Anmeldelse: X-Men: Days of Future Past.

Årgang: 2014
Tagline: 'The future begins.'
Instruktør: Bryan Singer
Runtime: 131 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: 20th Century Fox.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘X-men’ (2000), ‘X2’ (2003), ‘X-men: First Class’ (2011),

Anmeldt af Mark S. Svensson.

I fremtiden trues mutanter af hjerteløse maskiner kaldet Sentinels. Maskinerne er udviklet til at opspore og dræbe mutanter. De tilbageværende mutanter lever i frygt og kun ved hjælp af Kitty (Ellen Paige) og hendes evne til at sende en persons bevidsthed tilbage i tiden, lykkedes det en lille gruppe at holde sig i live. Presset op i et hjørne tvinges Charles Xavier (Patrick Stewart) og Magneto (Ian McKellen) til at slå sig sammen og når frem til, at der kun er én mulighed for at genvinde retten til at leve: En må sendes tilbage i tiden for at stoppe en ung Mystique (Jennifer Lawrence) fra at dræbe udvikleren af Sentinels og gennem denne handling kickstarte menneskehedens frygt for og had imod mutanter. Wolverine (Hugh Jackman) sættes på opgaven, som kompliceres af, at han får brug for at den unge Xavier (James McAvoy) og Magneto (Michael Fassbender) samarbejder i en af de dele af deres liv, hvor de var aller længst fra hverandre.

Bryan Singer åbnede op for ‘X-men’ franchisen tilbage i 2000 og efter opfølgeren ‘X2’ (2003), trak han sig fra serien for at prøve kræfter med andre ting. Desværre for 20th Century Fox lille bid af Marvel-kagen, betød det også at kvaliteten af de efterfølgende film faldt. Både seriens tredje film ‘X-men: The Last Stand’ (2006) og den prequel, der fulgte efter ‘X-men Origins: Wolverine’ (2009), blev dårligt modtaget af anmelderne. Særligt sidstnævnte var en rodet film, der med introduktionen af flere markante skikkelser fra tegneserierne skuffede ved ikke at udnytte nogle af disse til fulde. Således fik vi kun en kort forsmag på hvordan Deadpool kan fungere på det store lærrede, før han blev ædt op af et unødvendigt kringlet plot. Først med Matthew Vaughns ‘X-men: First Class’ (2011) genvandt serien fodfæste med en af de foreløbigt bedste film i franchisen, der introducerede et helt nyt cast og er fremragende i dens måde at manipulere virkelige historiske begivenheder og flette dem sammen med superhelteuniverset. ‘X-men: First Class’ er muligvis en af de bedste ting, der er kommet ud af Hollywoods prequel besættelse. Den eneste figur, der har været gennemgående i samtlige X-men film, er Wolverine og i alle 5 ovennævnte film er han portrætteret af Hugh Jackman, hvilket også er tilfældet i ‘The Wolverine’ (2013), som udkom til en noget varmere modtagelse end figurens tidligere solofilm.

“I was a very different man. Lead me, guide me, be patient with me.”

I år vender Bryan Singer tilbage til den franchise, han var med til at skabe. Det gør han med en film, der af mange er blevet kaldt seriens foreløbigt mest ambitiøse og med introduktionen af tidsrejser, sammensplejsningen af to forskellige casts og store moralske udfordringer i centrum, er det også svært at nægte. X-men filmene har hidtil haft en tendens til at have Wolverine som omdrejningspunkt (hvis man ser bort fra ‘X-men: First Class), og Jackmans ikoniske portrættering af figuren er også en central del af fortællingen i denne omgang, men modsat Singers tidligere film i franchisen er Wolverine ikke den dikterende faktor men snarere en katalysator for, at filmens omfattende plot kan udfoldes. McAvoy og Fassbender talte i et nyligt interview med Empire om, hvorledes ‘X-men: Days of Future Past’ ved sin kerne er en kamp om Raven/Mystiques sjæl. Den beskrivelse er meget præcis. Simon Kinbergs manuskript er så intelligent sammensat, at det i disse enorme og ambitiøse rammer finder et mellemmenneskeligt forhold at fokusere på.

Filmen er stoppet til randen med fremragende præstationer, hvilket betyder at ikke alle kan have lige markante roller, og Sir Ian McKellen er desværre en af dem, der lander en smule i baggrunden. Dog får fremtidens Magneto også mulighed for at vise, at han er lige så magtfuld som han altid har været.

Et trekantsdrama der ikke handler om romantisk kærlighed men om Ravens forhold til henholdsvis Xavier og Magneto. Mens Xavier har været som en bror for hende, har Magneto været en læremester og har dyrket hendes frygt for menneskeheden. Det er meget passende, at det bliver et selvopfyldende profeti, idet det først er, da hun slår Dr. Trask (Peter Dinklage), opfinderen af Sentinels, ihjel, at den amerikanske regering begynder at lytte til ham. Hvorfor er det passende? Fordi det giver filmen noget at sige om måden, vi forholder til det, der er fremmed, på, hvilket har været et løbende tema i serien, som denne gang er vendt på hovedet, fordi det handler om mutanters frygt for mennesker og ikke omvendt. Filmen er ikke bare en fremragende opfølger til ‘X-men: First Class’, fordi den samler op, hvor Vaughns film slap, ved at beskæftige sig med Xavier og Ravens forhold. Den forholder sig også til seriens andre indslag, og på intelligent vis skaber filmen et friskt grundlag for franchisens fremtidige indslag. Samtidig er det vigtigt at pointere, at filmen i sig selv, muligvis er den mest underholdende, serien har budt på indtil nu. Singer og Kinberg har et omfattende indblik i, hvad publikum har set før og gør meget for at amputere Wolverine en smule og bringe andre mutanters kræfter i spil. Quicksilver (Evan Peters) er svær ikke at fremhæve, og leverer filmens sjoveste og mest brilliante visuelle øjeblik i en sekvens, som jeg ikke vil blotlægge her, men som du nok skal spotte. I det hele taget er actionelementerne fremragende sammensat i filmen, og dens PG-13 rating taget i betragtning, bydes der på ganske brutale aflivninger af mutanter, der bliver halshugget, spiddet og på anden vis nådesløst aflivet af de barske Sentinels.

En scene der viser Bryan Singers overskud i arbejdet med denne film. En perle i et hav af spændende idéer.

‘X-men: Days of Future Past’ vandrer en hårfin linje mellem at blinke til publikum med sine henvisninger til de bedste hidtidige elementer i franchisen og at manipulere med de elementer, der har været mere uheldige. Derudover er filmen eksemplarisk i genren, fordi den trods omfattende action, et ambitiøst plot og grandiose idéer har en kerne, der handler om så menneskelige ting som svigt, venskaber og kærlighed. Med Bryan Singer tilbage ved roret ser denne film i sandhed mod såvel fremtidens som fortidens begivenheder og gør det så succesfuldt, at det næsten synes umuligt ikke at glæde sig ved tanken om, hvad netop fremtiden kan bringe.

Score: