Anmeldelse: I, Frankenstein.

Årgang: 2014.
Tagline: 200 years later, he's still alive.
Instruktør: Stuart Beattie.
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 92 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Blade' (1998), 'Underworld' (2003), 'Van Helsing' (2004).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Børn og kvinder indendørs! Tænd faklerne! Frem med høtyvene! Den er gal igen! Doktor Frankensteins monster er løs, men denne gang er historien om den gale/geniale doktor og hans misfoster overdøvet af lyden fra Mary Shelley, der roterer i hendes grav. Stuart Beattie kaster sig ud i en reboot af den populære roman, der denne gang end ikke følger notaterne fra en doven 8. klasse elevs boganmeldelse.

Gargoiler? Dæmoner? Har jeg sat den rigtige film i maskinen?

Med forlægget død og begravet, starter vi ud med en kort introduktion, der bliver fortalt af et nu intelligent monster. Et monster, der i raseri over at være blevet genoplivet slår sin skabers kone ihjel. Han stikker af, men Doktor Frankenstein følger efter. Han dør imidlertid af kulde i sin jagt på sin egen kreation, der af uvisse årsager samler liget af doktoren op, for at begrave ham på familiens gravsted. Her bliver Frankensteins monster blandet ind i en tusind år gammel kamp mellem de to racer dæmoner og gargoiler, der begge frit kan tage en menneskelig form efter for godt befindende. Gargoilerne, der skal forestille den gode side, vil gerne have Frankensteins monster fanget og gemt væk, da hans eksistens er en trussel for vor verden, da dæmonerne prøver at genoplive deres faldne ved hjælp af samme teknik som den gode doktor bruger. Filmen spoler derefter tohundrede år frem i tiden – hvor krigen stadig raser i det skjulte - udenfor den intetanende menneskeraces syn og øren. Gargoilerne har (meget morsomt) døbt det stærke monster til Adam, som de vil gøre alt for at beskytte fra at falde i hænderne på dæmoner.

Brødbetynget? Aflever dine biblioteksbøger til tiden!

Jeg er en moderne mand. Jeg kan leve med at Duran Duran ikke længere plager hitlisterne, har vendt mig til pasta over den kogte kartoffel – og har accepteret at fodboldspillere nu må spille med lange shorts. Derfor har jeg også taget vampyrens genopstandelse som følelsesladede kællinger med ophøjet pande. Jeg har ikke grædt over, at Batman pludselig lyder som Barry White og at der ikke længere står Kapow i en boble, når han slås med grimme fyre. Jeg har gennem terapi lært at respektere, at hajer pludselig skal have to hoveder, spise jetjagere og slås med krokodiller på størrelse med højhuse. Men jeg sætter fandme foden ned, når man tager en klassisk figur som Frankensteins monster – og gør ham til en intelligent og gemen actionhelt, der mest af alt ligner en blanding af Van Helsing og Blade, når han kæmper gennem horder af dæmoner, der dør en smuk og farverig special-effects død cirka hver tredje sekund i knap halvanden time. Det er ikke i orden!

Mænd er bare pænere i jakkesæt og slips.

Isoleret set er I, Frankenstein en glimrende actionfilm. Der er smæk på fra start til slut, og det er rigtig pænt og nydeligt med glimrende effekter. Aaron Eckhart er en fin skuespiller i rollen, der bydes op til dans med dygtige skuespillere som Miranda Otto og den sublime Bill Nighy. Havde man ikke valgt en vinkel, hvor navnet Frankenstein var en nøglebestanddel af konceptet, havde jeg sikkert også elsket filmen i al sin actionliderlighed og simplicitet. Der er intet galt med en god popcornfilm, men jeg kan for min dyd ikke acceptere, at man bruger så klassisk en horrorfigur som en slags prostitueret, der lige skal tage en sidste tur i kanen med sine bedste kunder. Det giver mindre mening end Abraham Lincoln eller Hans og Grethe projektet, hvor sidstnævnte absolut var en mere vellykket reboot af en originalhistorie end I, Frankenstein nogensinde kommer til.

Hvem var det? HVEM VAR DET? HVEM SAGDE MARY SHELLEY?

Er man i den lykkelige situation, at man vil skide på Mary Shelley, ikke har læst hendes bog eller bare ikke lader sig irritere af småting, så er I, Frankenstein alligevel en seværdig film, der trods mine opkast alligevel har en smule kvalitet. Det er en nemlig en harmløs historie med et tilforladeligt plot, der mest af alt minder om den første Blade film. Hvorvidt tiden er rendt fra den slags actionfilm må være op til den enkelte, men jeg var fint underholdt i de øjeblikke, hvor jeg ikke bed i en telefonbog over at forlægget i den grad skulle skampules.

Score: