Instruktør: Richard Bates Jr.
Runtime: 81 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Carrie' (1976), 'Teeth' (2007), 'Antichrist' (2009).
'Excision' er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
Anmeldt af Mark S. Svensson.
Pauline (AnnaLynne McCord) er ikke nogen helt almindelig teenagepige - og så alligevel. Hun drømmer om at blive kirurg og har fantasier om maltrakterede lig, badekar fyldt med blod og stakkevis af døde kroppe. Alligevel vil hun ligesom enhver anden teenager og menneske elskes. Hendes mor har i et forsøg på at ensrette hende med den omgivende verden ødelagt deres forhold, og Pauline er helt ude af stand til at skabe en meningsfuld forbindelse til nogle af hendes jævnaldrende. I stedet beslutter hun sig for at bede en tilfældig dreng fra skolen om at tage hendes jomfruelighed.
Det er bedst, at du ikke helt ved, hvad du skal forvente af Richard Bates’ film. Dette bizarre teenagedrama er fyldt med overraskende visuelle indfald, nekrofili og kult-cameos. ‘Excision’ er en intelligent, mørk og tempofyldt humoristisk film. Det er morsomt at forestille sig, hvorledes man har pitchet idéen om noget så kontrastfyldt som et oprigtigt drama om et ungt menneske på ydersiden af gennemsnittet, med en stor del humor, der er sort som blæk, og som derudover er proppet til randen med morbide fantasier. Filmen er alle disse ting til tider på en gang, og andre gange glider vægten mere ensidigt i den ene retning. Hvad der ikke forandrer sig undervejs, er drivkraften bag værket. Der går længe, inden man forstår historiens omfang og retning, men selv i uvished er det umuligt ikke at være nysgerrig. Projektet er skabt i kærlighed af den spillefilmsdebutterende instruktør Richard Bates Jr., og det er ikke svært at fornemme. Instruktøren samlede selv pengene til produktionen i samarbejde med en gruppe venner og skabte filmen ud fra samme præmis. Hvis man behøver bevis for hans dedikation til projektet, kan man overveje det faktum, at han solgte sit hus og flyttede i en lejlighed for at have råd til denne film og endvidere lod denne lejlighed fylde op med senge således, at han kunne have sit crew til at overnatte billigt. Så meget desto mere taknemmelig er jeg for at kunne sende rosende ord i retning af denne film.
Hvor stiliseret filmen er, bliver tydeligt i Paulines fantasier og måden, de integreres i filmen på, men hele vejen igennem er der fyldt med meget markante filmiske virkemidler, der holder filmen på afstand af de grå familiedramaer, den så markant skiller sig ud fra, til trods for, at dens kernehistorie er sammenlignelig. Farverne virker altid en smule ekstra markerede, klippene er skæve, og helt grundlæggende er filmen ulig nogen anden i tone. Det er sjældent, man på denne måde tager sig selv i undervejs i en film at overveje, hvor bizart det, man kigger på er samtidig med, at man ikke rives ud af fortællingen. Samtidig har filmen et fermt greb om nogle stærke og væsentlige tematikker og har i al sin ekstremitet en utroligt spændende indgangsvinkel til sex, angst og det at være forældre. ‘Excision’ frygter ikke at gøre ondt, og den ligger ikke under for en påduttende morale men er villig til at åbne op for en masse sår, som måske er mindre konkrete hos en egentlig teenager eller forælder, men ikke desto mindre kunne vise sig at være langt mere relevante og rammende end mange af de film, der har beskæftiget sig med overgangen fra barn til voksen på mere traditionel (læs: sentimental) vis.
Richard Bates har en poesi i sin fortælling, der får den til at flyde på tværs af genrebegrænsninger og elevere den til at være noget så tilsyneladende simpelt som en stærk og vedkommende fortælling. ‘Excision’ indeholder - ligesom sin hovedkarakter - lige dele sårbarhed, eksplosiv aggression og intellekt. Det glæder mig at kunne kaste ordet: “Original” efter en film, der har krævet så meget at bringe til verden. Richard Bates, Jr. har lavet en særdeles brilliant film, og jeg sender hermed en lille bøn til filmguderne om, at han får mulighed for på den ene eller anden måde at fortsætte med at lave film, der er lige så grænsesøgende, indfølende og effektfuldt ubehagelige, som det er tilfældet med ‘Excision’.
Score:
Jeg tager chancen.... 29 kr. minus 25 % rabat hos Blockbuster... Så kan det vel ikke gå helt galt :)
SvarSletIngenlunde, snarere tværtimod! Det er en fascinerende film :)
SletSå blev filmen set.... Det var en sjov størrelse, men må sige, at jeg er begejstret.
SvarSletAnnalynne McCord spiller formidabelt og overbevisende.
Det er nok ikke en film for alle... jeg har selv svært ved at genrebeskrive filmen, for det er jo egentlig mere sort komedie, end det er horror...
Men jeg vil nok anbefale den til udvalgte personer, som jeg ved vil sætte pris på stilen.
- Jan
Det er en god overvejelse og jeg tror du har ret. Den er lidt et sært bæst, som nogle måske vil føle rykker for lidt på det konkrete til at retfærdiggøre en spillefilm. Jeg tror det handler meget om hvorvidt stemningen fænger eller ej, men sådan er det velsagtens altid med film. I forhold til genre... hmm. Jeg kan godt se den er lidt svær. Men det er måske også lidt en af filmens forcer.
Slet