Anmeldelse: Mørkeleg.

Årgang: 1996.
Tagline: "Dræb dine venner, før de dræber dig."
Instruktør: Martin Schmidt.
Runtime: 85 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 42" LCD.
Udgiver: Regner Grasten Film.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Nattevagten' (1994) 'Sidste time' (1995), 'Bag det stille ydre' (2005).

Anmeldt af Mark S. Svensson.








En ung pige myrdes på bestialsk vis. Politiet aner hurtigt en forbindelse mellem drabet og en række mord, som er blevet begået gennem de seneste år i København. Fire venner til den myrdede pige mødes sideløbende med dette i et stort, gammelt hus for at spille et splinternyt spil, som netop er udsendt i USA. Spillet hedder "Backstabbed" og er et interaktivt kampspil, som går ud på at gemme "mordvåben", finde dem igen og "myrde" hinanden. Politiet afhører vidner til drabet og sporer sig snart ind på en gammel kending, som med stor sandsynlighed kan være seriemorderen. Uheldigvis bor den mistænkte ulovligt i samme hus, som de unge opholder sig i, og snart forvandles det harmløse spil til blodig virkelighed, og som med de fleste spil, findes der kun én vinder...

Stilhed før stormen.

Dennis Jürgensen er sandsynligvis Danmarks mest genrefikserede forfatter. Den produktive herre har siden debuten 'Kærlighed ved første hik' i 1981 skrevet i omegnen af 60 bøger, hvoraf størstedelen er horror-, sci-fi- og fantasy-romaner. Således har Jürgensen formentlig været manges indgang til skrækhistorier. Eksempelvis var bøgerne om Freddy og monstrene første gang jeg blev introduceret for de klassiske horror-figurer, og selvom det bliver gjort i en let humoristisk tone, bliver en del af de basale ting om de legendariske monstre som Dracula også videregivet. Mange horror-fans vil nok have en særlig plads i deres hjerte for Jürgensens zombieroman 'Kadavermarch' (1991), som er stærkt inspireret af George A. Romeros zombiefilm, men også har Jürgensens varemærkede humor med indover sin fortælling. I løbet af 90erne slog forfatteren sig sammen med sin gamle ven Martin Schmidt og skabte to low-budget horrorfilm: 'Sidste time' (1995) og 'Mørkeleg' (1996). Filmene er relativt unikke i dansk sammenhæng i og med, at de er produceret for ganske få penge og alligevel er nået relativt langt ud og til dags dato fortsat er relativt nemme at anskaffe sig. Instruktør Martin Schmidt indledte endvidere sin karriere med disse film. Efter disse forsøgte han sig atter med horror-genren i 'Afmagt' (1998) og 'Kat' (2001), før han skiftede til tv-serier af meget varierende kvalitet. Jürgensen og Schmidt forsøgte sig i 2005 med deres foreløbigt sidste film: 'Bag det stille ydre', som desværre ikke levede op til de to første film, makkerparret lavede. Til det var historien her for klichépræget og manglende i stemning.

Stormen...

Både 'Mørkeleg' og 'Sidste time' bærer præg af deres low-budget rødder, og til tider kan man se, at idéerne har overstrålet evnerne. Det er imidlertid ikke det store problem. Det er ikke svært at fraregne de små tekniske fejlbarligheder, og som oftest lykkedes de større udstyrsstykker også. 'Mørkeleg' har et udgangspunkt, der i bedste Jürgensen-stil er noget velkendt tilført et strejf af originalitet. Historien om nogle unge mennesker, der samles i et hus, hvorefter der sker ubehagelige ting er overordnet velkendt, men idéen med at gøre hele udgangspunktet til en leg, der handler om at "dræbe", er let brilliant. På samme måde gjorde det sig gældende i 'Sidste time', hvor den langsomme mystik var velkendt, men sammenført med tv-showet, som bogen er opkaldt efter, blev der tilført en kant, der i sammenspil med stemningen og velplacerede makabre momenter, gjorde filmen vellykket. Stemningen er intakt i 'Mørkeleg', som ikke har så travlt med at skjule sin morder som 'Sidste time' havde det. I stedet er filmens funktionalitet baseret på gode skuespilspræstationer og atter tages der også masser af falsk blod og alternative mordvåben i brug. Hvad man mest kan savne i filmen, når man sammenligner med romanen, er mystikken, som løftede sidstnævnte en smule over den slasher-historie, som filmen ret hurtigt udvikler sig til.

Intenst teater.

'Mørkeleg' har ikke desto mindre en ret fornem opbygning, og selvom enkelte replikker fremstår malplacerede, har Schmidt været utrolig dygtig (eller heldig) i sammensætningen af sit cast. De unge skuespillere gør det absolut fremragende, og at man derudover får glimt af stærke velkendte navne som Waage Sandø og Dick Kaysø er blot en bonus. Dennis Jürgensen har, når han er bedst, en utrolig evne til at få dialoger til at flyde, og det bliver af flere omgange fremvist i 'Mørkeleg'. Se bare scenen hvor Christian Grønvall, Karl Bille og Line Kruse skal udveksle en dialog, der har til formål at introducere Grønvalls karakter Tim såvel som hans "dårlige finger" kaldet "Piggy". Ordvekslingerne her er præcise og reelt morsomme, hvilket øjeblikkeligt gør noget mange andre slasher-film i tidens løb har forglemt - den får os til at sympatisere med karaktererne. Én ting der kan siges at fungere ringere i 'Mørkeleg' end 'Sidste time' er den mystiske pige med de overnaturlige tanker, som her i filmen repræsenteres af Mari-Anne Jespersens Alexandra, som desværre falder lidt igennem. Særligt i modsætning til Mette Bratlanns karakter fra 'Sidste time', som solgte idéen om den lidt tilbagetrukne pige bedre. Til gengæld har vi i nærværende film førnævnte Christian Grønvall, som giver begge films bedste præstation, og det ikke alene fordi han får mulighed for at skifte skizofrent mellem hvad der principielt er to karakterer. Line Kruse får samtidig mest muligt ud af sin karakter og får Én til at undre sig over, hvorfor skuespillerinden hovedsageligt har gjort sig i biroller i mange år.

Virkelighed og mareridt kan nemt blandes sammen, når man er alene i et hus med en psykopatisk morder.

Martin Schmidt beviser i 'Mørkeleg', at han har lært af de småfejl, der var i 'Sidste time', og selvom jeg allerede indledningsvis konstaterede, at det lave budget er at skimte i begge film, har instruktøren udviklet sig fra den ene film til den anden. Ser man bort fra enkelte øjeblikke, der bliver klodsede, er filmen mestendels en stemningsfuld cadeau til horrorfilm og særligt slasher-genren, alt imens den med nogle ganske unikke idéer formår at skille sig ud fra mængden. Det skyldes særligt en bemærkelsesværdigt god evne til at opbygge suspense og en overordnet mørk tone, der bygger op mod en særdeles tilfredsstillende afslutning.

Score: