Anmeldelse: Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan.

Årgang: 1989.
Tagline: "New York has a new problem!".
Instruktør: Rob Hedden.
Runtime: 100 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Paramount Pictures.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘Friday the 13th’ (1980), ‘Friday the 13th Part VII: The New Blood' (1988), 'Jason Goes to  Hell: The Final Friday' (1993).

Skrevet af Jesper Pedersen.

Det er efterhånden blevet en lille tradition, at undertegnede tager en 'Friday the 13th'-film under kærlig behandling (find de andre anmeldelser her), når kalenderen rammer fredag den 13., og denne anmeldelse er den femte af slagsen. 2014 byder desværre kun på en enkelt af disse skæbnesvangre datoer, men i 2015 kan vi se frem til hele tre, ligesom vi jo kan glæde os til en helt ny spillefilm (den trettende!) og om alt går godt endda en tv-serie. Men først: 'Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhatten', hvor Jason Voorhees er tilbage med seriøse baderynker efter at have været fanget på bunden af Crystal Lake siden slutningen af syveren. Det humpende anker fra en kærlighedsbåd river hul på et undervandskabel, og Jason genoplives af elektrisk stød. Samtidig et andet sted på Crystal Lake er Rennie Wickham på vej ombord på det gode skib SS Lazarus. Sammen med sin klasse fra high school og deres lærer skal hun til New York City, men studieturen udvikler sig til en overlevelsestur, da Jason sniger sig ombord som blind passager.

Jason når knap at dryppe af, før han penetrerer den første teenager med sin harpun.

I slutningen af 80'erne kørte tv-serien 'Friday the 13th: The Series' i USA. Serien havde som sådan ikke noget med filmfranchisen at gøre, selvom det på et tidligt tidspunkt i produktionen vist nok var meningen, men både foran og bag kameraet var der gengangere. Rob Hedden havde instrueret et par afsnit, da han blev spurgt, om han havde lyst lyst til at genoplive Jason i en ottende film. Som enhver anden lovende ung instruktør med respekt for sig selv og sin kommende karriere svarede Rob Hedden naturligvis ja og spurgte samtidig, om han måtte føre Jason ud af komfortzonen i det idylliske Crystal Lake og tage ham med en tur til storbyens stress og jag. Producerne syntes, dette var en formidabel idé, og Rob Hedden gik straks i gang med at udtænke vilde, visuelle idéer, som skulle gøre VIII'eren til den mest spektakulære part nogensinde. I hvert fald på papiret.

Jason lyttede aldrig til hans mor, når hun sagde, han ikke måtte lege i vaskemaskinen.

'Friday the 13th Part VIII'-franchisen fik undertitlen 'Jason Takes Manhatten', for når man nu alligevel skal besøge en by, hvorfor så ikke vælge byen over dem alle; New York City. Men ikke siden 'Den uendelige historie' har en titel været så misvisende. Efterhånden som produktionen skred frem gik det op for for Rob Hedden, at producerne ikke formåede at sætte handling (og penge) bag ord, og den tid, der reelt blev til optagelser i NYC, blev ad flere omgange barberet ned til blot én uge. Først når spilletiden passerer 60 minutter ankommer Jason og de få overlevende rent faktisk til byen, og efter et rendez vous i snaskede slumkvarterer, som lige så godt kunne være i en hvilken som helst anden metropol, går turen lynhurtigt henover Times Square og direkte ned i kloakkern

Jason Voorhees vs. Muhammed Ali – hvorfor er der ikke nogen, der har tænkt på det før?

Det er jo ikke fordi, man forventer den store finale i toppen af Frihedsgudinden med turister flyvende ud til alle sider. Men det er da skuffende, at ikke én eneste byboer bliver slagtet hverken på Times Square eller i undergrundsbanen. Jason Voorhees spærret inde i en togvogn fuld af ludere og lommetyve burde udløse et blodbad uden lige, men nej. Scenerne på gaden bruges primært til komiske optrin, som da Jason finder identifikation i et ishockey-reklamebanner, kaster en dørmand henover bardisken eller skræmmer en flok uopdragne lømler ved at tage masken af. Det er enormt plat og meget lidt uhyggeligt. Uhyggelig er heller ikke slutsekvensen i kloakkerne under New York City, men den er til gengæld godt tænkt. Jasons første død, druknedøden i barndommen, spejles på snarrådig vis, og jeg er vild med, at de smider om sig med toxic waste – det er total 80'er på en herlig Troma-agtig måde.

Forfængelighed til det sidste.

Filmens præmis – altså bortset fra endnu en undskyldning for at lade Jason dræbe teenagere – er, at Jason Voorhees og hovedpersonen Rennie Wickham er knyttet sammen af en episode i fortiden. Rennie har fortrængt denne for hende ganske traumatiske hændelse, men i løbet af filmens forløb falder brikkerne langsomt på plads for hende. Selvom Jason til tider forfølger Rennie som zombien Bombie forfølger Joakim von And i Carl Barks' klassiske tegneserie, er det aldrig helt tydeligt, om dette egentlig er Jasons intention. I så fald tillægges Jason en stærkere motivation end tidligere, hvilket er klædeligt, men man kunne med fordel have forstærket dette motiv yderligere.

”Fuck, det er ham med ishockeymasken – bare han ikke har ninja-padderne med!”

På premieretidspunktet var 'Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhatten' den suverænt dyreste  film i franchisen – næsten dobbelt så dyr som sin forgænger. Men fordi der blev brugt mange penge på ligegyldige storby-optagelser, har der sandsynligvis ikke været penge tilbage til det, de trofaste fans egentlig gerne vil se. Man burde have kastet hele byturen overbord og i stedet investeret i et par ekstra flasker teaterblod og givet tøserne en bonus for at smide trøjerne. 'Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhatten' blev også den dårligst indtjenende film i serien overhovedet, men det er dog efter min mening slet ikke den dårligste film. Rob Hedden forløser et potentiale i historien og ikke mindst visuelt ombord på båden, selvom der godt kunne have være skruet op for de blodige effekter. Det kunne have været spændende at se, hvordan 'Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhatten' havde set ud, hvis Rob Hedden havde haft et større budget eller måske bare lidt mindre ambitioner. 

Score: