket absolut stadig holder i 2014. Man kan såmænd også fange selveste Pinhead i aktion, men Doug Bradley er godt skjult bag rollen som Lylesberg.

Nightbreed er et freakshow!

Så elsker man Clive Barker, som jeg trods alt stadig gør, så er der stadig en hel del at komme efter med ”Nightbreed: Directors Cut”. Det er stadig en lidt rodet film, men der bliver heldigvis reddet en del med denne udgave af en film, der nok altid vil stå som en skævert fra Barkers side. Der er ingen tvivl om, at manden har fået fred efter et kvart århundredes ævl og kævl, men desværre bliver rejsen til Midian aldrig nogensinde helt så god, som hans vision i bogen Cabal. Hertil er filmen for kort, historien for kompleks og midlerne for små.

Score:

Anmeldelse: Almost Human (2013).

Årgang: 2013.
Tagline: An unspeakable horror has come home.
Genre: Sci-fi, Slasher.
Instruktør: Joe Begos.
Runtime: 80 minutter.
Medie: Blu-ray.
Set på: 55' LED Smart TV.
Udgiver: IFC Midnight.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Thing' (1982), 'Xtro' (1983), 'Body Snatchers' (1993), 'Fire in the Sky' (1993).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Kalenderen skriver kold oktoberaften, 1987, i backwoods-byen Patten, Maine, da den lokale beboer Mark Fisher forsvinder i et hav af blåt lys, for øjnene af sin bedste ven Seth Hampton. Siden har ingen hverken hørt eller set mere til den savnede Mark. Sådan forholder det sig, lige indtil et par storvildts-jægere to år senere, finder en nøgen mand i skoven flere hundrede kilometer væk fra gerningsstedet. Straks efter bliver lokalområdet ramt af en bølge af brutale mord og lemlæstelser, og Seth finder til sin store overraskelse ud af, at det er hans savnede ven der er vendt tilbage. Har de forfærdelige hændelser og Mark's tilbagevenden noget med hinanden at gøre?

Ring a bell?

Low-budget horror har fået en revival de sidste år. Det er blevet billigere og billigere for håbefulde film-aspiranter at komme i besiddelse af gear, der gør dem i stand til at skyde film der på den tekniske side, både lyder og ser ud som de skal. Dette har givet os nogle originale og nytænkende gysere, og skæve splatterfilm! 'Almost Human' er lidt af det hele - og det er på trods af, at den hverken er særlig original eller nytænkende. 'Almost Human' er nemlig inspireret af film som John Carpenter's science fiction/horror klassiker 'The Thing' og 'Body Snatchers', og det prøver den på ingen måde at lægge skjul på.

Daniel Radcliffe har droppet Harry Potter...

Med 'Almost Human' føler man sig kastet tilbage til slut-firserne, med bjerge af store VHS-kassetter i lækre snap-covers, tonstung Moviebox nede fra den lokale film-pusher og bumser i hele masken. Og for en gang skyld er det ikke dårlig stil, at instruktøren spiller på vores kærlighed til nostalgien, for 'Almost Human' formår at gøre det på en respektfuld og troværdig måde. Hvor mange andre film har prøvet (og stadig prøver) at gøre det samme, og har fejlet ved at virke for udspekulerede og kalkulerede i deres forsøg på at få os til at huske tilbage på vores guilty pleasures fra 80'erne, så gør 'Almost Human' det på den helt rigtige måde. Filmen virker med andre ord ægte og oprigtig i sin kærlighed til genren, og ikke mindst til genrens fans.

Alien-Hobo With a Shotgun.

Filmen er godt pacet og udspiller sig hurtigt og brutalt. Med sine bare 80 minutter, hvor otte af dem er rulletekster (der kommer selvfølgelig en sidste scene helt til sidst), har det måske heller ikke været den helt store udfordring for instruktør Joe Begos at holde damp på kedlerne. 
Med sin korte spilletid bliver der heller ikke meget tid tilovers til at forklare publikum, hvad der rent faktisk er løs i det lille søvnige lokalsamfund. Det bliver ikke til meget historie, plot eller karakterudvikling, og det er ærgerligt at filmen ikke får mere ud af sin præmis, og det hele ender en smule uforløst. Vi får altså ingen forklaring på, hvad der foregår eller ligger til grund for de voldsomme handlinger - ikke andet end at der er noget ondt løs, og at det skal stoppes, koste hvad det vil.

Ingen low budget splatter uden en motorsav.

Skuespillet er bedre end forventet for en film med dette budget. Især Graham Skipper i hovedrollen som Seth Hampton gør det godt, og det samme kan siges om den storskæggede og skovmandsskjorte-bærende Josh Ethier, der virker dybt engageret i rollen som sympati-løs dræbermaskine - kalder du ham lumber-sexual bare én enkelt gang, får du prompte en flækøkse i baghovedet. De ærefulde nik til filmens inspirationskilder falder nærmest over hinanden, men det bliver på intet tidspunk for meget af det gode. Effekterne er blodige og voldsomme, og de ser samtidig ud til at være komplet strippet for computer-effekter, nøjagtig som vi kan lide det. 'Almost Human' ender med at være mere stiløvelse end stor filmkunst. Når det er sagt, så er den samtidig det helt perfekte skud adrenalin at smide ind, i en filmaften med gys og gru-vennerne i hjemmebiografen.

 Score:

Anmeldelse: Nurse 3D.

Årgang: 2013.
Tagline: Your Pain is Her Pleasure.
Genre: Horror, Thriller.
Instruktør: Douglas Aarniokoski.
Runtime: 84 minutter.
Medie: Blockbuster on Demand.
Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: Single White Female (1992), American Mary (2012), Fifty Shades of Grey,  (2015).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Sygeplejerske om dagen. Morder om natten. Abby har fået nok af mænd. Især dem, der ikke kan holde ringen på fingeren, når de går i byen. Hun ser sig selv som svaret på det problem. Den koldblodige femme fatale render imidlertid ind i den unge nyuddannede Danni, som hun forelsker sig i. Danni har bare allerede en kæreste og snart har vi balladen. For Abby finder sig ikke i noget som helst. Heller ikke et afslag.

”There is no cure for the married cock. Only me. The Nurse”. Sådan starter Douglas Aarniokoskis forsøg på en moderne film noir – og så er tingene ligesom sat på spidsen fra første færd. Men ingen røg uden en ild ,og kilden til ”Nurse 3D” skal vi helt tilbage til halvfemserne, for at finde er fornuftigt svar på. Det var nemlig dengang, hvor de kloge herrer i pornobranchen opdagede, at kvinder også godt kunne lide sex, så derfor havde man et segment, der fuldkommen var blevet ignoreret siden pornoens fødsel. Resultatet blev et misfoster. En masse overpolerede erotiske historier, der ikke engang havde kunnet ophidse en skibbruden sømand, ej heller ungmøerne, som hele farcen var tilegnet. Forsøget var dog ikke spildt, for snart efter var den moderne sexkilling genfødt. Hun var ikke længere en mild huskat, men derimod en læderklædt vildkat, der i mange inkarnationer blev legemliggjort i forskellige film, tv-serier og musikvideoer.

En skuespiller i 4. Division med en røv til Superligaen.

Maneateren levede for alvor op til sit navn og pludselig var mændene det svage køn, der kunne få et los i kuglerne, hvis vi skulle foranlediges til at tro, at vi overhovedet var noget. Hun er imidlertid blevet synonym for flad underholdning for mænd, men så sandelig også for kvinder. De har ikke længere brug for læder, lak og rød læbestift for at banke mændene på plads i den moderne underholdning. Vi havde tabt kampen. Os mænd og hvad der var tilbage af vor maskulinitet. Derfor lå næste skridt i underholdning for kvinder ligefor: Husmoder S/M med mild bondage, gennemsigtigt undertøj og en intensitet, som man skal skære igennem for at få luft. Tanken, perversiteterne og de fugtige lagener blev manifesteret i bøgerne ”Fifty Shades”, der naturligvis er blevet filmatiseret med premiere til næste år. I mellemtiden blev der dannet et vakuum og her dukker ”Nurse 3D” op, som den intelligente film om dominans, sex og mænd der bare alle er nogle røvhuller, der kun kan bruges til en hurtig omgang ind og ud.

Paz De La Huerta skraber bundløst bunden.

Problemet er desværre bare tilbagevendende. Ligesom dengang med pornoen, der var tiltænkt kvinderne, formår ”Nurse 3D” intet andet end at tale ned til sit publikum. Historien er ellers simpel nok, så det burde have været muligt at lave kvalitet, men desværre formår Aarniokoski ikke at tale til mere end laveste fællesnævner. Det afstedkommer desværre et ufrivilligt genreskift, der fuldkommen tager intensitet og spænding ud af hovedparten af scenerne, der bliver morsomme, fjollede og lidt irriterende for en stor del af filmen.
Der er masser af erotik i filmen, men det bliver aldrig frækt (for hverken mænd eller kvinder), da det hele er pakket ind i en mystisk vinkel, der tydeligvis er sigtet mod at ophidse kvinder mere end mænd. Hvis man forventer sensualitet, så rammer filmen også helt forbi. De sensuelle øjeblikke er nemlig helt igennem smadret af hovedrolleindehaver Paz De la Huerta, der overspiller sin stemmeføring som en slags forkølet Betty Boop, der fuldkommen har mistet forbindelsen til resten af skuespillerne i filmen. Katrina Bowden er en lækker lille sag, der spiller sin rolle som den skræmte Danni med nogenlunde kvalitet. Desværre bliver hun kvalt af De la Huerta, der som en blanding af Jessica Rabbit og Peggy Bundy vælter rundt i et utroværdigt forsøg på at være sexet, hvilket man måske kunne overse, hvis det ikke var fordi, at hele filmen er bygget op på præcis hendes optræden som vigtigste præmis.

Nurse! We have a problem with…..the nurse!

Aarniokoski var i øvrigt også manden bag den forfærdelige ”Highlander: Endgame”, hvor han formåede at fjerne den sidste rest af charme fra originalfilmen ved at lade sine skuespillere overspille ret så voldsomt. Det er så også tilfældet her, hvor man (forhåbentligt) bevidst lader folk bliver parodier på rigtige mennesker i en film, der fuldkommen mangler intensitet, spænding og en rød tråd, som man overhovedet gider at interessere sig for.
Og når jeg nu er i gang med at brække mig, så lad mig lige slå en ting fast. 3D er noget som fanden har skabt på en mandag. ”Nurse 3D” er nemlig, ikke overraskende, indspillet i dette lorteformat, men alligevel har man lavet en 2D udgave uden hensyntagen til, at enkelte scener bliver fuldkommen latterlige i det visuelle udtryk. Det gør ikke en, i forvejen, tyndbenet film mindre åndssvag, når der pludselig er scener, der udelukkende er sat op for den udeblivende effekts skyld. Stop med det lort. NU!

Velkommen til Lægens Bord.

Så hvad har vi så lært af ”Nurse 3D”? Vi har lært, at hvis man skal lave film eller porno til kvinder, så er man som udgangspunkt nød til at tage dem alvorligt. At man af vanvare kalder kvinden for det svage køn, gør dem altså ikke til det dumme køn. De slås rigeligt med Michael Bays film for drengerøve til, at burde finde sig i denne her type film. Så med mindre du har fået filmen i gave (det fik jeg og tak for lort til Blockbusters nye streaming), så bør man altså holde sig langt væk fra denne skraldespand af en film. Med mindre man altså vil se Paz de la Huerta nøgen igen og igen. Skulle det være tilfældet, kan jeg varmt anbefale Boardwalk Empire.

Score:

Anmeldelse: Predator 2.

Årgang: 1990.
Tagline: "Silent. Invisible. Invincible. He's in town with a few days to kill.”
Genre: Sci-fi, Action.
Instruktør: Stephen Hopkins
Runtime: 108 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: SF.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Predator" (1987), "Predators" (2010).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Hærget af bandekrige er L.A. det perfekte om område til at kunne dræbe og hærge for The Predator. Da politimanden Mike Harrigan (Danny Glover) finder vanrøgtede døde kroppe, tror han selvfølgelig, at det er de hærgende banders arbejde. Pludseligt dukker en mystisk regerings agent (Gary Busey) op, og beder Mike om at holde sig fra sagen, hvilket kun gør Mike endnu mere nysgerrig. Men i sin søgen efter sandheden bliver han konfronteret med en fjende langt værre, end de pludseligt ganske fredelige bander...

Der er ingen Arnold i denne omgang i ringen med de velkendte jæger-aliens. Så er det ligesom af vejen. Faktisk er alting nyt. I stedet for at være i junglen, introduceres vi for et dystopisk L.A., hvor politiet er i åben krig med narkobander. En alternativ tagline til filmen lød: “This time he's coming to a different kind of jungle”, og den Guns N’ Roses klingende metafor, er slet ikke dum. Naturligvis er det karikeret, når et helt tog fuld af gamle mennesker, forretningsmænd og dumme teenagers hiver pistoler frem for at vise, hvor kort der er mellem civiliseret samfund og junglelov, men det kommunikerer filmens pointe klart og tydeligt. Selvom filmen benytter sit monsters tilstedeværelse til at vise menneskelige fejlbarligheder, spares der ikke på brutaliteten fra monstrets side. Den angriber måske kun dem, der er bevæbnede, men derudover skelnes der ikke, og når først sigtet er låst på et mål, er der ingen vej tilbage.

Denne gang er det Danny Glover der er på jagt, eller nok nærmere den jagede.

“Predator 2” var den først film, der modtog en såkaldt NC-17 rating, omend den endelige udgave af filmen blev udgivet med den lidt mildere R-rating. Det er heller ikke svært at se, hvad den barske censur baserede sig på. Filmen boltrer sig i blodsudgydelser, og uanset om det er mennesker, der dræber andre mennesker, eller det er predator selv, der står for myrderierne, er fællesnævneren, at de er barbariske. Det er vel at mærke efter løjerne er blevet nedtonet for opnå førnævnte R-rating. Alligevel separeres rygsøjler rask væk fra deres korporlige hylstre, det naturligvis i forbindelse med, at hovedet også fravristes de stakler, som er kommet på tværs af titelfiguren. Stephen Hopkins (der blandt andet har “A Nightmare on Elm Street: The Dream Child” på samvittigheden) evner at benytte den omfattende mængde rå vold, så den ikke bliver sanselammende, men rent faktisk skaber reel frygt for den rå ondskab filmen på forskellig vis fremstiller.

Arnold er måske væk... men der er nu flere predators end nogensinde før!

Danny Glover er god til at spille rollen som tvær betjent, der har arbejdet lidt for hårdt, lidt for længe, men som også er utrolig dygtig til sit arbejde. Næsten lidt for dygtig ville visse FBI agenter måske mene. I hvert fald ligger han konstant på kanten af reglerne, og her erfarer vi hurtigt, at hans hold vil følge ham gennem ild og vand. Det understreges fint ved at introducere Bill Paxton i rollen som Jerry, som er ny på holdet og dermed en fremragende indgangsvinkel til at give en fornemmelse af resten af den sammentømrede gruppe. Paxton er vanligt overdreven i sin præsteren, men som det er symptomatisk for hele castet, sælger de historien med en overlegen karisma, som fnysende kaster forventninger om traditionelt skuespil til side og vinder indpas ved ren og ufortyndet charme. Castets udstråling og uhøjtidelige tilgang til materialet står i kontrast til predatorens hensynsløshed og øger ubehaget ved dens tilstedeværelse.

“You are one big ugly motherfu...”

Dårlige sequels er ikke svære at få øje på, og umiddelbart lader det til, at “Predator 2” er blevet smidt i den bunke, hvor den så absolut ikke hører til. Filmen lever op til sin forgænger, og uanset at den indeholder øjeblikke af kluntede effekter og overdrevet skuespil, er de små fjollede øjeblikke ikke nær nok til at fratage filmen dens kvalitet. “Predator 2” er underholdende på en måde, der er bifaldsfremkaldende i sin egensindighed, og som udspringer af en grundlæggende god idé om ikke bare at udvide på filmens hovedattraktion - monstret - men også at sløre linjen mellem, hvem der er gode og onde menneskene iblandt.

Score:

Nyhed: Jesper Pedersen stopper på SEC.

Sørensen Exploitation Cinema er desværre blevet en anmelder mindre da vores ven og medskribent Jesper Pedersen har valgt at takke af som fast inventar her på bloggen. Jesper har været med siden 2011 og har bidraget med et utal af slagkraftige anmeldelser, knivskarpe interviews, ubarmhjertige top 10 lister og blodige features. Jesper's første anmeldelse var af Bruce Campbell-filmen "Terminal Invasion" og hans sidste blev af Arnold-action-baskeren "Sabotage". Jesper var også drivkraften bag segmentet "Søndags-Zombier" og er også manden bag vores mest læste anmeldelse overhovedet, nemlig den om "The Human Centipede 2 [Full Sequence]"!

Vi takker Jesper for hans høje humor, sjove ideer, skæve indfald og ikke mindst for hans bidrag til Sørensen Exploitation Cinema's fremdrift. God vind fremover og stay horror Jesper P!