Anmeldelse: Tentacles.

Årgang: 1977
Tagline: "Each year 10,000 tourists visit Ocean Beach. This summer Ocean Beach has attracted something else!"
Instruktør: Ovidio G. Assonitis.
Runtime: 102 min.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Jaws' (1975), 'Jaws 3-D' (1983), 'Jaws: The Revenge' (1987).

Tentacles (under titlen 'Kæmpeblæksprutten') er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

På grund af et giftudslip, der er opstået i forbindelse med et tunnelbyggeri, er en af dybets kæmper vokset til endnu større proportioner, og netop som Ocean Beach invaderes af badelystne turister, slår monstret til. Desværre er det også dagen, hvor børnenes kapsejlads afholdes, og en faretruende massakre ser ud til at være uundgåelig... Det eneste, der nu står imellem det gigantiske undervandsmonster og massevis af uskyldige ofre, er to mænd og deres spækhuggere.

Det er de færreste, der ikke er bekendt med Steven Spielbergs monsterfilmsklassiker 'Jaws' (1975) og den enorme succes, den ved sin udgivelse havde. Folk strømmede i biografen for at se en overproportioneret haj slå hunde, børn og andre uskyldige ihjel. Selvom monsterfilm på ingen måde var nogen ny idé, var der vakt (eller i det mindste genfundet) et marked for denne type film, og et af de mere tydelige rip-offs er nærværende film. Både trailer og tagline synes gerne at ville lægge sig i forlængelse af Spielbergs klassiker - i klassisk exploitation stil. Hvad der også er typisk for denne type film er, at den i sin promoveringsmateriale lægger stor vægt på tre velkendte skuespillere, som har nogle relativt små roller. Særligt kan man overraskes over at se Henry Fonda i en lille rolle som ejeren af det firma, der har stået for det tunnelbyggeri, der har startet hele missæren. Både med Fonda, John Huston og Shelley Winters er det tydeligt at se, at man formentlig kun har haft ganske kort tid til at lave deres dele af filmen, hvilket resulterer i, at scenerne sjældent involverer det øvrige cast. Det resulterer også i en lidt fragmenteret fornemmelse, og at der ikke rigtig er nogen hovedrolle i film - hvis altså man ser bort fra blæksprutten. Filmens instruktør har i øvrigt været tilknyttet en anden undervandsrædselsfilm: James Camerons 'Piranha II: The Spawning' (1981), som han var en af flere forfattere på.

Selvom skaberne af filmen langt fra havde styr på deres facts omkring blæksprutter, der eksempelvis ikke er i stand til at knurre, tilbød distributøren af filmen alligevel en plakat indeholdende en hel række blækspruttefakta til biografejerne.

Til at begynde med må man med en film som 'Tentacles' slå sine forventninger fast. Regner man med at det er en uhyggelig film, man står foran at skulle se? Hvis det er tilfældet, skal man muligvis udsætte gennemkigningen, til man har læst denne anmeldelse færdig. For er der noget Ovidio G. Assonitis film ikke er, så er det uhyggelig. Forventer man tværtimod en rodet, ufrivilligt morsom og enormt underholdende film, er nærværende titel lige sagen, men hvorfor er 'Tentacles' mere fjollet, end den er uhyggelig? Svaret herpå er ikke synderligt kompliceret at finde frem til. Først og fremmest er det monstret selv, der er problemet. Måden man forsøger at bygge det op som værende mere skræmmende end selv hajer, som specifikt synes nævnt som en hilsen til Spielbergs film, bliver ret hurtigt komisk. Delvist grundet et manuskript, der skærer så grundigt ud i pap, at man begynder at mores, og delvist har det med den hurtige afsløring af monstrets udseende at gøre. Allerede tidligt i filmen får vi lange sekvenser, der følger monstret på tætteste hold, og således er det meget svært ikke at se igennem effekterne, som kun er set ringere i Ed Wood Jrs notoriske 'Bride of the Monster' (1955). At blæksprutten i øvrigt brøler i vrede et par gange i filmen, hjælper ikke just dens sag og sender i stedet tankerne til den senere 'Jaws: The Revenge' (1987), som ligeledes tilførte sit monster lyde, som den absolut ikke burde være i stand til at udstøde. Værst af alt er det, at filmen ikke selv er med på spøgen men tager sig selv ganske seriøst, hvilket i den grad står i kontrast til indholdet. Er det del af morskaben? Ingen tvivl om det. En anden årsag til filmens ringe indflydelse på sin seers frygtcenter er de håbløse karakterer, som atter engang lider under manuskriptet, men også nogle præstationer, der er blandt det mindst engagerede, jeg nogensinde har været vidne til. Selv Henry Fonda er tydeligvis til stede for lønsedlens skyld og fremstår ikke i noget synderligt skønt her få år før sin død i 1982.

"Pas godt på papmachehovedet, der er på vej imod jer med høj hastighed børn!"

Da filmen undervejs hiver enormt usubtile miljøforkæmper temaer ind via to spækhuggere, mindedes denne anmelder om en anden 'Jaws' efterfølger, nemlig den tredje af slagsen, som benyttede sig af delfiner til at hjælpe mod en trussel fra havet. Her er det altså spækhuggere - og det nogle yderst veltrænede af slagsen. To mandlige karakterer er undervejs blevet til hovedpersoner, selvom de ikke har fået specielt stor plads før sent i filmen, og særligt den ene taler indgående og kærligt til de store spækhuggere om det onde, vi mennesker forvolder naturen, og hvorledes han fint vil kunne forstå, hvis hans svømmende venner flygter for at være frie i stedet for at hjælpe menneskene med deres mangebenede problem. Disse scener fratager på sin vis filmen sin mulighed for at være hjernetom monsterunderholdning for masserne og er utvivlsomt noget af det mest morsomme i filmen - atter engang ufrivilligt. Filmens klimaks blæses væk med nogle flere tåkrummende effekter i øvrigt tilsat et af de mest generende soundtracks nogensinde, inden Assonitis værk fader væk. Som man alene på disse små eksempler fornemmer, er filmen noget rod. Instruktør såvel som forfattere har ikke været bevidste om, hvad de ville lave, og at de antager, at publikum vil være engagerede nok i deres karakterer og historie til at æde en miljøforkæmpende prædiken, som den vi præsenteres for her, beviser, hvor ude af trit med såvel deres publikum som deres film, de har været.

Filmens bedste skuespillere.

Det er svært at sende en bedømmelse i retning af 'Tentacles'. Selvom filmen er underholdende at sidde igennem, er den det af alle de forkerte årsager. Den er på alle fronter noget makværk, og folkene bag virker i høj grad til at have fokuseret på at få strukket handlingen ud til fuld længde, så man kunne sælge nogle billetter til slut 70ernes største monsterfilmfans. På den led er der ingen tvivl om, at filmen er et forfærdeligt stykke arbejde, men samtidig har de klodsede effekter, det overdrevne skuespil og det dybt forfærdelige soundtrack utvivlsomt en tiltrækningskraft. Ikke fordi det på nogen måde er godt, men snarere fordi det er så mislykket, at det er svært at tage øjnene fra det.

Score: