Anmeldelse: Farligt Venskab.

Årgang: 1995.
Tagline: "Password til livet".
Instruktør: Jørn Faurschou.
Medie: VHS.
Set på: 40" LCD.
Runtime: 86 minutter.
Udgiver: Egmont Film.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Nattevagten' (1994), 'The Faculty' (1998), 'Body Snatchers' (1993).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

16-årige Jonas' højeste ønsker er at blive dygtig til sin sportsgren, basketball og få succes hos drømmepigen Lina. Da basketballklubbens nye sportslæge Per Wahlin en dag fortæller Jonas, at han kan hjælpe ham til at blive stærk og atletisk, tager Jonas naturligvis imod. Med sådan en krop vil han kunne få held i både spil og kærlighed! Wahlin beder Jonas udfylde ugeplaner med detaljerede oplysninger om hans hverdag og helbred. Først for sent går det op for Jonas, at Wahlin slet ikke er interesseret i at hjælpe andre end sig selv - han er nemlig dødeligt syg, og leder efter en ny, sund krop at overføre sin gamle bevidsthed til...

"Undskyld, jeg vidste ikke, der var optaget!"

Siden Dogme '95 gjorde oprør mod genrefilmen i slutningen af 90'erne, har spændingsfilmen været en sjælden gæst i de danske biografer. Først for nylig er der kommet gang i løjerne, hvilket blandt har betydet et velkomment comeback, geografisk såvel som kunstnerisk, for Ole Bornedal. Efter den succesfulde spillefilmsdebut 'Nattevagten' (1994) flygtede Ole Bornedal fra socialrealisme og hverdagsdrama til Hollywoods genremekka, hvor han som bekendt genindspillede sin egen film, 'Nightwatch' (1997), og producerede Guillermo del Toros 'Mimic' (1997). Nyklassikeren 'Nattevagten' er en af de allerbedste danske spændingsfilm, men et par andre tiltag, alle mere ungdomsorienterede, nåede at se dagens lys, inden dansk film blev dogmatiseret. Martin Schmidts 'Sidste Time' (1995) og 'Mørkeleg' (1996) kender og husker de fleste, mens Jørn Faurschous 'Farligt Venskab' desværre er gået lidt i glemmebogen. Det betyder blandt andet, at jeg til denne anmeldelse har måttet finde VHS-afspilleren frem fra gemmerne og anskaffe mig et gammelt, tilsyneladende meget slidt, bånd, som efter et par af de obligatoriske pust i kassetten dog viste sig at være særdeles velholdt.

"Du kommer kun til at mærke et lille stik… til at starte med!"

'Farligt Venskab' er instrueret af Jørn Faurschou. Han er en arbejdsom og alsidig herre, som den ene dag skaffer Emmy-priser hjem til DRs dramaafdeling, og den næste ses på rollelisten i Kim Lysgaard Andersens ambitiøse horror-kortfilm 'Hovedløst Begær' (2011) - omtalt her på bloggen af undertegnede. Manuskriptet til 'Farligt Venskab' har Jørn Faurschou skrevet sammen med Thorstein Thomsen, som også er forfatteren bag romanforlægget; 'Drengen uden krop'. Samarbejdet mellem Jørn Faurschou og Thorstein Thomsen minder i sin struktur en del om det Martin Schmidt og Dennis Jürgensen er kendte for gennem flere mere eller mindre vellykkede gyserproduktioner - jeg synes personligt, 'Farligt Venskab' er en langt bedre, mere sammenhængende film end både 'Sidste Time', 'Mørkeleg' og især 'Bag Det Stille Ydre' (2005). Det kunne have været spændende at se Faurschou/Thomsen-samarbejdet udvikle sig over flere værker, og Thorsten Thomsen har som forfatter altid været en produktiv herre, så der er nok at vælge imellem. For nyligt har Thorstein Thomsen fået omsat endnu en af sine bøger til spillefilm, dog af en anden instruktør. Børne- og ungdomsfilmen 'Min Bedste Fjende' (2010) er med sin inspiration fra tortureporn- og revengegenrerne et provokerende indslag i debatten om mobning.

"CYKELSKJUL!"

Hovedrollerne i 'Farligt Venskab' spilles, på skift, af Ulf Pilgaard og Morten Schaffalitsky. Ulf Pilgaard, som året før brillerede i 'Nattevagten', er et oplagt, men fortræffeligt, valg til rollen som Wahlin/Jonas. Selvom 'Farligt Venskab' er en "seriøs" film er der også brug for hans komiske talenter, som når Jonas efter noget tilvænning opdager, hvordan han kan udnytte kontrasten mellem en ældre mands ydre autoritet og en teenagers vakse hjerne. Der er ingen tvivl om, at Ulf Pilgaard leverer alt, hvad han overhovedet kan - det var der heller ikke i Bodil- og Robert-komiteerne, som begge tildelte ham prisen for bedste mandlige hovedrolle i 1996. Det er bestemt også værd at fremhæve Morten Schaffalitsky, som gør det fremragende i rollen som Jonas/Wahlin. Efter forsøget hvor Wahlin overtager Jonas' krop, ændrer hans fremtoning sig markant og replikkerne, nu formuleret i et pænt og korrekt dansk, kommer ganske naturligt fra den unge mands læber, hvilket er nødvendigt for, at hele transformeringen skal virke troværdig. Det er i øvrigt et sjovt eksperiment, at tilskueren med ét skal flytte sympatien fra Morten Schaffalitsky til Ulf Pilgaard, men det fungerer takket være de to skuespilleres indsats.

"Jeg lover dig! Ikke flere statsministerparodier og ikke flere indvandrere!"

På grund af dens cast, som til tider er decideret "folkekært", og det faktum at 'Farligt Venskab' er en ungdomsfilm, kommer den til at bevæge sig i et grænseland mellem folkekomedie og spændingsfilm - en blanding af 'Krummerne' og 'Nattevagten'. Men den slipper godt fra det, takket være en flot, samlet indsats både foran og bag kameraet. Jørn Faurschou har i mine øjne formået at lave en vellykket omgang sci-fi-horror delight for hele familien - meget ulig filmens amerikanske forbilleder, teenhorrorfilmene, som oftest kun kan ses af teenagere eller nørder. 'Farligt Venskab' er en mainstreamfilm, som oven i købet gjorde sig bemærket på et par filmfestivaler dengang i midten af 90'erne, men grundet den manglende digitale udgivelse, har den ikke det store publikum i dag. Jeg håber, flere end jeg selv er glade for at blive mindet om denne lille perle - desværre kan filmen ikke lige skaffes i den lokale Fona, men ind imellem dukker der da en VHS op på QXL. Skulle nogle imidlertid være helt hooked, låner jeg gerne mit bånd ud, til den dag det smelter, knækker eller bliver ædt op af en underernæret afspiller.

Score:

Anmeldelse: Mørkeleg.

Årgang: 1996.
Tagline: "Dræb dine venner, før de dræber dig."
Instruktør: Martin Schmidt.
Runtime: 85 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 42" LCD.
Udgiver: Regner Grasten Film.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Nattevagten' (1994) 'Sidste time' (1995), 'Bag det stille ydre' (2005).

Anmeldt af Mark S. Svensson.








En ung pige myrdes på bestialsk vis. Politiet aner hurtigt en forbindelse mellem drabet og en række mord, som er blevet begået gennem de seneste år i København. Fire venner til den myrdede pige mødes sideløbende med dette i et stort, gammelt hus for at spille et splinternyt spil, som netop er udsendt i USA. Spillet hedder "Backstabbed" og er et interaktivt kampspil, som går ud på at gemme "mordvåben", finde dem igen og "myrde" hinanden. Politiet afhører vidner til drabet og sporer sig snart ind på en gammel kending, som med stor sandsynlighed kan være seriemorderen. Uheldigvis bor den mistænkte ulovligt i samme hus, som de unge opholder sig i, og snart forvandles det harmløse spil til blodig virkelighed, og som med de fleste spil, findes der kun én vinder...

Stilhed før stormen.

Dennis Jürgensen er sandsynligvis Danmarks mest genrefikserede forfatter. Den produktive herre har siden debuten 'Kærlighed ved første hik' i 1981 skrevet i omegnen af 60 bøger, hvoraf størstedelen er horror-, sci-fi- og fantasy-romaner. Således har Jürgensen formentlig været manges indgang til skrækhistorier. Eksempelvis var bøgerne om Freddy og monstrene første gang jeg blev introduceret for de klassiske horror-figurer, og selvom det bliver gjort i en let humoristisk tone, bliver en del af de basale ting om de legendariske monstre som Dracula også videregivet. Mange horror-fans vil nok have en særlig plads i deres hjerte for Jürgensens zombieroman 'Kadavermarch' (1991), som er stærkt inspireret af George A. Romeros zombiefilm, men også har Jürgensens varemærkede humor med indover sin fortælling. I løbet af 90erne slog forfatteren sig sammen med sin gamle ven Martin Schmidt og skabte to low-budget horrorfilm: 'Sidste time' (1995) og 'Mørkeleg' (1996). Filmene er relativt unikke i dansk sammenhæng i og med, at de er produceret for ganske få penge og alligevel er nået relativt langt ud og til dags dato fortsat er relativt nemme at anskaffe sig. Instruktør Martin Schmidt indledte endvidere sin karriere med disse film. Efter disse forsøgte han sig atter med horror-genren i 'Afmagt' (1998) og 'Kat' (2001), før han skiftede til tv-serier af meget varierende kvalitet. Jürgensen og Schmidt forsøgte sig i 2005 med deres foreløbigt sidste film: 'Bag det stille ydre', som desværre ikke levede op til de to første film, makkerparret lavede. Til det var historien her for klichépræget og manglende i stemning.

Stormen...

Både 'Mørkeleg' og 'Sidste time' bærer præg af deres low-budget rødder, og til tider kan man se, at idéerne har overstrålet evnerne. Det er imidlertid ikke det store problem. Det er ikke svært at fraregne de små tekniske fejlbarligheder, og som oftest lykkedes de større udstyrsstykker også. 'Mørkeleg' har et udgangspunkt, der i bedste Jürgensen-stil er noget velkendt tilført et strejf af originalitet. Historien om nogle unge mennesker, der samles i et hus, hvorefter der sker ubehagelige ting er overordnet velkendt, men idéen med at gøre hele udgangspunktet til en leg, der handler om at "dræbe", er let brilliant. På samme måde gjorde det sig gældende i 'Sidste time', hvor den langsomme mystik var velkendt, men sammenført med tv-showet, som bogen er opkaldt efter, blev der tilført en kant, der i sammenspil med stemningen og velplacerede makabre momenter, gjorde filmen vellykket. Stemningen er intakt i 'Mørkeleg', som ikke har så travlt med at skjule sin morder som 'Sidste time' havde det. I stedet er filmens funktionalitet baseret på gode skuespilspræstationer og atter tages der også masser af falsk blod og alternative mordvåben i brug. Hvad man mest kan savne i filmen, når man sammenligner med romanen, er mystikken, som løftede sidstnævnte en smule over den slasher-historie, som filmen ret hurtigt udvikler sig til.

Intenst teater.

'Mørkeleg' har ikke desto mindre en ret fornem opbygning, og selvom enkelte replikker fremstår malplacerede, har Schmidt været utrolig dygtig (eller heldig) i sammensætningen af sit cast. De unge skuespillere gør det absolut fremragende, og at man derudover får glimt af stærke velkendte navne som Waage Sandø og Dick Kaysø er blot en bonus. Dennis Jürgensen har, når han er bedst, en utrolig evne til at få dialoger til at flyde, og det bliver af flere omgange fremvist i 'Mørkeleg'. Se bare scenen hvor Christian Grønvall, Karl Bille og Line Kruse skal udveksle en dialog, der har til formål at introducere Grønvalls karakter Tim såvel som hans "dårlige finger" kaldet "Piggy". Ordvekslingerne her er præcise og reelt morsomme, hvilket øjeblikkeligt gør noget mange andre slasher-film i tidens løb har forglemt - den får os til at sympatisere med karaktererne. Én ting der kan siges at fungere ringere i 'Mørkeleg' end 'Sidste time' er den mystiske pige med de overnaturlige tanker, som her i filmen repræsenteres af Mari-Anne Jespersens Alexandra, som desværre falder lidt igennem. Særligt i modsætning til Mette Bratlanns karakter fra 'Sidste time', som solgte idéen om den lidt tilbagetrukne pige bedre. Til gengæld har vi i nærværende film førnævnte Christian Grønvall, som giver begge films bedste præstation, og det ikke alene fordi han får mulighed for at skifte skizofrent mellem hvad der principielt er to karakterer. Line Kruse får samtidig mest muligt ud af sin karakter og får Én til at undre sig over, hvorfor skuespillerinden hovedsageligt har gjort sig i biroller i mange år.

Virkelighed og mareridt kan nemt blandes sammen, når man er alene i et hus med en psykopatisk morder.

Martin Schmidt beviser i 'Mørkeleg', at han har lært af de småfejl, der var i 'Sidste time', og selvom jeg allerede indledningsvis konstaterede, at det lave budget er at skimte i begge film, har instruktøren udviklet sig fra den ene film til den anden. Ser man bort fra enkelte øjeblikke, der bliver klodsede, er filmen mestendels en stemningsfuld cadeau til horrorfilm og særligt slasher-genren, alt imens den med nogle ganske unikke idéer formår at skille sig ud fra mængden. Det skyldes særligt en bemærkelsesværdigt god evne til at opbygge suspense og en overordnet mørk tone, der bygger op mod en særdeles tilfredsstillende afslutning.

Score:

Interview: Film skal være larger than life - en snak med instruktør Shaky González.

Danmarks genrefilminstruktør no. 1, den filmskoleuddannede Shaky González, står bag film som ’Nattens Engel’, ’One Hell of a Christmas’ og ’Pistoleros’. Hans film skiller sig kraftigt ud fra massen af danske film som hovedsageligt består af socialrealistiske dramaer og fjollede komedier. Men ud over at skrive, instruere og producere, er han også initiativtager til kortfilms-konkurrencen Movie Battle, og da dette års konkurrence, med temaet supernatural horror, løber af stablen i denne måned, fik Sørensen Exploitation Cinema en snak med Shaky González.

Hej Shaky og velkommen til Sørensen Exploitation Cinema. Lad mig lægge ud med filmkonkurrencen Movie Battle, som jo står for døren. Du er jo ophavsmand til Movie Battle, men hvad fik dig til at starte konkurrencen, og hvad ligger der til grund for den?

- En håndfuld venner og jeg havde længe haft en lille filmklub hvor vi nørdede en masse genrefilm og der snakkede vi altid om skøre ideer til nogle fede genre film man kunne lave osv. Så en dag foreslog jeg at vi skulle gøre noget ved det i stedet for bare at snakke om det. Alle kan jo nu om dage skaffe et kamera og komme til at klippe sin film. Det er ikke ligesom 80’erne hvor jeg rendte rundt og klippede direkte i et VHS kamera. Så det syntes de fleste var en super idé og gik straks i gang med at skyde en kortfilm. Der var dog, som altid, et par stykker som kun blev ved snakken og de snakker stadig den dag i dag - sådan vil det altid være.

Den første Movie Battle var i 2004. Den blev holdt vi hjemme hos en af mine venner i Hvidovre, da han havde den største stue og temaet var action-komedie på max fem minutter.  Det kom der otte sjove kortfilm ud af. Det blev til en super sjov aften hvor vi pressede over 50 mennesker ind i lejligheden og så filmene på en projektor. Vi havde allerede dengang dommere på som var skuespillere og filmfolk fra branchen.

Så man kan sige at Movie Battle oprindeligt var et opgør med/eller en udfordring til alle dem som aldrig selv producerede noget, men som blot kritiserede dansk film?

- Ja, det kan man faktisk godt sige. De fleste er dog heldigvis kommet ret langt i dag og har produceret gode novellefilm og medvirket i mange etablerede produktioner. Og selvom alle har en lille genre-nørd skjult i maven, så har de lavet lidt mere “realistiske” historier, da det er den eneste måde hvorpå man overhovedet har en chance for at få støtte her i Danmark.

Senere har konkurrencen jo vokset sig større i takt med der kom flere og flere tilmeldte film, men hvad er det grundlæggende der lægges vægt på ved Movie Battle når filmene skal udvælges og bedømmes – er det historien og idéen eller er der også andre elementer som f.eks. det tekniske, skuespillet etc.?

- Ja som sagt så startede det med 50 mennesker i en lejlighed i Hvidovre og anden gang blev det 100 mennesker i en ungdomsklub i Hvidovre, tredje gang var det i nogle større lokaler i Vanløse, hvor vi blev over 400 mennesker. Og nu er det CPH PIX i Palads bio med over 20 tilmeldte film. Vi har tre hovedpræmier og det er bedste film og bedste skuespiller som bedømmes af fem dommere fra filmbranchen, og så er der publikumsprisen, hvor publikum vælger deres bedste filmoplevelse den aften. Dommerne vælger først og fremmest ud fra den bedste historie, idé og skuespil. Teknik er sekundær.

I 2007 blev endnu en Movie Battle afholdt og denne gang var der 70’er tema på programmet. Her lavede du (ene mand har jeg hørt) kortfilmen ’Tony Venganza’ og i 2010 var temaet post-apokalyptisk. Her lavede du ’The Last Warrior’ som på flere punkter er kraftigt inspireret af ’The Road Warrior’ men også af nogle af Enzo G. Castellaris post-nuke produktioner. Er det helt skudt ved siden af?

- Ja det var sjovt at lave ’Tony Venganza’, da jeg er ret vild med 70’er film. Så jeg fik fat i en masse 70’er skjorter og skaffede et par biler til filmen. Vi skød den på tre dage og jeg var faktisk hele holdet. Og ja, du har helt ret - jeg er simpelthen helt vild med post-apokalyptiske film. ’The Road Warrior’ er selvfølgelig en kongefilm, men jeg så alle post-apokalyptiske flicks i 80’erne og var specielt vild med de italienske. Så ja, de var helt sikkert min inspiration til ’The Last Warrior’.

Hvordan skete det så at Another World Entertainment endte med at udgive ’Wasteland Tales’ – filmene fra Movie Battle 2010?

- Da vi i vores film-nørdeklub er store tilhængere af Another World Entertainments DVD udgivelser, så besluttede vi at kontakte Jan Schmidt fra AWE og invitere ham med til vores visning. Heldigvis var Jan meget begejstret for vores arrangement. Faktisk så meget at han selv foreslog en DVD udgivelse. Og det var jo fantastisk at få vores kortfilm udgivet. Og nu udkommer DVD’en til årets Movie Battle samme dag som premieren den 18. april.

The Last Warrior.

Shaky, du er jo en af de få herhjemme der holder fanen højt når det kommer til at lave genre film, men det er jo en næsten umulig opgave at få finansieret sådanne film her i landet. Hvorfor tror du et er så svært at komme igennem med genrefilm herhjemme? Og hvorfor har du ikke bare taget den nemme vej og lavet nogle hverdagsdramaer og folkekomedier?

- Det er helt umuligt at få finansieret en 100% genrefilm her i Danmark og jeg tror desværre ikke at det ændrer sig foreløbigt. Det er ikke en tradition her i landet og sådan som det ser ud med elever fra både Den Danske Filmskole, men også Super 16, så er der bestemt ikke mange genrefilm imellem. Tværtimod så syntes jeg at de nye filmfolk som bliver uddannet trækker mere og mere i retning af socialrealisme og drama.

Det er desværre, for mig som bor i Danmark, ikke noget som har kunnet tiltrække mig. Jeg syntes stadig at film skal være lidt mere ”larger-than-life”. Jeg kan ikke komme op at ringe over en historie om en alkoholiseret mor som bor på Nørrebro og har en datter som vil være punker, og som bliver drillet i skolen osv. Men jeg arbejder på et projekt hvor selve miljøet er et realistisk Nørrebro, men hvor historien er lidt mere end bare et hverdagsdrama.

Okay, det lyder spændende. Her til sidst vil jeg høre om du kan løfte sløret for hvilke film du arbejder på for tiden og hvornår vi kan forvente at se mere fra din hånd?

- Jeg arbejder som sagt på det førnævnte danske projekt som jeg desværre ikke kan sige så meget om, andet end at det bliver super fedt dansk action. Og et udenlandsk projekt som er lige noget for mig – en supernatural horror og martial arts film som foregår i 80’erne. Det bliver så fedt.

Ja, det lyder det bestemt til. Okay, det var alt for denne gang – tusind tak for din tid Shaky og held og lykke med dine nuværende og fremtidige projekter. Vi ser frem til dem!

Nyhed: Tema-måned i rød-hvide farver.

Hele april vil vi sætte fokus på dansk low-budget, undergrundsscenen og både ukendte og mere kendte danske genre- og horror-film. Vi kigger med over skulderen på produktionen af de to danske low-budget projekter '318' og zombie-filmen 'Du Danske Sommer 2' - der kommer med den forrygende tagline "I Udkantsdanmark kan ingen høre dig skrige". Det er en film som vi også regner med at få eksklusiv premiere på, lige her på bloggen! I kan også se frem til et interview med Danmarks genrefilminstruktør no. 1, Shaky González, manden bag film som 'Nattens Engel' og 'Pistoleros'. Vi tager også en snak med norske Lars-Erik Lie, om tilblivelsen af low-budget filmen 'The Thrill of a Kill' - en kærlighedserklæring til slasher-filmene fra 70érne og 80'erne. Vi tager et kig på de 6 post-postapokalyptiske danske kortfilm som alle dystede på MovieBattle festivalen i 2010, og en snak med folkene bag en af dem - den fremragende 'Connected'. Derudover får du som altid en god håndfuld grundige og gory anmeldelser - denne gang udelukkende af danske film.

Her er det fulde program (der kan opstå ændringer):

Interview med Shaky González om hans film og MovieBattle. Udkommer d.03/04.
Anmeldelsen af Mørkeleg (1996). Udkommer d.06/04.
Anmeldelsen af Farligt Venskab (1995). Udkommer d.10/04.
Interview Lars-Erik Lie om at lave film på no-budget, den norske bølge af genre-film og hans 'The Thrill of a Kill'. Udkommer d.13/04.
Interview med Jens Raunkjær Christensen og Jonas Drotner Mouritsen og en snak om deres danske sci-fi-kortfilm 'Connected'. Udkommer d.17/04.
Anmeldelsen af Nattevagten (1994). Udkommer d.20/04.
Bag-om artikel på den danske low-budget kortfilm '318'. Udkommer d.24/04.
Anmeldelsen af Nattens Engel (1998). Udkommer d.27/04.
Bag-om artikel på den danske low-budget zombiefilm 'Du Danske Sommer 2'. Udkommer d.29/04.

Dobbeltanmeldelse: House of 1000 Corpses / The Devil's Rejects.

Årgang: 2003 / 2005
Tagline: "God bless this house." / "This summer, go to Hell…"
Instruktør: Rob Zombie.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Runtime: 85 minutter / 104 minutter.
Udgiver: Scanbox / Nordisk Film.
Link til filmene: IMDB / IMDB.
Se også: 'The Texas Chainsaw Massacre' (1974), 'Halloween' (2007), 'Death Proof' (2007), 'Planet Terror' (2007).

Anmeldt af Jesper Pedersen.







I et gammelt, faldefærdigt hus langt ude på det sydamerikanske bøhland, bor familien Firefly. Bedstefar, mor og fire voksne børn lever et afsondret liv med fasttømrede roller, fællesinteresser og et solidt greb om gamle familietraditioner -  som desværre i dette tilfælde går ud på at bortføre, ydmyge, torturere og dræbe tilfældige forbipasserende. En allehelgensaften går det ud over to halvnørdede vennepar, som netop er på vej hjem til den ene piges forældre for at fejre Halloween. Pigens far, som er pensioneret betjent i den nærliggende by, får hurtigt iværksat en eftersøgning, som dog ender brat ved Firefly-huset, da faderen og de to medfølgende betjente bliver myrdet. Kort tid efter forfølger sherif Wydell, hvis bror var en af de myrdede betjente, sporet til Firefly-huset, som han omringer med sin samlede politistyrke. To af børnene, Otis og Baby, slipper imidlertid væk, og de advarer deres medsammensvorne, Kaptajn Spaulding, så de tre sammen kan slippe væk med livet i behold.

 

Det er i korte, korte træk, hvad der sker i 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects'. Jeg synes, det gav mening at skrive filmenes handlingsforløb sammen - som det måske fremgår, skiller forløbene efter at "betjentene og faderen bliver myrdet" - eftersom dette jo er en dobbeltanmeldelse af Rob Zombies to første spillefilm, begge omhandlende den crazy familie Firefly. Men faktisk er disse to film meget forskellige. Trioen Otis B. Driftwood, Kaptajn Spaulding og Baby Firefly går igen i begge film, og det samme gør enkelte handlingsforløb, som eksempelvis den døde betjent, der hævnes af sin sherif-broder. Men fortællemåden, stilen, skuespillet og hele stemningen er så markant anderledes fra 'House of 1000 Corpses' til 'The Devil's Rejects', at fortsættelsen måske bedre betegnes som et spin-off end en sequel.

