2014 var også året hvor uhyggen flyttede indenfor - ind i hjemmet. Pludselig var det ikke mere sikkert, at befinde sig indenfor sit eget hjems fire vægge! Dette viser sig ved, at hele fire film på dette års top ti, tager udspring i hjemmet og i familieforhold. Så både børn og voksne havde travlt med at kigge under sengen, da det private rum blev invaderet af alskens djævelskab. Her er de 10 bedste gyser-film fra 2014.
* Husk at du kan se en komplet oversigt over Top 10 listerne ved at klikke her.
Skrevet af Allan Sørensen.
10. The Town That Dreaded Sundown. Instr: Alfonso Gomez-Rejon. 86 min. Genre: Slasher.
Dette års Top 10's eneste oldschool slasher-film, er den fandenivoldske og super underholdende "The Town That Dreaded Sundown". Filmen er hverken et remake, en reboot, en prequal, en sequal eller whatever. Filmen gør nemlig noget nyt, og inkorporerer på fornemmeste vis, den originale film fra 1976 og de ægte Texarkana Moonlight Murders i plottet og i karaktererne. De forfærdelige forbrydelser fandt sted i 1946, og man pågreb aldrig gerningsmanden - der af pressen blev døbt The Phantom Killer. Filmen udspiller sig 65 år efter de oprindelige hændelser, da bestialske mord igen begynder at plage det lille samfund. "The Town That Dreaded Sundown" behandler sin arv med lige dele respekt og glimt i øjet, og så er der altså bare noget nostalgisk charme for et barn af 80'erne, at være i selskab med en morder-psykopat iført en kartoffelsæk over hovedet...igen.
 |
| He was the boogeyman they said, can't catch the boogeyman, can't kill the boogeyman. |
På niende pladsen finder du den realistiske uhygge. Den ægte gru, hvor menneskelig ondskab og manipulation går hånd i hånd, alt imens du sidder på første række til at overvære hvad der kan ske, når storhedsvanviddet løber løbsk. Instruktøren bag hedder Ti West, og han bliver bare mere og mere spændende. Efter film som "House of the Devil", "The Innkeepers" og "V/H/S" er denne horror-thriller endnu et skridt i den rigtig retning for den unge instruktør. I "The Sacrament" følger vi Sam i hans søgen efter hans forsvundne søster. Hun bliver lokaliseret i det fjerntliggende mini-samfund Eden Parish. Sam allierer sig med et dokumentarfilm-hold og begiver sig af sted for at se til sin søster, og til en snak med "paradisets" leder, den veltalende Father - i skikkelse af en uhyggeligt velspillende og overbevisende Gene Jones (et navn der minder meget om en vis Jim Jones...). Så sæt dig godt til rette, for the crazy train has left the station!
 |
| Why couldn't you leave us alone? |
Haterne har haft rigtig travlt med at høvle "Annabell" til jorden, næsten allerede inden den ramte biograferne - man kan have sin tvivl om de overhovedet havde nået at se filmen, før de begyndte at svine den til? Og helt ærligt, hvem havde så også forventet, at dette hurtige spin-off på kæmpe-succesen "The Conjuring", skulle blive noget der var værd at bruge sin tid på? Jeg indrømmer gerne, at jeg selv ikke have de store forventninger. Men med stærke bånd til klassikeren "Rosemary's Baby", og selvfølgelig til moderskibet "The Conjuring", skruer "Annabell" på de helt rigtige knapper, og giver os et klassisk og stilsikkert gys, (Så du skal altså ikke regne en ny Chucky!) vævet rundt om den uhyggelige Annabell-dukke, okkultisme og kultdyrkelse. Og så find da en lige aften hvor vintermørket har sænket sig, vinden rusker i træerne og børnene er lagt i seng, for så er dette års nummer otte altså den helt rigtige film at smække på, inden I skal se "The Conjuring".
 |
| I like your dolls. |
Vi troede alle sammen at Kevin Smith var færdig som instruktør, det var i hvert fald hvad han selv havde proklameret efter den heftige "Red State" tilbage i 2011. Men sådan skulle det heldigvis ikke være. Under Kevin Smith's podcast (SModcast) opstod ideen til en ny film nemlig, og efter en afstemning blandt lytterne, blev "Tusk" en realitet. Filmen er strengt taget mere komedie end gys, men en sort komedie med stærke bånd til horror-genren. "Tusk" tager den helt derud hvor du ikke kan bunde - både i afsky, grin og gru. Nyd en fantastisk Michael Parks i rollen som verdensmanden Howard Howe, hvis sindssyge ideer og påfald, vil få dig enten til at dø af grin, eller brække dig af ubehag - faktisk tror jeg mest på, at den vil få dig til at brække dig af grin!
6. Afflicted. Instr: Derek Lee, Clif Prowse. 85 min. Genre: Horror.
Jeg er personligt ved at være rigtig godt og grundigt træt af de utallige found-footage film, som har forpestet horror-genren de sidste alt for mange år. Men så kom den hæsblæsende "Afflicted" pludselig forbi. De 85 minutter banker af sted, i selskab med de to bedste venner Derek og Cliff, da de tager ud på deres livs rejse. Desværre når de ikke langt, før den planlagte verdensomrejse tager en noget uventet drejning. Derek er blevet ramt af en virus, der gradvist overtager hele hans krop og væsen, og pludselig befinder de to kammerater sig i en desperat situation. Faktisk i op til flere desperate situationer! Jeg vil helst ikke afsløre for meget, men tænk intensiteten og stilen fra "Chronicle", men her spundet op om en af de ældste horror-mytologier der findes. Pop nogle søsyge-tabletter og gør klar til 85 minutter shaky-cam - den er det værd.
5. Godzilla. Instr: Gareth Edwards. 123 min. Genre: Action, Monster.Så er vi nået halvvejs, og nummer fem er overhovedet ikke en horror-film, men...altså...det er Godzilla! GOD-FUCKING-ZILLA! Jeg kan simpelthen ikke lave en sådan liste her, uden at fremhæve kongens tilbagekomst. 2014 blev året, hvor monsteret over dem alle dukkede op til overfladen igen. Det kæmpemæssige über-monster vendte endelig hjem, til hvor en krabat af det format hører hjemme: I biografen - på det HELT store lærred. Filmen var et pragtfuldt spektakel med et perfekt monster-design. Et brøl af et bæst, der både lød og så ud som det skulle - uden tvivl et af de mest imponerende filmmonstre jeg har set på the big screen. Filmen fik på puklen for at være for afdæmpet og kedelig, men jeg er dybt uenig. "Godzilla" holder sig meget tro til legenden og historien om det lidt misforstået og klodsede kæmpe-monster (der egenlig bare vil have ro til at sove længe), og filmen ligger på fornemmeste vis op til en forsættelse. En forsættelse som forhåbentligt rammer os i 2018 - hvor jeg (igen) vil stå forrest i køen, for at sikre mig billet til endnu en omgang monster-brawl - og heppe og huje på den radioaktive kød-tank på asiatiske plader! GO-GO-GODZILLA!
4. Under the Skin. Instr: Jonathan Glazer. 108 min. Genre: Sci-fi, Horror.
Skru kunst-hatten helt ned i panden, og sørg for at være godt udhvilet hvis du vil have noget ud af denne film. For du skal altså være i humør til dyster art-movie, (og være udhvilet, fik jeg sagt det?) men er du også det, så er "Under the Skin" en meget speciel og stemningsmættet sci-fi horror-thriller af den helt fine slags. Man kan vel nærmest kalde den for en oplevelse, en sanselig oplevelse - hvor du gang på gang vil blive udfordret af billeder, lyd og fortælleform. Din tålmodighed vil helt klart blive sat på prøve. Filmen er spækket med fantastisk smukke billeder, og her snakker vi altså ikke kun om Scarlett Johansson uden tøj på, men også nogle af de mere gruopvækkende af slagsen! Et intenst og eerie soundtrack, samt nogle fremragende og meget autentiske skuespilpræstationer, skaber rammerne om et helt unikt kunstværk. Men hvor er gyset, gruen og horror'en gemt i alt der her tænker du måske? Lad mig sige det sådan her: "Under the Skin" indeholder scener du højst sandsynligt ikke kommer til at glemme lige med det samme. Det er som at være vidne til David Lynch's og Lars Von Trier's lovechild af en feberdrøm. Og hvis det ikke er en skræmmende tanke, så ved jeg ikke hvad der er.
3. The Taking of Deborah Logan. Instr: Adam Robitel. 90 min. Genre: Horror.
Endnu en found-footage film - og for at det ikke skal være løgn, endnu en possession-film. Det hele er (på overfladen) set før, (på nær et smart udtænkt plot omkring at lade Alzheimer være en slags gateway til instansen som vil filmens karakterer ondt) men denne film går heldigvis linen ud, og med en super velspillende og sindssygt skræmmende Jill Larson som den stakkels Alzheimerramte Deborah Logan, formår den alligevel at være meget mere værd, end først lige antaget. Historien tager hurtigt fart, og tingene udvikler sig i hastige skridt, fra at være dokumentarisk talking heads, til et fullblown horror-show med spandevis af uhygge, død og ødelæggelse til følge. Og nyd (det er måske det forkerte ord i denne sammenhæng) så lige, hvordan den ellers velsoignerede og venlige Deborah Logan forvinder mere og mere ind i tågerne, da besættelsen og den skrækindjagende sygdom tager til. Hendes øjne og udstråling er gjort af den slags, som kun mareridt er lavet af. Jill Larsons performance kan slet ikke beskrives, og i den perfekte verden ville hun vinde en blodrød Oscar statuette, komplet med djævlehorn og hugtænder. |
| Are you really mourning your humanity? I don't understand, who in the hell would want to be human? |
Jeg er personligt ved at være rigtig godt og grundigt træt af de utallige found-footage film, som har forpestet horror-genren de sidste alt for mange år. Men så kom den hæsblæsende "Afflicted" pludselig forbi. De 85 minutter banker af sted, i selskab med de to bedste venner Derek og Cliff, da de tager ud på deres livs rejse. Desværre når de ikke langt, før den planlagte verdensomrejse tager en noget uventet drejning. Derek er blevet ramt af en virus, der gradvist overtager hele hans krop og væsen, og pludselig befinder de to kammerater sig i en desperat situation. Faktisk i op til flere desperate situationer! Jeg vil helst ikke afsløre for meget, men tænk intensiteten og stilen fra "Chronicle", men her spundet op om en af de ældste horror-mytologier der findes. Pop nogle søsyge-tabletter og gør klar til 85 minutter shaky-cam - den er det værd.
 |
| What the hell is wrong with you? |
 |
| You have no idea what's coming! |
 |
| Foal- Foals, Fold- Fold, Pool- Pool, Sell- Se... |
 |
| Are you okay mom? |
Irerne markerer sig også på dette års top 10. Det gør de med en film, som Hammer Films vel egenlig skulle have givet os, i stedet for en af årets helt store skuffelser - "The Quiet Ones".
"The Canal" handler om David (spillet af Rupert Evans) som giver sig i kast med at grave i sagen om de frygtelig mord der fandt sted i hans hjem i starten af 1900-tallet. Inden længe er både David selv, hans lille barn og alle omkring ham i akut livsfare. Det lyder banalt, men historien udvikler sig af grene man ikke lige ser komme, og filmen har en del til fælles med "The Babadook" - både i tone og tematik. "The Canal" har nogle rigtigt uhyggelige og ubehagelige passager og optrin, og så er den skarpt instrueret og filmet, og indeholder nogle rigtig stærke præstationer fra hele castet. Det uhyggelige foregår hele tiden i det skjulte, i baggrunden, i skyggerne, altså lige indtil filmens sidste akt, og her skal du nok helst finde en at holde i hånd med...
 |
| It's always the husband, every fucking time. |
Årets #1 er den kulsorte fabel "The Babadook". Historien om en alenemor og hendes besværlige afkom der bliver hjemsøgt af noget udefinerbart og ondskabsfuldt - eller gør de nu også det? Filmen er fremragende spillet, hvor især Noah Wiseman udmærker sig ved at portrættere den "dampene" knægt Samuel med så stor overbevisning, at man får lyst til at sende sit TV i seng uden aftensmad. Filmens anden hovedrollen tager Essie Davis sig af. Hun spiller den hårdtprøvede mor Amelia, som må stå model til lidt og hvert. Essie Davis karakter krakelerer mere og mere for hvert minut, et forfald der leder tankerne hen på Jack Nicholson's karakter Jack Torrance i "The Shining", og hvor man som publikum bliver mere og mere usikker på, om moderen har gode hensigter i forhold til sit afkom. Filmen strammer løbende grebet om sit publikum, mens man er vidne til hvordan virkeligheden falder mere og mere fra hinanden. Mørket har sænket sig over moderen og sønnens sidste sikre bastion - hjemmet. "The Babadook" er en ond original, der flaker omkring svær psykisk sygdom, og om hvordan svigt, sorg og frygt kan lamme og isolere mennesket. En skræmmende - og til tider hysterisk og yderst frustrerende oplevelse - men stadig en oplevelse du ikke må snyde dig selv for. Filmens mørke visuelle stil, giver den et temmelig unikt udtryk, der oser af mørkt Brd. Grimm eventyr. Det samme kan siges om lyddesignet, som vil få det til at løbe dig koldt ned af ryggen op til flere gange. Tager du alle disse ting og blander godt og grundigt sammen i heksegryden, så står du tilbage med "The Babadook" - 2014's stærkeste gyser.
 |
| Ba-ba-ba... dook! Dook! DOOOOOKH! |
The Den.
Exists.
Oculus.
As Above, So Below.
Extraterrestrial.
Top 5 non-horror:
The Guest.
Cold in July.
Nightcrawler.
Snowpiercer.
The Raid 2.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar