The Toys That Made Us er nu på Netflix

Med-nørder, hør efter! TV-serien The Toys That Made Us er netop udkommet på Netflix og den altså er værd at kaste sig over, især hvis man er barn af 70'er-80'erne og trænger til et nostalgisk trip af de helt store. Serien er spækket med anekdoter, billeder, reklamer og røverhistorier. Jeg har indtilvidere kun set afsnittet om He-Man og det var rigtig underholdende. Personerne bag historiens mest ikoniske legetøj diskuterer opturen – og undertiden nedturen – for deres kreationer til milliarder af kroner.

De bedste udgivelser i 2017.

Salget af de fysiske medier er retræte, men det ændre heldigvis ikke på at der stadig kommer en masse udgivelser til os der holder af hårde pakker. så her kommer mit bud på de bedste udgivelse i 2017 - på tværs af genre. Jeg vil starte med at fremhæve 4K UHD udgivelserne af klassikkerne Dracula (1992) og Blade Runner. De er helt fantastisk flotte og har man setuppet, så skal man altså nappe dem. Her er snak om REAL HD og det kan ses. Jeg vil også lige nævne en nyere film, en film som netop er udkommet på 4K. Dunkirk var i min optik den bedste film i 2017 og 4K versionen skuffer heldigvis ikke. Det hele står snurre skarpt og lyden af projektil-regnen og vrælet af Stuka'erne der styrtdykker vil uden tvivl sende dig i flyverskjul bag sofasen.

Derudover kommer vi ikke uden om Arrow - min favorit distributør. De har udgivet deres sidste box i Woody Allen føljetonen; Woody Allen: Seven Films 1986-1991 og den er som de to foregående rigtig lækker. Derudover kom de med en smuk udgivelse af en af de bedste horror-sequals nogensinde; Psycho II. Vi kommer heller uden om deres forrygende udgivelse af The Thing - deres limited edition blev udsolgt på ingen tid og det var der god grund til. Den er pakket med alt hvad der findes omkring filmen og den tilblivelse. Prisen for mest vanvittig udgivelse går til Arrow's udgivelse af den obskure slasher Pieces fra 1982. Den fik the royal treatment med en meget limited edition (1000 stk) - blandet andet med puslespil og soundtracket på blodrød vinyl. En virkelig tosset men også super lækker udgivelse. Den udkom også i en mere "fornuftig" og prisbillig version (se det sidste billede). Alt i alt et fint år for filmsamlere, men uden de helt store overraskelser.

Det legendariske danske fanzine INFERNO genopstår.

Undergrunds-filmmagasinet Inferno (1989-1994) er genopstået for en kort bemærkning og det er altså værd at smide lidt kroner efter. Bladet er velproduceret og trykt på tykt kvalitets papir hvor der er kælet for detaljerne. Og så det vigtigste;  Det plastret til, side op og side ned, med anmeldelser, artikler, billeder og sjov og spas. Som filmfan og især filmfan af det obskure, så kan jeg kun anbefale bladet på det kraftigste.

Inferno kan købes i Fantask, Stribeladen, Faraos Cigarer, Øst for Paradis og Husets biograf. Du kan også købe bladet online ved at klikke her.

Anmeldelse: Phantasm

Årgang: 1979
Tagline: "If this one doesn't scare you, you're already dead!”
Genre: Sci-fi, Horror
Instruktør: Don Coscarelli
Runtime: 88 minutter.
Medie: Blu-ray
Udgiver: Arrow Video
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Re-Animator” (1985), “Phantasm II” (1988), “Phantasm III: Lord of the Dead” (1994).

Anmeldt af Mark S. Svensson

Noget mærkeligt er på færde på Morningside Cemetery. En mand, der ikke var der før, vandrer rundt og samler kister. Hvad der derefter sker med dem, ved ingen. Da den unge Mike begynder at få færten af, at noget er galt, begynder han pludselig at opleve særprægede ting, som ingen vil tro på er virkelige.

Don Coscarelli ringede op til Angus Scrimm og fortalte ham, at han ville have ham med i sin næste film. Scrimm spurgte ind til, hvad han skulle spille og fik at vide, at han skulle påtage sig rollen som en “alien”. Dette tolker Scrimm som, at han skal spille immigrant. Måske af irsk afstamning? Han begynder at overveje accenter, han vil kunne præstere. Coscarelli havde dog ingen planer om at lave en film af den type, som Scrimm så for sig. Den “alien” Coscarelli talte om var et vaskeægte rumvæsen. Noget mystisk fra et sted helt anderledes end jorden. Han talte om den såkaldte The Tall Man, der siden er blevet et trademark for serien og et holdepunkt for dens fans. Måske netop derfor fortsatte Scrimm også med at spille rollen i de resterende af filmens 4 fortsættelser, den sidste af hvilke, blev produceret kort før Scrimms død i 2016.

Coscarellis originale film er først og fremmest visuelt slående. Det er svært at tænke på filmen, uden at se nogle af dens særegne billeder for sig. Hvid marmor fremhæver de røde blodsprøjt produceret af den sølvfarvede kugle, der så effektivt myrder løs i filmen. Ligeledes er filmens musik også tæt bundet sammen med filmens udtryk. Den insisterende rytme lyder næsten som John Carpenters tema til “Halloween” (1978) og tilføjer en ubekvem stemning til filmen. Disse ting får “Phantasm” til at føles som noget særligt i mængden af b-films agtig sci-fi. Der bliver ikke brugt tid på at forklare, hvad i alverden der foregår, der udfoldes bare flere og flere syrede ting. Hvad The Tall Man kan og ikke kan er derfor totalt uklart, men det gør ikke så meget, når han er så intimíderende, hver gang han er på skærmen. Det er en absolut fornøjelse at se Angus Scrimm i denne dybt mærkelige rolle, som i sandhed er, hvad mareridt er gjort af.

Et eksempel på filmens sære indfald, der aldrig bliver forsøgt forklaret: The Tall Man får på et tidspunkt i filmen skåret nogle fingre af. En finger gemmes i en æske i dens eget weird ass gule blod, og inden længe forvandler fingeren sig til et edderkoppelignende væsen. Det er sådan, det åbenbart fungerer. Ingen ved hvorfor. Og vi er egentlig også lidt ligeglade. Der er noget vidunderligt kitsch over denne film: Skuespillet, filmens effekter og det faktum, at den bruger dværge som en slags zombievæsner. Samtidig med alt dette lugter af b-film og old time sci-fi weirdness, er der noget, der trækker i den anden retning. Kvaliteten af billederne er slående, filmens mysterie er fængende og der er en række vellykkede gys. Derudover er filmens slutning i sig selv meget spændende, fordi den roder rundt i grænselandet mellem virkelighed og drøm. Hvad er der reelt set sket til sidst? Det efterlades vi (for nu) uden et helt tydeligt svar på, og det gør ikke så meget.

“Du spiller spillet godt knægt,” siger The Tall Man. “Men nu er spillet slut. Nu skal du dø!”. Kan I høre det? Det er lyden af den futuristisk udseende kugle, der kommer for at bore sig vej ind i dit kranie og tag dit liv. Det er lyden af undergang og af en film, der har inspireret en intens “phanbase”, fordi den åbner en masse døre. Vi får lov at skimte en smule af, hvad der gemmer sig i alle rummene bag, men det fulde billede fortaber sig: “Phantasm” er mystik, og stemningen af, at noget skæbnesvangert er lige om hjørnet.

Score:

Anmeldelse: Sorgenfri

Årgang: 2015
Tagline: "Stay home. Lock up. Don’t breathe.” 
Genre: Zombie, Horror
Instruktør: Bo Mikkelsen
Runtime: 85 minutter.
Medie: Streaming. 
Udgiver: Viaplay.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: "28 Days Later" (2002), "Dawn of the Dead" (2004),  "The Crazies" (2010).

Anmeldt af Mark S. Svensson

En mærkelig virus rammer den lille by Sorgenfri. Indbyggerne bliver bliver tvunget til at holde sig indendøre af militær og politi, der patruljerer området og dækker de små villavejes huse over med sort plast. Det varer dog ikke længe, før noget går galt og indbyggerne overlades til sig selv og må kæmpe for at overleve.

De danske horrorfans er stolte og stærke. Vi vil gerne, at der bliver lavet skrækfilm - også i Danmark. Så jeg ville ønske, at jeg kunne give en glødende anbefaling af “Sorgenfri” i det følgende. Desværre bliver det ikke tilfældet. Det er der flere årsager til. Selvom filmen har fat i noget med sin æstetik, sin musik og sine effekter, har den også nogle ret markante problemer. Filmen har primært fokus på en lille kernefamilie: Far, mor og 2 børn. Mere ordinært og dansk bliver det ikke. Det fede ved den vinkel er, at det føles meget nært, når zombierne begynder at vandre i gader, butikker og skolegårde, der i foruroligende grad ligner det, som mange danskere ser, når de kigger ud ad vinduet. Det mere problematiske er, at det også bliver en smule gråt. Når forældrene slås med deres teenagesønnen Gustav om, at hans trøje skal hænges op i gangen, også selvom “han skal bruge den igen om lidt”. Når far har mere travlt med at tale med naboerne end med sin kone. Når mor læser godnathistorie for sin datter. Når alle disse ting sker, lugter det utrolig meget af noget, vi har set før i en uendelig række af andre danske socialrealistiske dramaer. Meningen er naturligvis, at det hele skal gives et twist i form af zombier, der kan rive hul i trygheden og idyllen. Problemet opstår, når de karakterer, vi gerne skal investere os i, fremstår usympatiske, som både far og teenagesøn i denne historie. Da den første zombie smadrede sin hånd gennem ruden, håbede en lille del af mig på, at Gustav ville være den første til at miste livet.

Ideen om at lukke de små familier inde i deres nu ikke længere så trygge villaer er ikke dårlig. Der er grobund for en masse spændende drama, og filmen lykkedes også med at skabe optrin, der vækker mindelser om nogle af de bedste zombiefilm, men det er øjeblikke i en helhed, som er præget af nogle figurer, der ikke rammer noget, hverken ved at være vellykkede stereotyper eller reelt interessante multifacetterede mennesker. Et eksempel: Gustav forelsker sig i pigen, der bor overfor. Han belurer hende med en kikkert, og hun opdager det. Dagen efter opsøger han hende og taler lidt med hende. Hun spørger ham lidt underforstået til episoden, men da han glider af, accepterer hun det og virker lettere charmeret af ham. Samme aften stirrer Gustav igen på hende gennem kikkerten, men denne gang virker hun ikke fornærmet, da hun får øje på ham. Kærlighedshistorien mellem de to er bærende for hele filmen, men kommer aldrig ordentligt fra start. Den virker i stedet forceret og uden mening i forhold til historien. Samtidig får hele forløbet Gustav til at virke usympatisk, og når man indregner visse andre ting, som han i løbet af filmen er med til at udløse, er det svært at føle med ham.

“Sorgenfri” er afhængig af dens persongalleri og har erfarne dygtige skuespillere i flere roller men savner nogle stærkere replikker, når selv den ellers så dygtige Troels Lyby bliver udfordret på at levere overbevisende. Lybys rolle er ligeledes et godt eksempel på en mangel på sammenhæng, der er i figurernes handlemåder. Han tager nogle drastiske sving i forskellige retning, som slet ikke virker til at lægge i tråd med den karakter, han spiller. For at skabe plads til scener, der kan ligne noget fra andre zombiefilm, er der nogle gange gået på kompromis med karakterernes integritet, og hvem de er. Filmen åbner på Mille Dinesens forpinte ansigt, der tigger sin mand om ikke at komme ind. Hun er utvivlsomt filmens stærkeste kort og en fremragende skuespiller, der absolut får sit øjeblik til at brillere i netop denne scene, som er et flashforward til langt senere i filmen. Da vi endelig får den fulde scene, er det en af filmens eneste oprigtigt stærke øjeblikke. Her er gru at finde, men det kommer for sent. Derudover er det en af flere scener i filmen, som virker taget ud af en sammenhæng. Øjeblikke, der får det til at føles som om hele scener mangler, fordi karakterer mellem scener rykker sig fra et sted til et andet på måder og i situationer, hvor det ikke giver mening.

Det giver god mening at lave gys på dansk jord. Nogle af de mest legendariske horrorfilm drog fordel af små samfund, der fremstår trygge, men som på den ene eller anden måde vender sig imod hovedpersonen. Enten fordi noget hele tiden har været råddent, eller fordi noget udefrakommende korrumperer, hvad der før var uskyldsrent. “Sorgenfri” føles som om, at den vil det hele på en gang. Den venter så længe med at eskalere sin konflikt, at det er svært ikke at blive sat af længe før man når så langt, fordi filmens personer er usympatiske, jævne eller ragende ulogiske i deres handlinger. Det er en skam, fordi filmens afsluttende del leverer gode øjeblikke. Når “Sorgenfri” er bedst, føles den som en “best of” af tidligere tiders succesfulde zombiefilm, tilføjet et dansk islæt. Det er bare en skam, at den ikke sætter de gode øjeblikke ind i en sammenhæng, hvor det for publikum føles som om, der er noget værdifuldt vi risikerer at tabe.

Score:

Anmeldelse: Underverden

Årgang: 2017
Genre: Action, Thriller
Instruktør: Fenar Ahmad
Runtime: 112 minutter
Medie: Streaming
Udgiver: Blockbuster
Link til filmen på IMDB
Se trailer her
Se også: “Pusher” (1996), “Death Sentence” (2007), “Daredevil” (2015).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Zaid nyder tilværelsen som succesrig hjertekirurg med dyr lejlighed og gravid kæreste. En aften får han besøg af sin lillebror Yasin, der desperat beder om penge, men han afvises blankt i døren. Kort efter bliver Yasin fundet, gennembanket til døde, og Zaid overvældes af skyldfølelse. Sorg afløses af vrede, og snart bliver Zaid besat af at finde den skruppelløse gerningsmand. Som retfærdighedsøgende maskeret hævner, bevæger han sig ned i Københavns kriminelle underverden, og ved at se sine egne skyggesider i øjnene, tvinges han frem mod det ultimative uundgåelige valg der kan ændre hele hans verden.

Instruktør og manuskriptforfatter Fenar Ahmad har udtalt, at han fandt inspiration til filmen, da hans egen bror kom i problemer med den kriminelle underverden i Storkøbenhavn. Og selv om vi har at gøre med ekstremer i "Underverden", så er der ingen tvivl om, at vi ikke er langt fra hvad man kan løbe ind i, af københavnske gangbangers i den virkelig verden. Et gråt København og et betonbeklædt Albertslund agerer samtidig den perfekte kulisse, til denne voldsomme historie om øje for øje og tand for tand. Kender man til bydele som Albertslund Centrum og Kanalens Kvarter (som begge optræder i filmen), så ved man også, at typerne fra "Underverden" ikke ligger langt fra virkeligheden.

Den står på hårdtslående actionscener med tyngde og trykspark, men heldigvis uden at det bliver for meget. De eksplosive scener formår at holde jordforbindelsen, så man som publikum hele tiden føler, at udfaldet af konfrontationerne kan gå begge veje. Samtidig er det personlige drama der udspiller sig omkring Said og hans gravide kæreste, troværdig, interessant og veludført nok til, at man føler at der er mere på spil end hvem der bliver den næste der får slået tænderne ud.

Fra første scene er det helt tydeligt, at der er lagt mange kræfter i billeder, lyd og performance. København er badet i mørke, og de dystre billeder blendes mesterligt sammen med et hjemsøgende synth soundtrack, som bare gør Zaids natlige togt og volds-eskapader endnu mere uhyggelige og stemningsmættet. Samtidig er samtlige skuespillere meget troværdige (næsten for troværdige) i deres roller. Dar Salim er rigtig stærk i rollen som Zaid - der gennemgår en uhyggelig forvandling fra frelser til hævner. Men det er ikke kun Dar Salim der excellerer, det samme gør resten af castet.

Der er desværre lagt knap så mange kræfter i historieskrivningen, og det er den eneste anke jeg kan finde ved "Underverden". Plottet er altså set rigtig mange gange før. Det er en run of the old mill hævn-historie i stil med Death Wish og Death Sentence. Men når det kommer til stykket, så gør det faktisk ikke så meget. Følelsen af at retfærdighed skal ske fyldest, og lysten til hævn når uretfærdigheden råder, er noget 99% af alle mennesker kan relatere til. Det betyder, at de fleste ikke kan lade være med at engagere sig i selv den mest banale hævnhistorie, og det udnytter "Underverden". For man kan ikke lade være med at lade sig rive med. Samtidig er den så velspillet og veludført, at man hurtigt lader sig besnære af filmen, på både godt og ondt.

Hvor er det dog dejligt befriende at se en dansk actionfilm, blottet for fald-på-halen komik, Lasse Spang Olsen og  Nikolaj Lie Kaas. Alle tre ting er ellers noget dansksprogede actionfilm har skam-dyrket i alt for mange tilfælde. Den velkendte formular som blev brugt i film som "Blinkende Lygter" og "Gamle Mænd I Nye Biler" er lagt på hylden i "Underverden". Filmen tager sig selv 100% seriøst, og det er i den grad klædeligt. Vi har her at gøre med et helt andet væsen, end hvad vi tidligere har set på den danske filmscene, og det er godt nok forfriskende. Den er nådesløs, hårdtslående, hårdkogt og derudover en æstetisk lækkerbisken! Status er, at det kan gøres bedre, men vi er på rette vej, så mere af den her slags, tak.

Score:

Anmeldelse: Rings

Årgang: 2017
Tagline: "First you watch it. Then you die.” 
Genre: Horror
Instruktør: F. Javier Gutiérrez
Runtime: 102 minutter.
Medie: Streaming. 
Udgiver: Paramount.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: “Ring” (2002), “Shutter” (2004), “White Noise” (2005).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Samara er tilbage. Videoen, der udløser en dødsdom, er kommet i omløb blandt en gruppe unge studerende, og deres lærer har været med til at sætte dem i system. Hver gang et opkald modtages, kopieres videoen, og forbandelsen gives videre til en anden. Noget går dog galt, da den unge Julia (Matilda Anna Ingrid Lutz) tager forbandelsen fra sin kæreste. Hun kan ikke kopiere videoen. I stedet tvinges hun nu til at finde ud af, hvem der står bag opkaldene og hvorfor.

Vi er ude i det tredje skud på stammen i den amerikanske version af “The Ring” franchisen. Filmen er tilsyneladende forbundet til de to tidligere film, men ikke i et omfang, hvor du vil være i stand til at huske, om det er tilfældet. Det kunne jeg i hvert fald ikke. I stedet føles dette snarere som et reboot af serien. Der er nye skuespillere med, og der er skruet op for alting. I stedet for at dræbe enkelte individer på faretruende, spændingsmættet og velopbygget vis, er det nu hele passagerfly Samara kan udrydde. Hvis det lyder som om, at franchisen går efter more is more, er det i overensstemmelse med virkeligheden. Det er basalt set det samme plot, der endnu engang handler om at undersøge og forstå mere om Samaras fortid og medgivet ganske frygtelige liv, denne gang bare med mere af det, du husker den første film for. Flere dræbte, flere der involveres i forbandelsen og en lærer, der af uransagelige årsager benytter sine elever til et livsfarligt eksperiment, som ikke lader til at have noget formål.

Jeg har forsøgt at se “Ringu” (1998) op til flere gange for at prøve at forstå tiltrækningskraften, hvilket beklageligvis ikke er lykkedes mig. Detektivarbejdet, der er i at afsøge, hvad det morderiske spøgelse har oplevet for, at det er blevet så vredt, kommer til at synes langt i den oprindelige film. Det amerikanske remake “The Ring” (2002) har væsentligt større succes med at fange opmærksomheden og fastholde den med en god fornemmelse for gru og en velspillende Naomi Watts i hovedrollen, lykkedes det filmen at gøre jagten på Samaras fortid fængende. Med “Rings” antager jeg, at man gik efter at eftergøre, hvad “Aliens” (1986) gjorde for sin franchise: At skabe en film med mere af det hele. Problemet er bare at “Aliens” indfriede sit “s” og gav os flere monstre men udvidede på fascinerende vis også mytologien i dens univers og ændrede genre fra horror til action. Den overraskede. “Rings” giver os også mere, men det er mere af det samme.

De to primære rollers handlinger er uigennemtænkte. Julia skal virke som værende “særligt udvalgt” men fremstår blot som endnu en i rækken af forglemmelige og lettere ubehjælpsomme unge mennesker i horrorfilm, hvis handlinger er dikteret af plot frem for en meningsfuld motivation. Hun virker aldrig som en kvinde, der er drevet af sin vilje til at leve eller frygt for at dø. Hun fremstår mere som en besat fangirl end et rædselsslagent menneske, der kæmper for sit liv. I den oprindelige film eksisterer denne fascination også, men den er helt anderledes velfunderet og kommer gradvis. Den er sammenflettet med filmens dramaturgiske forløb og karakterernes følelsesmæssige rejse. Julia virker i stedet utroværdig. Hun fremstår passiv og tager nogle ulogiske valg. Det samme gælder filmens øvrige karakterer, eksempelvis Julias kæreste Holt, som kunne have sparet både ham selv og Julia for meget besvær ved at gøre noget så simpelt som at tage sin telefon. Det, at en mand ikke tager sin telefon, er en væsentlig faktor i plottets fremdrift. Ikke alene er det hans ignorering af Julias opkald, der får hende til at involvere sig i hele problematikken. Han misser også opkald fra mennesker, der har afgørende information, der kan redde hans eget og hans kærestes liv.

“Rings” står på en for svag præmis. Den er fortalt med den antagelse om, at tidligere film i franchisens styrke kan bære med over og skabe uhygge, hvor der ikke er nogen reel gru. De mennesker, som vi følger, bliver påvirket af det, de oplever, men ikke for alvor rystede nok til, at de stopper med at se brandgodt ud for kameraet, hvilket de tilsyneladende er mere optagede af, end at levere overbevisende præstationer. Det centrale plot udløses af en perlerække af dårlige beslutninger fra hovedpersonernes side. Filmen har ikke nogen humor omkring sin egen gennemtærskede form, men lever i den forestilling, at hvis den tager en traditionel formular og sætter farten i vejret, behøves der ikke fyldes spændende ting i blandingen. Det er ikke nødvendigt med personer, der har noget på spil, som vi håber, de ikke skal miste. Det er ikke nødvendigt med spændingsopbygning eller reel skræk. Og det er ikke nødvendigt at fortælle en historie, der efterlader os med mere end skuffede udbrud over en billigt købt og underfortalt slutning.

Score

Anmeldelse: Get Out.

Årgang: 2017
Tagline: "Just because you’re invited, doesn’t mean you’re welcome.”
Genre: Horror, Komedie, Thriller
Instruktør: Jordan Peele
Runtime: 104 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: United International Pictures.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "The Thing" (1982), "Kill List" (2011), "The Purge" (2013).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Chris (Daniel Kaluuya) er inviteret til at møde sin kærestes familie. Hun forsikrer ham, at selvom hun ikke har fortalt dem, at han er sort, vil det ikke blive noget problem: “Min far ville have stemt på Obama en tredje gang, hvis han kunne”, siger hun skråsikkert. Familien tager da også godt imod Chris, som alligevel får en fornemmelse af, at noget er galt, og da han tilbydes en hypnose, begynder det at gå helt galt...

Jordan Peele debuterer med sin første spillefilm, som han tilmed både har skrevet og instrueret. Filmen er et særpræget miks af gys og satirisk humor. Den beskæftiger sig med racisme og har en præmis så sælsom, at du absolut må og skal holde dig fra alle trailers og i stedet skal skaffe dig adgang til at se filmen hurtigst muligt. Skulle man sætte sig ned for at se traileren, kunne man nemt få anledning til at tro, at her er tale om en tidstypisk gyserfilm proppet til randen med chok og andre billige kneb. Det er misvisende. I “Get Out” dyrkes nogle dybt fascinerende præstationer fra castet og en olm stemning, som er noget helt andet end den gennemsnitlige moderne gyserfilm. Derudover lider traileren også af den samme sygdom, som så mange andre af dens slags: Den fortæller alt for meget og træder enten på eller over grænsen for, hvad der må vises i en trailer uden, at der er tale om spoilers.  

“Pas på! Jeg har en tekop, og jeg er ikke bange for at bruge den!”

Hvad der kommer til at være afgørende for, om du kan lide denne film eller ej, kan meget vel være, hvorvidt du finder den succesfuld i dens balanceren af humor og gys. Satiren vil for nogle måske opleves som destruerende for stemningsopbygningen. Men selvom humoren bryder med den suspense, der bygges op, er Peele ekstremt dygtig til at reetablere intensitet i løbet af sekunder. Da den mystiske stuepige Georgina storsmiler samtidig med, at hun græder og fremstår dybt ulykkelig, sitrer filmen mellem alvor og absurditet. Sådan er det ofte i “Get Out”. Man kan næsten ikke tro, hvad der sker på skærmen og lige så gruopvækkende, det er, lige så sjovt er det også. Som genrefan er det svært ikke at få et smil på læben, når filmen lykkedes med denne balance, og når den i sin sammenblanding af det sjove og det skræmmende redder sig ud af nogle klichéer, der ville have sløvet dens fortælling.

Hele holdet af skuespillere er glimrende. Værd at fremhæve er naturligvis hovedrolleindehaver Daniel Kaluuya, der ligesom filmen selv, skal være både morsom og ekstremt intens. Han er enormt troværdig, fordi han er likeable, men også helt tydeligt har sine egne fejl. Ligesom publikum kan sidde og betragte de hvide mennesker i filmen være akavede og dumme sig i deres forsøg på at være overdrevent politisk korrekte, er der også fordomme og racisme skjult i Chris, som forventer det værste af langt de fleste hvide mennesker. Kaluuya viser et menneske med dybe traumer, som han får lov at udforske på en måde, som er sjældent fascinerende og dragende. LilRel Howery fungerer som filmens comic relief, og det gør han også godt. Selvom hans humor på sin vis er meget plat, fungerer leveringen så godt, at det er svært ikke at blive revet med. Han er sjov, og hans figur er godt skrevet.

“Man, I told you not to go in that house.”

Tænk, at man skal finde et nuanceret billede af både mennesker og deres racistiske tendenser i en gyserfilm? Var det ikke bare meningen at skræmme mig fra vid og sans i halvanden time og så ellers sende mig videre ud i livet? Tilsyneladende ikke for Jordan Peele. “Get Out” er grundlæggende underholdende som gys og satire, men den er i tilgift også en vigtig kommentar ind i en til stadighed betændt debat. Den kan det, du håber på - og så lige lidt mere. Og det er lige præcis, hvad den her type film kan, når de er allerbedst: Tage noget smerteligt i tiden, sætte det på spidsen og få det til at gøre lidt mere ondt.

Score

Anmeldelse: Crimson Peak.

Årgang: 2015.
Tagline: "Love makes monsters of us all.“
Genre: Drama, Horror.
Instruktør: Guillermo Del Toro.
Runtime: 119 minutter.
Medie: VOD.
Udgiver: Viaplay.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Notorious” (1946), “House of Usher”  (1960), “Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street” (2007).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den unge håbefulde forfatter Edith Cushing (Mia Wasikowska) er i årevis blevet opsøgt af sin mors spøgelse, som hver gang gentager den samme advarsel: “Beware of Crimson Peak”. Edith har aldrig forstået, hvad det betyder, eller hvad Crimson Peak er. Da hun møder Thomas Sharpe (Tom Hiddleston), kommer hun tættere på at finde svaret.

Guillermo Del Toro: Manden bag “Pan’s Labyrinth” (2006), som er en af de mest visuelt velfortalte og dragende filmoplevelser fra 00erne, har lavet en film, der indeholder incest, blod og op til flere ansigter, der bliver smadret på forskellig vis. Hvorfor manden er så fascineret af at molestrere menneskeansigter på film er ikke til at sige, men det er i hvert fald noget, han dyrker med stor fornøjelse. Mia Wazikowska, Tom Hiddleston og Jessica Chastain er på den absolutte a-liste blandt filmstjerner, og deres kønne ansigter pryder langt størstedelen af denne i det hele taget utroligt kønne film. Del Toro har på ingen måde mistet sin sans for det visuelle, og der er en del billeder, der er æstetisk slående.

“Ghosts are real, that much I know. I've seen them all my life...“

Modsat “Pan’s Labyrinth” er billedernes skønhed ikke i så høj grad koblet med fremdrift af historien. I det hele taget er “Crimson Peak” en mere tom film. Den er ikke kedsommelig eller langtrukken men blot en smule forglemmelig. Der er ikke rigtig gods i karaktererne og heller ikke i historien. Der er ikke et dybere univers at fornemme eller en forhistorie, der rækker særlig langt ud over det, vi ser på skærmen. Det er basalt set en kærlighedshistorie med et twist af ubehag smidt ind i form af et hjemsøgt palæ - kaldet Allerdale Hall. Wazikowska og Hiddleston udspiller i første del af filmen deres romance, som var de med i en Jane Austen filmatisering. Imens har Jessica Chastain fornøjelsen af at skumle rundt i skyggerne og antyde, at der er noget lusk på færde. Når Chastain for alvor får lov at folde sig ud, bliver hun en af filmens mest underholdende dele, men mest fordi hendes rolle er så tynd, at hun kan give fuld gas og overspille den ondskabsfulde og hadske kvinde.

Jessica Chastain er vanligt solid i en af filmens primære roller. 

“Crimson Peak” er en film med spøgelser i mere, end det er en spøgelsesfilm, hvilket den selv er helt bevidst om. Det er alligevel lidt skuffende. For de stemningsfulde plakater, der blev produceret til filmen, fik den til at ligne en retro spøgelsesgyser ala “The Woman in Black” (2012). Det er bestemt ikke, hvad den tilbyder. Spøgelserne, vi støder på, virker som Del Toros greatest hits, når det kommer til design og ideer. “Crimson Peak” er simpelthen ikke skræmmende på noget plan. Måske med undtagelse af de få brutale scener, der involverer ansigter, der på den ene eller anden led destrueres.. Visuelt er filmen overdådig. Det røde ler, som spiller en stor rolle i filmens historie, bruges igen og igen til at skabe nogle slående billeder. Produktionens kvalitet er i det hele taget ikke at underkende: Kostumer, kulisser og effekter er alle solidt og grundigt gennemarbejdede.

“A house as old as this one becomes, in time, a living thing. It starts holding onto things... keeping them alive when they shouldn't be.“

Nogle gange skal man have noget andet, end det man forventer, fordi genrens konventioner skal udfordres, men det er ikke hvad “Crimson Peak” gør. Del Toro præsenterer os for en kærlighedshistorie, der er banal og pakket smukt ind visuelt, men samtidig runger hult. Mest af alt, fordi den forsøger at lade sig bære af nogle karakterer, der ikke er stærke nok. De har ben i næsen og er ikke kedsommelige at betragte, men de er uendeligt endimensionelle. I sidste ende synker “Crimson Peak” ligesom Allerdale Hall langsomt ned i det røde ler og bliver glemt.

Score

Anmeldelse: The Lesson.

Årgang: 2015.
Tagline: "Only the educated are free.” 
Genre: Thriller, Horror.
Instruktør: Ruth Platt.
Runtime: 97 minutter.
Medie: DVD. 
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Misery” (1990), “Bitter Feast” (2010), “Big Bad Wolves” (2013).

“The Lesson” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Fin og hans venner ser frem til en sommer med frihed, fest og farver. De har været massivt skoletrætte, og en del af deres manglende motivation er gået ud over deres engelsklærer, mr. Gale, der har lagt ryg til både mobberi og chikane. Da læreren en sen aften iagttager sine elever begå hærværk, indser han, at almindelig pædagogik har spillet fallit: Det er på tide at tage kontrol over klasseværelset – om så det betyder, at han må spænde drengene fast til skolebordet og finde sømpistolen frem for at få dem til at høre efter...

Skuespillerinden Ruth Platt har instrueret sin første spillefilm, den hedder “The Lesson” og er en grum størrelse. Der er ikke mange sympatiske karakterer at spore i denne film. De unge mennesker mobber deres klassekammerater, har ingen respekt for deres lærere, og deres drømme strækker sig ikke langt udover at få noget på den dumme og dø unge. Den frustrerede lærer Mr. Gales udmattede vrede er meget forståelig. De unge mennesker er helt urimelige i deres opførsel, og han ligger inde med en omfattende viden, som ingen lytter til. Men ved at kidnappe op til flere skolebørn og torturere dem, får han ret hurtigt smidt det sympatiske over bord, uanset hvor meget man så kan sidde med en følelse af, at de fortjener at blive konfrontereret med deres fravær af empati.

At Mr. Gale ikke er sympatisk gør nu ikke så meget. Han er nemlig karismatisk spillet af Robert Hands (som i øvrigt har et ironisk efternavn i forhold til, hvor megen tortur i denne film der har med hænder at gøre). En stor del af filmen går med, at Gale underviser, mens han truer med tortur, hvis ikke han får de rigtige svar på sine spørgsmål. Og det er overraskende, ligefrem skræmmende, god underholdning. Det er fascinerende at lytte til de næsten besatte tirader om alverdens store forfattere, deres bøger og tanker. Alt sammen bundet op på Mr. Gales frustration over den ondskab og ligegyldighed, han har set afspejlet i de unge mennesker de mange år, han har undervist dem.

Filmen er tydeligvis lavet på et budget, der ikke er overvældende. Derfor er der undervejs effekter og tricks, der ikke er totalt overbevisende. Skuespillet bliver i nogle scener også overgearet og mindre indlevende, end man kunne ønske sig. Det er bare svært for alvor overordnet at lægge filmen disse ting til last, fordi den grundlæggende er utrolig velskrevet og dybt interessant. De bedste genrefilm sætter ting på spidsen, og det er også præcis hvad “The Lesson” gør. Den tager en tidsånd og forstærker den, samtidig med den stiller spørgsmålet: Hvad er der at gøre? I mødet med ligegyldighed overfor andre mennesker og generel uansvarlig adfærd, hvad er modsvaret da? En fængende idé som sættes i scene ved hjælp af blodige søm, der på kreativ vis indsættes i menneskekød og spænding i takt med, at de unge langsomt begynder at blive sympatiske om ikke andet så fordi, det næsten bliver for smertefuldt at se dem lide.

God og nuanceret bad guy? Tjek! Dumme unge mennesker, der opfører sig ondskabsfuldt og får et wake-up call, de sent vil glemme? Dobbelt-tjek! “The Lesson” havde jeg ærlig talt ikke forestillet mig, at jeg ville være så optaget af, som det endte med at være tilfældet. Men filmen om den frustrerede skolelærer Mr. Gale har vist sig at være både grum og brutal samtidig med, at den er overraskende formfuldendt som fortælling og provokation.

Score:

Anmeldelse: Halloween II (2009).

Årgang: 2009.
Tagline: "Family is forever."
Genre: Slasher, Horror.
Instruktør: Rob Zombie.
Runtime: 118 minutter (director’s cut).
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Midget Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Halloween" (2007).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Laurie Strode (Scout Taylor-Compton) køres i al hast på hospitalet, hvor hun behandles for de alvorlige skader, som hendes mentalt forstyrrede bror, Michael, har påført hende. Michael opsøger Laurie på hospitalet og myrder alle omkring søsteren, men med nød og næppe undslipper hun med livet i behold. Årevis senere plages Laurie stadig af mordforsøget, og Michael vil ikke lade hende glemme ham.

Jeg kan godt lide Rob Zombies “Halloween” remake fra 2007. Den er noget grundlæggende totalt anderledes, end den mesterlige original, som mestrede suspense og mørke på et højt plan. Alt sammen i øvrigt tilføjet et af de mest simple og samtidig mest mindeværdige soundtracks nogensinde. Zombies remake kan noget helt andet, fordi den ønsker at gøre noget helt andet. Den er brutal og dyrker et mere virkelighedsnært udtryk til trods for, at der er noget overnaturligt ved Michael Myers selv: Hans styrke og generelle fremtoning er overmenneskelig som i de gamle film. Zombie lykkedes i 2007 med at lave en “Halloween” film, der sparkede sin seer i maven med sin hensynsløshed samtidig med, at den holdt figuren Michael Myers’ ikoniske status i hævd. Nogle problematiserede, at Myers blev afmystificeret, men selvom man lærer mere om figurens baggrund i filmen, forblev han stadig mystisk og på mange måder uafdækket.

Hvis du er i tvivl om, hvordan Michael ser ud under masken, kan du bare google Rob Zombie - de ligner til forveksling hinanden. 

Zombie var egentlig ikke indstillet på at vende tilbage til franchisen, men ville i sidste ende hellere selv gøre det, end at lade en anden instruktør overtage. Han ræsonnerede sig frem til, at hvis franchisen alligevel skulle fortsætte, kunne det lige så godt være med ham bag roret. Og således forsøger filmskaberen at gøre det samme igen. Han reetablerer hurtigt sin version af Myers, og så starter myrderierne ellers. Mordene er en af filmens største svagheder. Brutaliteten virker ikke bare tilfældig men decideret ufokuseret. Det bliver alt for sent etableret, hvad Myers’ mål er, og selvom man kunne mene, at det altid har været begrænset, hvor meget formål den koldblodige morder har haft, virker dette alligevel som en forværring. Det er en slasherfilm for ADHD-generationen, hvor der ikke må gå for længe mellem hvert mord. Uanset hvor brutale Zombie gør aflivningerne, medvirker de kun til at udtrætte seeren snarere end til at skabe ubehag. For selvfølgelig er det ubehageligt, men det virker også så tilfældigt, at det næsten bliver ufrivilligt morsomt undervejs.

“Man was meant to eat meat. We, all of us, have a little bit caveman in us.”

Hvad der på ingen måde er morsomt, er Scout Taylor-Comptons præstation i hovedrollen. Hun giver en præstation, der bærer præg af et reelt skadet sind. Taylor-Compton viser sig som en dygtig skuespillerinde ikke mindst, fordi hun tør være grim og opføre sig usympatisk, uden at hun mister fodfæstet. Når vi ser på hende, ved vi stadig, at hun går noget svært igennem. Brad Dourif medvirker også til at give historien nærvær med en af de mest følelsesladede præstationer, jeg mindes at have set ham levere i en rum tid. Den lille familie, som han er overhoved for, lykkedes det filmen at skabe sympati for, og det er for mig filmens største trækplaster. Helt modsat er det for Malcolm McDowell, der morer sig med at overspille en arrogant udgave af Dr. Samuel Loomis, der ikke bare er fjollet og virker fejlplaceret i film, men som i sidste ende er decideret idiotisk i sine handlinger. Det hænger på ingen måde sammen med den mand, vi mødte i foregående film eller de ting, han har været igennem. Det hænger også dårligt sammen med det ellers så gode arbejde, som Scout Taylor-Compton gør for at vise, at tingene, der sker, har konsekvenser for menneskene i dette univers.

“We're done waiting. Only a river of blood can bring us back together. It's up to you. It's always been up to you, Michael.”

“Halloween II” fortsætter traditionen for dårlige toere i “Halloween”-franchisen. Mens Scout Taylor-Compton og Brad Dourif gør deres til at skabe et menneskeligt holdepunkt i historien, flyder Myers helt ud på et overdrev. Opbygningen af historien fejler, og derfor kommer Myers’ myrderier til at være ubehagelige i deres brutalitet, men fuldstændigt ligegyldige for historien og indlevelsen. I drømme vender Myers’ mor tilbage til ham i nogle visuelt forunderligt særprægede scener i “Halloween II”. Hun beder ham om, at komme over på den anden side til hende, at dø når tiden er rigtig for, at de kan være sammen. Man kan diskutere, om tiden ikke var rigtig for “Halloween”-franchisens død for snart mange år tilbage, så lad os bakke op om mors gode initiativ i en opfordring til mr. Myers: Gå mod lyset Michael, gå imod lyset.

Score

Anmeldelse: Logan.

Årgang: 2017
Tagline: "His time has come.”
Genre: Action, Drama.
Instruktør: James Mangold
Runtime: 141 minutter.
Medie: Biograf
Udgiver: 20th Century Fox
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Shane” (1953), “Unforgiven” (1992), “Kick-ass” (2010)

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Året er 2029, og mutanternes storhedstid er forbi. De fleste er døde eller i skjul. Wolverine (Hugh Jackman) er efter sine mange leveår begyndt at mærke sin alder. Hans evner er ikke, hvad de var, og hans fremtidsudsigter er begrænsede. Imod hans vilje kastes han alligevel ud i endnu en heltegerning: Han skal beskytte en lille pige med et stort potentiale.

Det er ikke så tit, at jeg bliver grebet af lysten til at se en film igen lige efter, at jeg har set den. Da jeg var yngre skete det hele tiden. Jeg forelskede mig i en film og så den igen og igen for at svælge i dens stemninger, billeder eller musik. Da “Logan” var slut, havde jeg lyst til at se den igen for at få lov til at være i dens univers lidt længere. James Mangold har med “Logan” lavet en superheltefilm, der er brutal og grum i sin action, og derfor glædede jeg mig til at gense alle de velinstruerede og bloddryppende øjeblikke, hvor vores helte kæmper i denne film. For selvom en R-rating ikke i sig selv resulterer i en god film, har de færre begrænsninger her givet Mangold mulighed for at lave actionscener, der føles autentiske, selvom kampene udkæmpes af personer med overnaturlige kræfter. Dermed ikke sagt at “Logan” skal koges ned til sin action. Filmen gemmer på både stort drama og humor.

“Two days on the road, only one meal, and hardly any sleep. She's 11, I'm fucking 90...”

En roadmovie med Wolverine og Charles Xavier, begge gamle, samt mere sammenbidte og smågnotne end nogensinde før lyder i sig selv som en film, der er værd at se. Føj dertil en lille pige, og det kan næsten lyde, som om det har potentiale til at blive fjollet. Scenerne med de tre på vej tværs over lande er både sjove og dybt elskelige. Dafne Keen debuterer her i sin første spillefilm som den fåmælte Laura, der både er en lille pige og et farligt våben, lidt ligesom Charles Xavier både er en gammel dement mand og et masseødelæggelsesvåben. Keen spiller fremragende. Hun er både sympatisk og bidsk. Det er særligt fascinerende at overveje, hvor en så ung pige finder det absolut hysteriske raseri, som Keen præsterer, når hendes klør dukker frem, og hun med dyrisk vrede spreder destruktion omkring sig.

“Nature made me a freak. Man made me a weapon. And God made it last too long.”

Filmen er (måske mere end noget andet) et drama om en modløs mand. Jackman får gjort brug af sit talent, og selvom han på tværs af 8 tidligere film har vist en Wolverine med både det dyriske og det menneskelige, er det alligevel noget nyt, der viser sig her. I en scene, hvor han trues med et våben, ser man et øjeblik i den store mands øjne, at han måske nok kunne leve med at dø. Det er et subtilt glimt i Jackmans blik, og det er utrolig stærkt. Samtidig formår *Logan” alligevel at give os mere end den energiforladte, gamle mand, der næsten ikke kan mere. Der er også øjeblikke, hvor Wolverine genvinder fordums styrke, og vi får lov at se ham folde sig ud, hvilket er gloriøst. Fordi vi får lov at vente på disse øjeblikke, hvor han samler styrke, bliver de absolutte energiudladninger og publikum - eller i hvert fald jeg - efterlades ekstatiske over at se den gamle mand genvinde pusten og næsten blive sit gamle jeg. “Logan” er en smertelig film. Det gør ondt at se en af de helte, som vi har lært altid vinder til sidst, være så svækket; næsten som et barn, der opdager, at far ikke er den stærkeste i verden.  

“She's like you... she's very much like you.“

Hugh Jackman havde store forhåbninger for “Logan” og ville gerne forlade rollen som Wolverine på en mindeværdig måde. Det er lykkedes. Der er ingen tvivl om, at “Logan” skriver sig ind blandt de allerbedste i sin genre. Den gør noget anderledes og bryder med en formel, som mange er kørt sur i. Ligesom “Deadpool” (2016) ryster den posen, dog på en anden og mere alvorsfuld måde. Og godt for det. For udover at holde af Logan og Xavier, kommer vi også til at holde af Laura. Selv en lille landmand og hans familie, som gruppen møder på deres vej, kommer vi til at holde af. En mere hjertelig superheltefilm er sjældent set.

Score: