Anmeldelse: Nightbreed – The Directors Cut.

Årgang: 1990.
Tagline: Come Meet The Dead of Night.
Genre: Fantasy, Horror.
Instruktør: Clive Barker.
Runtime: 120 minutter.
Medie: Bluray.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Scream Factory.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Hellraiser” (1987). 

Anmeldt af Michael Sørensen.

Jeg elsker Clive Barker. Så er det ligesom sagt. Jeg har det med Barker, som nogen har det med Lord of The Rings – eller andre har det med Tarantino. Hvis Barker lavede et album, hvor han bøvsede soundtracket fra Teletubbies, så ville jeg købe det, elske det og gøre mit til, at det fik en Grammy. Jeg elsker Clive Barker.

Min kærlighed for Barker kom naturligt med ”Hellraiser”. Snart efter at støvet fra hypen havde lagt sig, brugte jeg mine surt sammensparede kroner (da far var ung, havde vi ikke meget at rutte med) på Barkers bøger, som jeg læste igen og igen. Nogenlunde samtidigt udkom Cabal, hvilket blev den første bog (siden Peter Pedal på Hospital), som jeg sled i stykker så meget, at jeg måtte købe den igen. Det var derfor også en forventningsfuld ung mand, der så ”Nightbreed” første gang for snart femogtyve år siden. Den blev set velvidende den ballade, som filmen havde skabt, hvilket havde resulteret i en åben krig mellem Barker og selskabet, der havde skamklippet hans værk. Alligevel var forventninger tårnhøje, for det var jo Barker og Cabal, så hvad kunne være så galt uden at det ikke stadig emmede af kvalitet? Vi har velsagtens alle set resultatet? En ren katastrofe med flere uforståelige scener end i en Michael Bay film. En skamplet for horrorgenren, der velsagtens viste, at ej heller dengang var de større selskaber klar til at være nyskabende indenfor genren.

Playstation skylder Barker royalties for Sackboy.

Jeg slikkede sårene og vendte filmene ryggen. Min kærlighed til Barker var nu på et litterært plan, hvor intet filmselskab kunne rokke ved mandens univers. Hvor ingen mand med slips kunne diktere, hvad jeg skulle mene og føle om Barkers historier. Jeg har af samme årsag aldrig set ”Lord of Illusions”, selv om det nok ikke varer længe, da den efter denne jul står i reolen. Jeg så derfor heller ikke Cabal Cut af ”Nightbreed”, da jeg simpelthen ikke kunne få mig selv til at gennemleve scenerne fra ”Nightbreed” endnu engang. Men som årene går, bliver man mere afslappet. Mindre idealistisk og langt mere pragmatisk. Derfor købte jeg ”Nightbreed: The Directors Cut”. Det var jo Clive Barker og denne gang troede jeg på, at jeg ville få det, som jeg drømte om for femogtyve år siden: En ordentlig filmatisering af Cabal.

Doug Bradley (*Pinhead i Hellraiser) har også fundet vej til Midian.

Historien er egentlig simpel nok. I hvert fald på overfladen. Den unge Aaron Boone er kommet ud af sin psykiske uføre, hvor han med mareridt og blackouts har levet i et mørkt sted dybt begravet i sit eget sind. Da familier bliver myrdet til højre og venstre, falder mistanken på Boone, der har drømt om lignende scenarier. Hans psykiater presser ham på medicin og snart er Boone på vej til et sted fra fortidens drømme: Midian. Et sted hvor drømme og virkelighed flyder sammen. Et sted hvor monstre kan få fred. Et sted hvor befolkningen kaldes for Nightbreed.

Har jeg noget mellem ribbenene, skat?

Det tog mig lidt tid at bearbejde Directors Cut. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Barkers vision med Directors Cut pludselig er en hel del tydeligere end i den originale version. Linjerne mellem mennesket som monster og monsteret som menneskelig er langt mere tydeligt kridtet op. Monstrene er mere tilstede og hele opbygningen af et decideret ensemble af personligheder står pludselig en hel del mere klart. Men der er dog stadig problemer. For mange af de ellers spændende personligheder står aldrig helt klart. Dertil er filmen for kort og antallet af figurer for mange. Det medvirker til en slags distance til historien, der stadig ender med at være en besynderlig masse information, som man aldrig rigtig får behov (eller lyst) til at forholde sig til. Baggrunden for tingene bliver sløret og pludselig giver plottet ingen eller meget lidt mening. Man famler lidt efter om Boone er antihelten, der modvilligt må tage alles skæbne på sine skuldre – eller om han bare er uheldigt beskrevet i ord og billeder og derfor i virkeligheden er en langt større del af historien end først antaget. I dette cut for man gudskelov et ordentligt svar, men det trækker ud for længe – og jeg kunne sagtens forestille mig, at man mistede interessen inden tingene bliver kortlagt i en halvhurtig hovsa løsning, der velsagtens virker bedst for dem, der allerede har læst bogen.

Jay Leno blev der også en rolle til...

Effekterne er stadig glimrende uden at være fantastiske. Man kan se, at der ikke er kastet alt for meget økonomi efter en film, der netop skal bruge effekterne for at skabe den stemning, der er alfa omega i Barkers bøger. Hvor ”Hellraiser” måtte læne sig op af blodige effekter, har bogen Cabal ikke de samme nøglescener, hvor blod og splat kan tage styringen og erstatte filmens mangler med rigeligt med indvolde. Der kommer lidt hen mod slutningen, men der er det for sent. Her er ikke længere noget at bygge ovenpå ved at erstatte handling med splat.

Klam fyr. God instruktør!

Skuespillet i ”Nightbreed” er til gengæld helt igennem solidt. Man kan grine lidt af Craig Sheffer, der mest af alt ligner en billig erstatning for Patrick Swayze, som sikkert kostede langt mere i 1990. Det er så heldigvis ikke op til Sheffer at bære filmen, da David Cronenberg er den store stjerne. I rollen som den usympatiske psykiater er han med sit nøgne ansigt det mest uhyggelig monster i hele filmen. Kombineret med en klam politikaptajnen i skikkelse af Charles Haid (be careful out there) er linjerne mellem monstre og menneske trukket stramt op, hvilket absolut stadig holder i 2014. Man kan såmænd også fange selveste Pinhead i aktion, men Doug Bradley er godt skjult bag rollen som Lylesberg.

Nightbreed er et freakshow!

Så elsker man Clive Barker, som jeg trods alt stadig gør, så er der stadig en hel del at komme efter med ”Nightbreed: Directors Cut”. Det er stadig en lidt rodet film, men der bliver heldigvis reddet en del med denne udgave af en film, der nok altid vil stå som en skævert fra Barkers side. Der er ingen tvivl om, at manden har fået fred efter et kvart århundredes ævl og kævl, men desværre bliver rejsen til Midian aldrig nogensinde helt så god, som hans vision i bogen Cabal. Hertil er filmen for kort, historien for kompleks og midlerne for små.

Score: