Anmeldelse: Maniac (2012).

Årgang: 2012.
Tagline: “I warned you not to go out tonight.”
Instruktør: Franck Khalfoun.
Runtime: 89 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Peeping Tom' (1960), 'Maniac' (1980), 'The Last Horror Movie' (2003).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Mannequiner er det foretrukne motiv for Anna (Nora Arnezeder), og da hun møder Frank (Elijah Wood), som ejer en butik fuld af disse, opstår et venskab. Frank ser imidlertid gerne forholdet udvikle sig, og i takt med, at han kommer til at holde mere og mere af Anna, får han også mere og mere lyst til at kunne have hende ved sig for evigt og altid. En tanke den forskruede mand tager en smule for bogstaveligt.

Alexandra Aja er producer og skribent på remaket af William Lustigs ‘Maniac’ (1980). Aja har film som ‘Piranha 3D’ (2010) og ‘The Hills Have Eyes’ (2006) på instruktør cv’et, og selvom han ikke har instrueret nærværende, er det alligevel tydeligt, at det er hans varemærkede brutale og nådesløse horror, der her er tale om. Elijah Wood tager sin rolle fra ‘Sin City’ (2005) og krydrer den med et Ødipuskompleks, hvilket resulterer i en ret unik præstation. Filmen adskiller sig fra originalen på flere fronter: Mest bemærkelsesværdigt fordi den er fortalt næsten eksklusivt fra Franks synsvinkel. I det hele taget er filmen stilistisk noget anderledes end den originales snuskede ‘80er look. Her er produceret nogle utrolig smukke billeder af Maxime Alexandre. Det er i øvrigt interessant at William Lustig er krediteret som producer på filmen men også forfriskende, at den oprindelige instruktør tilsyneladende har været med på idéen om at gøre remaket til noget ganske andet end forlægget.

Nogle mannequiner egner sig til udstilling, andre er bedre egnet til privat brug.

Faste læsere af bloggen her vil vide, at jeg er meget glad for den oprindelige ‘Maniac’. Det betyder, at jeg ligesom sikkert mange andre frygtede det værste for historien om Frank, da et remake blev annonceret, men så begyndte der at dukke klip fra filmen op, og pludselig var det svært ikke at lade nervøsiteten blive afløst af nysgerrighed. Allerede fra de første trailers blev der lagt op til, at dette var en anderledes vinkel på historien og ikke blot genbrug. Det holder filmskaberne også. Franck Khalfouns film er langt mere bidsk end originalen, og det er både dens force og dens svaghed. Der er ingen tvivl om, at det er en fængende oplevelse, som filmskaberne har fået stykket sammen med ‘Maniac’. Fra filmens absolutte begyndelse er der gang i fortællingen og brutaliteten. Effekterne er overraskende klassisk (læs: realistisk) synende, og det er helt tydeligt, at bagmændene behandler forlægget med alt andet end ligegyldighed. Filmens atmosfære er tyktflydende, og på samme måde som originalen forsøger også denne film at holde fast i ubehagelighederne lang tid efter, at de fleste andre film ville have klippet væk.

Et eksempel på hvordan filmens valg af POV kombineret med fremragende effekter skaber nogle slående visuelle indtryk.

Hvad der alligevel resulterer i en mindre end fantastisk film er karakterfortællingen. Til trods for at vi i denne omgang er kommet meget tæt på Frank, idet vi ser filmen fra hans synsvinkel, er det som, det har haft den modsatte effekt i forhold til engagementet i hans traumer, smerte og splittethed. Elijah Wood gør sig egentlig fint i rollen og har masser af fine øjeblikke undervejs, men hvor det lykkedes William Lustigs original at forurolige sin seer på et grundlæggende moralsk plan, er den øgede brutalitet her resulteret i mindre medfølelse for hovedkarakteren. Med andre ord er originaliteten i originalens udførsel her fortaget en smule og har forandret historien til en mere gennemsnitlig slasher. Det er selvfølgelig en pointe fra filmskabernes side at vise det frygtelige i Franks handlinger og ved at vise det fra hans synsvinkel og altså give seerne en meget konkret identifikation med ham, har det formentlig været tiltænkt, at seeren skulle overveje sin egen moralitet og sine egne sympatier. I stedet for at virke friskt, fremstår det imidlertid mere som et forsøg på at overforklare nogle overvejelser eller pointer, som var langt mere subtilt tilstedeværende i den oprindelige film.

"I just loooove what you've done with this place."

Det kan virke, som om jeg stiller dette remake meget op imod sin original, hvilket det selvfølgelig kan være svært ikke at gøre, men jeg mener også, at min pointe fungerer for Khalfouns udgave af ‘Maniac’ som enkeltstående film: Her er en slasherfilm, som er godt udført. Den er brutal, foruroligende og på sin vis smuk, men den efterlader et lettere overfladisk indtryk af en karakter, som tydeligvis er meget rig på konflikter. I sidste ende koster den ellers så interessante visuelle stil filmen på substans, og det gør den til en mere svag oplevelse, end den burde have været.

Score: