Anmeldelse: Fright Night (1985).

Årgang: 1985.
Tagline: There are some very good reasons to be afraid...of the dark.
Instruktør: Tom Holland. 
Runtime: 106 minutter. 
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Fright Night' (2011), 'Deadly Friend' (1986), 'Lost Boys' (1987).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Charlie Brewster er en forholdsvis kvik knægt, der sammen med sin kæreste Amy og vennen Evil Ed lever en normal High School eksistens. En dag flytter en ny nabo ind ved siden af Charlie, men naboen er ikke helt normal. Han er skarpt bevogtet af en anden mand – og de to mænd er mildest talt mistænksomme i deres opførsel. Samtidig foregår der mord og bortførelser af unge kvinder i området, så Charlie, der har en hang til gysere, mistænker øjeblikkeligt naboen for at være vampyr. Han får kontakt til det afdankede tv ikon Peter Vincent, der aften efter aften fremstår som vampyrdræber i hans præsentation af klassiske gysere. Men er naboen virkelig vampyr eller er Charlie bare ofre for en kombination af en god fantasi og afhængighed af gamle gyserfilm?

Charlie, Amy og en fyr der endte som bøsseporno-stjerne(?!).

Jeg var der! I den lokale videobiks. Armeret med et par gode venner, et par potentielle kærester og en moviebox, var vi klar til at se Fright Night eller Gysertimen, hvor en af firsernes mest ikoniske teengysere fik små piger til at skrige – og store drenge til at føle sig som mænd. Fright Night var ikke en gyser som sådan, men en del af den generation af film, der gjorde teenagere til rigtige mennesker i en slags John Hughes-agtig bevægelse, hvor segmentet blev taget seriøst. Vampyrer var blevet vækket fra Hollywoods støvede arkiver. Tony Scott havde et par år forinden genskabt vampyren i The Hunger, der gav hugtænderne en slags renæssance. Vampyren var op gennem halvfjerdserne blevet en erotisk gentleman, der forførte før han bed – og pludselig var Hollywood klar til blod, bryster og bizarre historier, der gennem firserne pludselig var kongen af mainstreamgyset. Samtidig brød Anne Rice og hendes ekstremt seksuelle vampyrer gennem lydmuren – og pludselig var historien om Charlie Brewster og Peter Vincent en slags kultfilm i samme årti som den var blevet produceret. Da Lost Boys i 1987 fortsatte stilen og gjorde vampyrerne til en cool bande motorcykelrødder fik Fright Night mange anerkendende nik fra fans, der sagtens kunne se forbindelsen mellem de to film.

Den fantastiske Peter Vincent.

Tom Hollands film er i al sin enkelhed en genial lille film, der lever meget på idéen om, at teenageren er vor tids nye helt - om end i skikkelse af en nervøs og bange antihelt. Han er en klovn, en udstødt tosse og en misforstået særling, der i tråd med tidsåndens hyldest af den skæve eksistens, må overvinde sin egen frygt og se sine dæmoner i øjnene – hvis han skal redde kæresten og sig selv fra en skæbne langt værre end livet som udstødt skoleelev. Det er derfor også klassisk for tiden, at naboen fungerer som en slags kontrast til vor helt. Han er cool, flot og charmerende. Han har styr på tingene og takler Charlies hysteri med en coolness, der kridter banen smukt op – for historien om David og Goliath bliver vi aldrig trætte af uanset indpakningen. Effekterne er overraskende gode og fungerer generelt stadig selv om kalenderen viser 2014. Kombineret med en historie, der stadig holder vand er Fright Night besynderligt nok stadig en god film, der ikke nødvendigvis behøver at leve som et minde fra en fjern ungdom. Den står naturligvis stadig som en milepæl for en genre af gysere, der havde en meget kort levetid i firserne, men som stadig har en plads i hjertet hos mange fans af genren

Hmmmm… der er noget galt med den nabo.

Jeg var der! I biografens mørke. Palads, 1989. Den gik i kælderen, hvor lyden fra Pac-Man, Donkey Kong og Outrun kun blev overdøvet af skrigene fra biografsalen, hvor Fright Night 2 kørte over lærredet – og hvor magien fra den første film i den grad var bevaret. Til gengæld var øjeblikket allerede forbi. Teenkomedien, der blandede gys med latter havde allerede mistet sit tag i publikum. Der skulle gå mange år før film som Fright Night (1 & 2) igen skulle have sit tag i et moderne publikum. Den tid kom heldigvis tilbage – og i dag kan man stadig nyde Fright Night, for det er både en god, sjov og original film, der sagtens kan tåle et gensyn

Score: