Anmeldelse: The Last Horror Movie.

Årgang: 2003.
Tagline: There is a line between fiction and reality, and it’s a bloody one.
Genre: Horror, Mockumentary.
Instruktør: Julian Richards.
Runtime: 75 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Nordisk Film.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Man Bites Dog” (1992), “American Psycho” (2000), “Natural Born Killers” (1994), “Maniac” (1980).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Max (Kevin Howarth) er en pæn og charmerende fyr, hvis profil ikke rigtig passer til de flestes opfattelse af en forstyrret morder. Han lever til daglig en ganske normal tilværelse med venner og familie og har et job som bryllupsfotograf. Men Max er i virkeligheden en psykopatisk seriemorder, der optager sine mord på video og endog engagerer en assistent til at hjælpe sig med det. Han taler direkte ind i kameraet for at give sine optagelser et stuerent og dokumentarisk præg.

"Did he fire six shots or only five...?"

Manden bag “The Last Horror Movie” hedder Julian Richards. Da han gik på filmskole var der en lærer, der sagde til ham: “Folk laver så høflige film. Prøv at lave noget, der provokerer og udfordrer. Lav film din bedstemor ikke ville bryde sig om.” Det er meget passende at Richards har dedikeret filmen til sin tidligere lærer, for “The Last Horror Movie” lever fuldt og helt op til opfordringen om at gå i en anderledes retning. Instruktøren kalder sin historie for en dekonstruktion af 80erne og 90ernes slasherfilm. Hovedpersonen Max fortæller selv om sit liv: Familien som ikke forstår ham, hans arbejde som bryllupsfotograf og ikke mindst de myrderier, han dyrker som hobby. Filmen er præsenteret som en række videodagbøger, der skal forestille at være optaget over et VHS-bånd af en generisk slasherfilm, hvilket efterlader filmen eftertrykkeligt på hovedrolleindehaver Kevin Howarths skuldre.  Han er ikke bare filmens fortæller men også dens fremdrift og pointe.

Say cheese!

Lykkeligvis er Kevin Howarth nøjagtigt lige så charmerende i sin arrogance, som en sand psykopat bør være. Det er utroligt hvad han i rollen som Max kan udsætte sit publikum for af grusomheder, samtidig med at han fremstår helt ufravigelig i sin selvretfærdighed. Til trods for, at han benytter enorme mængder af selvironi til at skabe distance til hans apatiske tilgang til verden, er han også drevet af at skubbe til os, der ser film fyldt med gys og gru. “Hvorfor ser du stadig med?” spørger Max ind i kameraet og en stor del af svaret er at finde i den centrale præstation, som er karismatisk og i sig selv frygteligt skræmmende. Det sker mere end en gang i filmens forløb at Max helt konkret kommer lidt for tæt på. Når han læner sig helt frem mod linsen og stirrer dig direkte ind i øjnene, er det svært ikke at krympe sig i sædet.

♪♪♫♫ Stop! Hammer time!♪♪♫♫

Filmen er fyldt med selvrefererende materiale og kan derfor virke en smule prætentiøs. Er man en smule allergisk over for store mængder ananas i egen juice, kan jeg berolige med, at James Handels manuskript med humor og drab også giver seeren de mere basale ting, der typisk forventes af en gyserfilm. Myrderierne bliver mere og mere bestialske i takt med, at Max bliver mere insisterende i sine spørgsmål til beskueren. Richards bruger lange takes til at skabe en fornemmelse af realisme, som intensiverer handlingernes kynisme. På den måde minder filmen om “The Texas Chainsaw Massacre”, der også vandt meget ved at have et look, der mindede seeren mere om hjemmevideo end fiktionsfilmens sikre verden. I det hele taget dukker der mange film op man kunne referere til i forbindelse med “The Last Horror Movie”: Hovedpersonens apatiske væremåde minder til forveksling om den verdensfjerne Patrick Bateman fra “American Psycho” (2000), udforskningen af voldens væsen bringer tankerne hen på Oliver Stones “Natural Born Killers” (1994), og sådan kunne man blive ved. Egentlig understreger det blot den ret fine mængde af nuancer, som “The Last Horror Movie” gemmer på. 

“I'm trying to make an intelligent film about murder, whilst actually doing the murders.”

“The Last Horror Movie” lykkes i at antyde, at selvom filmen selv er fiktiv, er ondskaben det ikke. Max er usædvanlig i sin komplette mangel på empati, men det han bliver ved at spørge til, er hvor langt der er fra ham til os? Julian Richards har lavet en film, der vil os noget som mennesker, men som også har et helt basalt ønske om at skræmme. Det gør den effektivt ved at placere sit monster i en menneskekrop, og dets angreb i banale dagligdags situationer. Richards vil vise at virkelige mord har virkelige konsekvenser og på den måde dekonstruere slasherfilmgenren. Ikke for at træde på filmene, men for at skabe noget anderledes og måske ligefrem provokerende? Det er “The Last Horror Movie” til overflod, en udfordring af seeren, og så absolut en film bedstemor ikke vil kunne lide.

Score: