10. nov. 2013

Søndags-Zombier: Set fra zombiens synsvinkel #2.

Søndags-Zombier vil med jævne mellemrum vende tilbage her på bloggen og i løbet af en måned bore dybt i forskellige zombiefilm, som dog alle har noget helt særligt til fælles. I denne omgang er overskriften "Set fra zombiens synsvinkel", og fællesnævneren er naturligvis, at alle fire søndags-zombiefilm er fortalt fra P.O.V. of the Living Dead! 

WASTING AWAY, 2007. Af Jesper Pedersen.


Hvordan fortæller man en historie fra en zombies synspunkt? Det er, hvad jeg har sat mig for at undersøge i denne første sæson af Søndags-Zombier. I 'Wasting Away' (2007) foretages nogle meget stilistiske valg, som nok er en smule indforståede og indviklede, men som hvis man er med på idéen faktisk er meget sjove.
På karaktersiden følger vi en lille flok unge mennesker; to drenge og to piger. Tim er en forsigtig fyr, som på tiende år er forelsket i Cindy - det ved alle, undtagen Cindy. Drengerøven Mike og den slutty Vanessa er ekskærester. Det driller de hinanden med, men bag sarkasmen gemmer sig den gamle sandhed, at man tugter den, man elsker. Så vidt så godt! 'Wasting Away' har et persongalleri lignende næsten enhver anden ungdomsfilm eller -serie. Twistet kommer, da hele ensemblet tidligt i filmen bliver til zombier efter ved et uheld at have spist noget grønt slim fra en militærbase.
Der skrues godt op for spastikkerbevægelserne i denne zombiefortolkning!
På dette tidspunkt deler filmens handling sig i to spor. Ét hvor Tim, Cindy, Mike og Vanessa vandrer med spastiske skridt rundt i byen som hjernedøde, blodsprængte kadavere og skræmmer alle, de møder på deres vej. Dette spor er i sort/hvid og filtreret, så det minder om en gammel B-film - folkene bag har uden tvivl ville skabe reference til George Romeros zombieklassiker 'Night of the Living Dead' (1968). Det andet spor er i stærke farver, godt skruet op for mætningen, og her ser vi, hvordan gruppen oplever sig selv som stadig tænkende væsener. Tim, Cindy, Mike og Vanessa er langsomme i forhold til deres omgivelser, men de oplever det som, at alle andre er speedet op. Indtil halvvejs i filmen er de overbevidste om, at alle andre er syge - ikke dem. Det er en skæg vinkel, som sikkert kan tolkes moralsk med, at vi mennesker altid tror, det er de andre, den er gal med. Som Tim får at vide, da han uforstående konfronteres med sin nye identitet som levende død: "Idiots don't feel stupid - but they are!"
Det er ikke til at se, hvis man ikke lige ved det, men disse 5 personer er faktisk fuldblodszombier... de ved det bare ikke selv!
Det tager lidt tid at hitte rede i, hvad filmen egentlig går ud på og ikke mindst forstå de tekniske detaljer i de to spor, men når det første står klart, er 'Wasting Away' en lille fornøjelse. Man kunne kritisere den for simpelthen at have for lav Z-faktor - hen imod slutningen bliver der færre og færre sort/hvid-scener. Men det er nu også meget skægt at se Tim, Cindy, Mike og Vanessa, som de oplever sig selv, for selvom de ser normale ud, er deres krop stadig i forfald. De fire skuespillere er kendt for gennemgående biroller i horror- og medichal-serier som 'Vampire Diaries', 'Bones' og 'Scrubs', men de gør sig også godt på film. Især Matthew Davis er god i rollen som båtnakken Mike, men han har også fået rollen med mest kød på - hvilket er ironisk, eftersom han i løbet af filmen mister hele kroppen, del for del, indtil han kun har hovedet og sin højre hånd tilbage. Det er på dette tidspunkt den førhen så kropsfikserede Mike for alvor træder i karakter, og det kan der sikkert også tolkes moralsk på.
Filmen bugner af "afrevne lemmer"-jokes, og det kan godt blive lidt trættende i længden!
'Wasting Away' er en B-film, og det kræver til tider en særlig indsats fra seeren at skulle se igennem fingre med, hvad folkene bag har gjort og i stedet fokusere på, hvad de har villet gøre. Her fornemmer man en stor kærlighed til zombiefilm og en lyst til at eksperimentere med genren såvel som filmmediet generelt. Desværre forsøger filmen allerede fra dvd-menuen at få dig i et bestemt set of mind med ungdomsrock på lydsiden og et grafisk cartoony tema i designet. Og selvom den har motiver kendt fra ungdomsfilmen og en snert af samme ironiske distance til sin historie som 'Creepshow' eller de nyere exploitation-agtige-film, er den mest af alt bare en charmerende B-film

1 kommentar:

  1. Tjek "I zombie": http://www.imdb.com/title/tt0210740/
    mvh Patrick

    SvarSlet