En hyggelig køretur med familien!

Forskelligheden skyldes nok langt hen ad vejen, at Rob Zombie simpelthen er blevet en bedre instruktør, og at han efter succesen med 'House of 1000 Corpses' har fået mulighed for at arbejde med nogle flere og mere professionelle folk. Det officielle udgivelsesår for 'House of 1000 Corpses' er 2003, men den var faktisk færdiggjort allerede tre år tidligere. Rob Zombie havde lavet den for Universal, som besluttede sig for ikke at bruge yderligere penge på at udgive filmen, eftersom man ikke regnede med, den ville komme i nærheden af at tjene sit budget ind med dens voldsomme NC 17-rating. Senere fik Rob Zombie overført filmrettighederne til Lions Gate, som endte med at få plus på kontoen allerede på premieredagen. De bad med det samme Rob Zombie om at gå i gang med en fortsættelse, men ventetiden hos Universal har altså givet ham et par år til at kunne øve sine instruktørkundskaber, blandt andet på musikvideoer for hans sideløbende heavy metal-karriere.

Læg mærke til baggrunden og Otis' seneste kunstværk; Fish Boy!

Siden er Rob Zombie kommet i godt selskab i det såkaldte "Splat Pack", bestående af Alexandre Aja, Neil Marshall, Eli Roth, Robert Rodriquez, Greg McLean, hovednavnene bag 'Saw'-franchisen; James Wan, Leigh Whannell og Darren Lynn Bousman samt altså Rob Zombie. Denne gruppe er blevet berømt og berygtet i det nye årtusinde for at gå imod de familievenlige blockbustertendenser, og i stedet vende tilbage til de lave budgetter og høje ratings, som var kendetegnende for de bedste af 70'ernes og 80'ernes genrefilm. Splat Pack er i den grad Hollywoods hårde børster, men samtidig også sande guldgruber for deres produktionsselskaber, og særligt Lions Gate og Dimension Films har nydt godt af disse instruktørers evne til at underholde et stort, betalende publikum på en meget billig måde. Rob Zombie blev desuden sammen med Eli Roth og en anden instruktør, som også har styr på sine genrer; Edgar Wright, valgt til at skabe de underholdende falske trailers til Quentin Tarantino og Robert Rodriquez Grindhouse-projekt fra 2007. 'Werewolf Women of the SS' viser atter, at Rob Zombie har udviklet sig som instruktør - jeg synes faktisk næsten, traileren er for flot til genren.

Rob Zombie har selv udtalt, at han bestræbte sig på at gøre karaktererne mindre tegneserieagtige i 'The Devil's Rejects' - det burde være en overskuelig opgave! Karaktererne i 'House of 1000 Corpses' er alle meget ekstreme, og i lang tid er det svært at hitte ud af, hvem der egentlig er hovedpersonen i det overskruede persongalleri. Jeg mener, man har den regel, når det gælder drama, at hovedpersonen er den, der udvikler sig mest i løbet af handlingen. Om dette kan overføres til horrorgenren ved jeg ikke, men ellers kan man vel grundlæggende sige, at hovedpersonen er den, der overlever længst. Dermed finder vi da også til sidst ud af, hvem af de fire venner der er hovedpersonen. I 'The Devil's Rejects' har galningefamilien en mere fremtrædende rolle, og derfor er mange af de overfladiske, opmærksomhedskrævende detaljer også fjernet; Otis' øjne er ikke helt så spilåbne og vilde; Babys irriterende, skingre latter (en reference til Linda fra 'Evil Dead 2') er helt fjernet; og Kaptajn Spaulding går rundt uden sin klovnemakeup det meste af tiden. Familien Firefly begynder ligeledes at vise en smule empati og tillid overfor hinanden, hvilket også er menneskelige egenskaber, man skal lede langt efter i etteren. Det gør karaktererne mere troværdige og ægte, og deres handlinger meget mere skræmmende. Man kunne argumentere for, at den egentlige hovedperson i 'The Devil's Rejects' er sherif Wydell, som udvikler sig fra at ville håndhæve loven i sit lille samfund, til at ville hævne sin døde bror og sågar hyrer mexikanske lejemordere til at hjælpe ham med at opspore Otis, Baby og Kaptajn Spaulding.

Når loven ikke rækker, må den lange arm have fat i syvtommersøm og hammer!

Det kan være lidt vanskeligt at finde rundt i familien Fireflys indbyrdes relationer. Vi ved, der er en Mother Firefly og en Grampa Hugo Firefly, men ingen Father Firefly til Otis, Baby og brødrene Rufus og Tiny - for slet ikke at tale om de mange deforme babyfostre, som står rundt omkring i huset i formaldehyd-fyldte syltetøjsglas. Indavl er uden tvivl en afgørende faktor, og jeg vil da ikke afvise, at ungerne er forældre til hinanden på kryds og tværs - men det er nok heller ikke uden betydning, at Mother Firefly er blevet arresteret for prostitution hele 17 gange (og det er vel at mærke kun de gange, hun er blevet arresteret for det), som sherif Wydell afslører det i 'The Devil's Rejects'. I samme film kalder Baby Kaptajn Spaulding for far, men eftersom han kalder Charlie Altamont, spillet af afroamerikaneren Ken Foree, for bror er dén oplysning heller ikke helt troværdig. Ganske vist har Kaptajn Spaulding og Charlie Altamont samme udstående øjne, men der hører de genetiske ligheder også op, eftersom den ene er kridhvid og den anden kulsort.

Det er egentlig utroligt, hvor meget et menneske fylder, når det ligger splattet ud på en vej!

Hvor 'The Devil's Rejects' er en enkel og stilsikker film, er 'House of 1000 Corpses' mere vild. Handlingen er plasket til med klassiske skræmmeelementer som blaffere, børnesange, klovne, fuldmåne, fugleskræmsler, skrald og så videre og så videre. Sammen med det bizarre persongalleri gør det 'House of 1000 Corpses' til en utroligt underholdende og uforudsigelig film, men også en smule uoverskuelig til tider. Den indeholder mange referencer til horrorgenren, som heldigvis for det meste er så implicitte, at man aldrig oplever, filmen bare nasser på tidligere succeser. Man fornemmer, at Rob Zombie er vel kendt i genren, og han finder inspiration fra alle mulige og umulige kanter. Største inspirationskilde er dog, naturligvis, Tobe Hoopers 'The Texas Chainsaw Massacre' (1974), og den udsættes også for én af de mest direkte hentydninger, lad os kalde det en hyldest, da Otis syer en maske af menneskehud. En fritidssyssel Otis i øvrigt genoptager i 'The Devil's Rejects'.

Uanset hvor primitive de er ude på bøhlandet, har de altid en Coca Cola ved hånden!

Jeg er vild med 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects', og jeg håber, Rob Zombie og Lions Gate lader det blive ved disse to. For når det kommer til denne grumsede exploitaton-genre, er der noget symbolværdi i at udgive film i par fremfor i trilogier, som er moderne i alle andre sammenhænge. 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects' er selvfølgelig ikke en rigtig dobbeltfilm i stil med selve Grindhouse-projektet eller Tarantinos 'Kill Bill' (2003 & 2004), men de er stadig to alen ud af et stykke. Jeg har svært ved at vælge en sikker favorit blandt de to; den første er totalt underholdende og overrumplende, mens den anden er flot og stilsikker. Når billed- og lydsiden spiller bedst sammen, når 'The Devil's Rejects' Tarantinoske højder. Heldigvis er dette en dobbeltanmeldelse, og jeg kan derfor nøjes med at sige, at begge film er fantastiske hver især og alle fem Pinhead's værd!

Score:

Nyhed: Hele april vil stå i røde og hvide farver!

Vi sætter nemlig fokus på dansk low-budget filmageri, undergrundsscenen og danske genre-, gys- og horror-film. Første indslag kommer d.03/04 hvor Claus Reinhold interviewer Danmarks genrefilminstruktør no. 1 Shaky González. Hele vores program bliver offentliggjort d.01/04 - og det er ingen aprilsnar...

Nattens Engel.