5. mar. 2014

Anmeldelse: Bates Motel – sæson 1 (2013).

Årgang: 2013.
Tagline: ”A boy's best friend is his mother.”
Skabere: Carlton Cuse, Kerry Ehrin og Anthony Cipriano.
Runtime: 10 episoder á 45 minutter.
Medie: Netflix US.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: A&E Television.
Link til serien på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Psycho' (1960), 'Bates Motel' (1987), 'Psycho IV: The Beginning' (1990).

Skrevet af Jesper Pedersen.


Alfred Hotchcocks mesterværk 'Psycho' (1960) betragtes nok af de fleste som et enkeltstående værk, men ligesom det er tilfældet med mange andre populære gysere, er det med årene blevet til en hel lille franchise. Efter 'Psycho II' blev en succes i 1983 kom der yderligere to efterfølgere i 1986 og 1990. I 'Psycho IV: The Beginning', så man første gang glimt af Norman Bates traumatiske ungdom. I 1987 blev der taget tilløb til en tv-serie, som aldrig blev realiseret, hvilket man forstår, hvis man ser det forrykt elendige pilotafsnit, som findes på YouTube. Med et nyt persongalleri havde serien mere karakter af at være et spinoff, men den foregik dog i de ikoniske omgivelser og havde sjovt nok titlen 'Bates Motel'.
Hvem havde nogensinde troet, at Norma Bates kunne fremstå som en MILF?!
Udover titlen ville det være synd at sammenligne den nye 'Bates Motel' med den gamle. I det hele taget er det modigt, de har turde genbruge titlen, når nu den i sin tid blev brugt til en så ynkelig produktion. Seriens fokus på forholdet mellem Norma og Norman, da de flytter ind i huset på bakken og åbner motellet, indkredses dog smukt i titlen 'Bates Motel', som samtidig giver anledning til mange vittige virale tiltag i disse tider, hvor en tv-serie ikke kan stå alene. I forbindelse med sæson to er talkshowet 'Bates Motel: After Hours' blevet lanceret, og billedet herunder viser hovedpersonernes navne i en grafisk sammenhæng, som associerer sig med neonskiltets beskaffenhed.
'Bates Motel' har haft en god viral markedsføring, som oven i købet er visuelt smukt udført!
'Bates Motel' er blevet kaldt en "contemporary prequel" - den fortæller forhistorien til 'Psycho', men foregår i vores tid. Det lyder utilgiveligt, men franchisens samlede kronologi er i forvejen ude at skide, så hvorfor ikke bare trykke til?! Det moderne tidsbillede bruges effektivt til eksempelvis at skabe en mere nuanceret moderkarakter, end vi før er blevet præsenteret for, og når man lige har vænnet sig til, at Norman Bates bruger smartphone, bliver man faktisk helt glad for ikke at skulle trækkes igennem endnu et periodedrama. I øvrigt er 50'er-stilen fra filmen til stede i seriens univers i tøjmoden og i det møblement, som følger med, da familien Bates overtager huset.
Norma griber lige det første, det bedste at forsvare sig med!
I rollen som Norman Bates ses Freddie Highmore, som efter sit tidlige gennembrud i 'Finding Neverland' (2006) har medvirket i flere børnevenlige fantasyfilm, men som altså nu i en alder af blot 22 fuldstændig redefinerer sig selv som skuespiller. Freddie Highmore har altid været god, men han er virkelig god i 'Bates Motel', og så ligner han Anthony Perkins tilpas meget til, at man lige fra starten anerkender ham i rollen. Som sagt fokuserer 'Bates Motel' på det komplekse forhold mellem mor og søn, og deri portrætteres Norma som en finere person med flere facetter end tidligere. Rollen udfyldes smukt af Vera Farmiga, som blandt andet har medvirket i 'The Conjuring' (2013) og som i 2009 var nomineret til alle mulige priser, inklusiv en Oscar, for sin birolle i 'Up in the Air'.
Norman begynder på et tidspunkt at fatte interesse for zoologisk konservering!
Ligeså sympatisk Norma er, ligeså temperamentsfuld og kompromisløs i sin beskyttelse af familien er hun. Vi stifter i denne første sæson også bekendtskab med hendes overbeskyttende tendenser, men de motiveres af blandt andet Normans handlinger, og således bliver det, der i snart 50 år har lydt som en sikker diagnose på personlighedsforstyrrelse forårsaget af en dårlig moderfigur pludselig det umulige spørgsmål om, hvad kom først: hønen eller ægget?! I det hele taget er 'Bates Motel' yderst seværdig, både for nybegynderen og den øvede, om man så må sige. Der skal dog lyde en lille advarsel: i de første episoder tænkte jeg ofte "Det er da meget fint, men hvad har det med Norman Bates at gøre?" Har man lidt tålmodighed vil man dog efterhånden opleve historietrådene flette sig sammen, og vi begynder så småt at nærme os en forståelse af, hvordan tingene kunne udvikle sig så drastisk, at Norman ender med at iklæde sig sin afdøde mors tøj og dræbe den der kvinde i den der bruseniche.

Score:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar