Anmeldelse: Dark Touch.

Årgang: 2013.
Tagline: What does evil look like?
Instruktør: Marina de Van.
Medie: DVD.
Distributør: Another World Entertainment.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 90 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Carrie' (1976), 'Don’t Look Back' (2009).

‘Dark Touch’ er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen.

En tragedie rammer en lille irsk by, hvor en familie bliver brutalt myrdet. Eneste overlevende er den 11-årigt Niamh (udtalt Neve), der hårdnakket påstår, at det ikke var en bande mordere, men derimod huset, der slog hendes forældre og hendes spæde lillebror ihjel. Snart efter begynder mystiske ting at ske i det hus, hvor Niamh nu opholder sig – og endnu et mord spreder rædsel i den lille by. Det skal vise sig, at en mørk og dyster historie af handlinger, kaster lange skygger over den ellers så fredelige by.

Vi skal en tur til Frankrig for at finde kvinden bag Dark Touch. Hendes navn er Marina de Van og fans af gyserdramaet kender hende nok bedst fra Don’t Look Back fra 2009, til trods for, at hun skam også instruerede den fantastisk komedie 8 Kvinder tilbage i 2002. Det kan måske synes som ligegyldig info, men vi skal netop forbi fransk film, for at forstå hvorfor denne film ikke er en rigtig gyser. Realismen er, temaet til trods, den vigtigste bestanddel i filmen, der både har tilpas med dialog og hverdagsdrama, for en typisk fransk film. Det hele foregår dog stadig på irsk/engelsk med poppedreng Ronan Keatings yndige datter Missy i en altoverskyggende hovedrolle. Hun stjæler skærmen med en kombination af følelsesladet mimik og total empati. Hendes ansigt minder om en ung Heather Langenkamp, hvilket naturligvis scorer højt på horrornørdskalaen.

Missy Keating som en ung Heather Langenkamp. We like!

Jeg spoiler absolut ikke filmen, hvis jeg fortæller, at den handler om overgreb på børn. Det bliver gjort klart fra filmens første scene og det er tunge sager, at blande ind i en gyserfilm, der ret beset er et psykologisk hverdagsdrama med elementer af horror. Man kan derfor sagtens blive grebet af Dark Touch, der bliver en meget melankolsk affære, der konstant bevæger sig i et stadie af grå og farveforladte billeder - kombineret med en empati for den lille pige, der bare ikke kan finde forståelse blandt de voksne, som hun slet ikke har nogen tillid til. Det er barske sager, som har enkelte scener af fysisk uhygge, der et eller andet sted kan kategoriseres som ventiler, der lige bliver åbnet for at lette stemningen.

Børn med blå mærker er temaet i Dark Touch.

Midt i det mørke, dystre og tungsindige univers, dukker der en børnepsykolog op, der i enkelte scener skinner igennem, som det eneste lyspunkt for Niamh – og samtidig og som en slags kontrastfyldt livline for filmens publikum. Hun er godt etableret af Marina de Van, der har forstået, at uanset en films tunge tematiske rædsler, så må man have lyspunkter, der gør filmen udholdelig for publikums psyke. Det ville have været for nemt, at bygge Dark Touch op om rædsler ved børnemishandling – og farve hele paletten sort og grå, hvor mange (forældre) ville stå af på grund af temaet generelt. I stedet bliver publikum holdt i skak med lidt håb for Niamh gennem psykologen, der dygtigt bliver spillet af danske Charlotte Flyvholm, der fungerer som eneste lyspunkt i filmens ellers mørke univers. Det er derfor heller ikke en tilfældighed, at hun som filmens eneste skuespiller har lyst hår – og generelt fremstilles som en slags engel, der kan stå distancen til resten af byens indbyggere og derfor repræsenterer håb, tillid og kærlighed.

En engel i en ellers dyster affære – og så er hun dansk!

Når alt er sagt og gjort – så er Dark Touch en glimrende film. Den er generelt smukt lavet, har en god historie – og et plot, der ved første øjekast kan virke som en moderne Carrie, men som i virkeligheden står helt for sig selv. Det er derimod ikke en god gyserfilm – og jeg tænker, at hardcore fans af genren vil sukke dybt efter halvfems minutters drama med megen dialog og meget få elementer af horror. Derfor sætter jeg mig mellem to stole og uddeler en middelkarakter til en film, som måske i virkeligheden ville have fået mere opmærksomhed, havde den været skudt, klippet og markedsført helt anderledes.

Score: