Årgang: 1994. Tagline: "De søger en nattevagt. Martin er ikke mørkeræd men har kun et problem... han får jobbet!" Instruktør: Ole Bornedal. Runtime: 102 minutter.
Medie: DVD. Set på: 42" LCD. Udgiver: Sandrew Metronome. Link til filmen:IMDB. Se også: 'Nightwatch' (1997), 'Kærlighed på film' (2007), 'Fri os fra det onde' (2009).
Vi møder de to jurastuderende venner, Martin (Nikolaj Coster Waldau) og Jens (Kim Bodnia). Den ene er nogenlunde fornuftig, den anden er nærmest bindegal. Midt under en forelæsning indgår de et væddemål om, hvem der først kan stille den anden på en prøve, som han ikke tør gennemføre. Det, der starter som en leg, bliver langsomt mere og mere alvorligt. Men navnlig Martin skal få større problemer endnu. Han tager et sommerferiejob som nattevagt på Retsmedicinsk Institut. Her kommer han i kontakt med kriminalkommissær Wörmer (Ulf Pilgaard), der efterforsker en række uhyggelige mord. Pludselig begynder der at ske mystiske ting i kældrene. Nogen prøver på at gøre Martin sindssyg. Han hvirvles ind i et spind af veltilrettelagte indicier, der peger på ham selv som morderen.
Den danske instruktør Ole Bornedal har været vidt omkring i sine filmiske fortællinger, men uanset hvad instruktøren har beskæftiget sig med, har det oftest været ambitiøst. Det var også 'Nattevagten', som på typisk Bornedal facon tager sit udgangspunkt (her horrorfilmen) og mikser den med sort humor og massevis af intenst fascinerende stemninger. Instruktøren kommer oprindeligt fra at arbejde med lyd og lavede tilbage i 80erne, hvor særligt hans radiomontage 'Knust, Kværn og Kvæstet' tiltrak sig opmærksomhed, da den i 1986 vandt en Prix Italia. 'Nattevagten' var instruktørens første spillefilm. Siden har han været vidt omkring og lavede blandt andet en genindspilning af filmen på amerikansk grund, hvor filmen fik titlen 'Nightwatch' (1997). Den amerikanske versionering er stort set genskabt billede for billede, og selvom Nikolaj Coster Waldau er skiftet ud med Ewan McGregor og Ulf Pilgaard med Nick Nolte, er den danske version langt hen ad vejen at foretrække. Dels lever McGregor og Nolte ikke helt op til deres navne, og dels er den amerikanske version ikke overraskende noget mindre kantet og voldsom. Det er ikke desto mindre meget fascinerende at høre om instruktørens amerikanske eventyr, og kan man opstøve interviews med manden, er der mange gode historier at hente i hans oplevelse med den legendariske Miramax chef Harvey Weinstein.
Ulf Pilgaard har aldrig været så intimiderende på film - hverken før eller siden.
Det er svært ikke at sætte stor pris på Ole Bornedals evne til at skabe atmosfære, og manden leverer med 'Nattevagten' horrormomenter, som vi sjældent har set det på dansk grund før eller siden. Instruktørens baggrund i radio fornemmes på sær vis igennem den store sans for detalje på lydsiden, hvilket ofte medfører et øget ubehag. Generelt er det, når filmen lader sig indhylle i egentligt gys, at den fungerer bedst. Der er enormt mange øjeblikke som på en og samme tid yder respekt til tidligere tiders filmskabere og betræder ny grund. Når Martin eksempelvis introduceres til sit nye arbejde af den afgående nattevagt (spillet superbt af Gyrd Løfquist), er den forevarslende særhed, forgængeren fremviser, som taget ud af en klassisk amerikansk horrorfilm, alt imens det opvejes af den humor, som kun Bornedal forstår at levere. Måden, hvorpå informationer omkring dårlig ånde videregives af den ældende herre, er på en og samme tid foruroligende og bizart humoristisk. At det hele sættes i relief af nogle af de ubehagelige omgivelser og et fremragende kameraarbejde af Dan Laustsen (som også stod for billedsiden til den her på bloggen anmeldte 'Wind Chill') tilføjer et makabert ekstra lag.
Nogle tænder på risikoen for at blive opdaget, andre tænder på risikoen for... zombier?
Det er ikke overraskende, at filmen måtte censureres en smule, da den blev genindspillet på amerikansk grund. Her er massevis af både foreslået og konkrete ubehageligheder. Uhyggen er i øvrigt fremragende bygget op af et underlæggende thrillerelement, som jeg ikke vil spolere her, men som driver filmen fremad med stort momentum. Hvad der undrede ved den amerikanske udgave var, at en stor del af karakterudviklingen var taget væk efterladende udelukkende historiens skelet. Det er ellers en stor styrke i 'Nattevagten', at forholdet mellem Martin og Jens fungerer, hvilket i særdeleshed skyldes Bornedals ret eminente evne til at formulere replikker. Hans ironi kommer aldrig til at virke forceret, og det giver filmen store evner som en gyserfilm, der vil en lille smule mere, hvilket er typisk for instruktøren. Skuespillerne kan naturligvis heller ikke fraregnes, her og folk som Kim Bodnia og i særdeleshed Ulf Pilgaard er velspillende heri. Waldau er i høj grad seerens indgangsvinkel til filmen og tilbringer meget af filmen, som den klassiske protagonist, der må bruge megen tid på at reagere på det, han og publikum oplever. Jeg vil imidlertid hellere fremhæve Rikke Louise Andersson, hvis rolle i filmen er en lille genialitet. Hun er skrevet med en så stor sårbarhed og længsel indbygget, at det er svært for denne anmelder ikke at blive en smule fascineret af hende. Det gælder i særdeleshed også hendes spil, som er mere end fremragende. Således har Anderssons karakter Joyce også filmens bedste scene. Den bidske råhed i dette øjeblik (som jeg ikke vil spoile her) efterlader et uudsletteligt indtryk, hvilket resulterer i, at denne scenes afslutning er, hvad undertegnede ser for sig, når filmens titel nævnes.
Der er noget uafrysteligt ved Rikke Louise Anderssons stakkel af en karakter i denne film.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at 'Nattevagten' er ret fremragende. Man kan måske nok ærgre sig over, at udtoningen rammer en smule på den platte side, men det er til at overse. Filmen kan derudover måske nok beskyldes for at indeholde klichéer, der fører til enkelte forudsigelige øjeblikke, men den virtuositet, filmen lægger for dagen på den håndværksmæssige side gør, at stemningerne står overraskende stærkt printet i denne anmelders hukommelse. Med andre ord er det svært ikke at lade sig rive med af de gode elemente, som der er rigeligt af og forglemme, at der også er mindre fejltrin undervejs.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar