Anmeldelse: Stargate.

Årgang: 1994
Tagline: It Will Take You A Million Light Years From Home.
Instruktør: Roland Emmerich
Runtime: 130 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Universal.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Dune' (1984), 'The Dark Crystal' (1982), 'John Carter' (2012).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Et noget mærkeligt fund er sket, og da en flok forskere tager hul på efterforskningen af denne opdagelse, er der flere spørgsmål end svar. Inden længe bringes Daniel Jackson (James Spader) ind i efterforskningen, og det viser sig snart, at den unge mand er et mindre geni på området. Snart har han knækket koderne, og han og en gruppe soldater, anført af Jonathan 'Jack' O'Neil (Kurt Russell) tager af sted på en rejse igennem, hvad de i mellemtiden har erfaret er en port. Hvad Jackson og soldaterne finder på den anden side af porten, er dog noget helt andet end det, de havde forventet. 

Snake Plissken is back!

Det er altid med en vis skepsis, at jeg påbegynder et filmisk værk, der har Roland Emmerichs navn tilknyttet. Manden har med de senere års (kvalitetsmæssige) fiaskoer skabt sig et ikke just positivt renomme som værende mere optaget af special effects end gode historier. 'Stargate' er i mellemtiden ikke at sammenligne med de senere års ligegyldige blockbusters, og det er der en række årsager til: For det første har 'Stargate' en engagerende historie og et vellykket momentum, hvilket særligt ikke er tilfældet for Emmerichs senere værk '2012' (2009). Ligeledes var det ikke '2012' forundt at have nogle synderligt engagerende karakterer. Dem er der flere af heri, og enkelte er sågar mere end blot de sædvanlige papfigurer, der har det med at plage Emmerichs film. En tredje ting, 'Stargate' besidder, og som jeg aldrig ville have troet mig i stand til at sige om en af mandens film, er charme. Det alternative univers i hvilket dele af fortællingen folder sig ud er yderst interessant. Med simple virkemidler og fysisk udførte special effects, formår det alternative univers på den anden side af stjerneporten indenfor få minutter at have mere personlighed, end visse af Emmerichs hele film har haft det.

Selv i mandens dårlige film har Emmerich altid været garant for flotte billeder, i ‘Stargate’ følger universet med de visuelle indfald.

Svagheder er filmen også i besiddelse af, og hvor de positive elementer adskiller sig fra tidligere film af instruktøren, er visse af fejlene mere genkendelige. Særligt er replikkerne ofte forcerede, og det er i særdeleshed, når humor forsøges benyttet, at Dean Devlin og Roland Emmerichs manuskript bliver mere akavet end vellykket. De mere ordknappe momenter er dem, der fungerer bedst. Eksempelvis da James Spaders karakter Doktor Daniel Jackson møder Sha’uri spillet af Mili Avital. Instruktionen kommer her til sin ret, og det overrasker vitterligt at Emmerich tilsyneladende er i stand til at skabe flere både rørende og meget beskrivende scener imellem sine karakterer. I de ordløse øjeblikke lykkedes sågar noget af den humor, der som tidligere beskrevet ellers ofte forekommer akavet. 'Stargate' er et bevis på, at hvor Emmerich er trådt forkert med sine senere film er i sin trang til at mindske fokus på karakterer til fordel for nogle ofte ret klichéfyldte fortællinger. I 'Stargate' formår instruktøren ikke alene at holde sig til en ret lille flok karakterer men er samtidig i stand til at engagere tilskueren i filmens fulde mere end 2 timer lange spilletid. Den udgave af filmen, der medfølger på udgivelsen er i øvrigt et director’s cut, men da der ikke er mulighed for at se den oprindelige, er det svært at vurdere, hvorvidt denne version er den mest optimale.

James Spader om ‘Stargate’: “There's no shame in taking a film because you need some fucking money."

James Spader må betragtes som filmens egentlige hovedrolle og leverer en meget sympatisk præstation. Til trods for de stedvist klodset skrevne replikker er Spader i fin form rollen og formår med sin levering at give liv til selv de stiveste af Emmerich og Devlins replikker. Godt gør også Kurt Russell det i en rolle, som ellers meget nemt kunne være blevet fortegnet og endimensionel. Lykkeligvis tilføjer Russell karakteren en fin dybde i form af en empati og stedvis tvivlen, der gør karakteren godt. I de mindre roller er soldaterne utvivlsomt de svageste præstationer men samtidig også dem, der bliver stillet overfor filmens ringeste replikker. Modsat er de indfødte i landet bag stjerneporten ofte velspillede og må tit klare sig uden ord eller i det mindste uden forståelige replikker, hvilket, som tidligere nævnt, gavner både dem og filmen. I den henseende er særligt Mili Avital, som med ganske få scener giver et ansigt til den uskyldighed, hendes folk symboliserer, værd at fremhæve. Derudover skiller også den unge Alexis Cruz sig ud i rollen som Skaara, der ligesom Avital viser uskyldighed, men i særdeleshed er Skaaras karakter også garant for stor nysgerrighed og et videbegær, der gavner både hans egen rolle og i sidste ende også filmen.

“It's not "Door to Heaven”... it’s...  Stargate.”

Ret skal være ret, og selvom jeg havde frygtet det værste af 'Stargate', er filmen et ret fornøjeligt bekendtskab. Der er i filmen en eventyrlighed og fortællelyst, som gør oplevelsen til en underholdende oplevelse, som på nogen måde vækker mindelser om den første film i George Lucas’ 'Star Wars' saga. Med det sagt er der umiskendeligt nogle fejlbarligheder i filmen, og de kan som tidligere nævnt for størstedelens vedkommende ledes tilbage til manuskriptet, hvis plot er om ikke originalt så i hvert fald velfortalt men samtidig halter på sine replikker fra tid til anden. Det er heldigvis ikke nok til at ødelægge oplevelsen med filmen, der er en lille perle af en science fiction fortælling.

Score: