Artikel: Når flyvemaskiner rejser i tiden.

Hvordan kan et 100 tons tungt passagerfly forsvinde i den blå luft?! Folk over hele verden har stillet det samme spørgsmål, siden det berygtede Malaysian Airlines flight 370 forsvandt sporløst i luftrummet mellem Kuala Lumpur og Beijing. Måske er det ikke et spørgsmål om hvor MH370 er – snarere hvornår! Fiktionen har flere gange leget med tanken, at flyvemaskiner, som opnår unaturlige højder og hastigheder, og som jo ret beset transporterer os mennesker i et element, vi ikke hører hjemme – et element som hjemsøges af mystiske, til tider uforklarlige vejrfænomener, at en sådan flyvemaskine i særlige tilfælde er i stand til at rejse i tiden. Jeg har støvet tre skrækindjagende, spændingsmættede science fiction-film op, som alle omhandler tidsrejsende passagerfly. Skrevet af Jesper Pedersen.

The Flight That Disappeared (1961).
En raketforsker, en atomprofessor og et matematikgeni er blandt passagererne på et fly fra Los Angeles til Washington. Turen går strålende, indtil flyet begynder at stige af sig selv. Radiokontakten ryger, og flyet forsvinder på radarerne, men oppe i luften fortsætter stigningen på trods af, at motorerne har sat ud. Snart går alle ombord i en form for koma, bortset fra de tre kloge hoveder, som endnu er ved bevidsthed, om end deres hjerter er holdt op med at slå. De er havnet i en limbotilstand, hvor fremtiden og fortiden kan mødes, og her skal de dømmes for forbrydelser de vil begå senere i livet, når de ved fælles hjælp opfinder et supervåben, som udsletter al liv på Jorden.

”Between you, you have conceived a device so powerful as to determine the future. Look! Let me give you a glimpse of what become.”

Mange science fiction-film fra 50'erne og 60'erne kan tolkes som udtryk for atomfrygten, der spredte sig blandt befolkningen under den kolde krig. Med sin åbenlyst moralliserende handling hører 'The Flight That Disappeared' ikke ligefrem til de mest subtile af slagsen – billederne af den ødelagte jord er endda arkivoptagelser fra Hiroshima. Den tanke, at vi kan blive dømt ansvarlige for forbrydelser, vi endnu ikke har begået, er imidlertid god og jo i øvrigt én, som mange år senere blev fortalt med større armbevægelser af Steven Spielberg i 'Minority Report' (2002). I disse tider hvor bekymringen om Jordens fremtid er stor, er det nu en beroligende – og let migrænefremkaldende – tanke, at vores efterkommere kan dukke op og standse os i gerninger, der truer deres egen eksistens.

Millennium (1989).
1000 år ude i fremtiden er menneskeheden i forfald; udviklingen har gjort os til sterile mutanter. Til gengæld kan vi rejse i tiden, og den evne udnyttes i en særlig enhed til at rejse tilbage til det 21. århundrede og hijacke nøje udvalgte passagerfly, som man ved, vil styrte ned. Flyene bliver midlertidigt transporteret til fremtiden, hvor de forbavsede passagerer byttes ud med attrapper, og derefter sendes flyet tilbage til sin egen tid og den forestående nedstyrtning. På den måde sikrer man en vis befolkningstilvækst i fremtiden og undgår samtidig paradokser ved ikke at ændre på fortiden.

”You're talking about changing the past, and I know damn well we can't change the past! It catches up to us, and changes us!”

'Millenium' lå i produktionshelvede hele vejen op igennem 80'erne og gik fra et stort opsat epos med Paul Newman og Jane Fonda på plakaten til en produktion i mindre skala. John Varley, som også stod bag det litterære forlæg, fortæller, hvordan han måtte omskrive manus hver gang en ny instruktør blev tilknyttet, og hvordan historien kom længere og længere væk fra hans oprindelige vision. Alligevel er 'Millenium' nu ganske underholdende og et vellykket eksperiment i historiefortælling. Filmens første tredjedel forløber i selskab med Kris Kristoffersens sikkerhedsgut fra nutidens flyselskab, som skal undersøge nogle mystiske omstændigheder omkring et flystyrt, men pludselig skiftes hovedpersonen til pigen fra fremtiden, som på sin vis er skyld i de mystiske omstændigheder. Det hele ender ud i et kløgtigt udtænkt timeloop forklædt som kærlighedshistorie. 'Millenium' bliver måske en anelse vammelsød til tider, ikke mindst hen imod slutningen, men undervejs opfylder den også alle kravene til kitschet 80'er sci-fi.

The Langoliers (1995).
På en fuldt booket natflyvning fra Los Angeles til Boston vågner ni passagerer pludselig op til en mystisk opdagelse. Alle andre ombord er forsvundet og tilbage er kun ting som smykker, parykker og pacemakere. Flyet er røget igennem en revne i tiden, og de ni er nu fanget i en nær fortid, hvor Jorden ikke desto mindre er forladt og alle sanseindtryk forsvundet. Intet ekko, ingen vind og ingen smag i kantinens sandwich – blot hærger en besynderlig lyd af noget tænderskærende, der nærmer sig. Det er de glubske langoliere, som fortærer alt i den ubrugelige datid og omdanner den til en form for temporal kompost!

”Now we know what happens to today when it becomes yesterday... it waits for them... the timekeepers of eternity.”

'The Langoliers' er Stephen King-filmatisering nummer nogle og fyrre på under tyve år, og det er vel ikke for groft at sige, at en vis træthed så småt begynder at melde sig i denne uhørt effektive remedieringsproces. Det mærkes tydeligt, at den tre timer lange film oprindeligt er produceret til et tv-publikum, som skulle have tid til at zappe og sippe kaffe. Det gååår såååååå langsomt! Ingen tvivl om, der er noget guf i forlægget, og den eksistentielle pondus der ligger i Stephen Kings tanker om tidens gang er ganske originale. Man kunne sagtens forestille sig 'The Langoliers' genskabt til et nutidigt tv-medie, hvor folk der på den ene eller den anden måde hives ud af civilisationens trygge greb er i høj kurs. Kom med det remake!