Årgang: 2014. Tagline: Your move! Instruktør: José Padilha. Medie: iTunes USA. Set på: 64” Plasma. Runtime: 117 minutter. Link til filmen på IMDB. Se trailer her. Se også: 'RoboCop' (1987), 'Hulk' (2003), 'Dredd' (2012).
Anmeldt af Michael Sørensen.
Jeg er ikke en religiøs mand, men jeg respekterer religioner og trossamfund. Derfor må det være på sin plads, at jeg starter med at søge tilgivelse. Jeg var ikke pjattet med den gamle RoboCop. Jeg kan acceptere filmens status som kultklassiker, men som sådan havde filmen meget lidt kvalitet. Nu har jeg sagt det højt, indrømmet mine fejl og mangler - og erkendt mig skyldig. Har jeg allerede tabt dig som læser, kan du springe resten af anmeldelsen over og gå direkte til den offentlige stening i kommentarfeltet.
RoboSøn møder sin RoboFar...
Alex Murphy er ikke en betjent, der spiller efter reglerne. Under et forsøg på at knalde en kriminel, der har placeret sig langt fra lovens lange arm, bliver Alex forsøgt myrdet via en bilbombe foran hans hjem. Den sidste rest af hans fysiske form falder i hænderne på OmniCorp, der tilfældigvis mangler en politimand i samlesæt til deres sidste desperate forsøg på at få robotter til at agere som betjente i Detroits gader. Planen er 98 procent i mål, men den menneskelig side af denne superbetjent, er en konstant trussel for OmniCorps drøm om nådesløse robotter i gaderne.
#RobofeelingEmo.
Vi har set det før. Den ældgamle historie om mennesket mod maskinen/mennesket mod monstret. Er vi som mennesker mere værd end de ting vi skaber – og de monstre, som vi kreerer ud af et misforstået forsøg på at lave en andenudgave af homo sapiens? Gary Oldman er den ufrivillige Doktor Frankenstein, der taber en kamp om viljestyrke med OmniCorps onde Michael Keaton, der vil have en RoboCop for enhver pris. De er begge fremragende i deres roller, om end man hellere ville have set Oldman som skurken. Det hele bliver stykvist sat op gennem to akter, hvor man mærker opbygningen til noget stort. En grande finale. En eksplosion af vildskab, special effects og sindssyge scener. Et kæmpe stort……menneskeligt drama, der nærmer sig topmålet af filmhistoriens største antiklimaks?!?!?
I’m alive! ALIVE!
Vi spoler lige tilbage til 2003. Tiden var kommet. Filmeffekter var blevet mulighedens kunst. Alting kunne ske på film – og alle potentielle blockbusters var visuelle orgasmer, der efterlod fanboys i en saglig lykke med en smøg i kæften og en våd plet på deres boxershorts. Teknikken var på plads til en visuel superheltefilm, der skulle sætte nye standarder for en genre alle sukkede efter mere af. Resultatet blev Ang Lee’s Hulk, der ganske rigtig satte nye standarder, for aldrig har en superheltefilm været så kedelig. Den handlede ikke om smadre på smadre, men var en eksistentiel fortælling om manden, der er fanget af et monster, som han må dele krop med. En menneskehistorie med rødder i følelser, menneskelige tab og sjælens uovervindelighed. Filmen var, om muligt, lige så interessant som en ungarsk sort/hvid dokumentarfilm om tilblivelsen af gullasch i det 15. århundrede.
Good RoboCop vs Bad RoboCops.
Fast forward til RoboCop anno 2014. Ang Lee (* instruktør på Hulk fra 2003) spøger i baghovedet, som minderne om en tysk stil, man blev pryglet over i ottende klasse. Man prøver, i ren desperation, at forstå nødvendigheden i at lave en actionfilm, der pludselig skal være et meget banalt menneskeligt drama. Man prøver at forstå, hvordan man i Hollywood tror, der kan eksistere en målgruppe der elsker de superfede sekvenser med RoboCop, som den nådesløse politimand, der med alle midler stopper de kriminelle – og samtidig vil kunne holde scener med gråd, følelser og menneskelig empati ud i mere end fem sekunder. Man ender med følelsen af, at RoboCop anno 2014 er den fede teenager, der altid taber stoledansen fordi hendes røv minimum kræver tre stole at sidde op.
Nu ligner det noget! Action! Action! Action!
Svenske Joel Kinnaman (fra Snabba Cash) er Alex/RoboCop - og han spiller rollen som både menneske og robot med nogenlunde samme mangel på ansigtsudtryk. Det lever man med, for RoboCop har en superfed første akt, der fuldkommen suger sit publikum ind i en historie om eksplosioner, ufred styret af robotter i Tehran og skurke/helte låst fast i en kamp om magten over robotten. Derfor flyver der Sørensene Explotation Cinema Pinheads til højre og venstre i filmens sidste to tredjedele, der bliver gradvis værre og værre. Så til dem af jer, der læste med efter min tilståelse: Jeg kunne ikke lide RoboCop fra 87, men jeg hader RoboCop anno 2014.
Årgang: 1985. Tagline: There are some very good reasons to be afraid...of the dark. Instruktør: Tom Holland. Runtime: 106 minutter. Medie: iTunes USA. Set på: 64” Plasma. Link til filmen på IMDB. Se trailer her. Se også: 'Fright Night' (2011), 'Deadly Friend' (1986), 'Lost Boys' (1987). Anmeldt af Michael Sørensen.
Charlie Brewster er en forholdsvis kvik knægt, der sammen med sin kæreste Amy og vennen Evil Ed lever en normal High School eksistens. En dag flytter en ny nabo ind ved siden af Charlie, men naboen er ikke helt normal. Han er skarpt bevogtet af en anden mand – og de to mænd er mildest talt mistænksomme i deres opførsel. Samtidig foregår der mord og bortførelser af unge kvinder i området, så Charlie, der har en hang til gysere, mistænker øjeblikkeligt naboen for at være vampyr. Han får kontakt til det afdankede tv ikon Peter Vincent, der aften efter aften fremstår som vampyrdræber i hans præsentation af klassiske gysere. Men er naboen virkelig vampyr eller er Charlie bare ofre for en kombination af en god fantasi og afhængighed af gamle gyserfilm?
Charlie, Amy og en fyr der endte som bøsseporno-stjerne(?!).
Jeg var der! I den lokale videobiks. Armeret med et par gode venner, et par potentielle kærester og en moviebox, var vi klar til at se Fright Night eller Gysertimen, hvor en af firsernes mest ikoniske teengysere fik små piger til at skrige – og store drenge til at føle sig som mænd. Fright Night var ikke en gyser som sådan, men en del af den generation af film, der gjorde teenagere til rigtige mennesker i en slags John Hughes-agtig bevægelse, hvor segmentet blev taget seriøst. Vampyrer var blevet vækket fra Hollywoods støvede arkiver. Tony Scott havde et par år forinden genskabt vampyren i The Hunger, der gav hugtænderne en slags renæssance. Vampyren var op gennem halvfjerdserne blevet en erotisk gentleman, der forførte før han bed – og pludselig var Hollywood klar til blod, bryster og bizarre historier, der gennem firserne pludselig var kongen af mainstreamgyset. Samtidig brød Anne Rice og hendes ekstremt seksuelle vampyrer gennem lydmuren – og pludselig var historien om Charlie Brewster og Peter Vincent en slags kultfilm i samme årti som den var blevet produceret. Da Lost Boys i 1987 fortsatte stilen og gjorde vampyrerne til en cool bande motorcykelrødder fik Fright Night mange anerkendende nik fra fans, der sagtens kunne se forbindelsen mellem de to film.
Den fantastiske Peter Vincent.
Tom Hollands film er i al sin enkelhed en genial lille film, der lever meget på idéen om, at teenageren er vor tids nye helt - om end i skikkelse af en nervøs og bange antihelt. Han er en klovn, en udstødt tosse og en misforstået særling, der i tråd med tidsåndens hyldest af den skæve eksistens, må overvinde sin egen frygt og se sine dæmoner i øjnene – hvis han skal redde kæresten og sig selv fra en skæbne langt værre end livet som udstødt skoleelev. Det er derfor også klassisk for tiden, at naboen fungerer som en slags kontrast til vor helt. Han er cool, flot og charmerende. Han har styr på tingene og takler Charlies hysteri med en coolness, der kridter banen smukt op – for historien om David og Goliath bliver vi aldrig trætte af uanset indpakningen. Effekterne er overraskende gode og fungerer generelt stadig selv om kalenderen viser 2014. Kombineret med en historie, der stadig holder vand er Fright Night besynderligt nok stadig en god film, der ikke nødvendigvis behøver at leve som et minde fra en fjern ungdom. Den står naturligvis stadig som en milepæl for en genre af gysere, der havde en meget kort levetid i firserne, men som stadig har en plads i hjertet hos mange fans af genren
Hmmmm… der er noget galt med den nabo.
Jeg var der! I biografens mørke. Palads, 1989. Den gik i kælderen, hvor lyden fra Pac-Man, Donkey Kong og Outrun kun blev overdøvet af skrigene fra biografsalen, hvor Fright Night 2 kørte over lærredet – og hvor magien fra den første film i den grad var bevaret. Til gengæld var øjeblikket allerede forbi. Teenkomedien, der blandede gys med latter havde allerede mistet sit tag i publikum. Der skulle gå mange år før film som Fright Night (1 & 2) igen skulle have sit tag i et moderne publikum. Den tid kom heldigvis tilbage – og i dag kan man stadig nyde Fright Night, for det er både en god, sjov og original film, der sagtens kan tåle et gensyn
I nær fremtid har en flok blodtørstige Nazi-dæmoner under ledelse af den nådesløse Grev Draculon, væltet portene til Helvede og overtaget verdensherredømmet. En gruppe oprørere samler sig dog til et sidste og endegyldigt opgør, for at løsrive jorden fra dæmonernes favntag. Desværre er de intet at regne mod Grev Draculons styrke og de slås effektivt ned. Men en af soldaterne er ikke død! I stedet vågner han op, blot for at opdage, at en mystisk opfinder har skiftet hans ødelagte lemmer ud med cyber-kinetiske legemesdele. Han er nu ”Manborg - cyborg of destruction”... Og han er vred!
"I am man............Borg. My name is Manborg."
Teksten på bagsiden af coveret fortæller meget godt hvad det er for en slags film vi har med at gøre. Gu' fanden er det grimt og dumt, men heldigvis også helt genialt og lige i øjet! Hvordan det hænger sammen, vil jeg prøve at forklare på bedst mulig vis på de næste linier - så hæng på.
For at få den bedste oplevelse ud af filmkollektivet Astron-6's homage til de utallige dårlige low-budget sci-fi actionfilm der plagede 80'erne og start 90'erne, så er det en fordel hvis man er vokset op med de film. 'Manborg' er nemlig et miskmask af titler som sci-fi gladiator-filmen 'Arena' fra 1989, Van Damme jointen 'Cyborg', Terminator-ripoff'et 'Hands of Steel' og 'Eliminators'. Manborg karakteren ser faktisk ud som om at han er hevet direkte ud af sidstnævnte film. Astron-6's film trækker på inspirationskilder som arkade-spillene 'Street Fighter', 'Mortal Combat' og first person shooteren 'Doom'. Så har du en nostalgisk og dybtfølt kærlighed til den type film og spil, vil du elske 'Manborg'. Er du tilgengæld i den anden båd og dårligt nok forstår det jeg har remset op - så skal du nok gå en stor bue uden om denne film!
"To the death, please!"
Filmens mudrede og utydelige skærmbillede leder tankerne
hen på klippe-klister mellemsekvenserne du måske kan huske fra diverse
computerspil start og midt-90'erne. Og det er der ikke noget at sige
til, for hele herligheden er skudt foran en green-screen, alt imens kostumer og
rekvisitter mest af alt består af tomme papkasser, malede
nedløbsrør, gaffa-tape og katastrofalt skuespil. Billedkvaliteten er mildest talt elendig, men
det er gjort med fuldt overlæg for at skjule effekternes mangler og ikke
mindst for at give et indtryk af, at det er en slidt VHS du sider og ser
på. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at 'Manborg' ser bedre ud, jo
værre din hjemmebio er. Så har du et old school billedrørs TV og en
fucked up DVD-afspiller som du har åbnet bajere og tomt kattebakke med,
så er det helt perfekt!
"There is no Heaven!"
Med et budget på bare $1.000, en helvedes masse entusiasme og et yderst skarpt talent for at fange det kiksede på den helt rigtige måde, så er 'Manborg' en af de BEDSTE dårlige film jeg nogensinde har set. Humoren er sort og absurd, effekterne er jammerlige, actionsekvenserne er blodige og bevidst klodsede, og voice-overen er helt ved siden af virkeligheden. Filmen er det perfekte spoof på en tid og en type film vi ikke kommer til at opleve igen - den stinker langt væk af Jolly-cola, burgere fra den lokale og teenagedrenge der pjækker fra hjemkundskab for at stene film, mens de gamle er på arbejde. Det er måske ikke en tid man nødvendigvis ønsker sig tilbage til, men det er godt nok bred ymer og knæhøj karse (sagde vi ikke det?) at besøge tidslommen i en lille times tid. Gør dig selv den tjeneste, at blive hængende til efter
rulleteksterne - du vil virkelig ikke gå glip af den hylende morsomme og
voldsomt udsplattede spoof-trailer til 'BIO-COP'.
Årgang: 1961. Tagline: Spænding og sjov. Charme og chok. Instruktør: Poul Bang. Runtime: 92 minutter. Medie: DVD. Udgiver: Sandrew Metronome. Link til filmen på IMDB. Se trailer her. Se også: 'Godzilla' (1954), 'Journey to the Seventh Planet' (1962), 'Q' (1982), 'Reptisaurus' (2009), 'Godzilla' (2014).
Skrevet af Jesper Pedersen.
I Danmark har vi haft en stolt tradition for at optage alverdens genrer i den såkaldte Filmskat og på typisk assimilatorisk vis tvinge folkekomedien ned over dem. Western-filmen stod for skud i 'Præriens skrappe drenge', og pornofilmen fik en ordentlig tur med 'Takt og tone i himmelsengen', mens det i 'Spøgelsestoget' var gyseren, der blev vakt til live i hyggelige danske omgivelser. Men vi kan rent faktisk også bryste os af allerede i 1961, blot syv år efter den originale 'Godzilla', at have prøvet kræfter med de helt store monstre i 'Reptilicus'.
”Undskyld mig, men har De set Godzilla? Vi skulle mødes her på Rådhuspladsen.”
Danske mineingeniører finder et eksemplar af fortidsøglen REPTILICUS nedfrosset i lapmarkens tundra. Den yderste halespids bringes til København, hvor man til sin begejstring opdager, at stumpen lever og vokser! En skønne dag bryder den færdigt-udviklede, umådelige kæmpeøgle ud som en katastrofe for hele vor hovedstad. Takket være militærets og videnskabens forenede anstrengelser manes uhyret i jorden – eller bliver det nu også det? Sådan stod der skrevet i biografernes programhæfte for 'Reptilicus', som blev præsenteret som den første danske science-fiction storfilm – og frem til den dag i dag desværre også en af de eneste.
”Ih du godeste, hvor De dog ligner Niels Bohr!”
Det er måske forståeligt nok, at dansk film ikke har turde kaste sig ud i lignende eksperimenter siden 'Reptilicus'. Den er ganske vist underholdende, men først og fremmest ufrivilligt. Når Reptilicus går til angreb på en modeludgave af Christian 4.s København, er det hverken takket være stop motion eller suitmation som i 'King Kong' og 'Godzilla'. I stedet er der bundet fiskesnøre i legetøjsdragens hoved, og de ustyrlige spastiske bevægelser vidner om, det ikke er Danmarks mest erfarne marionet-operatør, der trækker i trådene. Hvor er Pjerrot, når man har brug for ham? Men at Reptilicus har dybe rødder i Asien, er der ingen tvivl om. Som en anden turist farer han fra det ene monumentale vartegn til det andet, såsom Børsen, Københavns Rådhus og naturligvis Tivoli, hvor han sender en kærlig hilsen til sin fjerne slægtning ved at vælte Det Japanske Tårn.
”Jeg siger Dem jo: der sidder fire mand på en tømmerflåde!”
Da Godzilla hærgede Hong Kong i 1954, var det i et atomforskrækket Japan, der blot et årti forinden havde oplevet at få hele byer (Hiroshima og Nagasaki) jævnet med jorden. Det er ikke svært at se den altødelæggende, muterede kæmpeøgle som et symbol på selve atombomben. Reptilicus har slet ikke samme tunge symbolværdi og fremstår blot som et eller andet tilfældigt monster i en eller anden tilfældig storby. Det til trods for at Danmark geografisk befandt sig midt imellem USA og Rusland, som på dette tidspunkt i 60'erne havde en koldsvedende finger klar på hver sin røde knap. Man må heller ikke glemme det faktum, at udviklingen af atomvåbnet skete takket være den danske fysiker Niels Bohr, som skuespilleren Asbjørn Andersen i øvrigt ligner til forveksling i rollen som filmens professor Martens. Men altså; ingen atomfrygt i 'Reptilicus' som ikke er andet end ren exploitation. Når det så er sagt, er selve monstret ganske godt tænkt med sin evne til regeneration, omend det er lidt komisk, at hele krybdyret kan regenerere ud fra halespidsen eller en hvilken som helst anden kropsdel. Det plejer da at være omvendt?!
”P s s s t . . . t r o r D e d e t e r m e n i n g e n , v i s k a l s e d e t s a m m e s t e d h e n ?”
'Reptilicus' findes både i en dansk og en engelsk udgave, og det er ikke fordi, dialogen er blevet dubbet efterfølgende – det er den også, men bortset fra actionsekvenserne blev hele filmen faktisk optaget to gange. Poul Bang står krediteret for den danske version, mens Sidney W. Pink, som også har skrevet manuskriptet, stod for den engelske udgave. Hvordan det rent praktisk har fundet sted er svært at forestille sig, for filmene er nærmest identiske. Dog er den engelske version ti minutter kortere end den danske, og det skyldes blandt andet, at man fjernede den mest håbløse scene, hvor Reptilicus flyver samt en scene, hvor Dirch Passer i rollen som pedel Pedersen synger om sin lange Tillicus overfor en flok småpiger. Dengang var det sikkert fornuftigt at klippe disse ekstremt kitschede dele af filmen fra, men i dag hvor 'Reptilicus' vel udelukkende ses for den dårlige smag, vil jeg mene, man skal gå efter den danske version. Medmindre man kan lide grønt slim, for det spytter Reptilicus nemlig eksklusivt i den engelske.
”Selfie!”
Den 1. april i år kunne Troldspejlet på deres hjemmeside fortælle, at Uwe Boll var i gang med 'Reptilicus II', og at selveste Nikolaj Lie Kaas og Lars Ranthe stod parat til at overtage Kellerdirks gamle roller som henholdsvis pedel og politibetjent. Det var naturligvis en aprilsnar, men faktisk forlyder det, at Sidney W. Pink havde endnu en film om Reptilicus på tegnebrættet så sent som i 2001. Den eneste kilde jeg har til denne viden er Wikipedia, så hvorvidt det er sandt, er ikke til at vide, og det lyder måske nok usandsynligt, at Pink, som ikke havde produceret en film siden 1970, skulle bryde sit otium ved at vende tilbage til denne gamle fadæse. Under alle omstændigheder er det en sjov tanke, at Reptilicus kunne være blevet genoplivet i vor tid, og det havde da været oplagt, eftersom Roland Emmerichs katastrofe af et Godzilla-remake var udkommet få år forinden. I 2002 døde Sidney W. Pink, og fortsættelsen til 'Reptilicus' blev som bekendt aldrig til noget. Til gengæld fik den fjerne slægtning Reptisaurus sin egen spillefilm i 2009, instrueret af Asylum-veteranen Christopher Ray, og den ser naturligvis ganske forfærdelig ud.
Det er svært at vurdere en film som 'Reptilicus'. Jeg må være ubarmhjertig og sige, at kvalitativt set kan den ikke få mere end én sølle stjerne, men der er så mange andre grunde til at se denne film, som på alle måder er et unikum i dansk film. Ser man på monstergenren generelt er 'Reptilicus' dog blot én blandt mange og sikkert en af de allerdårligste.
Gyset har indtaget tv-skærmen! Det vrimler med zombier, vampyrer, varulve, hekse og alt muligt andet grusomt guf, og seneste skud på stammen er Showtimes 'Penny Dreadful', som ser ud til at favne det hele i skøn forening. 'Penny Dreadful' har amerikansk tv-premiere netop i dag den 11. maj, og jeg glæder mig meget til at se, hvad der ligger bag den stemningsfulde trailer. I mellemtiden har jeg varmet på med en navnefælle; spillefilmen 'Penny Dreadful' fra 2006, og for en god ordens skyld skal jeg nævne, at filmen og tv-serien absolut intet har med hinanden at gøre, udover altså det at de deler titel. Filmen handler om den unge pige Penny, som forsøger at overvinde sin frygt for biler ved at tage på en lang køretur sammen med sin psykiater. På vejen samler de en blaffer op, men det skulle de aldrig have gjort!
”Pas på, køerne ude på marken!”
'Penny Dreadful' kommer fra After Dark Films, som hvert år siden 2006 har udgivet otte nyproducerede gyserfilm under fanen 8 Films to Die For. En del af disse film er udkommet i Danmark og flere af dem er mærket med et banner på coveret, men lad det være sagt med det samme: 8 Films to Die For-logoet bør være en advarsel frem for en opfordring. Der er kommet nogle udemærkede film i serien, men det er altså undtagelsen fremfor reglen, og den håndfuld jeg har set, har nok været originale værker, men de er også håbløst uopfindsomme og dybt uinteressante rent visuelt. Røvkedelige, slet og ret!
”Han ser da meget flink ud...”
'Penny Dreadful' er desværre ingen undtagelse. Grundlæggende kan historien noget, men den stikker i alt for mange retninger og mangler i den grad fokus. Pennys ochofobi (angst for køretøjer) stammer fra en episode i hendes barndom, hvor hun var involveret i et trafikuheld og så sine forældre dø på smertefuld og blodig vis, mens hun selv lå hjælpeløst fastklemt på bilens bagsæde. Selvom Penny har aftalt med sin psykiater ikke at tage medicin på køreturen, propper hun sig med piller, og det er netop et skænderi om dette, der sparker spændingen i gang, da de kommer til at køre en mystisk blaffer ned og til gengæld giver ham et lift. Der er altså lagt op til en intimt, psykologisk drama om angst, men samtidig trækker 'Penny Dreadful' på 'Final Destination'-konceptet, for er blafferen i virkeligheden døden, der vil tage hævn for, at Penny overlevede sidste gang hun sad i en bil? Til syvende og sidst ender 'Penny Dreadful' bare med at være en dum slasher med halshugninger og bare bryster, måske fordi den ikke stoler på sin egen fortælling. Alle disse idéer kunne have fungeret for sig, men tilsammen bliver de noget værre rod!
”Jeg var sikker på, jeg havde lagt en pose vingummier her i bagruden!!!”
'Penny Dreadful' har noget til fælles med klaustrofobiske film som 'Cujo', 'P2', 'Buried', 'Devil' og så videre. En stor del af filmen foregår inde i bilen, som står fastklemt mellem to træer, så Penny ikke kan komme ud. Det er mørk nat i en øde skov, og det er egentlig ganske effektivt, men på dette tidspunkt har Penny allerede glemt sin fobi, fordi blafferen der har fanget hende udgør en større fare. Konflikten er åbenlys; Penny hader at befinde sig i biler, men nu er hun låst fast i én, som hun for alt i verden vil ud af, men så alligevel ikke, fordi der står en dødsensfarlig morder udenfor. Instruktøren Richard Brandes formår bare ikke at få denne konflikt ordentligt i spil.
”Mor? Mor! Der er noget galt! Mit blod ophæver tyngdeloven og løber sidelæns!”
Det har undret mig, at denne film deler titel med Showtimes aktuelle tv-serie, da de som sagt ikke har andet med hinanden at gøre. Det viser sig imidlertid, at ‘Penny Dreadful’ referer til en særlig type underlødig serie-litteratur, som udkom i England i 1800-tallet, printet på billigt papir og til en pris af 1 penny. Dermed forklares tv-seriens brug af 'Penny Dreadful' som titel; den har serieformatet og foregår i 1890ernes England. Men hvorfor Richard Brandes har kaldt sin film 'Penny Dreadful' er mig en gåde. Hovedpersonen hedder Penny, og hun har været ude for en Dreadful oplevelse, men det kan da ikke være forklaringen? Måske henvises der til hele After Dark Horrorfest-konceptet, som 'Penny Dreadful' var med til at sparke i gang i 2006? Ellers måske er det en forkølet hyldest til Quentin Tarantino, som opkaldte 'Pulp Fiction' efter de spændingsmættede pulp-magasiner fra første halvdel af forrige århundrede? Uden sammenligning i øvrigt, for filmen ‘Penny Dreadful’ er langt fra noget mesterværk og ender i denne anmeldelse med at få to stjerner - primært fordi den er for kedelig til kun at få én.
Astronauter? Er der noget bedre? Større? Vildere? Hvilken lille dreng drømte ikke om at blive helten over dem alle? Jeg er gammel nok til at kunne huske Gerry Andersons Månebase Alpha (Space: 1999) og selv om plottet var langt ude, så var jeg hooked. Jeg ville da være astronaut. Det blev ikke bedre efter Bond-filmen Moonraker, hvor de nye Space Shuttles blev præsenteret som en slags rutefly til det ydre rum. Nu VILLE jeg være astronaut! Så kom Mænd af den Rette Støbning (The Right Stuff) og her indtraf alvoren og bagsiden af medaljen. Det var ingen let sag – det der med at blive astronaut. Nu er jeg i mellemtiden blevet treogfyrre somre og har netop set Gravity. Nu vil jeg ikke være astronaut længere.
Clooney rækker ud efter min cola i 3D. Det kan han glemme!
I Gravity følger vi den kvindelige astronaut Ryan Stone og hendes kollega Matt Kowalski, der efter en ulykke under arbejdet på deres shuttle, bliver slynget ud i rummet uden kontakt til mission control i Houston. Meget mere kan der ikke siges om handlingen, da filmen spiller på helt andre virkemidler - end den traditionelt handlingsstyret oplevelse, som de fleste film er skabt på rygraden af.
I stedet bliver man forkælet med billeder og en visuel stemning, som man skulle tro var løgn. Effekterne i 3D er helt vanvittige og man bliver slynget rundt i et klaustrofobisk mareridt, hvor alting går fra skidt til værre på få sekunder. Gravity tager i den grad pusten fra sit publikum med en visuel stil, som man ikke må snyde sig selv for. Der er en konstant stemning over de første firs minutter af filmen, som sætter sig som en blanding af uro og forundring i publikum, som man, til trods for den lidt flade slutning, har svært ved at ryste af sig, når eventyret er forbi. Kombineret med sporadisk musik fra en score af Steven Price, er Gravity eksemplet på, at man sagtens kan fortælle en visuel flot historie, hvis den bliver fortalt i et miljø, hvor mangel på handling og plot er plausibel.
Kloden drejer! Mennesker mødes. Svæver på en sky.
Man kan sagtens forestille sig, at temaet i historien, der er skrevet af Alfonso Cuarón og sønnen Jonás, har sine rødder i religion. Der er en hel del religiøse undertoner, der understøttes af enkelte religiøse visuelle virkemidler, som sagtens kan tydes som en slags påstand om, at tro er større end videnskab. Dette bliver igen understøttet af filmens sidste akt, der i den grad underbygger teorien om det religiøse tema, hvilket Cuarón også brugte i den sublime Children of Men.
Sandra Bullock tager forsædet som Ryan Stone, hvilket hun gør på glimrende vis. Man kunne sagtens have ønsket sig langt mere ukendte skuespillere i de to hovedroller (George Clooney spiller Kowalski), for det havde kun bidraget yderligere til illusionen om at være alene i rummet, da de to kendte ansigter alligevel minder sit publikum om, at dette ”bare” er en film.
Bullock hænger ud i rummet.
Alt i alt er Gravity en imponerende film. Slutningen er decideret ringe og viser et langt stykke hen ad vejen, at det er en film, der er skabt for et amerikansk publikum. Det er synd, for man tænker, at med lidt mere mod ville filmen have været så meget smukkere og virkningsfuld, hvis man havde endt ved den mest naturlige og logiske slutning efter omkring firs minutter. Skal man se Gravity (og det skal man), så bør man finde det største tv eller lærred, som man har til sin rådighed. En film så visuelt smuk og blændende fortjener et så stort billede, som overhovedet muligt.
