Anmeldelse: Gravity 3D.

Årgang: 2013.
Tagline: Don’t Let Go.
Instruktør: Alfonso Cuarón.
Runtime: 91 minutter.
Medie: Bluray 3D.
Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: '2001: A Space Odyssey' (1968), 'Children of Men' (2006), 'Europa Report' (2013).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Astronauter? Er der noget bedre? Større? Vildere? Hvilken lille dreng drømte ikke om at blive helten over dem alle? Jeg er gammel nok til at kunne huske Gerry Andersons Månebase Alpha (Space: 1999) og selv om plottet var langt ude, så var jeg hooked. Jeg ville da være astronaut. Det blev ikke bedre efter Bond-filmen Moonraker, hvor de nye Space Shuttles blev præsenteret som en slags rutefly til det ydre rum. Nu VILLE jeg være astronaut! Så kom Mænd af den Rette Støbning (The Right Stuff) og her indtraf alvoren og bagsiden af medaljen. Det var ingen let sag – det der med at blive astronaut. Nu er jeg i mellemtiden blevet treogfyrre somre og har netop set Gravity. Nu vil jeg ikke være astronaut længere.

Clooney rækker ud efter min cola i 3D. Det kan han glemme!

I Gravity følger vi den kvindelige astronaut Ryan Stone og hendes kollega Matt Kowalski, der efter en ulykke under arbejdet på deres shuttle, bliver slynget ud i rummet uden kontakt til mission control i Houston. Meget mere kan der ikke siges om handlingen, da filmen spiller på helt andre virkemidler - end den traditionelt handlingsstyret oplevelse, som de fleste film er skabt på rygraden af.
I stedet bliver man forkælet med billeder og en visuel stemning, som man skulle tro var løgn. Effekterne i 3D er helt vanvittige og man bliver slynget rundt i et klaustrofobisk mareridt, hvor alting går fra skidt til værre på få sekunder. Gravity tager i den grad pusten fra sit publikum med en visuel stil, som man ikke må snyde sig selv for. Der er en konstant stemning over de første firs minutter af filmen, som sætter sig som en blanding af uro og forundring i publikum, som man, til trods for den lidt flade slutning, har svært ved at ryste af sig, når eventyret er forbi. Kombineret med sporadisk musik fra en score af Steven Price, er Gravity eksemplet på, at man sagtens kan fortælle en visuel flot historie, hvis den bliver fortalt i et miljø, hvor mangel på handling og plot er plausibel.

Kloden drejer! Mennesker mødes. Svæver på en sky.

Man kan sagtens forestille sig, at temaet i historien, der er skrevet af Alfonso Cuarón og sønnen Jonás, har sine rødder i religion. Der er en hel del religiøse undertoner, der understøttes af enkelte religiøse visuelle virkemidler, som sagtens kan tydes som en slags påstand om, at tro er større end videnskab. Dette bliver igen understøttet af filmens sidste akt, der i den grad underbygger teorien om det religiøse tema, hvilket Cuarón også brugte i den sublime Children of Men.
Sandra Bullock tager forsædet som Ryan Stone, hvilket hun gør på glimrende vis. Man kunne sagtens have ønsket sig langt mere ukendte skuespillere i de to hovedroller (George Clooney spiller Kowalski), for det havde kun bidraget yderligere til illusionen om at være alene i rummet, da de to kendte ansigter alligevel minder sit publikum om, at dette ”bare” er en film.

Bullock hænger ud i rummet.

Alt i alt er Gravity en imponerende film. Slutningen er decideret ringe og viser et langt stykke hen ad vejen, at det er en film, der er skabt for et amerikansk publikum. Det er synd, for man tænker, at med lidt mere mod ville filmen have været så meget smukkere og virkningsfuld, hvis man havde endt ved den mest naturlige og logiske slutning efter omkring firs minutter. Skal man se Gravity (og det skal man), så bør man finde det største tv eller lærred, som man har til sin rådighed. En film så visuelt smuk og blændende fortjener et så stort billede, som overhovedet muligt.

Score: