Anmeldelse: Satankultens Sexofre.

Originaltitel: Der Fluch der Schwarzen Schwestern.
Årgang: 1973.
Tagline: "Pleasures that fire the flesh...Horrors that freeze the blood..."
Instruktør: Joseph Sarno.
Udlånt af: Another World Entertainment.
Medie: DVD.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 103 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Rape of the Vampire' (1968),  'The Nude Vampire' (1970),  'Vampyres' (1974).
 
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen.

På et dystert slot i Tyskland foregår der uforklarlige ting. Gemt bag alpernes tinder levede en ond baronesse, der blodtørstigt forlystede sig med unge kvinder for mere end femhundrede år siden. Da baronessen døde blev hendes layale tjenere og disciple hængende på slottet, hvor de ventede. Ventede på en af baronessens efterkommere, hvis skæbne vil være forseglet i en genopstandelsen af den sadistiske baronesse. Tre piger ankommer til slottet – alle uvidende om hvad de træder ind til. Men hvem skal stille disciplenes sult og hvem er baronessens efterkommer?

Uhyggeligt? Ja. Indbydende: Nej!

Vampyrer og sexploitation. Det kan næsten ikke gå galt – og i slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne var folk som Larraz og Rollin dygtige til at skabe gotisk stemning, blodige vampyrer og erotisk billeder i bizarre blandinger, der balancerede på den tynde linje mellem gys og blød porno. Joseph Sarno har med denne film skabt en slags kladde for en god Jean Rollin film, men der mangler elementer, som den franske vampyrspecialist aldrig ville lave film foruden.

"What time is it? It's time for dirty dirty things."

Den største anke er filmens manglende lyst eller evne til at fortælle en historie. Man bliver kastet ind i et hurtigt forklaret plot, der på intet tidspunkt virker interessant eller tillokkende. Sarno krydrer starten af filmen med nogle halvpornografiske scener, der mest vil blive husket for dildo-formede stearinlys og vuggende bryster i hobetal. Det er svært at fange filmens røde tråd og man skal hænge ved, for at finde lysten til at komme igennem det første kvarter, hvor Sarno med stor tydelighed ikke aner, hvordan han skal sætte historien i gang.

Se børn. Ingen silikone. Ja, sådan så kvinder ud da far var dreng.

Det bliver bedre gennem sidste halvdel af filmen, men anonymiteten i historie og plot forbliver udtalt – og man føler sig aldrig draget ind i filmen, der i de vigtigste scener mangler stemning og visuelt fokus. Skuespillet er godkendt for genren, men den tykke tyske accent henleder opmærksomheden på Allo Allo – hvilket er et stykke fra blodige scener med lesbiske vampyrer.
Mange uindviede filmelskere er oftest af den mening, at Sexploitation er en slags undskyldning for blød porno og bunkevis af bare bryster. Bruger man kun denne film som grundlag, så er det svært at påstå anderledes. Det er dog også i de erotiske elementer, at man skal finde de ting som fungerer nogenlunde i filmen. Scenerne udvikler sig med en tilpas opbygning – og der er lagt vægt på at pirre sit publikum, som naturligvis fungerede bedre i 1973 end i 2013. De erotiske ritualer er klogt filmet og Sarno gør dygtigt brug af suggestive billeder, der fungerer fint som bro mellem det visuelle og imaginære.

Den momentvis gode stemning bliver underbygget af fine billeder et par gange i filmen.

Devils Plaything er i allerhøjeste grad en film, der i dag kun vil fungere fint for fans af genren. Den vil derfor være en pudsig lille sag, hvis man allerede har set klassikere af Rollin, Larraz og Kümmel. For alle andre er det nok en film, som de færreste vil kunne se kvaliteten i – og derfor må vi desværre ned i den lidt tunge ende af Pinheads til Sarnos lesbiske vampyrer.

Score: