Anmeldelse: The Mist.

Årgang: 2007
Tagline: “Belief divides them, mystery surrounds Them, but fear changes everything”
Instruktør: Frank Darabont
Runtime: 126 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Midget Entertainment
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Fog' (1980), 'Monsters' (2010), 'The Divide' (2011).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Midt i en indkøbstur bliver hverdagen pludseligt afbrudt for David Drayton (Thomas Jane), hans søn og en blandet forsamling af andre mennesker, da en sær tåge dækker området omkring den butik, de befinder sig i. Gruppen af mennesker vender sig hurtigt mod hinanden, men ikke alle er enige om, hvad der forårsager den sære tåge, og hvad der gemmer sig i den. 

Frank Darabont og Stephen King har i samarbejde leveret nogle fremragende film i form af “The Shawshank Redemption” og “The Green Mile”, som er to ret fornemme adapteringer af nogle velskrevne forlæg. Med “The Mist” arbejder Darabont og King atter sammen her for første gang om en egentlig horrorfortælling, som formentlig er det, King er bedst kendt for. Kings novelleproduktion er relativt omsiggribende, og særligt disse er blevet omdannet til film til trods for, at de ikke altid kan bære en fuld spillefilmslængde. Kings fascination med det overnaturlige ofte både hans styrke og hans svaghed, idet han, når han er bedst, kan levere stærke fortællinger med masser af tyngde, og når han er værst mislykkedes i de samme formål. I ‘The Mist’ balanceres der mellem monstrøs overnaturlighed og menneskelig oprigtighed, og det resulterer i en film, der er atmosfærisk og klaustrofobisk.

En god skrækfilm kan leve længe på simple spørgsmål som: Hvad mon der gemmer sig i tågen?

En af Kings stærkere sider er mandens replikker, som ofte er med til at skabe nogle karakterer, som med en vis ironisk distance hæver sig en smule over den gennemsnitlige horrorfortællingens karakterer. Netop den styrkeside viser sig her, og selvom Darabont selv har bearbejdet Kings novelle om til spillefilmslængde, er mødet imellem de tos skrivestile ganske vellykket. Det skyldes naturligvis også skuespillerne, som man for nogens vedkommende vil kunne genkende fra Darabonts senere arbejde på serien “The Walking Dead”. Stærkest i gruppen fremstår Thomas Jane og Laurie Holden, som begge giver nogle dybtfølte præstationer, som føles ægte. Deres er også blandt de bedst afrundede karakterer, som der imidlertid er en del af. Marcia Gay Hardens karakter Mrs. Carmody er en anderledes karikeret figur men måske ikke så urealistisk, som man umiddelbart kunne forestille sig. Hendes ekstreme religiøsitet kan fremstå usandsynlig, men ser man udover den religiøse verden, er det ikke svært at finde eksempler på mennesker, der er ca. lige så ensidige i deres verdenssyn.

Langsomt viser Darabont os, hvad tågen gemmer på, men instruktørens genistreg er, at hver gang, vi tror,vi har gennemskuet ubehagelighederne og set alt, der er at se, kommer der mere til. Der er altid noget værre i vente.

Det virker som om både forfatter og instruktør har haft et ønske om at skabe en genrefortælling, som på hver deres felter hylder de klassiske horrorhistorier. Således hylder mange af filmens elementer, klassiske monsterfilmsdyder. Det mest vellykkede eksempel herpå er en udvidet “Night of the Living Dead” grundidé, som handler om at benytte den udefrakommende fare til at presse filmens karakterer til det yderste og få dem til for alvor at vise, hvem de er. Filmens største force er i det hele taget, at den holder sine figurer tæt sammen og tvinger dem til at tage stilling til hverandre. Uanset om der er stilhed før stormen eller cgi-monster kampene er i fuldt sving, er det menneskene i fortællingen, der er centrum, og det er præcis sådan, det bør være, når der er tale om et King forlæg. Forfatteren skriver nogle fængende personligheder, og når hans plots ikke bliver for obskure, således at man taber følingen med figurerne, er fortællingerne bedst. Det er præcis, hvad Darabont trækker frem, og det efterlader en oplevelse, der er håbefuldt nedslående, fordi den på sin vis giver mennesker værdi og på den anden side genfortæller den gamle pointe om, at mennesket er dets eget værste fjende.  

“As a species we're fundamentally insane. Put more than two of us in a room, we pick sides and start dreaming up reasons to kill one another. Why do you think we invented politics and religion?”

Første gang jeg så ‘The Mist’ stjal de computergenererede monstre mit fokus og virkede ødelæggende for oplevelsen, men ved gensyn er denne oplevelse blevet vendt på hovedet. For monstrene fungerer grundet filmens opbygning. Darabont opbygger stemning på helt eminent vis og gør det med fokus på filmens figurer, hvis relationer han forærer langt den primære del af spilletiden til. Så meget desto mere effektiv er filmens trøsteløse slutning, som er blandt de mest sjæls ødelæggende og smertelige afrundinger, jeg nogensinde har oplevet. Darabont og King er et glimrende match, hvilket de atter engang beviste med ‘The Mist’, som med sin kompromisløshed er en hyldest til sin genre. 

Score: