Captifs aka Caged (2010).
Tagline: "Ingen kan høre deres skrig. Ingen kan hjælpe dem. Døden er den eneste udvej."
Set d.24/08-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 83 minutter. Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Turistas' (2006), 'And Soon the Darkness' (2010), 'Train' (2008).
Carole er en ung sygeplejerske, der arbejder for en international hjælpeorganisation et sted i Østeuropa. Hendes del af opgaven er løst, og hun er ved at være klar til at vende tilbage til Frankrig efter et veludført job. På vej mod den nærmeste by beslutter Carole og to af hendes kolleger sig for at skyde genvej. Noget de aldrig skulle have gjort! Snart står de ansigt til ansigt med en gruppe maskerede mænd, der kidnapper de tre og holder dem fanget på en gammel gård. Efterhånden som tiden skrider frem, går den forfærdelige sandhed op for Carole. Hvis hun vil overleve, er der kun en mulighed: flugt!
Frankrig har i den sidste tid været rigtig gode til at spytte den ene grumme horror-film ud efter den anden. Titler som 'Martyrs' (2008), 'The Ordeal' (Calvaire, 2004), 'Inside' (À l'intérieur, 2007) og 'Them' (Ils, 2006) for bare at nævne nogle få, er alle film der gør, at man helt automatisk spidser ører når der lander en ny film fra gastronomiens højborg. Yann Gozlan's instruktørdebut 'Caged' er det nyeste skud på stammen, og kan den så leve op til de tunge drenges ry?
Zoé Félix er god i rollen, som en af de kidnappede samaritter.
Plottet i 'Caged' er ikke videre originalt, og enhver der har set en sin del genre-film, vil være i stand til at forudsige historiens udvikling meget hurtigt. Det hele er meget lige ud af landevejen, uden de helt store krumspring og de 83 minutter kører lidt på automatpilot. Heldigvis magter instruktøren at holde spændingsniveauet nogenlunde ved lige, ved hjælp af intensive billeder og ikke mindst skuespillernes indsats. De tre kidnappede samaritter spilles overbevisende af Zoé Félix, Eric Savin og Arié Elmaleh, deres fangevogtere får ikke meget tid på skærmen, den tid de får bruger de mest på at se godt olme og onde ud, uden at ytre alt for mange ord. Selvom om udviklingen i historien ligger op til det, holder 'Caged' (heldigvis) sin sti ren og ruller sig ikke i torturporno-genrens afløb. De værste voldsomheder sker off-screen. Det klæder filmen og giver den ikke mindst et mere realistisk og barskt feel. Man kan mene hvad man vil, om den notorisk blodige torturporno-genre, jeg er ikke fan og bliver det heller ikke. Hvis man skal prøve at forsvare on-screen in-your-face lemlæstelser, så kan man tage en film som 'Martyrs'. Her er det brutale billedsprog helt på sin plads, den er nemlig vigtig i forhold til drive, handlingsforløb og filmens dybere mening. I alt for mange andre film, genren producerer, er tortur-brutaliteten kun med for dens egen skyld, kun med som primær underholdningsværdi - uden nogen anden form for berettigelse. 'Caged' bliver måske markedsført som en sådan film, men det er den altså ikke - så langt fra.
Det ligner noget vi har set mange gange før, men heldigvis holder 'Caged' sig fra udpenslet torture-porn.
Med 'Caged' viser instruktør-debutanten Yann Gozlan et spændende potentiale, og han formår at få det bedste ud af et lidt slapt manuskript og en noget forkølet historie. Med noget bedre materiale og et lidt højere ambitionsniveau kan han gå hen og blive et spændende bekendtskab fremover. Hermed er vi fremme ved det spørgsmål vi startede med - kan 'Caged' måle sig med de tunge drenge indenfor genren? Og nej, det kan den ikke. Den når ikke film som 'Martyrs' og 'Inside' til sokkeholderne...eller også er det faktisk lige det den gør. For filmen, der intet gør for at skille sig ud, er stilfuldt filmet, godt spillet, stemningsfuld og helt fin aftenunderholdning hjemme i sofaen. Er du ikke en hærdet horror-buff med hård hud på hornhinden, men er du interesseret i at give dig i kast med franske horror-film, så er 'Caged' et fint sted at starte. Filmen er den bløde mellemvare og kan ses af de fleste, uden at det bliver rigtig ubehageligt.Hvis du kan acceptere, at filmen er en temmelig rutinemæssig øvelse der aldrig bliver rigtig farlig, at den har mere tilfælles med en god gammeldags thriller-film end den har med den noget mere blodige horror-genre, at vi ikke ligefrem er vidner til den næste fase i udviklingen af franske horror - så er 'Caged' en fin lille sag med et par mindeværdige scener.Forvent ikke banebrydende neglebidende horror, men en teknisk vellavet film, hvis største problem er at man har set det for mange gange før, og at den først rigtig tager fart i de sidste 15-20 minutter.
Ærede medlemmer af Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents. Den gamle facebook gruppe må gå i graven, da den bliver arkiveret af Facebook.com og dermed slettet. Derfor har jeg nu oprettet en ny gruppe, i det nye "Syntes godt om" format. Jeg håber at I vil vise jeres støtte og tilmelde jer gruppen, så vi kommer godt fra land. Som i den gamle gruppe vil jeg annoncere nye anmeldelser og nyheder i gruppen. Nye medlemmer er selvfølgelig også meget velkomne! Du finder den nye gruppe lige HER!
Tony - en seriemorder i London(2009).
Tagline: "Han vil bare være din ven... "
Set d.21/08-11
DVD.
HD-Projektor.
Runtime: 70 minutter. Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Henry: Portrait of a Serial Killer' (1986), 'Taxi Driver' (1976), 'Maniac' (1980).
Den generte enspænder Tony lever et tilbagetrukket liv i en lille lejlighed i et af Londons fattige arbejderkvarterer. Hans dage går med at vandre omkring på gaden, imens nætterne fordrives med billige actionfilm på video. Men da Tony en dag inviterer et par junkier med hjem, viser det sig, at der bag det anonyme udseende gemmer sig en afsporet morder med et hidsigt temperament.
Gerard Johnsons kritikeroste debutfilm om seriemorderen Tony er en meget mørkfilm,og megetforuroligendepå mangeniveauer.Kameraetfølger den sky og socialt akavede Tony, mens han gårgaderne tynde i de rå, beskidte og nedslidte arbejderkvarterer i London.Tonyhar ingen sociale færdigheder (eller færdigheder i det hele taget) og bor komplet isoleret fra omverdenen i sin sørgelige, mildest talt miserable, og så godt som tomme lejlighed. Han er isit es nårhan er alene,og hvis nogle individer maser sig ind på ham, eller hans territorium, får det fatale følger.Dette holder dog ikke den nervøse og fremmedgjorte psykopat fra at prøve at komme i en form for kontakt med de mennesker han omgås. Tony prøver og prøver men uden den helt store succes - især fordi han tit kommer til at slå dem ihjel i processen.
Tony's hjemmebiograf er ikke helt up to date.
Intetanende junkier, homoseksuelle og andet godtfolk er ikke klar over, at de vader lige ind i løvens hule når de følger med den ranglede og akavede Tony hjem. Den nervøse enspænder prøver at opvarte hans besøgende på bedste vis, men han laver hurtigt rod i det. Desværre for gæsterne er hans evner som vært så usandsynligt ringe, at hans eneste måde at rydde op i misforståelser og dårlig stemning på, er ved at slå dem ihjel og enten partere dem i badekarret, gemme ligene som krammebamser i sengen eller foran tossekassen. Mere sker der stort set ikke i 'Tony'. Der er et lille sideplot om en forsvundet dreng i boligkvarteret, men det er Tony's dagligdag og triste liv der er primus motor. Vi finder Peter Ferdinando i rollen som den sære Tony, og hans indsats kan slet ikke roses nok. Han er fænomenal og hans portrættering af et sygt og ensomt individ er enestående. Det siges at skuespilleren i månedsvis selv boede i den lejlighed, hvor store dele af filmen er optaget, for at komme helt ind på livet af sin rolle. Det hele er gritty og low-budget, men det passer fint til filmen og det hele virker meget realistisk...frygtindgydende realistisk.
Nej, det er ikke George Orwell men Peter Ferdinando i rollen som Tony.
Karakteren Tony lader til at være baseret på en britisk seriemorder fra den virkelige verden (dette er dog ikke bekræftet nogle steder). Dennis Nilsen dræbte mindst femten mænd og drenge mellem 1978 og 1983 i og omkring London. Som filmens Tony, var Nilsen besat af at beholde ligene som selskab. På grund af lighederne imellem forbrydelserne, seksualiteten og livsstilen, blev Dennis Nilsen omtalt som den britiske Jeffrey Dahmer, og det samme kan siges om Tony. Dennis Nilsen blev til sidst anholdt efter at hans boligbloks afløb var blokkeret af parteret menneskelige rester og indvolde. VVS'erne mente at det var en god ide at kontakte politiet, og dermed var det slut for en af Englands værste seriemordere. En lignende situation opstår også i filmen, og er lige ved at bringe Tony i kambollage med ordensmagten. Ikke nok med de personlige ligheder og de samme fremgangsmåder, ligner Tony også en Dennis Nilsen med overskæg.
Et afskåret hoved i den ene pose, indkøbsvarer i den anden.
Skudt på 12 dage og for £40.000 er 'Tony' lidt af en bedrift. Det hele er effektivt filmet - med vægt på at give publikum et realistisk feel. Og der ser virkelig gråt og trist ud i de barske locations, hvor vores hovedperson lever sit liv. Billederne er suppleret af et effektfuldt og meget stemningsmættet soundtrack af Matt Johnson fra 8o'er bandet 'The The'. Den lille film er også krydret med stærke indsatser i samtlige små og få, men meget vigtige, biroller. Desværre kunne man ønske sig meget mere af manuskriptet. Vi mangler noget udvikling i historien, for den står meget stille og bevæger sig stort set ikke en meter hverken frem eller tilbage. Vi får intet at vide om Tony, hans baggrund, hans traumer, hans dæmoner, ingen baggrundsvidden om hvad der kan være årsag til hans vanvid og ugerninger. Det behøver vi heller ikke altid, men Tony er en interessant karakter, og man kunne godt have ønsket sig noget mere viden om den livsfarlige og uberegnelige mandsperson, som er en af virkelighedens bøh-mænd. Det er virkelig ærgerligt, for med et stærkere manus og en mere helstøbt historie kunne vi havde stået overfor et mindre mesterværk - en film på højde med 'Henry: Portrait of a Serial Killer' fra 1986. I stedet ender 'Tony' som en usleben diamant med et stort, men i sidste ende, uindfriet potentiale.
Fremover bliver nye anmeldelser postet på tirsdage og/eller fredage ca. kl.19:00. Den næste film jeg kigger på Gerard Johnson's ultra realistiske seriemorder-film 'Tony' fra 2009. Filmen der byder på socialrealisme og kulsort humor er et fascinerende portræt af en gal morder i et nedslående London. Anmeldelsen kommer online i morgen 23/08 kl.19:00.
Splinter (2008).
Tagline: "It will get under your skin"
Set d.18/08-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 82 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Feast' (1980), 'The Thing' (1978), 'Isolation' (2005).
Anmeldt af Allan Sørensen.
Et ungt par søger tilflugt i ørkenen for en romantisk weekend, men idyllen knuses, da de bliver taget som gidsler af en flygtet straffefange og hans kæreste på flugt fra politiet. Ad små, hullede grusveje planlægger de alle deres næste træk, men befinder sig pludselig i større problemer, end nogen af dem kunne have forudset. Et blodtørstigt parasit-væsen, der absorberer dets afdøde ofre, har nemlig fået de to par i kikkerten. De søger ly på en forladt tankstation og må nu forsøge at overliste ikke blot det umættelige væsen, men også hinanden.
Dette er den britiske kortfilms-instruktør og Visual Effects specialist Toby Wilkins første spillefilm, og som set så mange gange før, er debutten en horror-film. I denne meget simple og basale horror-film fra 2008 er vores 4 "helte" oppe i mod et slags modbydeligt pindsvin direkte fra helvede, strittende med levende pigge, der kun tænker på at begrave sig i en dejlig varm krop, for derefter at sende det animerede lig ud efter mere levende kød. Det er et simpelt plot, men Wilkins manøvrer fint uden om de helt store faldgruber i historien om de 4 hovedpersoner som finder sig fanget som i en fiskebolve, med en blodtørstig og sulten kat på den anden side af glasset. Med Toby Wilkins baggrund inden for effekter in mente, går han heldigvis ikke komplet bananas i blod og splatter ramasjang, han prøver også at klemme noget karakteropbygning ind i den forholdsvis korte film, og tak for det, for det lykkedes faktisk helt udmærket. Især forholdet og historien omkring de to lovløse på flugt (Dennis Farell og hans junkie kæreste Lacey Belisle) er interessant. Det samme kan desværre ikke siges om turtelduerne vi starter med at følge. Nørden Seth Belzer, der stort ikke kan finde ud af andet end at snakke om træer, og hans kæreste, tom-boy tøsen Polly Watt. De spilles henholdsvis af Paulo Costanzo (han har medvirket i et utal af ungdomsfilm) og Jill Wagner som lige nu er medvært på TV-programmet 'Wipeout'...og så snakker vi ikke mere om det. Heldigvis er Shea Whighams indsats som den jagtede outlaw Dennis Farell helt perfekt. Han spiller en rolle som vi har set så mange gange før, stærkt og med über coolness i overflod. Uden ham kunne filmen meget vel være punkteret sammen med resten af castet efter 10 minutter.
Jill Wagner og Shea Whigham er trængt op i en krog.
Antallet af medvirkende i 'Splinter' kan næsten tælles på én hånd og stort set hele filmen finder sted på og omkring den øde tankstation, hvor kæresteparret og de to lovløse barrikaderer sig og prøver at udtænke måder at overleve monsteret og hinanden på. Horror-film bliver stort set ikke mere ind til benet end det her. Det er enkelt, få medvirkende, et monster og én location. Det er set 1000 gange før, f.eks i film som survival mesterværker 'The Evil Dead' (1981) og 'Night of the Living Dead' fra 1968. Ikke nok med det, så ligner og opfører bæstet i 'Splinter' sig også som noget vi allerede har stiftet bekendtskab med i John Carpenter's klassiker 'The Thing' (1982). Filmen vader desværre også direkte ind i nogle grumme kliche-fælder og byder på plot-twists man fik et postkort om for 14 dage siden.
"Nogle der har en pincet?"
Det er uoriginalt og ikke særlig opfindsomt. Kedeligt bliver det til gengæld ikke - så langt fra! Tempoet er hæsblæsende og intenst, uden at det bliver for meget er det gode. Filmen er en balancegang for instruktøren og han vælter heldigvis ikke, 'Splinter' rammer den helt rigtige formular for hvordan en ægte survival horror-film af den gamle skole skal skæres. Effekterne er effektive (i nogle scener bliver dog anvendt shaky cam lige vel rigeligt, sikkert for at skjule monsterets mangler og dermed holde filmen indenfor det stramme budget) og bæstet er væmmeligt, umætteligt og ustoppeligt. 'Splinter' byder også på op til flere scener som er meget, meget ubehagelige og ikke mindst veludførte. Så har du fået nok af den tænkende mands pseudo horror-film som f.eks 'Pans Labyrint' (2006) eller den grå og Fjeldræv's beklædte socialrealisme i 'Låt den rätte komma in' (2008)? Så er du kommet til det rette sted! Er du ude efter en ren, enkel og skræmmende drive-in horror oplevelse som fra dengang far var dreng, bare i 2008 klæder - så er 'Splinter' lige sagen.
Tucker & Dale vs Evil (under titlen Tucker & Dale vs Ondskab) er venligst stillet til rådighed af SF Film.
Anmeldt af Allan Sørensen.
Det er den traditionsrige Spring Break uge i USA og en gruppe universitetsstuderende tager på campingtur i skovene i West Virginia. Tæt på det sted, de har slået lejr, bor de to bonderøve Tucker og Dale - som de unge hurtigt bliver overbeviste om, er onde og vil slå dem alle ihjel. De unge indleder derfor en mission, der skal afsløre dem som voldsmænd og mordere, men det går ikke helt efter planen, og flere af de unge ender med at blive dræbt i makabre ulykker. Hos Tucker og Dale stiger frygten og forvirringen derimod, da de til gengæld tror, at de unge har indgået en slags selvmordspagt.
"Bloggen er for os hvis liv er for kort til romantiske komedier", står der i beskrivelsen af Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents, og nu er her faktisk en anmeldelse af en sådan type film?! For 'Tucker & Dale vs Evil' er i bund og grund bare en lille romantisk komedie. En genre som tit er proppet med kærlighedshungrende trunter og Don Juans med våde hundeøjne, sådan forholder det sig nu heldigvis ikke i 'Tucker & Dale vs Evil'. Her står den nemlig på et blodigt møde mellem (venlige) Rednecks og (vanvittige) Springbreakers. Dale (Tyler Labine) falder selvfølgelig for den unge blonde bombshell Allison (Katrina Bowden). Heldigvis går det hele ikke så lige ud af landevejen, og fordomme og misforståelser falder over hinanden i denne groteske og morsomme splatter-komedie.
Et gruppe-billede af filmens farligste individer.
Horror-komedier er ikke et nyt fænomen. Mange instruktører har igennem årtier forsøgt sig i at prøve at forene de to genre, og for det meste uden held. Film som 'Severance', 'Black Sheep', 'My Name Is Bruce' prøvede op igennem 00'erne at ramme den rigtige kombination, men ingen af dem var helt oppe at ringe. 'Bubba Ho-Tep' gjorde det i 2002, men sidst vi så en horror-komedie der virkelig leverede varen, var i Edgar Wright's og Simon Pegg's 'Shaun of the Dead' fra 2004. Det er efterhånden 7 år siden, og det er et tydeligt tegn på, at en vellykket krydsningen af de to genre er et yderst sjældent fænomen. 'Zombieland' fra 2009 gjorde et hæderligt forsøg, men jeg syntes aldrig den kom helt op at ringe og det hele blev en anelse for søgt.
Efter at de har hevet et halvt lig ud af flismaskinen, befinder Tucker og Dale sig i forklaringsproplemmer.
Hermed når vi frem til forfatter Morgan Jurgenson og instruktør Eli Craig's film fra sidste år. Deres film vandt publikumsprisen ved South by Southwest Film Festival (2010) og var i Official Selection i Sundance Film Festival (2010), så hype-kanonen er ladt og kørt i stilling. Heldigvis leverer 'Tucker & Dale vs Evil' både gysene, grinene og goren. Det er afsindigt underholdende og hylende morsomt at se de street-smarte hipsters tage livet af sig selv, eller hinanden, på de mest vanvittige måder, alt i mens de prøver at "bekæmpe" Tucker og Dale. Hvad de unge ikke har forstået er, at vores to bonderøve er så harmløse og nede på jorden at de får DR's selvforsynende pendant til at ligne en kannibalistisk psykopat med ADHD. Det eneste Tucker og Dale prøver på er at sætte deres nye sommerhus i stand. Det ligner godt nok noget fra 'Evil Dead II' (1987), men alligevel. Sommerhusets fremtoning er ikke det eneste 'Tucker & Dale vs Evil' har tilfælles med Sam Raimi's klassiker. Raimi's film bød også på en hel del komik, og især fysisk komik, hjulpet godt på vej af Bruce Campbell's medfødte funny-bones. Hvor man i 'Shaun of the Dead' anvendte den velkendte og velfungerende typiske britiske komiske dialog som drivkraften, går 'Tucker & Dale vs Evil' den anden vej. Det er fald på halen komikken der trækker de største grin i Eli Craig's film. Der bliver godt nok leveret enkelte guldkorn som Tucker's udmelding "He's heavy for half a guy", da de slæber af sted med resterne af hipsteren fra flismaskinen, eller "Bring it, Frat Bitch!". Men humoren er hovedsageligt baseret på de fysiske stunts og gimmicks - nøjagtig som i 'Evil Dead II' (1987).
Hvis du syntes det her ser sjovt ud, så vil du finde dig godt til rette i selskab med Tucker og Dale.
Det er ikke alt der fungerer efter hensigten, og i nogle scener bliver der uddelt lige rigeligt med 'Home Alone' falden på halen og platheder. Men vi er altså stadig meget, meget langt fra lav-komikken vi er blevet udsat for i de utallige 'Scary Movie' spoof-film. I rollerne som de to uheldige rednecks Tucker og Dale finder vi Alan Tudyk, som spillede en af de faste karakterer i den højst anbefalelsesværdige western-sci fi serie 'Firefly' og Tyler Labine som spillede Bert "Sock" Wysocki i TV-serien 'Reaper'. De er ikke i samme klasse som makkerparret Simon Pegg og Nick Frost, men mindre kan også gøre det. Tudyk og Tyler spiller godt op til hinanden og deres komik og timing fungerer som den skal. SF FILM var så venlige at spytte denne titel på det danske marked lynhurtigt, og det skal de have tak for. 'Tucker & Dale vs Evil' er nemlig vellykket popcorn-underholdning, det er ikke top raffineret, men splattet og dybt grinagtigt.
Tagline: "They're Back From The Grave and Ready To Party!"
Set d.10/08-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 91 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Army of Darkness' (1992), 'Gremlins' (1984), 'Ghost Busters' (1984).
Anmeldt af Allan Sørensen.
Vi følger den ungeFreddy(ThomMathews)på sinførste dag i sit nye arbejde som lagermedarbejder pået medicinskforsyningsselskabet.Han bliver sat ind i tingene af værkfører Frank(JamesKaren), der samtidig giverFreddyden storerundtur ialle demærkværdighedersomlageret opmagasiner. Her findes skeletter, halvehundeog sågaren død krop i kølerummet - alt til medicinsk forskning.Iden længe kaster Franksig ud i at fortælle enhistorie om, hvordanden klassiskezombie-film 'Night of theLivingDead' er baseret påen sand historie. Filmen omhandler begivenhederne der opstod, da militæret udviklede en gasart kaldet 2-4-5 Trioxin, slap ud i lighuset på hospitalet. Den unge knægt bliver mere og mere nysgerrig på Frank's fortælling og da Frank spørger om han vil se en af 2-4-5 Trioxin beholderne, så kan han selvfølgelig ikke sige nej. Lageret har nemlig ved en fejltagelse modtaget en leverance af de farlige tønder for mange år tilbage, og de står stadig i kælderen. Frank og Freddy dummer sig og kommer til at lukke den farlige gas ud af en af de mystiske beholdere og inden længe vågner liget i lagerets kølerum. Da de to ulykkesfugle endelig får overmandet, parteret og brændt det stadigt levende lig, drysser dets aske ned over en nærliggende kirkegård og åbner gravene for en hel hær af kødædende zombier. Snart står ikke bare Frank og Freddy, men også alle andre omkring dem over for en endeløs hær af kødædende zombier.
Dan O'Bannon, medforfatter på Alien-filmene, skruer op for rædslerne og ikke mindst charmen og den sorte humor i sin instruktørdebut fra 1985. 'The Return of the Living Dead' er noget så sjældent som en blanding af horror og komedie - en mikstur som meget sjældent virker, men i dette tilfælle går det heldigvis op i en højere enhed. O'Bannon's lidt snørklede karriere som tæller titler som medforfatter, scenograf, klipper og special effects-mand på John Carpenters 'Dark Star' fra 1974. I 'Dark Star' afprøvede han også skuespillertjansen som den maniodepressive astronaut Sgt. Pinback. Dan O'Bannon befandt sig nu bedst bag skrivemaskien, og han har været involveret i film som den underratede sci-fi 'Screamers' fra 1995 med Peter "RoboCop" Weller i hovedrollen, Arnold-action-baskeren 'Total Recall' (1990) som bød på banebrydende effekter. Han stod også bag et par segmenter i kult-tegnefilmen 'Heavy Metal' fra 1981. Han har været involveret i et utal af film, men den eneste gang ud over 'The Return of the Living Dead' at O'Bannon har været i instruktørstolen, var med horror-filmen 'The Resurrected' fra 1992. Dan O'Bannon's zombie-film fra 1985 har indtil videre givet liv til hele 4 (mere eller mindre heldige, mest mindre...) efterfølgere og rygterne siger at der er endnu en under udvikling.
"You think this is a fuckin' costume? This is a way of life!"
På 'The Return of the Living Dead' var Dan O'Bannon både frygtet men også dybt respekteret for hans perfektionisme og grad af kompromisløshed. Han er af mange af de involverede og medvirkende blevet betegnet som et lidt misforstået geni, der aldrig fik den anerkendelse han fortjente. Dan O'Bannon var besat af at få de helt perfekte skud i kassen og gik meget sjældent på kompromis med hans vision, eller de medvirkendes indsatser. Det kan ses, for filmen emmer af entusiasme og gå-på-mod fra de involverede skuespillere og effektfolk. Det er tydeligt at alle, lige fra de unge og på det tidspunkt ukendte skuespillere som Thom Mathews, Beverly Randolph og Linnea Quigley til de mere etablerede navne som 50'er western-stjernen Clu Gulager, James Karen og karakterskuespilleren Don Calfa, giver den fuld gas og dette resulterer i at 'The Return of the Living Dead' virkelig brager derudaf velsmurt og på alle cylindere. Især kemien og timingen imellem Thom Mathews og James Karen er bemærkelsesværdig. Det er overspillet og hysterisk men stadig virkelig tight og godt leveret. Don Calfa's portrættering af den blonde, til tider tysktalende, våben og Wagner glade bedemand Ernie Kaltenbrunner, er også en sand fryd at overvære. Der er mange sjove personligheder men mange husker sikkert også filmen for Linnea Quigley. Hun ses i rollen som super sexet punkertøs, med hang til at smide ALT tøjet, danse på gravstene og løbe rundt i (tydeligvis) meget koldt regnvejr...
The Muppets-dukkeføreren Allan Trautman i rollen som den ikoniske tjærer-zombie, Tar-man.
Filmen har sine rødder i en roman skrevet af John Russo af samme navn. Russo var medforfatter og George A. Romero's legendariske mesterværk 'Night of the Living Dead' fra 1968. Efter 'Night of the Living Dead' afsluttede de samarbejdet og forhandlede sig frem til at Russo måtte beholde rettighederne og udvikle film under navnet "- Living Dead" mens Romero fik rettighederne til lave de officielle forsættelser til den originale film under navnet "-of the Dead". Mange år efter 'Night of the Living Dead' begyndte Russo og producer Tom Fox at planlæge at lave en film ud af Russo's roman. Deres ide var at lave en 3D film instrueret af Mr. Texas Chainsaw Massacre - Tobe Hooper. Sådan skulle det ikke gå, Hooper bakkede ud af projektet for at kaste sig over sci-fi vampyr-filmen 'Lifeforce' (også en film med et manuskript skrevet af Dan O'Bannon). Russo og Tom Fox valgte derefter at give selv samme O'Bannon chancen i instruktørsædet. Han accepterede på én betingelse, at han måtte omskrive manuskriptet radikalt. Det var vigtigt for O'Bannon at man kunne skelne hans kommende film fra Romeros "-of the Dead" serie. Det lykkedes også, for stilen og filmens opbygning er langt mere tegneserie-agtig og den byder på markant mere komedie, morbid humor og tossede indfald end nogle af Romero's film nogensinde har gjort. Og O'Bannon klarede den heldigvis uden at filmen kammede over og bare blev fjollet og ulidelig. Instruktøren balancerer fint imellem de to genrer og derfor er 'The Return of the Living Dead' en meget anderledes oplevelse end Romero's dommedags-visioner i "-of the Dead" filmene.
For første gang i moderne zombie-film får vi lov at hører hvad de sultne bæster har på hjertet - eller hjernen om man vil.
Denne herlige horror-strimmel er spækket med uforglemmelige og ikoniske scener. F.eks da den tjærer-indsmurte zombie kaldet Tar-man brøler "BRAAAAAAAAAAAIIIIIIIIIIIINS!" ind i hovedet på vores hvinende heltinde. For slet ikke at tale om slutningen eller de voldsomme effekter. For tag ikke fejl! Nok er her komiske elementer til højre og venstre, men 'The Return of the Living Dead' er først og fremmest en splatter-film. Den er slet, slet, slet ikke børnevenlig som andre film af samme type, f.eks film som Gremlins (1984), dens efterfølger Gremlins 2 The New Batch (1990) eller Ghost Busters fra 1984. Blodet flyder og de hjerne-jagende zombier er smukt designede og tydeligvis inspireret af nogle af de bedste ting fra tegneseriehuset EC Comics (Tales from the Crypt) støvede gemakker. Krydr så denne herlighed med en corny men velskrevet, vittigt dialog og et fandenivoldsk soundtrack der indeholder musik fra nogle af tidens gotiske punk-rockere som The Damned, The Cramps, Roky Erickson og (meget passende) The Flesh Eaters. Alle disse elementer giver en af de bedste zombie-film nogensinde, og uden tvivl den bedste horror-komedie nogensinde. Taglinen til filmen lød "They're Back From The Grave and Ready To Party!" og det passer noget så eftertrykkeligt, for 'The Return of the Living Dead' er ufortyndet og makabert zombie-Rock'N'Roll for fuld hane!
Score:
*Hvis du er blevet hooked på at læse mere om 'The Return of the Living Dead' og ikke mindst filmens efterfølgere, kan jeg varmt anbefale 'The Complete History of the Return of the Living Dead' af Christian Sellers og Gary Smart. Du kan læse min beskrivelse af bogen i bloggens bibliotek, lige her.
Det er med glæde at jeg kan fortælle at Cinematic Vision og Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents nu også har indgået et samarbejde vedrørende filmanmeldelser af selskabets eksisterende og fremtidige genre-udgivelser. Cinematic Vision er en uafhængig distributør på det skandinaviske filmmarked. Firmaet ejer i dag rettighederne til flere end 800 film og vokser hurtigt.
Stake Land (2010).
Tagline: "The most dangerous thing is to be alive."
Set d.07/08-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 98 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'The Road' (2009), 'Near Dark' (1987), 'Zombieland' (2009).
Anmeldt af Allan Sørensen.
Amerika er en tabt nation. En epidemi af vampyrisme rammer hele verden, og snart findes menneskeracen på vild flugt og et hak, eller to, længere nede i fødekæden. Store som små byer og samfund er enten øde eller forvandlet til uhyggelige massegrave, og al lov og orden er noget der hører fortiden til. Da den unge Martin mister hele sin familie til den blodtørstige trussel bliver han taget under vingerne af den gråsprængte, og egensindige, vampyr-jæger, Mister. De to tager på en lang rejse igennem hjertet af USA i håb om at nå frem til noget der er bedre end det de kommer fra. De får følgeskab af godtfolk de møder på deres vej igennem det hærgede landskab. Men inden længe erfarer de, at vampyrerne ikke er den eneste trussel de skal forholde sig til. Overalt er der fare på færde i form af røvere, mordere, voldtægtsmænd, kannibaler - men værst af alt, skyder nye religioner og kult-bevægelser op overalt. Fanatikere som fortolker vampyr-epidemien som Herrens værk.
"Åh nej, endnu en vampyr-film" tænker du nok. Men bare rolig, 'Stake Land' er ørkenvandringer fra Twilight's teenagernes tude-romantik og lyserødt soap-opara pladder som 'Vampire Diaries'. Den er også langt fra den traditionelle vampyr film, som regel omhandlende en europæisk gentleman med smag for blod, mørke slotte og sorte kapper. I 'Stake Land' er vampyrerne simple og meget målrettede væsner som altid går efter struben. De er vilde dyr og tænker kun på, hvor det næste måltid skal komme fra. De primitive rovdyr jager konstant varmt blod i et post-apokalyptisk og gudsforladt Amerika. Dette er en yderst barsk og (hvis man kan bruge dette ord i denne sammenhæng) realistisk vampyr-western af yderst høj klasse, skudt på et lille budget ($6.000.000, men dette kan dog ikke ses). Efter mindre succes med deres første samarbejde i 2006, horror-filmen 'Mulberry Street', er forfatterne Jim Mickle (som også instruerer 'Stake Land') og Nick Damici (som spiller rollen som vampyr-jægeren Mister i filmen) stillet noget højere med deres nyeste film. 'Stake Land' er på alle måder en større film end deres debut.
Intet er helligt i 'Stake Land' - alt er et potentielt bytte.
Som en anden Rooster Cogburn møver Mister sig ikke bare igennem det golde landsskab men også igennem (få) venner og (mange) fjender, selvfølgelig iført den helt korrekte støvfrakke, høj-Kaliberet seksløber og få, men velvalgte ord. Medforfatter Nick Damici spiller rollen som den bidske, ældre macho-mentor og beskytter af den lille gruppe rejsende helt perfekt. Det er ellers en rolle som man efterhånden godt kunne gå hen og blive lidt træt af, for vi har set den klichéprægede karakterer i diverse film et utal af gange. Heldigvis rammer Damici den helt rigtige formular i sin skildring af den sammenbidte, effektive og hemmelighedsfulde vampyr-dræber. Han er overbevisende og det er meget tydeligt at han elsker at spille rollen. Hans protégé, Martin, spilles helt fint af den unge Connor Paolo og 'Stake Land' byder også på flere interessante bekendtskaber og karakterer i bi-rollerne. Veteranen Kelly McGillis i rollen som voldtægtsofferet, den forhutlede nonne kun kaldet Sister og genre-skuespillerinden Danielle Harris, som den gravide og sårbare værtshus-sangerinde, Belle.
Tom Savini klonen og vampyr-jægeren Mister har true grit i spandevis.
Soundtracket i 'Stake Land' er helt i særklasse og kvaliteten er næsten på højde med de to mørkemænd, Nick Cave og Warren Ellis' hjemsøgende lydtæppe i 'The Road' (2009). Det er smukt, dybt foruroligende og kan slet ikke roses nok. Hvis du har bare den mindste interesse i soundtracks er lyden fra 'Stake Land' virkelig værd at investere i (kan findes på iTunes). Jeff Grace's score er ikke bare skræmmende, men også en bjergtagende oplevelse. Billederne er mørke og dybe og de barske locations og håbløsheden, symboliseret af det kolde og grå dommedags-landskab, vælter ud i hovedet på publikum på smukkeste vis. Måske man skulle have holdt lidt igen med de mange slowmotion skud af vores rejsende på vandring, men alt i alt blev jeg meget overrasket over den høje production value på filmen. Det hele både lyder og ser meget gennemført ud, og det resulterer selvfølgelig i at stemningen og filmens atmosfære fuldstændig opsluger seeren og holder én ved ilden i filmens samtlige 98 minutter, den bider sig fast i struben på seeren og giver ikke slip på noget tidspunkt. Som vi desværre så det med den norske 'Trolljegeren', lader det heller ikke til at 'Stake Land' kommer i biograferne herhjemme. Det er en synd og skam for (som 'Trolljegeren') sukker filmen efter at blive set på et stort lærred.
Folk der kender til kult-computerspillene 'Fallout' vil nikke genkendende til stilen og stemningen i 'Stake Land'.
Det pynter at filmen tager sig selv død seriøst. Præmisserne er stort set de samme men her er ingen pruttepude-vittigheder, falden på halen eller andre platheder som man så i filmen af næsten sammen navn, 'Zombieland' (2009). Og heldigvis for det. Det her er en barsk strimmel, i stil med den minimalistiske Viggo Mortensen's film 'The Road' fra 2009, her er der bare tilsat en del mere action i form af de blodtørstige vampyrer. Der er også negative ting at sige om 'Stake Land'. Filmens klimaks er uden tvivl filmen svageste punkt og udvikler sig ufrivilligt komisk. Jeg kan desværre ikke komme ind på detaljerne uden at spoile filmen, men det fungerer ikke særlig godt er og skæmmer filmens helhedsindtryk. De religiøse aspekter af plottet bliver heller ikke udforsket helt til bunds og nogle af CGI-effekterne falder (selvfølgelig, fristes man til at sige) også igennem.
Vejbump i form af forstyrrede Kultister.
Når det er sagt, så tag endelig ikke fejl, 'Stake Land' er et must-see og Jim Mickle og Nick Damici har skabt en mageløs og grum road movie med en masse gode ideer, overraskelser, interessante personligheder, originalitet og et hjemsøgende soundtrack. Filmen lever heldigvis op til hypen og det hele er solidt instrueret, spillet og udført. Prøv at tænk Debra Granik's skelsættende 'Winter's Bone' (2010), tilsæt noget 'The Road' på overnaturlige steroider og nogle fandenivoldske og møgbeskidte vampyrer - så har du 'Stake Land'. Den ubarmhjertige film stiller flere spørgsmål end den giver svar og hvis den ellers kan holde niveauet, skal den efterfølger filmen ligger op til, være mere end velkommen.
Flere besøgende her på Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents har givet udtryk for, at de ville sætte stor pris på at anmeldelserne på bloggen blev udgivet på faste dage. På den måde går du ikke forkert og spilder tiden hvis der ikke er uploadet nogle nye anmeldelser siden dit sidste besøg. Dette giver god mening og det betyder at fremover vil anmeldelserne, som tommelfingerregel, kun bliver uploadet på tirsdage og fredage ca. kl:19:00.
Deadgirl (2008).
Tagline: "You Never Forget Your First Time"
Set d.01/08-11
DVD.
HD-Projektor.
Runtime: 101 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Ginger Snaps' (2000), 'Calvaire aka The Ordeal' (2004), 'Nekromantik' (1987).
Teenage-drengene JT og Ricky er skolens outsidere og har hverken succes med at passe skolen eller pigerne. En dag da de pjækker, gør de deres livs opdagelse i en skummel kælder på et forladt hospital. Fastspændt til en briks lænket og dækket med plast ligger en smuk, nøgen kvinde og hun er hverken levende eller død. For den afstumpede JT er det åbenbart et ønskescenarie at have en levende død sex-genstand, og der går ikke længe før han flytter ind i den klamme kælder og voldtager det levende lig gang på gang. Ricky kæmper med samvittighedskvaler alt imens de to venner forsøger at holde deres fælles hemmelighed skjult for omverdenen. Men snart hører andre af skolens drenge om den smukke og mystiske pige og helvedet bryder for alvor løs.
Denne low-budget, indie-horror fra 2008 lyder som det sygeste shit man overhovedet kan udsætte sig selv for, men heldigvis har filmfolkene bag lagt en masse omtanke og kreativitet i filmen. Plottet lyder som en opkastfremkaldende tur i tortur-porn karrusellen, men 'Deadgirl' har langt mere dybde og mening end nogen 'Saw' eller 'Hostel' film nogensinde kommer til at drømme om. Filmen handler nemlig om venskab, opvækst, afhængighed, værdier, fristelser og om, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Alle de budskaber er vi blevet stopfodret med siden filmmediets fødsels, men her er klicheprægede emner pakket ind i et dybt originalt og uhæmmet plot.
JT har problemer der rækker lidt udover skolepsykologens ekspertise.
De to hovedpersoner JT og Ricky spilles af de forholdsvis uprøvede Noah Segan og Shiloh Fernandez. Det gør de helt fint og især Segan's rolle som den ynkelige, sex-afhængige psykopat JT er imponerende udført. Fernandez har lige medvirket i chick-flicken 'Red Riding Hood' fra sidste år og man forstår hvorfor. Der er dømt emo-twillight-tudeprins af den helt store kaliber, men in all fairness gør han det udmærket som JT's hårdt prøvede ven i 'Deadgirl'. Birollerne er ikke værd at skrive hjem om. Der bliver overspillet hist og her og især vores hovedpersoners fælles ven Wheeler er et temmelig belastende bekendtskab. For slet ikke at snakke om de voldelige High School Jocks som plager og piner alle de kan komme i nærheden af - herunder også publikum. Jenny Spain spiller rollen som det forpinte sex-lig, bundet nøgen til et bord eller en seng, hele filmen igennem. Misbrugsscenerne er heldigvis ikke overudpenslede eller langvarige, men de er tilgengæld overbevisende og ser skræmmende realistiske ud. Det er barske sager.
Filmens tone er gold og nedslående - nøjagtig som omgivelserne.
Instruktør og medinstruktør Marcel Sarmiento og Gadi Harel har formet et sygeligt og kraftfuldt low-key monster af en slags horror-film med 'Deadgirl'. Hvorfor jeg kalder denne film for "en slags horror-film" skyldes, at det her ikke ligefrem er horror-film i sin gængse form og slet ikke en zombie-film i sin gængse form. Her er det nemlig ikke flyvende, afrevne legemsdele og rullende hoveder der er stilen. I få scener er 'Deadgirl' leveringsdygtig i ægte chok-horror, men det er den ubarmhjertige tone og den sørgelige og nedslående stemning der er filmens sande og grusomste effekt. Der skal ikke herske tvivl om at denne anmelder sad med en lidt dårlig smag i munden da rulleteteksterne tonede frem, men giver man filmen tid, giver den et par dage at bundfalde sig på, er resultatet meget bedre end først antaget. Filmen efterlader os med nogle løse tråde og manuskriptet kunne godt være strammet op hist og her men dette ændrer dog ikke på at 'Deadgirl' er og bliver en interessant film. Emnet og plottet vil helt sikkert dele vandende og det er også en film man højst sandsynligt kun ser en' gang i hele sit liv. Disse faktorer gør det til en svær film at anbefale folk, men da jeg går ud fra at de fleste besøgende her på bloggen er fans af horror har jeg ingen kvaler med skyde 4 fuldt fortjente og meget store Pinhead's af på 'Deadgirl'.
