Anmeldelse: Dark Touch.

Årgang: 2013.
Tagline: What does evil look like?
Instruktør: Marina de Van.
Medie: DVD.
Distributør: Another World Entertainment.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 90 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Carrie' (1976), 'Don’t Look Back' (2009).

‘Dark Touch’ er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen.

En tragedie rammer en lille irsk by, hvor en familie bliver brutalt myrdet. Eneste overlevende er den 11-årigt Niamh (udtalt Neve), der hårdnakket påstår, at det ikke var en bande mordere, men derimod huset, der slog hendes forældre og hendes spæde lillebror ihjel. Snart efter begynder mystiske ting at ske i det hus, hvor Niamh nu opholder sig – og endnu et mord spreder rædsel i den lille by. Det skal vise sig, at en mørk og dyster historie af handlinger, kaster lange skygger over den ellers så fredelige by.

Vi skal en tur til Frankrig for at finde kvinden bag Dark Touch. Hendes navn er Marina de Van og fans af gyserdramaet kender hende nok bedst fra Don’t Look Back fra 2009, til trods for, at hun skam også instruerede den fantastisk komedie 8 Kvinder tilbage i 2002. Det kan måske synes som ligegyldig info, men vi skal netop forbi fransk film, for at forstå hvorfor denne film ikke er en rigtig gyser. Realismen er, temaet til trods, den vigtigste bestanddel i filmen, der både har tilpas med dialog og hverdagsdrama, for en typisk fransk film. Det hele foregår dog stadig på irsk/engelsk med poppedreng Ronan Keatings yndige datter Missy i en altoverskyggende hovedrolle. Hun stjæler skærmen med en kombination af følelsesladet mimik og total empati. Hendes ansigt minder om en ung Heather Langenkamp, hvilket naturligvis scorer højt på horrornørdskalaen.

Missy Keating som en ung Heather Langenkamp. We like!

Jeg spoiler absolut ikke filmen, hvis jeg fortæller, at den handler om overgreb på børn. Det bliver gjort klart fra filmens første scene og det er tunge sager, at blande ind i en gyserfilm, der ret beset er et psykologisk hverdagsdrama med elementer af horror. Man kan derfor sagtens blive grebet af Dark Touch, der bliver en meget melankolsk affære, der konstant bevæger sig i et stadie af grå og farveforladte billeder - kombineret med en empati for den lille pige, der bare ikke kan finde forståelse blandt de voksne, som hun slet ikke har nogen tillid til. Det er barske sager, som har enkelte scener af fysisk uhygge, der et eller andet sted kan kategoriseres som ventiler, der lige bliver åbnet for at lette stemningen.

Børn med blå mærker er temaet i Dark Touch.

Midt i det mørke, dystre og tungsindige univers, dukker der en børnepsykolog op, der i enkelte scener skinner igennem, som det eneste lyspunkt for Niamh – og samtidig og som en slags kontrastfyldt livline for filmens publikum. Hun er godt etableret af Marina de Van, der har forstået, at uanset en films tunge tematiske rædsler, så må man have lyspunkter, der gør filmen udholdelig for publikums psyke. Det ville have været for nemt, at bygge Dark Touch op om rædsler ved børnemishandling – og farve hele paletten sort og grå, hvor mange (forældre) ville stå af på grund af temaet generelt. I stedet bliver publikum holdt i skak med lidt håb for Niamh gennem psykologen, der dygtigt bliver spillet af danske Charlotte Flyvholm, der fungerer som eneste lyspunkt i filmens ellers mørke univers. Det er derfor heller ikke en tilfældighed, at hun som filmens eneste skuespiller har lyst hår – og generelt fremstilles som en slags engel, der kan stå distancen til resten af byens indbyggere og derfor repræsenterer håb, tillid og kærlighed.

En engel i en ellers dyster affære – og så er hun dansk!

Når alt er sagt og gjort – så er Dark Touch en glimrende film. Den er generelt smukt lavet, har en god historie – og et plot, der ved første øjekast kan virke som en moderne Carrie, men som i virkeligheden står helt for sig selv. Det er derimod ikke en god gyserfilm – og jeg tænker, at hardcore fans af genren vil sukke dybt efter halvfems minutters drama med megen dialog og meget få elementer af horror. Derfor sætter jeg mig mellem to stole og uddeler en middelkarakter til en film, som måske i virkeligheden ville have fået mere opmærksomhed, havde den været skudt, klippet og markedsført helt anderledes.

Score:

Anmeldelse: I, Frankenstein.

Årgang: 2014.
Tagline: 200 years later, he's still alive.
Instruktør: Stuart Beattie.
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 92 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Blade' (1998), 'Underworld' (2003), 'Van Helsing' (2004).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Børn og kvinder indendørs! Tænd faklerne! Frem med høtyvene! Den er gal igen! Doktor Frankensteins monster er løs, men denne gang er historien om den gale/geniale doktor og hans misfoster overdøvet af lyden fra Mary Shelley, der roterer i hendes grav. Stuart Beattie kaster sig ud i en reboot af den populære roman, der denne gang end ikke følger notaterne fra en doven 8. klasse elevs boganmeldelse.

Gargoiler? Dæmoner? Har jeg sat den rigtige film i maskinen?

Med forlægget død og begravet, starter vi ud med en kort introduktion, der bliver fortalt af et nu intelligent monster. Et monster, der i raseri over at være blevet genoplivet slår sin skabers kone ihjel. Han stikker af, men Doktor Frankenstein følger efter. Han dør imidlertid af kulde i sin jagt på sin egen kreation, der af uvisse årsager samler liget af doktoren op, for at begrave ham på familiens gravsted. Her bliver Frankensteins monster blandet ind i en tusind år gammel kamp mellem de to racer dæmoner og gargoiler, der begge frit kan tage en menneskelig form efter for godt befindende. Gargoilerne, der skal forestille den gode side, vil gerne have Frankensteins monster fanget og gemt væk, da hans eksistens er en trussel for vor verden, da dæmonerne prøver at genoplive deres faldne ved hjælp af samme teknik som den gode doktor bruger. Filmen spoler derefter tohundrede år frem i tiden – hvor krigen stadig raser i det skjulte - udenfor den intetanende menneskeraces syn og øren. Gargoilerne har (meget morsomt) døbt det stærke monster til Adam, som de vil gøre alt for at beskytte fra at falde i hænderne på dæmoner.

Brødbetynget? Aflever dine biblioteksbøger til tiden!

Jeg er en moderne mand. Jeg kan leve med at Duran Duran ikke længere plager hitlisterne, har vendt mig til pasta over den kogte kartoffel – og har accepteret at fodboldspillere nu må spille med lange shorts. Derfor har jeg også taget vampyrens genopstandelse som følelsesladede kællinger med ophøjet pande. Jeg har ikke grædt over, at Batman pludselig lyder som Barry White og at der ikke længere står Kapow i en boble, når han slås med grimme fyre. Jeg har gennem terapi lært at respektere, at hajer pludselig skal have to hoveder, spise jetjagere og slås med krokodiller på størrelse med højhuse. Men jeg sætter fandme foden ned, når man tager en klassisk figur som Frankensteins monster – og gør ham til en intelligent og gemen actionhelt, der mest af alt ligner en blanding af Van Helsing og Blade, når han kæmper gennem horder af dæmoner, der dør en smuk og farverig special-effects død cirka hver tredje sekund i knap halvanden time. Det er ikke i orden!

Mænd er bare pænere i jakkesæt og slips.

Isoleret set er I, Frankenstein en glimrende actionfilm. Der er smæk på fra start til slut, og det er rigtig pænt og nydeligt med glimrende effekter. Aaron Eckhart er en fin skuespiller i rollen, der bydes op til dans med dygtige skuespillere som Miranda Otto og den sublime Bill Nighy. Havde man ikke valgt en vinkel, hvor navnet Frankenstein var en nøglebestanddel af konceptet, havde jeg sikkert også elsket filmen i al sin actionliderlighed og simplicitet. Der er intet galt med en god popcornfilm, men jeg kan for min dyd ikke acceptere, at man bruger så klassisk en horrorfigur som en slags prostitueret, der lige skal tage en sidste tur i kanen med sine bedste kunder. Det giver mindre mening end Abraham Lincoln eller Hans og Grethe projektet, hvor sidstnævnte absolut var en mere vellykket reboot af en originalhistorie end I, Frankenstein nogensinde kommer til.

Hvem var det? HVEM VAR DET? HVEM SAGDE MARY SHELLEY?

Er man i den lykkelige situation, at man vil skide på Mary Shelley, ikke har læst hendes bog eller bare ikke lader sig irritere af småting, så er I, Frankenstein alligevel en seværdig film, der trods mine opkast alligevel har en smule kvalitet. Det er en nemlig en harmløs historie med et tilforladeligt plot, der mest af alt minder om den første Blade film. Hvorvidt tiden er rendt fra den slags actionfilm må være op til den enkelte, men jeg var fint underholdt i de øjeblikke, hvor jeg ikke bed i en telefonbog over at forlægget i den grad skulle skampules.

Score:

Anmeldelse: Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan.

Årgang: 1989.
Tagline: "New York has a new problem!".
Instruktør: Rob Hedden.
Runtime: 100 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Paramount Pictures.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘Friday the 13th’ (1980), ‘Friday the 13th Part VII: The New Blood' (1988), 'Jason Goes to  Hell: The Final Friday' (1993).

Skrevet af Jesper Pedersen.

Det er efterhånden blevet en lille tradition, at undertegnede tager en 'Friday the 13th'-film under kærlig behandling (find de andre anmeldelser her), når kalenderen rammer fredag den 13., og denne anmeldelse er den femte af slagsen. 2014 byder desværre kun på en enkelt af disse skæbnesvangre datoer, men i 2015 kan vi se frem til hele tre, ligesom vi jo kan glæde os til en helt ny spillefilm (den trettende!) og om alt går godt endda en tv-serie. Men først: 'Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhatten', hvor Jason Voorhees er tilbage med seriøse baderynker efter at have været fanget på bunden af Crystal Lake siden slutningen af syveren. Det humpende anker fra en kærlighedsbåd river hul på et undervandskabel, og Jason genoplives af elektrisk stød. Samtidig et andet sted på Crystal Lake er Rennie Wickham på vej ombord på det gode skib SS Lazarus. Sammen med sin klasse fra high school og deres lærer skal hun til New York City, men studieturen udvikler sig til en overlevelsestur, da Jason sniger sig ombord som blind passager.

Jason når knap at dryppe af, før han penetrerer den første teenager med sin harpun.

I slutningen af 80'erne kørte tv-serien 'Friday the 13th: The Series' i USA. Serien havde som sådan ikke noget med filmfranchisen at gøre, selvom det på et tidligt tidspunkt i produktionen vist nok var meningen, men både foran og bag kameraet var der gengangere. Rob Hedden havde instrueret et par afsnit, da han blev spurgt, om han havde lyst lyst til at genoplive Jason i en ottende film. Som enhver anden lovende ung instruktør med respekt for sig selv og sin kommende karriere svarede Rob Hedden naturligvis ja og spurgte samtidig, om han måtte føre Jason ud af komfortzonen i det idylliske Crystal Lake og tage ham med en tur til storbyens stress og jag. Producerne syntes, dette var en formidabel idé, og Rob Hedden gik straks i gang med at udtænke vilde, visuelle idéer, som skulle gøre VIII'eren til den mest spektakulære part nogensinde. I hvert fald på papiret.

Jason lyttede aldrig til hans mor, når hun sagde, han ikke måtte lege i vaskemaskinen.

'Friday the 13th Part VIII'-franchisen fik undertitlen 'Jason Takes Manhatten', for når man nu alligevel skal besøge en by, hvorfor så ikke vælge byen over dem alle; New York City. Men ikke siden 'Den uendelige historie' har en titel været så misvisende. Efterhånden som produktionen skred frem gik det op for for Rob Hedden, at producerne ikke formåede at sætte handling (og penge) bag ord, og den tid, der reelt blev til optagelser i NYC, blev ad flere omgange barberet ned til blot én uge. Først når spilletiden passerer 60 minutter ankommer Jason og de få overlevende rent faktisk til byen, og efter et rendez vous i snaskede slumkvarterer, som lige så godt kunne være i en hvilken som helst anden metropol, går turen lynhurtigt henover Times Square og direkte ned i kloakkern

Jason Voorhees vs. Muhammed Ali – hvorfor er der ikke nogen, der har tænkt på det før?

Det er jo ikke fordi, man forventer den store finale i toppen af Frihedsgudinden med turister flyvende ud til alle sider. Men det er da skuffende, at ikke én eneste byboer bliver slagtet hverken på Times Square eller i undergrundsbanen. Jason Voorhees spærret inde i en togvogn fuld af ludere og lommetyve burde udløse et blodbad uden lige, men nej. Scenerne på gaden bruges primært til komiske optrin, som da Jason finder identifikation i et ishockey-reklamebanner, kaster en dørmand henover bardisken eller skræmmer en flok uopdragne lømler ved at tage masken af. Det er enormt plat og meget lidt uhyggeligt. Uhyggelig er heller ikke slutsekvensen i kloakkerne under New York City, men den er til gengæld godt tænkt. Jasons første død, druknedøden i barndommen, spejles på snarrådig vis, og jeg er vild med, at de smider om sig med toxic waste – det er total 80'er på en herlig Troma-agtig måde.

Forfængelighed til det sidste.

Filmens præmis – altså bortset fra endnu en undskyldning for at lade Jason dræbe teenagere – er, at Jason Voorhees og hovedpersonen Rennie Wickham er knyttet sammen af en episode i fortiden. Rennie har fortrængt denne for hende ganske traumatiske hændelse, men i løbet af filmens forløb falder brikkerne langsomt på plads for hende. Selvom Jason til tider forfølger Rennie som zombien Bombie forfølger Joakim von And i Carl Barks' klassiske tegneserie, er det aldrig helt tydeligt, om dette egentlig er Jasons intention. I så fald tillægges Jason en stærkere motivation end tidligere, hvilket er klædeligt, men man kunne med fordel have forstærket dette motiv yderligere.

”Fuck, det er ham med ishockeymasken – bare han ikke har ninja-padderne med!”

På premieretidspunktet var 'Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhatten' den suverænt dyreste  film i franchisen – næsten dobbelt så dyr som sin forgænger. Men fordi der blev brugt mange penge på ligegyldige storby-optagelser, har der sandsynligvis ikke været penge tilbage til det, de trofaste fans egentlig gerne vil se. Man burde have kastet hele byturen overbord og i stedet investeret i et par ekstra flasker teaterblod og givet tøserne en bonus for at smide trøjerne. 'Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhatten' blev også den dårligst indtjenende film i serien overhovedet, men det er dog efter min mening slet ikke den dårligste film. Rob Hedden forløser et potentiale i historien og ikke mindst visuelt ombord på båden, selvom der godt kunne have være skruet op for de blodige effekter. Det kunne have været spændende at se, hvordan 'Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhatten' havde set ud, hvis Rob Hedden havde haft et større budget eller måske bare lidt mindre ambitioner. 

Score:

Anmeldelse: X-Men: Days of Future Past.

Årgang: 2014
Tagline: 'The future begins.'
Instruktør: Bryan Singer
Runtime: 131 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: 20th Century Fox.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘X-men’ (2000), ‘X2’ (2003), ‘X-men: First Class’ (2011),

Anmeldt af Mark S. Svensson.

I fremtiden trues mutanter af hjerteløse maskiner kaldet Sentinels. Maskinerne er udviklet til at opspore og dræbe mutanter. De tilbageværende mutanter lever i frygt og kun ved hjælp af Kitty (Ellen Paige) og hendes evne til at sende en persons bevidsthed tilbage i tiden, lykkedes det en lille gruppe at holde sig i live. Presset op i et hjørne tvinges Charles Xavier (Patrick Stewart) og Magneto (Ian McKellen) til at slå sig sammen og når frem til, at der kun er én mulighed for at genvinde retten til at leve: En må sendes tilbage i tiden for at stoppe en ung Mystique (Jennifer Lawrence) fra at dræbe udvikleren af Sentinels og gennem denne handling kickstarte menneskehedens frygt for og had imod mutanter. Wolverine (Hugh Jackman) sættes på opgaven, som kompliceres af, at han får brug for at den unge Xavier (James McAvoy) og Magneto (Michael Fassbender) samarbejder i en af de dele af deres liv, hvor de var aller længst fra hverandre.

Bryan Singer åbnede op for ‘X-men’ franchisen tilbage i 2000 og efter opfølgeren ‘X2’ (2003), trak han sig fra serien for at prøve kræfter med andre ting. Desværre for 20th Century Fox lille bid af Marvel-kagen, betød det også at kvaliteten af de efterfølgende film faldt. Både seriens tredje film ‘X-men: The Last Stand’ (2006) og den prequel, der fulgte efter ‘X-men Origins: Wolverine’ (2009), blev dårligt modtaget af anmelderne. Særligt sidstnævnte var en rodet film, der med introduktionen af flere markante skikkelser fra tegneserierne skuffede ved ikke at udnytte nogle af disse til fulde. Således fik vi kun en kort forsmag på hvordan Deadpool kan fungere på det store lærrede, før han blev ædt op af et unødvendigt kringlet plot. Først med Matthew Vaughns ‘X-men: First Class’ (2011) genvandt serien fodfæste med en af de foreløbigt bedste film i franchisen, der introducerede et helt nyt cast og er fremragende i dens måde at manipulere virkelige historiske begivenheder og flette dem sammen med superhelteuniverset. ‘X-men: First Class’ er muligvis en af de bedste ting, der er kommet ud af Hollywoods prequel besættelse. Den eneste figur, der har været gennemgående i samtlige X-men film, er Wolverine og i alle 5 ovennævnte film er han portrætteret af Hugh Jackman, hvilket også er tilfældet i ‘The Wolverine’ (2013), som udkom til en noget varmere modtagelse end figurens tidligere solofilm.

“I was a very different man. Lead me, guide me, be patient with me.”

I år vender Bryan Singer tilbage til den franchise, han var med til at skabe. Det gør han med en film, der af mange er blevet kaldt seriens foreløbigt mest ambitiøse og med introduktionen af tidsrejser, sammensplejsningen af to forskellige casts og store moralske udfordringer i centrum, er det også svært at nægte. X-men filmene har hidtil haft en tendens til at have Wolverine som omdrejningspunkt (hvis man ser bort fra ‘X-men: First Class), og Jackmans ikoniske portrættering af figuren er også en central del af fortællingen i denne omgang, men modsat Singers tidligere film i franchisen er Wolverine ikke den dikterende faktor men snarere en katalysator for, at filmens omfattende plot kan udfoldes. McAvoy og Fassbender talte i et nyligt interview med Empire om, hvorledes ‘X-men: Days of Future Past’ ved sin kerne er en kamp om Raven/Mystiques sjæl. Den beskrivelse er meget præcis. Simon Kinbergs manuskript er så intelligent sammensat, at det i disse enorme og ambitiøse rammer finder et mellemmenneskeligt forhold at fokusere på.

Filmen er stoppet til randen med fremragende præstationer, hvilket betyder at ikke alle kan have lige markante roller, og Sir Ian McKellen er desværre en af dem, der lander en smule i baggrunden. Dog får fremtidens Magneto også mulighed for at vise, at han er lige så magtfuld som han altid har været.

Et trekantsdrama der ikke handler om romantisk kærlighed men om Ravens forhold til henholdsvis Xavier og Magneto. Mens Xavier har været som en bror for hende, har Magneto været en læremester og har dyrket hendes frygt for menneskeheden. Det er meget passende, at det bliver et selvopfyldende profeti, idet det først er, da hun slår Dr. Trask (Peter Dinklage), opfinderen af Sentinels, ihjel, at den amerikanske regering begynder at lytte til ham. Hvorfor er det passende? Fordi det giver filmen noget at sige om måden, vi forholder til det, der er fremmed, på, hvilket har været et løbende tema i serien, som denne gang er vendt på hovedet, fordi det handler om mutanters frygt for mennesker og ikke omvendt. Filmen er ikke bare en fremragende opfølger til ‘X-men: First Class’, fordi den samler op, hvor Vaughns film slap, ved at beskæftige sig med Xavier og Ravens forhold. Den forholder sig også til seriens andre indslag, og på intelligent vis skaber filmen et friskt grundlag for franchisens fremtidige indslag. Samtidig er det vigtigt at pointere, at filmen i sig selv, muligvis er den mest underholdende, serien har budt på indtil nu. Singer og Kinberg har et omfattende indblik i, hvad publikum har set før og gør meget for at amputere Wolverine en smule og bringe andre mutanters kræfter i spil. Quicksilver (Evan Peters) er svær ikke at fremhæve, og leverer filmens sjoveste og mest brilliante visuelle øjeblik i en sekvens, som jeg ikke vil blotlægge her, men som du nok skal spotte. I det hele taget er actionelementerne fremragende sammensat i filmen, og dens PG-13 rating taget i betragtning, bydes der på ganske brutale aflivninger af mutanter, der bliver halshugget, spiddet og på anden vis nådesløst aflivet af de barske Sentinels.

En scene der viser Bryan Singers overskud i arbejdet med denne film. En perle i et hav af spændende idéer.

‘X-men: Days of Future Past’ vandrer en hårfin linje mellem at blinke til publikum med sine henvisninger til de bedste hidtidige elementer i franchisen og at manipulere med de elementer, der har været mere uheldige. Derudover er filmen eksemplarisk i genren, fordi den trods omfattende action, et ambitiøst plot og grandiose idéer har en kerne, der handler om så menneskelige ting som svigt, venskaber og kærlighed. Med Bryan Singer tilbage ved roret ser denne film i sandhed mod såvel fremtidens som fortidens begivenheder og gør det så succesfuldt, at det næsten synes umuligt ikke at glæde sig ved tanken om, hvad netop fremtiden kan bringe.

Score:

Anmeldelse: Escape from Tomorrow.

Årgang: 2013.
Tagline: Bad things happen everywhere.
Instruktør: Randy Moore.
Runtime: 90 minutter.
Medie: Netflix USA.
Link til filmen på IMDB.
Se Trailer her.
Se også: 'The Shining' (1980), 'Epidemic' (1987), 'Inland Empire' (2006).

Skrevet af Jesper Pedersen.

Jim White er i Disneyland med sin kone og to børn, men på turens sidste dag får han et opkald fra sin chef derhjemme, som fortæller, at Jim er blevet fyret. Opsat på at give drømmeferien en vellykket afslutning undlader Jim at fortælle sin familie om fyringen, men denne sidste dag i Disneyland skal vise sig at blive alt andet end vellykket.

Okay, det er altså udgangspunktet for 'Escape from Tomorrow', og så kunne denne her film jo på sin vis fortsætte som slapstickkomedie, zombiegyser, actionfilm eller hvad ved jeg. Men lad det være sagt med det samme: 'Escape from Tomorrow' er ikke sådan at putte i en kasse. Overordnet set er handlingens fremadskriden ligetil; time for time følger vi Jim White i et skæbnesvangert døgn i hans liv. Det er, hvad filmen handler om, men det store spørgsmål er så, hvad den drejer sig om. 'Escape from Tomorrow' er sammensat af sekvenser, som hver især behandler temaer, som måske kan hænges op på Disney-koncernens magtfulde position i den amerikanske kultur fortalt gennem øjnene på en familiefar i midtvejskrise. Såvel den samlede filmoplevelse som de enkelte sekvenser er åbne for fortolkning, men sandsynligvis er 'Escape from Tomorrow' en kritik af, hvordan vestlige familier valfarter til eventyrland for at glemme hverdagens trummerum. ”Bad things happen everywhere – especially here!” lyder det i filmen, og konsekvenserne må jo nærmest være uoverskuelige, når så mange nisser flytter med og samles det samme sted.

”Den. It's. Sang. A. Er. Small. Så. Small. Irri. World. Terende!!!”

Disney-koncernen er ikke vilde med skjulte agendaer og folk, som ikke storsmiler på feriefotografierne, så det er en imponerende bedrift, at langt størstedelen af 'Escape from Tomorrow' rent faktisk er optaget on location i to forskellige Disney-parker i henholdsvis Californien og Florida. Disney ville aldrig have givet adgang til det, så for en sikkerheds skyld har Randy Moore ladet være med at spørge. 'Escape from Tomorrow' er optaget med kameraer, der svarer til dem, amerikanske fædre og japanske turister bærer rundt på og for ikke at vække opsigt har produktionsholdet været opdelt det meste af tiden og kun kommunikeret via deres smartphones. For at ingen skulle opdage, hvad han havde gang i, rejste Randy Moore til Sydkorea og arbejdede på postproduktionen, da optagelserne var i kassen. Det har været en yderst vanskelig proces, og man kan kun beundre Randy Moores ihærdighed. Det er simpelthen imponerende, at han har formået at fortælle en historie med denne metode, og selvom historien er kryptisk, fornemmer man aldrig, at den er det af nød. Jeg er overbevidst om, Randy Moore fra starten har haft en vision, og at denne på utrolig vis er blevet ført ud i livet.

”Jeg bliver helt våd i trussen, når ham der kigger på mig!”

Der er ingen tvivl om, at Randy Moore har været bevidst om, at det gjaldt diskretion frem for alt, hvis hans projekt skulle færdiggøres. For så vidt muligt at undgå retslige efterspil har han undladt at bruge Disneys ellers så ikoniske musik i filmen, og det giver altså nogle meget sjove oplevelser for os, der ved, hvordan melodierne egentlig lyder. En af filmens centrale scener foregår i forlystelsen 'It's A Small World', og her har folkene bag 'Escape from Tomorrow' rent faktisk formået at komponere en sang, der er næsten ligeså irriterende som Sherman-brødrenes 'It's A Small World (after all)'. Det er sgu godt gået! Men selvom musikken altså ikke er Disney-musik fungerer lydbilledet eminent godt, og det har tydeligvis haft en høj prioritet af genskabe den stemning, som findes i Disneys forlystelsesparker, hvor skjulte højtalere afspiller eventyrlig MIDI-muzak fra hver eneste figurklippede busk.

”Når du er færdig med det Turkey Leg har jeg et par andre lår, du kan få lov at sutte i!”

Walt Disney har været genstand for adskillige konspirationsteorier, som beskriver ham som okkult og pædofil jødeforfølgende hjernevasker. Paranoide amerikanere, som, uanset hvor de kigger, ser 666 og atter sex, har i tidernes løb fundet utallige tegn på djævletilbedelse og seksuelle perversioner i Disney-studiets ellers så tilforladelige tegnefilm. Det bedst kendte eksempel findes vel nok på en plakat til 'Den Lille Havfrue' (1989), hvor et af tårnene på havkongens slot tilnærmelsesvist ligner en stiv pik. En af konspirationsteorierne går på, at Disneyland skulle være epicenter for hjernevaskelse af uskyldige børn, og at der under parken findes skjulte gange og rum, som ingen ansatte har adgang til. Det er sandsynligvis ud fra disse konspirationsteorier, at 'Escape from Tomorrow' springer som det første stykke fiktion i den sammenhæng. Særligt temaet omkring hjernevaskelse af børn træder frem, da Jim i en uforglemmelig scene pludselig vågner efter et blackout fastspændt inde midt i Epcot-kuplen med en gal videnskabsmand ved sin side.

”Den her forlystelse var ikke nævnt på kortet?!”

Vi lever i en tid, hvor filmmediet konstant udfordres på, hvor grænsen går mellem fakta og fiktion. Sascha Baron Cohen brugte skjult kamera-optagelser i 'Borat' og 'Brüno', Joaquin Phoenix iscenesatte sig selv i 'I'm Still Here' og vores egen Mads Brügger påtager sig falske identiteter og sætter livet på spil for at kunne fortælle umulige historier fra ellers lukket land. Randy Moores 'Escape from Tomorrow' er på en måde seneste skud på denne stamme, og selvom den måske bruger rigeligt tid på at komme ordentligt i gang, og skuespillet relativt ofte falder igennem, er 'Escape from Tomorrow' en interessant og beundringsværdig debut, som kan blive ved med at rumstere rundt i hovedet lang tid efter, rulleteksterne er kørt over skærmen. Den er en 'Fars fede ferie' møder David Lynch, og får du muligheden, bør du helt afgjort se den.

Score:

 

Horror-Unrated Retrospekt #6: Høj cigarføring & syg sadisme! Et interview med David Hess.

Efter 4 år har vi valgt at lukke og slukke for Horror Unrated. Med tiden fik vi hevet en hel del spændende og dybdegående interviews i hus, fra de store kendte horror stjerner til ukendte independent filmskabere. Personligt er jeg meget stolt over den række af interviews vi endte med at få på Horror Unrated, og enkelte står stadig som nogle helt unikke. Bl.a. interviewene med instruktøren af 'Don't Go in the Woods', James Bryan og David Winters - manden bag 'The Last Horror Film', som begge velvilligt satte sig til at scanne gamle billeder filmpris-certifikater ind til os som vi kunne bruge i artiklen. Og danske Heini Grünbaum som i 1999 lavede 'Flænset', gav sig rigtig god tid til virkelig at gå i dybden med sine svar. Den dag i dag er det så vidt vi ved, stadig det eneste interview der findes med ham på internettet.
Af forskellige årsager valgte vi at lukke for Horror Unrated d. 12. november 2013, og da undertegnede tidligere har været skribent for denne fantastiske blog, Sørensen Exploitation Cinema Proudly presents, valgte jeg og bloggens ejer at flytte de mange interviews over på bloggen så de kunne få nyt liv, og forhåbentlig blive læst og nydt af nye læsere. Skrevet af Claus Reinhold.

HORROR UNRATED: You’re an accomplished and recognized songwriter. So what made you start acting?

David Hess: I was always an actor, just didn’t think to do it professionally. But when I got to New York, I studied with Stella Adler and joined the actors playhouse. The rest just happened.

HORROR UNRATED: Your latest album, Caught Up in the Moment is the first solo album from you in many years. Do you see yourself returning more to songwriting? And are you currently working on any new material?

David Hess: Not really because I never left. I’ve always composed and played. Music is my essence and one doesn’t forget. I’m working on a new album presently.

HORROR UNRATED: Your first real role in a feature film was in Wes Craven’s legendary Last House on the Left (1972) where you play the notorious Krug Stillo. How did you end up in the film?

David Hess: Well, Martin Kove, who is also in the film, was living with my sister at the time and he sent me up on the role. I had wanted to do a film in any case, so it was a natural.

HORROR UNRATED: The film had many working titles - for instance Krug & Co., Night of Vengeance, Grim Company and Sex Crime of the Century. When you received the screenplay, what title did it have? And did you prefer any of the other titles as opposed to the final and more obscure title The Last House on the Left?

David Hess: Sex Crime of the Century maybe... I don't know and didn’t much care back then either. I did my job as an actor and went back to my songwriting career. But I thought the film was special.

HORROR UNRATED: The Last House on the Left is a very brutal film. Did you also see it that way back then? And if so, did you have any concerns about the sadistic nature of the film?

David Hess: Yes I did see it as brutal, but I didn’t have any concerns about it really. I thought the role was pretty extraordinary and being a Rugby player, it wasn’t hard for me to tap into my violent side.

HORROR UNRATED: How was it working with Wes Craven, given that this was his first feature film?

David Hess: I was great. We were all first timers so we invented as we went along. The benefit was that "ignorance is bliss".

HORROR UNRATED: Working on the film, did you work strictly from the script or did you use improvisation?

David Hess: No, actually we mostly improvised. The screenplay was meant to be this graphically violent porno and none of us would have that. So we improvised and as I said before; invented along the way.

HORROR UNRATED: Did you have any influence on the character of Krug and were you allowed to put stuff in of your own?

David Hess: I held on to the role for a bit, but I was never Krug. I mostly did my own thing and was pretty much given freedom to do what I felt.

HORROR UNRATED: Do you remember how long it took to shoot The Last House on the Left?

David Hess: Yes, I think it was about five weeks - more or less.

HORROR UNRATED: How did you and the rest of the actors work with Craven – how did he direct? And was it all planned from Craven’s side or did you all just go with the flow?

David Hess: Wes was feeling his own way, so we were pretty much allowed to direct ourselves. He had some input, but not all that much actually.

HORROR UNRATED: Tell me all about the production.

David Hess: The shoot took about five weeks more or less and the days were long and hard.  As I said before, everyone on the set pretty much go along. But I’m not going to get into set stories or anything like that, as I don’t think that’s anyone’s affair, haha.

HORROR UNRATED: Damn it haha. So did working with the scenes of torture and rape cause any tension on the set, and how was it for you to act out such extremities?

David Hess: Yes, there was quite some tension during the violence. I mean, what would you expect? It’s not natural to behave that way, but everyone got through it and it played out really well.

HORROR UNRATED: I guess for some people it's natural, but that's a whole other talk. You also wrote and preformed the music for the film. How did that come about, and was this the plan from the start?

David Hess: Yes, from the beginning I was contracted to do both. Wes was very much a music person and he knew about my track record. I wrote the themes while being on the set and according to the way I perceived the actors and the characters.

HORROR UNRATED: I have always loved the contrast of the wild visuals, with the mellow feel of your songs. Was that the intention from the start or a work in progress?

David Hess: No, it was exactly my intention from the start. You know, I really felt that counter pointing the music to the visual side was something that I had always wanted to experiment with so this was a great opportunity for me.

HORROR UNRATED: Looking back, what was the worst and the best experience for you on The Last House on the Left?

David Hess: Actually I'll just say that the worst was the ensemble not getting the credit from the production. We made the film and they took all the credit. I can forgive them at this point, but I don’t have to accept it.

HORROR UNRATED: How do you feel about the film today? And is there anything you would have done different as an actor?

David Hess: I think the film holds up just fine to this day and no, I don’t think I’d change anything.

HORROR UNRATED: Do you have any contact with Wes Craven today or any of the other actors from The Last House on the Left?

David Hess: Yes, I see most of the cast on a regular basis and when Wes and I bump into one another it’s cordial.

HORROR UNRATED: So have you seen the 2009 remake of The Last House on the Left? And if so, what did you think of it?

David Hess: I have seen it and I didn’t like it at all. Seriously, I thought they should have changed the title to something else. It certainly wasn’t The Last House on the Left.

HORROR UNRATED: Couldn't agree with you more David. Moving on to the year 1978 where you played Alex in Ruggero Deodato’s The House on the Edge of the Park. Were you familiar with Deodato’s previous work and how did you end up playing the part of Alex?

David Hess: No I hadn’t seen any of Ruggero’s previous movies. But you know, I simply got a call from Italy and they offered me the role in this new Ruggero Deodato movie and that was pretty much that.

HORROR UNRATED: You character Alex shares many similarities with Krug from The Last House on the Left. Was that at all a concern for you as an actor?

David Hess: No actually it was not a concern at all. Sure I was struck by the similarity, but also of the idea that I could explore sociopath behavior from a slightly different perspective.

HORROR UNRATED: I’ve read that Ruggero Deodato can be quite a handful as a director. How did you experience working with him and how was he as a director?

David Hess: Well, I liked working with him. Actually I thought he was crazy brilliant, but then he probably felt the same about me. I mean, we’ve worked together six times.

HORROR UNRATED: Is it true that you re-wrote many of your lines?

David Hess: Yes, you see, the screenplay was translated from the original Italian script and Ruggero was not used to shooting in English, so he would let me go with what I thought was best.

HORROR UNRATED: Where did you shoot the film and how long did it take?

David Hess: We shot it in Olgata outside of Rome and it took about four weeks.

HORROR UNRATED: Can you tell about the production and how you experienced it?

David Hess: I thought them very professional. The days are always long for the lead actor as one has to be on the set continuously. Again, I won’t go into details about the shoot as I’m not into gossiping. I will say however, that we never stopped laughing and Giovanni Lombardo Radici kept us in stitches – he’s a very funny man.
HORROR UNRATED: I have read that the people behind The House on the Edge of the Park wanted you in the film so much, that they gave you half the rights to the film. Is this true?

David Hess: I have a piece of the U.S. distribution, but no, they did not give me the store.

HORROR UNRATED: Your wife is also in the film playing Alex’ first victim – how did that come about?

David Hess: Well, they needed one to play the first victim so the production asked her and since she was with me, it just worked out that way.

HORROR UNRATED: Looking back, was there any negative sides of the production of The House on the Edge of the Park?

David Hess: No not that I remember. I mean none other than the Italians always hold back a little bit of your salary to make sure you come back for the sequel, haha.

HORROR UNRATED: What do you think of the film today?

David Hess: I think it holds up very well. It’s part of the trilogy, that includes Hitchhike from 1977, and when one views them together, I think that one gets a very good idea of what sociopath behavior is about.

HORROR UNRATED: In the early 70’s a new wave of independent filmmaking emerged. The films became far more gritty, cynical and realistic and their portrayal of violence and human relationships. By the end of Summer of Love, that seemed to fade away in 1969, the new generation of filmmakers seemed very discontent with America and everything that was going on, like the assassination of John F. Kennedy and Martin Luther King, the Kent State shooting, the Vietnam War etc. What are your views on this? Do you see these films from the early 70’s as a reaction to the state of USA at the time?

David Hess: Good question. I’m not sure one is aware of the social and political atmosphere while shooting a film, but certainly on some sub-conscious level it plays out. We wanted to make an anti-violence and anti-war film and The Last House on the Left fell into that category. Were we all angry at our freedoms being eroded? Yes. Did we feel frustrated at our voices not being heard? Yes. The result was a new depiction of violence in cinema and hence the emergence of a neo-horror movement. But then ‘art follows life follows art’, is always the case.

HORROR UNRATED: Indeed it is. Well, that’s it David – thank you very much for your time.

David Hess 1936 – 2011.

Anmeldelse: Stargate.

Årgang: 1994
Tagline: It Will Take You A Million Light Years From Home.
Instruktør: Roland Emmerich
Runtime: 130 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Universal.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Dune' (1984), 'The Dark Crystal' (1982), 'John Carter' (2012).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Et noget mærkeligt fund er sket, og da en flok forskere tager hul på efterforskningen af denne opdagelse, er der flere spørgsmål end svar. Inden længe bringes Daniel Jackson (James Spader) ind i efterforskningen, og det viser sig snart, at den unge mand er et mindre geni på området. Snart har han knækket koderne, og han og en gruppe soldater, anført af Jonathan 'Jack' O'Neil (Kurt Russell) tager af sted på en rejse igennem, hvad de i mellemtiden har erfaret er en port. Hvad Jackson og soldaterne finder på den anden side af porten, er dog noget helt andet end det, de havde forventet. 

Snake Plissken is back!

Det er altid med en vis skepsis, at jeg påbegynder et filmisk værk, der har Roland Emmerichs navn tilknyttet. Manden har med de senere års (kvalitetsmæssige) fiaskoer skabt sig et ikke just positivt renomme som værende mere optaget af special effects end gode historier. 'Stargate' er i mellemtiden ikke at sammenligne med de senere års ligegyldige blockbusters, og det er der en række årsager til: For det første har 'Stargate' en engagerende historie og et vellykket momentum, hvilket særligt ikke er tilfældet for Emmerichs senere værk '2012' (2009). Ligeledes var det ikke '2012' forundt at have nogle synderligt engagerende karakterer. Dem er der flere af heri, og enkelte er sågar mere end blot de sædvanlige papfigurer, der har det med at plage Emmerichs film. En tredje ting, 'Stargate' besidder, og som jeg aldrig ville have troet mig i stand til at sige om en af mandens film, er charme. Det alternative univers i hvilket dele af fortællingen folder sig ud er yderst interessant. Med simple virkemidler og fysisk udførte special effects, formår det alternative univers på den anden side af stjerneporten indenfor få minutter at have mere personlighed, end visse af Emmerichs hele film har haft det.

Selv i mandens dårlige film har Emmerich altid været garant for flotte billeder, i ‘Stargate’ følger universet med de visuelle indfald.

Svagheder er filmen også i besiddelse af, og hvor de positive elementer adskiller sig fra tidligere film af instruktøren, er visse af fejlene mere genkendelige. Særligt er replikkerne ofte forcerede, og det er i særdeleshed, når humor forsøges benyttet, at Dean Devlin og Roland Emmerichs manuskript bliver mere akavet end vellykket. De mere ordknappe momenter er dem, der fungerer bedst. Eksempelvis da James Spaders karakter Doktor Daniel Jackson møder Sha’uri spillet af Mili Avital. Instruktionen kommer her til sin ret, og det overrasker vitterligt at Emmerich tilsyneladende er i stand til at skabe flere både rørende og meget beskrivende scener imellem sine karakterer. I de ordløse øjeblikke lykkedes sågar noget af den humor, der som tidligere beskrevet ellers ofte forekommer akavet. 'Stargate' er et bevis på, at hvor Emmerich er trådt forkert med sine senere film er i sin trang til at mindske fokus på karakterer til fordel for nogle ofte ret klichéfyldte fortællinger. I 'Stargate' formår instruktøren ikke alene at holde sig til en ret lille flok karakterer men er samtidig i stand til at engagere tilskueren i filmens fulde mere end 2 timer lange spilletid. Den udgave af filmen, der medfølger på udgivelsen er i øvrigt et director’s cut, men da der ikke er mulighed for at se den oprindelige, er det svært at vurdere, hvorvidt denne version er den mest optimale.

James Spader om ‘Stargate’: “There's no shame in taking a film because you need some fucking money."

James Spader må betragtes som filmens egentlige hovedrolle og leverer en meget sympatisk præstation. Til trods for de stedvist klodset skrevne replikker er Spader i fin form rollen og formår med sin levering at give liv til selv de stiveste af Emmerich og Devlins replikker. Godt gør også Kurt Russell det i en rolle, som ellers meget nemt kunne være blevet fortegnet og endimensionel. Lykkeligvis tilføjer Russell karakteren en fin dybde i form af en empati og stedvis tvivlen, der gør karakteren godt. I de mindre roller er soldaterne utvivlsomt de svageste præstationer men samtidig også dem, der bliver stillet overfor filmens ringeste replikker. Modsat er de indfødte i landet bag stjerneporten ofte velspillede og må tit klare sig uden ord eller i det mindste uden forståelige replikker, hvilket, som tidligere nævnt, gavner både dem og filmen. I den henseende er særligt Mili Avital, som med ganske få scener giver et ansigt til den uskyldighed, hendes folk symboliserer, værd at fremhæve. Derudover skiller også den unge Alexis Cruz sig ud i rollen som Skaara, der ligesom Avital viser uskyldighed, men i særdeleshed er Skaaras karakter også garant for stor nysgerrighed og et videbegær, der gavner både hans egen rolle og i sidste ende også filmen.

“It's not "Door to Heaven”... it’s...  Stargate.”

Ret skal være ret, og selvom jeg havde frygtet det værste af 'Stargate', er filmen et ret fornøjeligt bekendtskab. Der er i filmen en eventyrlighed og fortællelyst, som gør oplevelsen til en underholdende oplevelse, som på nogen måde vækker mindelser om den første film i George Lucas’ 'Star Wars' saga. Med det sagt er der umiskendeligt nogle fejlbarligheder i filmen, og de kan som tidligere nævnt for størstedelens vedkommende ledes tilbage til manuskriptet, hvis plot er om ikke originalt så i hvert fald velfortalt men samtidig halter på sine replikker fra tid til anden. Det er heldigvis ikke nok til at ødelægge oplevelsen med filmen, der er en lille perle af en science fiction fortælling.

Score: