Anmeldelse: Christine.

Årgang: 1983.
Tagline: How Do You Kill Something That Can’t Possibly Be Alive.
Genre: Drama, Horror.
Instruktør: John Carpenter.
Runtime: 110 minutter.
Medie: Bluray.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Sony Pictures DE.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Maximum Overdrive” (1986), ”Duel” (1971), ”The Car” (1977).

Anmeldt af Michael Sørensen.
Alle kender ham. Ham med motorolien i håret, benzin i blodet og hestekræfter i hjertet. Ham der ikke kender sin egen bryllupsdag, men kan beskrive obskure bilmodeller ned til sidste detalje. Vi kan kalde ham for Kubik Kenneth. Typen der ikke aner noget om noget, men ved alt om biler. Et menneske grebet i en besættelse, der er så omsiggribende, at intet andet end biler kan bruges. På baggrund af Kenneth, kan man derfor sagtens konkludere, at en mand kan være besat af en bil. Derfor trænger spørgsmålet sig også på. Kan en bil så også blive besat af mennesker?

Hell on wheels i smuk indpakning.

Onde biler. Et koncept, der næppe er voldsomt originalt, men alligevel altid vil være interessant med en millimeters skillelinje til latterligt. Jeg kan fra min barndom huske Spielbergs ”Duel” som meget intens, men ellers var the James Brolin i ”The Car”, der første gang fik mig til at forstå fornuften ved biler, der også var mordere. I startfirserne var Stephen King noget af det vildeste siden skiveskåret brød. Det var så vildt, at filmrettighederne til den uudgivne Christine blev solgt – hvilket betød at filmen var godt i gang med at blive indspillet inden bogen overhovedet var udkommet.

J.J. Abrams øjeblikket hvor action og lens flare skaber scenen alene.

Teenageren Arnie har store problemer. Problemer med forældre, problemer med de studerende på skolen og problemer med pigerne. Han er kejtet, har briller og nul selvtillid. Det eneste Arnie har er en god ven. En populær ven i Dennis, der er alt det som Arnie ikke er. En dag ser Arnie en gammel bil, som han meget gerne vil gøre i stand. Bilen hedder Christine og har en underlig historie. En historie fyldt med selvmord, ulykker og bizarre hændelser. Er det er en bil præget af uheld eller stikker der noget andet under?
”Christine” er en underdog historie, der som sådan hverken er særlig original – eller har et voldsomt interessant plot. Kvaliteten i filmen skal findes i udførslen, for John Carpenter har nemlig formået at gøre noget trivielt til noget ganske seværdigt. Det er nemlig Carpenters vision, der skaber hele fornøjelsen ved ”Christine”. Han har skabt en visuel oversættelse af Kings bog, der måske langt fra fanger det dystre og uhyggelige, men så sandelig fanger det ukendte ved at lade bilen få sit eget visuelle liv. Man føler nærmest at bilen lurer på de stakkels intetanende mennesker, der enten som i Arnies tilfælde overgiver sig til bilen – eller som i resten af tilfældene hader det store stykke metal og motor som pesten. Det gør sidstnævnte til fjender af en bil, der har mord i forlygterne og hævn i servicebogen.

 ♪♪♪♫Come on baby light my fire. Try to set the night on, fire♫♪♪♫♫

Når Christine ikke er en del af scenerne, må vi slå os til tåls med skuespil, der selv for den tid ikke er voldsomt ophidsende. Carpenter har tydeligvis ikke helt formået at læse Kings figurer med den dybde, som de har i bogen, hvilket i stedet gør dem meget endimensionelle. Der mangler også replikker, der holder filmens tempo og valget af scener uden Christine virker tilfældige for både plot og historie. Carpenter vælter lidt rundt i Arnies forhold til sine forældre og kæresten, der selvfølgelig ikke er helt vild med konkurrence i form af en rød Plymouth fra 1957. Hun bliver desværre til en slags statist i filmen, hvor hun går fra sympatisk i Kings forlæg til en smule irriterende på skærmen. Det smitter negativt af på oplevelsen af ”Christine”. Stephen Kings historier har haft rigeligt med fortilfælde, hvor man slet ikke har fanget dybde, figurer eller plot, fordi man udelukkende er gået efter gyset. Der er som bekendt intet gys uden stemning, og den stemning fanger Carpenter heller ikke helt i ”Christine”. I hvert fald ikke i scenerne uden bilen i fokus.

Dennis og en dulle, der senere kun blev set i rød badedragt.

Heldigvis er der stadig de scener tilbage, hvor der er action og spænding. Her skal man ikke være i tvivl. John Carpenter manøvrerer sikkert rundt, når det kommer til den paranoide stemning, når Christine nærmer sig sine ofre. Der er intense øjeblikke, hvor Arnies værste fjender på skolen får kærligheden at føle, hvor man virkelig kan mærke den ægte Carpenter dukke frem fra den lidt triste skal, som selve historien er skabt ud af. Effekterne er stadig helt i top og selv i  bluray udgaven er det hele meget visuelt smukt. Farverne på den røde bil signalerer fare og blod, hvilket gudskelov bærer ”Christine” et langt stykke mod målstregen.
Som fan af Stephen King har jeg haft problemer med mange film, men ”Christine” er ikke nødvendigvis en af dem. Når man kender baggrunden for tilblivelsen af filmen, tilgiver man John Carpenter det meste. Der kunne selvfølgelig sagtens have været bygget mere på, men tiden og genrens formåen har helt sikkert også sat begrænsninger for hvad der var muligt, hvis man stadig ville beholde det tiltænkte publikum. Desværre går der lidt slasher i tingene, hvilket man måske havde kunnet tilgive, hvis forlægget ikke havde eksisteret på samtlige biblioteker og boghandlere i en meget mere mørk og dyster form. Derfor ender jeg nødvendigvis i den bløde med pæne ende for et gensyn på Bluray, som jeg sagtens kan anbefale til fans af såvel Carpenter som King.

Score: