Søndags-Zombier vil med jævne mellemrum vende tilbage her på bloggen og i
løbet af en måned bore dybt i forskellige zombiefilm, som dog alle har
noget helt særligt til fælles. I denne omgang er overskriften "Set fra zombiens synsvinkel", og fællesnævneren er naturligvis, at alle fire søndags-zombiefilm er fortalt fra P.O.V. of the Living Dead!
Det er generelt for den type zombiefilm, jeg i denne måned har sat mig for at udforske, at de i diverse omtaler alle beskrives med ordet "unikt" på grund af deres helt særlige fortællerelement. Det er dog bemærkelsesværdigt at fire film, som er produceret i løbet af blot fem år, alle kan være unikke indenfor den samme subgenre, selvom de egentlig gør det samme: fortæller historien fra zombiens synsvinkel. Af disse fire film er 'Deadheads' (2011) nok den mindst unikke!
Den starter, da Mike Kellerman pludselig vågner som zombie efter at have været død i tre år. Verden omkring ham vrimler med hjernedøde dødninge, men selv har Mike endnu virksomhed i sine tanker, omend hans hukommelse ikke er, hvad den har været. Detaljer fra hans tidligere liv vender tilbage i glimt, og da han finder en vielsesring i lommen, beslutter han sig for at tage tråden op, hvor han slap den, og med hjælp fra sin nye bedste ven for livet efter døden, Brent, rejser han ud for at finde sit "livs" kærlighed. Endnu står én særlig detalje dog hen i det uvisse for Mike... hvordan han døde i første omgang!
Det er sjældent, man ser zombier sidde og hænge på et værtshus og ganske ubemærket knævre og bælle øl ligesom de øvrige gæster!
Det lyder faktisk ikke helt skidt, når det formuleres på den måde, men jeg har også virkelig anstrengt mig for at forstå filmens handling og få den kogt ned til en form for grundplot. Problemet er, at 'Deadheads' flagrer rundt i sin historie med ligegyldige bipersoner, af hvilke nogle er meget underspillede og andre er decideret karikerede. Dybest set har vi vel at gøre med en kærlighedshistorie - eller to faktisk. Romancen mellem Mike og Ellie, og bromancen mellem Mike og Brent. Der bygges altså op til et trekantsdrama, som kunne have været vældigt interessant, hvis det var blevet forløst ordentligt, men at jeg sidder her og bliver i tvivl om, om det virkelig var det, filmen handlede om, er ikke umiddelbart til dens fordel.
Cheese her er en rigtig zombie, som vil æde sine egne tarme i forsøget på at stille sin uendelige sult!
Men hey, vi er jo ikke kommet for at høre om kærlighed. Hvad med zombiesynsvinklen? Jo altså, Mike og Brent er jo i teorien zombier, så de er grå i huden, udødelige så længe de undgår at blive ramt i hovedet og så har Mike i øvrigt en træls ting kørende med at gå og tabe sin højre arm; afrevne lemmer, som kan tages af og på efter forgodtbefindende føles efterhånden som en dum kliché, som i 'Deadheads' hverken er skægt eller kreativt udført. Derudover agerer Mike og Brent fuldstændigt som almindelige mennesker; de taler forståeligt, bevæger sig i normalt tempo og viser ingen særlige behov for kødmad. Det er højst besynderligt, hvorfor kun de to opfører sig sådan, når alle andre zombier følger den klassiske model. Og selv hvis jeg gransker min velsmagende hjerne ekstra grundigt, husker jeg ikke, der nogensinde kom en forklaring. Der er i bund og grund ikke meget zombie over Mike og Brent, og så er det alligevel ikke særligt svært, eller unikt, at lave en film fortalt fra zombiens synsvinkel.
Et eksempel på filmens æstetiske greb med de farveløse zombier i et kulørt landskab!
Men for lige til sidst at tage 'Deadheads' lidt i forsvar, kommer her tre positive pointer: 1) en joke tidligt i filmen, hvor Mike forsøger at bortforklare sit fordærvede udseende med, at han har en kønssygdom, og belærer en ung mand om, hvor vigtigt det er at bruge gummi! 2) de sidste fem minutter af filmen, hvor den for alvor kommer i omdrejninger og endelig bliver klar i sin fortælling - og som i øvrigt er dødflot med de to grå zombier på en kulørt location, hvor der er god kraft i de primære farver! 3) den gennemgående bizombie Cheese, som hænger ved Mike og Brent på turen. Denne karakter er både charmerende, sej og sjov, og skuespilleren Markus Taylor besidder nogle Bruce Campbell'ske kvaliteter. Cheese er i øvrigt blevet brugt i en betydeligt mere velfungerende kortfilmsprequel af samme instruktørduo; 'Smush! A Deadheads Short' (2012). Den kan i øvrigt ses kvit og frit på det der YouTube.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar