26. maj 2014

Anmeldelse: RoboCop (2014).

Årgang: 2014.
Tagline: Your move!
Instruktør: José Padilha.
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 117 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'RoboCop' (1987), 'Hulk' (2003), 'Dredd' (2012)
.

Anmeldt af Michael Sørensen.

Jeg er ikke en religiøs mand, men jeg respekterer religioner og trossamfund. Derfor må det være på sin plads, at jeg starter med at søge tilgivelse. Jeg var ikke pjattet med den gamle RoboCop. Jeg kan acceptere filmens status som kultklassiker, men som sådan havde filmen meget lidt kvalitet. Nu har jeg sagt det højt, indrømmet mine fejl og mangler - og erkendt mig skyldig. Har jeg allerede tabt dig som læser, kan du springe resten af anmeldelsen over og gå direkte til den offentlige stening i kommentarfeltet.
RoboSøn møder sin RoboFar...
Alex Murphy er ikke en betjent, der spiller efter reglerne. Under et forsøg på at knalde en kriminel, der har placeret sig langt fra lovens lange arm, bliver Alex forsøgt myrdet via en bilbombe foran hans hjem. Den sidste rest af hans fysiske form falder i hænderne på OmniCorp, der tilfældigvis mangler en politimand i samlesæt til deres sidste desperate forsøg på at få robotter til at agere som betjente i Detroits gader. Planen er 98 procent i mål, men den menneskelig side af denne superbetjent, er en konstant trussel for OmniCorps drøm om nådesløse robotter i gaderne.
#RobofeelingEmo.
Vi har set det før. Den ældgamle historie om mennesket mod maskinen/mennesket mod monstret. Er vi som mennesker mere værd end de ting vi skaber – og de monstre, som vi kreerer ud af et misforstået forsøg på at lave en andenudgave af homo sapiens? Gary Oldman er den ufrivillige Doktor Frankenstein, der taber en kamp om viljestyrke med OmniCorps onde Michael Keaton, der vil have en RoboCop for enhver pris. De er begge fremragende i deres roller, om end man hellere ville have set Oldman som skurken. Det hele bliver stykvist sat op gennem to akter, hvor man mærker opbygningen til noget stort. En grande finale. En eksplosion af vildskab, special effects og sindssyge scener. Et kæmpe stort……menneskeligt drama, der nærmer sig topmålet af filmhistoriens største antiklimaks?!?!?
I’m alive! ALIVE!
Vi spoler lige tilbage til 2003. Tiden var kommet. Filmeffekter var blevet mulighedens kunst. Alting kunne ske på film – og alle potentielle blockbusters var visuelle orgasmer, der efterlod fanboys i en saglig lykke med en smøg i kæften og en våd plet på deres boxershorts. Teknikken var på plads til en visuel superheltefilm, der skulle sætte nye standarder for en genre alle sukkede efter mere af. Resultatet blev Ang Lee’s Hulk, der ganske rigtig satte nye standarder, for aldrig har en superheltefilm været så kedelig. Den handlede ikke om smadre på smadre, men var en eksistentiel fortælling om manden, der er fanget af et monster, som han må dele krop med. En menneskehistorie med rødder i følelser, menneskelige tab og sjælens uovervindelighed. Filmen var, om muligt, lige så interessant som en ungarsk sort/hvid dokumentarfilm om tilblivelsen af gullasch i det 15. århundrede.
Good RoboCop vs Bad RoboCops.
Fast forward til RoboCop anno 2014. Ang Lee (* instruktør på Hulk fra 2003) spøger i baghovedet, som minderne om en tysk stil, man blev pryglet over i ottende klasse. Man prøver, i ren desperation, at forstå nødvendigheden i at lave en actionfilm, der pludselig skal være et meget banalt menneskeligt drama. Man prøver at forstå, hvordan man i Hollywood tror, der kan eksistere en målgruppe der elsker de superfede sekvenser med RoboCop, som den nådesløse politimand, der med alle midler stopper de kriminelle – og samtidig vil kunne holde scener med gråd, følelser og menneskelig empati ud i mere end fem sekunder. Man ender med følelsen af, at RoboCop anno 2014 er den fede teenager, der altid taber stoledansen fordi hendes røv minimum kræver tre stole at sidde op.
Nu ligner det noget! Action! Action! Action!
Svenske Joel Kinnaman (fra Snabba Cash) er Alex/RoboCop - og han spiller rollen som både menneske og robot med nogenlunde samme mangel på ansigtsudtryk. Det lever man med, for RoboCop har en superfed første akt, der fuldkommen suger sit publikum ind i en historie om eksplosioner, ufred styret af robotter i Tehran og skurke/helte låst fast i en kamp om magten over robotten. Derfor flyver der Sørensene Explotation Cinema Pinheads til højre og venstre i filmens sidste to tredjedele, der bliver gradvis værre og værre. Så til dem af jer, der læste med efter min tilståelse: Jeg kunne ikke lide RoboCop fra 87, men jeg hader RoboCop anno 2014.

Score:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar