Søndags-Zombier: Set fra zombiens synsvinkel #4.

Søndags-Zombier vil med jævne mellemrum vende tilbage her på bloggen og i løbet af en måned bore dybt i forskellige zombiefilm, som dog alle har noget helt særligt til fælles. I denne omgang er overskriften "Set fra zombiens synsvinkel", og fællesnævneren er naturligvis, at alle fire søndags-zombiefilm er fortalt fra P.O.V. of the Living Dead! 

COLIN, 2008. Af Jesper Pedersen.

Indtil videre har filmene i denne første omgang Søndags-Zombier været bløde zombiekomedier; såkaldte zomedies, eller Zom-Coms om man vil. Man kunne faktisk være fræk og kalde både 'Warm Bodies' (2012), 'Wasting Away' (2007) og 'Deadheads' (2011) Zom-Rom-Coms, da de alle har kærligheden som et ledende motiv. Derfor er det befriende at kunne præsentere den fjerde og sidste film i rækken, 'Colin' (2008), som er en grum, grim og grundigt censureret zombiefilm uden ironi og platheder, ja, end ikke en smule sort humor kan den byde på.

Colin er en ung mand, som allerede i filmens første scene dør af et zombiebid og derefter vækkes til live igen. Vi følger Colin rundt i byen, men altså uden voiceover, flashbacks eller andre smarte identifikationsskabende træk. Nu er rådnede menneskeædere per definition ikke særligt sympatiske, men alligevel begynder man i løbet af filmen at holde af Colin og ikke mindst få ondt af ham. Han er jo bare en stakkels, hvileløs zombie, som følger sin evige sult. Historien finder sine vendepunkter, når Colin støder ind i mere eller mindre tilfældige mennesker, som udnytter verdens tilstand til at få udlevet magtbegær og besynderlige lyster.

De første fem minutter får vi lov at se Colin som menneske forsøge at rense sit zombiebid - derefter går det løs!

Det store spørgsmål er naturligvis, om der ikke blot skulle være en flig af menneskelighed tilbage i Colin. Det ser ikke umiddelbart sådan ud, for selv når en ældre mand for sin egen fornøjelses skyld spærrer en ung kvinde nede i en kælder fuld af maltrakterede hunzombier, vandrer Colin uimponeret videre. Men på et tidspunkt støder Colin ind i sin søster, og hun insisterer på at finde ind til sin brors sjæl bag de døde øjne. Således følger vi Colin på hans tilsyneladende endeløse søgen efter blodige indvolde og hjernemasse.

Her ses Colin som nytransformeret zombie - filmen igennem rådner han ganske langsomt; mister farve og bliver slap i huden samt får diverse sår!

'Colin' er en fed og ultravoldelig zombiefilm, som på trods af sin unge alder præsenteres i et smukt og nostalgisk 4:3-format og med en rå, håndholdt og farvefattig æstetik, vi kender fra George Romeros 'Dawn of the Dead' (1978). Zombieuniverset er klassisk, men fortællingen er banebrydende indenfor genren. Et lille konkret eksempel på dette er, hvordan de obligatoriske avisoverskrifter, som typisk leverer exposition, bruges i filmen. I stedet for at præsentere dem i starten af filmen, ser vi dem cirka midtvejs, da Colin er blevet låst inde i et værelse, og en kvinde (hans mor, måske) taper avissider op foran vinduet for at undgå at kigge på ham. Vi ser avisoverskrifterne tydeligt på grund af belysningen udefra og får således sneget baggrundsviden ganske ubemærket ind i knolden. Det er fandeme subtilt og lækkert!

Filmen er fuld af ulækre realeffekter, som grundet filmens æstetik virker usædvanligt overbevisende!

En mand, som vandrer hvileløst rundt uden mål forude, er det virkelig interessant at se en film om? Svaret er ja! 'Colin' er drøneffektiv, ikke mindst når vi endelig mod slutningen får en form for svar på det store spørgsmål; om Colin fuldstændigt har mistet sin menneskelighed. Et svar som endda ikke udfordrer den Romeroske zombiemytologi... særligt meget.